Københavnd. 10 august 1856. 1
Meget, o meget lyksalig har du gjort mig, kære Säve, ved dit herlige brev, som jeg længe har törstet efter. Ja, det kunde i sandhed have været dejligt, hvis vi i dette møde havde set hinanden, om jeg også af bevægelse havde sunket om på en af Upsala höje. Længe har jeg gået i beråd med mig selv, om jeg skulde skrive til Dig, for at få mere at vide end hvad bladene have sagt, og jeg takker for beretningen om Plougs tale og alle de forvæntninger, den kan vække. Men jeg bliver gammel og lader mig ikke længer nöje med håb og ord; af dem have vi nu jo levet i mange år, og ere dog ikke komne målet nærmere. Det er nu klart, mener jeg, at målet er den politiske enhed, og det glæder mig usigelig, at Ploug har sagt det. Men han vidste intet videre om stemningen derfor, om diplomatiske forhandlinger, som kunde føre dertil, om noget sådant virkelig er i gære eller om det endnu har lange udsigter. Ungdommelig begejstring er flygtig, er skum, er löder. Hvor megen have vi ikke haft deraf, og følgen blev en helstat, hvad Ploug kaldte et polsk giftermål med Tyskland
2. At den ikke vil gå, have vi vel nu lært, men den har stillet en næsten uoverstigelig mur imellem os og forbindelsen med Sverige. Hvor længe skulle vi endnu bie, förend vi få at vide hvad Stormagterne have for? og véd Du intet derom? I idéen kan man lave sig de dejligste ting, men verdens gang og de utallige andre interesser gå sædvanlig deres egen vej, og det er især derom jeg længes at vide noget mere. Men det er vist, at dette møde har sat de inderste fibre i mit bryst i bevægelse, har på ny vakt en forvæntning, der næsten var udslukket, og jeg siger til mig selv: nu eller aldrig. Nordmanden Daa har været hos mig, men kun nogle öjeblikke, på vejen til England; han var meget fortörnet over s. 99den måde, hvorpå hans foredrag på naturforskermødet i samme retning som Plougs var blevet afvíst
1. Uden tvivl er det Sverige vi må sætte vort håb til, Norge vil da komme af sig selv. Men er der intet at göre, kan der intet virkes ved tale eller skrift, hvorved denne herlige begyndelse kan fortsættes? kan der ikke blandt videnskabsmændene sluttes en nöjere forbindelse end hidtil? ikke blot ytringer underhånden, som skjule sig under videnskabens kappe, men udtalelser, som gå lige på målet? Det er fornødent, at svenske videnskabsmænd virke umiddelbar ind på dem, som have fremtiden i deres hånd. Hvor mange skandinaver ere der blandt dem, og hvad göre de? Det er en kostelig udsigt, at der vil oprettes en lærestol, om den end bliver i Svensk, tingen vil dog blive den samme. Nej, Du har ikke för skrevet derom, men Ploug nævnte det for mig. Og der kan da heller ikke være tvivl om, at Du må blive manden. Formodenlig en sön af prof. Fries
2, en botaniker, som bragte mig det ny diplom, syntes ikke at tro på, at et sådant professorat blev oprettet förend Schröder gik af, og du mener, at man må sætte Svensk stempel på det, for at få stænderne til at rykke ud med penge. O de folk! Det er dog fordi de stå endnu på et så lavt trin, at alting går så trægt og langsomt. Kan man ikke af hjærtet være god Svensk, Norsk og Dansk, og dog tillige løfte sig op til foruden det at være Nordbo? Endnu ikke i nogen folkeforsamling. Hvad min optagelse til medlem af videnskaberselskabet i Uppsala angår, da kommer den mig ligeså uvæntet som etatsrådtitlen kom, og jeg begriber endnu ikke hvad der har givet anledning dertil; men så godt som hver dag med døden for öje og med tanken på et andet liv, kan du vel forestille dig, at deslige s. 100literser hæder nu ikke kan göre synderlig indtryk på mig. Det mål jeg nærmest har for öje, og hvortil jeg kunde önske at henvende mine kræfter udelt, når jeg måtte og kunde, er fuldendelsen af den danske literaturs historie, et langsommeligt og vanskeligt arbejde, der nu fra Holbergs tid af skulde få nogen mere almindelig interesse. Skönt jeg selv bedst véd, hvor uhyre mangelfuldt dette arbejde er, så har jeg dog også der måttet bryde isen, thi mirabile dictu, vi