Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Säve FRA: Niels Matthias Petersen (1855-08-26)

Københavnden 26 august 1855. 1

Kære Säve!

Ligesom dit sidste brev begynder med Hammershaimb, så får mit også begynde med ham. Han var her igår, for at sige farvel, da han i dag rejser som præst til Færøerne 2 , og meddelte mig af dit brev dit önske at se nogle rader fra mig. Tilvisse er det en en〈!〉 gammel gæld jeg er i, men det er ikke noget nyt, thi jeg vilde helst sige, som jo andre have sagt: jeg skriver aldrig breve. At jeg ikke har skrevet er en følge af mange omstændigheder: åbenbar var du forstemt og misfornöjet med tilstanden ved universitetet og forelæsningerne: af 8—900 studenter havde du kun 7—8 tilhørere. Nu, af 130000 mennesker havde jeg den gang over den danske literaturs historie — 4 3 . Forelæsningernes tid er forlængst forbi, s. 85 og det er en grusom tilstand, at der af professorerne kræves forelæsninger, som ingen hører. At komme ind på dette litani, var mig ubehageligt. Men overhovedet er det nordiske studium, sköndt Gislason jo også virker med 1 , ingenlunde i den fremgang, som jeg havde håbet; alle ydre omstændigheder ere jo derimod. Politik sluger alt, og den fører os over til helstaten, til fællesstaten, det vil sige — til Tyskland. Det er nu den höje tid, at den skandinaviske idé atter lever op 2 ; ellers er det forbi med os, og når Danmark bliver tysk, så er sandelig Sverige og Norge givet til pris for Moskoviterne. Ikke så? — Det kommer mig undertiden for, at jeg med kærlighed og varme har talt og skrevet om det danske og det nordiske som ett; man har svaret mig med hån og vås. Således har jeg da bestemt mig til, for dog at opfylde noget af mit livs bestemmelse, at virke ved skrifter i de få år, der endnu forundes mig, og i dem overalt at göre den rene videnskabs sag til mit formål, uden afgörende overvægt af nationaliteten. Et nyt hefte af den danske literaturs historie løber i disse dage af stabelen. Du, som véd hvad det er at frembringe en bog, kan også begribe, at hvad jeg behøvede, når jeg var træt af arbejdet, var hvile, total hvile.

Du önsker, kære Säve, at vide mine tanker om din Ynglingasaga. Du kan næppe være i tvivl derom. Det som dine landsmænd måske stødes ved, anser jeg for en vinding, at s. 86 sproget i oversættelsen er forældet. Dette forsøg, fortsat igennem hele Heimskringla, med smag og uden at være søgt, må have en velgörende indflydelse på det nysvenske sprog; måske en stor del af dets nyere vrangheder derved kunne udjages. Men jo vanskeligere det vil være at gennemføre i en hel bog, desto mere opmuntrer jeg til, at sætte forsøget igennem og ikke vorde træt. Der må i hele oversættelsen ikke forekomme noget åbenbar unordisk ord, men heller ikke noget nordisk ord, der jo af en nordbo kan lettelig forstås. Landskabsord optages, når de ved en ringe forklaring kunne henføres til bekendte nordiske grundlag. Det andet fortrin, som fremlyser af oversættelsen er, at hvert ord i prosa og i versene, er grammatisk klart, at læseren ser, og altså lærer i længden, at det ikke kommer an på ved et løst skön at få meningen ud, men at denne kun kommer frem ved den klareste indsigt i hvert ords og hver forms oprindelse og beskaffenhed. Deri, mener jeg, har du netop din styrke. Men det er vanskeligt her at holde måde, og jeg kender den uendelige lyst man har, at ville oplyse alt. Dette kan let forvilde begynderen; ham må kun meddeles hvad der er klart og afgjort; når han kommer ind på gætningernes mark forvildes han. Fra først af må alting ligge lyst og klart for ham; derved lærer han selv at råde alle ordets gåder; og først når han har fået hele bygningen gennemvandret i dens skönne harmoni, er det tid at göre ham opmærksom på adskillige snirkler og snorkler, der findes hist og her og hvis betydning er dunkel. Versenes forklaring er fortræffelig. Har du begyndt på fortsættelsen? Lad endelig hele den gamle Heimskringla følge herpå, så vil der for den unge slægt være åbnet en let adgang til den islandske literatur.

Mange hilsener fra mine to Sofier. Vi have gjort en lille udflugt i Sælland i ferien, men kun på otte dage, da mine bøger ingen ro unde mig. Men jeg har vanskelighed med igen s. 87 at komme på glid med at bruge pennen. Tag derfor tiltakke med disse törre linier! og mindes med kærlighed
Din
N. M. Petersen.

〈Udskrift〉 Hr. Mag. G. Säve, Doc. i fornnord. spr. i Uppsala, betalt