København d. 15 nov. 1856 2
Det var min agt, kære Säve, strax uden ophold at svare på dit brev, og der er alligevel gået nogen tid, mere end der skulde. Der er vakt et håb hos os, som vi strax ville have opfyldt, eller i det mindste ville vi være visse på, at det opfyldes. Din förtjusning kan jeg i det mindste ikke ganske dele, förend jeg får nogle flere kendsgerninger; jeg går ligesom i en feber, før hver dag at få at høre, at der er sket et s. 108afgörende skridt, at der er slået et afgörende slag. Thi med et stærkt slag må det komme, ellers sker det aldrig. Så meget ser jeg af alt det du i dit brev anfører at stemningen i Sverrig mærkelig har forandret sig; men i throntalen findes jo intet, der jo ligeså godt kunde være sagt forhen. Min forventning kræver, ja den er unöjsom, noget mere end nogle ord, der ligeså godt, og i deres naturlige sammenhæng, kunne tydes på en anden måde. Lallerstedts skrift 1 har jeg læst; hvor klart det end er, at det er skrevet for at forberede noget nær forestående, med en bestemt hensigt, har det. dog glædet mig, at se det, som er vort håb og vor forventning, så tydelig fremstillet, og at det er lagt for dagen, at der for Danmark ingen frelse er at vinde uden ved nordens forening. Men det er kun en indledning. Hvad er der siden sket som fører tingen videre? hvad beviser findes der på, at regeringerne ville denne forening? uden det er det hele jo ikke kommet et skridt videre. Hvad er der sket, som vidner om at Sverrig vil? O, sig mig det ene Ord〈!〉, giv mig et sikkert pant på det, at Sverrig vil, så vil jeg give mig til tåls, så vil jeg stille og ydmyg vænte på, at drömmen skal opfyldes; mit fædreland kender jeg for godt til ikke at vide, at fra det kommer opfyldelsen ikke. O Säve! Hvilken jammer er det at se sit fædreland, det land der så vore ungdoms drömme, vor manddoms gerning, så nedtrykt, så sonderlemmet, så uholdbart i alle sine fuger! Hvo kan tænke derpå uden med et blødende hjærte? Og hvo kan udholde den ligegyldighed derfor, som viser sig i alle retninger, i alle kredse? At se alt det store og herlige der kunde ske og ske så let, og intet at kunne udrette dertil! Imidlertid er der jo et håb og det synes sikkert, at nu vil det afgöres; det til alle tider vaklende Danmark vil s. 109nu komme til at vælge imellem norden og det tyske forbund. Det ulykkeligste af alt er denne evige mellemtilstand, der nu har hjemsøgt os i så mange tider. Endnu er der intet tabt, det har været endnu værre för, endnu ere vi ikke så vanslægtede, at en forbindelse er umulig; men det er den höje tid. Ja, det vil ske, om et år vil du som professor i svenska sproget og jeg, selv om jeg er aflægs og sidder i en stille afkrog, med samme iver og lyst, thi sligt tager jo aldrig af, virke hver for sit og just derved for det hele, og hvo véd hvor længe eller rettere kortere det kan vare, förend det forenede knytter sig inderligere sammen, når først det ydre dynastiske töj og folkenes ubetvingelige materialisme må give efter for natur og sandhed. Du vil da stå langt heldigere, thi svenske folket vil aldrig sympathisere med Rusland, medens det danske eller om du vil det udanske vil give sig ynkelig, i mange og store kredse, over alt det tyske væsen, som hidtil var dets öjesten, og som det nu må give afkald på; men min glæde vil være så meget större, jo mere Sverrig og Norge tage til i åndig styrke, thi det vil være Danmarks frelse. Lad os altså antage det, alle dine forhåbninger skulle ikke blive til skamme; det vil ske fordi det er umuligt andet. Holsten vil ikke være dansk, og det var jo urimeligt om det vilde; Danmark vil ikke gå ind i det tyske forbund, det vilde dog tage sig altfor naragtigt ud. Fra vor side er der altså igrunden ikke noget i vejen. Den unge