have endnu ikke haft nogen udførlig historie, der omfattede hele vor literatur. Med alt det hænger mine tanker endnu ved det fornnordiske, og du glæder mig meget, hver gang du giver mig en ny oplysning til et sted i Edda o. desl. Er det ikke sørgeligt, nok, at vi, end ikke Islænderne, efter så mange granskninger endnu ikke ret forstå de eddiske sange. Ethvert bidrag dertil tegner jeg endnu op, og lægger det hen blandt mine papirer. Der har jeg også indført din bemærkning om löðr. Ordet i Eiríksmál: at lyðra, med den rette form leyðra, af lauðr, er fortræffelig. Hvor herligt passer det ikke just der: Einherjerne skal først komme den skummende drik i bægerne og valkyrierne derpå bringe den om. Stedet i Hávamál er vel vanskeligere; men der kan ikke være den mindste tvivl om, at læsemåden af ödrum, der desuden er en løs gætning, aldeles må forkastes. Det er en almindelig regel ved fortolkningen af denne sang, tænker jeg, at hver strofe har et almindeligt indhold, drejer sig om én bestemt ting, og at alt i den må forklares i sammenhæng dermed. Her er der nu bestemt tale om rigdom og hvilken værd man kan tillægge den; at blive bedåret, at lade sig bedåre af andre har i denne sammenhæng ikke mindste betydning. Der må nødvendig siges: at lade sig bedåre af rigdom. Læsemåden af auðnum er da altid bedre, men det er jo også en gætning. Nu kommer Du ganske fortræffelig med membranens af lavðrom; thi aflavðrom, som der står, kan deles enten i afl auðrom (som jeg finder i mine optegnelser, men som jeg ikke kunde få noget ud af) eller i af laudrom. s. 101Men hvad er det? Dette här Du gjort klart ved Fagrskinnas at leyðra: mangen lader sig bedåre, hænger sit hjærte ved skum, ved de skummende ting; den ene er rig, den anden er fattig; skylit pann vitka var. Hvorledes forklarer Du så det, og mener Du at Egilsson har ret i, at vår er lig = var, og var = ver, mand? Og hvor herligt er så det næste: Rigdom er skum, usselt, forgængeligt gods, en orðtírr〈!〉 deyr aldregi. Og tanken vender atter (str. 77 i den norske udgave) tilbage til rigdoms forgængelighed. Tak, kære Säve, for denne fortolkning, og glem ikke at meddele mig lignende, hvis du har flere. En god fortolkning af Edda, af hvem er jo det samme, må vi nødvendig endnu have, för få vi ikke folk til at tro på, at der er noget herligt i den nordiske poesi. Simrock har nu givet sit andet oplag,
1 og vi? vi have hverken en Edda eller en Snorre, og det er dog de to, der skal sætte hovedet på sommet. Nordmændene arbejde utrætteligt og man kan ikke noksom rose dem
2; men du, kære Säve, med Din smag for poesi og historie, giv os Edda og Snorre! og hele norden skal velsigne Dig. — Ja, runeindskrifter ere uendelige〈!〉 magre, desto mere takker jeg for den meddelte. Og nu, kæreste Säve! lev vel, og lad mig snart høre fra Dig, at Du er vel og lever s. 102frejdig i nordens store håb, og sely ser en stedse lysere udsigt! O, det går vel i Uppsala, som her. Der er så yderst få, med hvem man kan vexle tanker, da næsten alt går under i det materielle liv. Min hustru og fosterdatter hilse Dig. Vi tale ofte om Dig, og min hustru har ligesom jeg studeret Dit brev på det lærde nær. Kvinden kan også gå ind på nordens enhed, men naturligvis ikke med mandens alvor og dybde. Men hvad om vi hværvede Skandinaver blandt de svenske kvinder? Skulde de ikke, ligesom de franske monstro? kunne styre Politiken. Det er skade, at jeg først nu falder på den udvej. Den er så skön. Lev vel!
Din
N. M. Petersen.
for tiden bor jeg i Lille Fiolstræde Nr. 197 C, første sal, men fra flyttedagen i midten af oktober vender jeg tilbage til det forrige sted på Nörregade 137 anden sal.
Den ene spand går op, medens den anden går ned, hos Schiller. For dig åbnes der udsigt til at begynde et nyt professorat. Jeg går hver Dag〈!〉 og grubler på, om jeg ikke nu, efter så megen mislykket virksomhed, kunde få min afsked og komme til ro på mine sidste dage. Er det ikke sygeligt?
〈Udskrift〉 Hr. magister C. Säve docent i oldnordisk ved universitetet i Uppsala. betalt