hjelte, siger man her, har store planer, nu der behøves ikke stort for at fatte den, da den ligger lige for hånden; meget vid behøves der ikke til at fatte, at Sverrig-Norge alene ikke kan bestå mod Rusland. Lallerstedts plan er altså ganske god: Finland, Sverrig, Norge, Danmark, hvert med sin ejendommelighed, men uopløselig forenede i fred og krig, brødre og landsmænd, et fælles fædreland med beslægtede nationaliteter, det er i sandhed en magt som det nok er værd at være konge over. Underligt nok, at han ikke har lagt en ting til endnu, en viss tryghed imod det s. 110tyske forbund: en större nordtysk magt med en engelsk prins til konge, siden England dog altid skal have noget, når det tillader andre magter at regere sig selv; det vilde vel være det bedste værn imod Preussen. Og så én flåde i Østersøen og én hær for norden o. s. v. I sandhed, det er bedst at lade det blive ved det, da der dog ikke kan udfindes noget bedre. Island skal vi alle være om; det har et gammelt krav på vor kærlighed, eller hvis Islænderne virkelig ere så forhippede på deres gamle Alting, så lad dem i al uskyldighed forsøge at oprette en lille republik, indtil de har slået hinanden så meget ihjel, at vi blive nødte til at tage dem under armene. Vi kunne jo også lade Island høre til Norge, hvis nordmændene endnu have lyst til det. Navneværdi kommer det ikke an på. Alt det er så simpelt i sig selv, så let at sætte i værk, når kun en der kan tale höjt nok vil sige: nu skal det være; det er underligt, at det ikke allerede er sket, det vil altså ske med det allerførste. Det må ske, thi norden kan jo ikke forgå, og nu har det endelig engang følt på sig selv, at det er til.
Egilssons var = ver tykkes jeg heller ikke om. Der er meget mere, som forekommer mig vrangt, men hvor skal man finde det sande? Dit leyðra hører unægtelig dertil, men der er mange andre knuder. Det er ikke godt at blive gammel, thi så bliver man for klog. Disse eddiske digte ere jo, når alt kommer til alt, nogle usammenhængende stumper, som ingen forstår, og når man endelig forstår det, så er det kun et stakkels brudstykke. Hvor tit har jeg ikke med begejstring talt om Bjarkemålet, men hvad vi har deraf er jo kun stumper, og nogle af dem noget forskruet töj. Alle de kunstige digte, herre gud hvilken poesi! Sagaerne om Island, på nogle enkelte nær og nogle enkelte steder nær i de andre, hvilke ubetydelige begivenheder, hvilken ensformig kedsommelig stil, hvilket magert indhold! Det bliver dog tilsidst kun for sprogets skyld at vi studere alt dette. I denne tid har jeg beskæftiget s. 111mig med Snorre. Det er nødvendigt for min sjæls fred dog at redde noget. Har du givet dig af med undersøgelse om Heimskringla, o så meddel mig i det mindste resultaterne. Hvor meget deraf er virkelig Snorres værk? Er morskinskinna ældre end Snorre? alle de øvrige, så meget tror jeg at have på det rene, ere yngre. Snorres hæder tror jeg vist at kunne frelse. Men af den Heimskringla, der er udgivet, hvor meget er tilforladelig af ham? Således som det er, er det fuldt af falske indskud, af senere tillæg, af randglosser. Hans værk bliver først hvad det virkelig er, det ypperste mönster på nordisk historieskrivning, når alle disse tilsætninger fejes ud. Da du så ypperlig har oplyst Ynglingasaga, vil du da ikke give os hele Heimskringla, Snorres skrift og intet andet. Tænk på, at det er for vort treenige fædreland! Gör det og sig: jeg hilser dig, min kærlighed, god morgen. 1
Noderne ere besørgede til Grímur Thomsen; jeg skrev dem af, det måtte jeg vel. Min hustru og Sophia den unge hilse. Mine tanker omfavne dig, kære Säve. Gud beskydde vårt treeniga fädernesland! Lad det være vor morgenbön! og gud opløfte det höjt over vore grave! Lev vel! Din
N. M. Petersen.