Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Säve FRA: Niels Matthias Petersen (1859-05-15)

Københavnd. 15 maj 1859. 2

Kære ven!

Endskönt jeg sidder midt i literaturhistorien og forelæsning 3 , må jeg dog snarest mulig takke for Dine breve. Ja, jeg har været meget bekymret for dig, jeg vidste ikke, om du var syg eller endog død, da heller ingen andre her have hørt noget fra dig i den sidste tid, og jeg ser nu, at Du virkelig har svævet imellem liv og død. Bevar Dig selv, lad det gå som s. 133 det vil, men lev kun, at der dog kan leve én, der kan frede om det gamle nordens hæder!

Jeg sidder og ser på Uppströms afhandling; jeg kender naturligvis hans Ulfilas, men tænker forgæves efter hvad han ellers har skrevet, det er mig, som Du véd, om at göre at kende alt hvad der er skrevet om nordiske sprog; hvis han har skrevet noget om dem, må det være ubetydeligt. Men lige meget, har han ikke skrevet noget, så har han måske studeret så meget mere, og giver os nu på én gang udbyttet af sin forskning. — Men hvad er dog dette! „Academisk afhandling“ kaldes det, men her afhandles jo ingen verdens ting, hverken sprog eller literatur; det er en oversættelse af nogle gamle vers, som allerede ere oversatte (oversatte endog af Egilsson), 1 en oversættelse af en oversættelse, og denne „afhandling“ kaldes Skáldskaparmála-qvæði. For guds skyld, sørg for, at denne titel bliver reven af, förend afhandlingen sendes udenfor Sverige (der står dog, som du véd, lige i begyndelsen: þrenn er grein skáldskaparmáls, etc.). Det hedder i fortalen, at afhandlingens hensigt er at gavne den academiske ungdom, at hjælpe begynderen i gang, men den svarer jo slet ikke til dette öjemed; en oversættelse uden videre vejledning (omskrivningernes natur og sammenhæng, ordning o. s. v.) nytter jo ingen uden den, der har den forberedende kundskab; her var noget at afhandle, her var, tænker jeg, noget at opdage, i alt fald meget at ordne og at oplyse (især da Olafsen har gjort en så god begyndelse 2 ; havde han vidst noget derom, så måtte han (efter sit öjemed) upåtvivlelig have meddelt netop det, som begynderen så höjlig trænger til; at oversætte fra Latin til Svensk kunde s. 134 begynderen vel på egen hånd komme ud af. Arbejdets fortjeneste og beviserne for mandens dygtighed må da ligge i Anmærkningerne. For det første er ordtexten rettet, og det er ingen let sag; men det første man slår op, så ere rettelserne jo Egilssons (p. 2. 3 cf. Egilssons store udgave p. 236. 238). Uden tvivl har han også egne bemærkninger; jeg har ikke stunder til at efterse dem alle, men den lange anm. p. 34 falder strax i öjnene: „för min del måste jag anse leggjum och léttum såsom nominer“, det har allerede Thorlacius gjort (Antiq. Boreal, spec. V) 1 ; at forandre þögnhorfinnar til þögunhorfnar går ikke an, slutningen er for tydelig i cod., stedet er uden tvivl defekt, som Rask antager 2 . — p. 55 opløser han setbergs og gör det til klippens grundlægger, men ordet er jo et bekendt ord. Egilsson (i Lexicon poëticum, det sidste hefte, som Uppström ikke havde) tager det anderledes: setbergs banda ramr, Rask derimod forbinder: Rámsbanda o. s. v.; jeg vilde helst have: setbergs konungr, for at kunne tænke på bjærget, hvor han holdt bjærgprædiken, men det er sagtens for smukt. Alle deslige bemærkninger og gætninger røbe hverken nogen videre sprogkundskab eller kløgt. Ved oplysningen af ord og former har han víst, hvor han er hjemme, nemlig i møsog., og det glæder mig ret at se, at han her ikke blot har anført det tilsvarende møsog. ord, men virkelig oplyst noget deraf; han har et par sådanne træffende bemærkninger, men af indsigt i det nordiske finder jeg såre lidet anvendt, ellers vilde f. ex. jöfurr (p. 41) dog vel aldrig for ramme alvor være henført til jafn: og når det nordiske endog kan tjene til at oplyse det møsog., så burde det vel allermindst forbigås, som værr, t. wár (p.5). Summa summarum: det er jo noget, som Du selv allerede må have bemærket: Når Uppström kommer udenfor sin Møsogotisk og ind i det Nordiske, s. 135 så forstår han ikke noget, uden når han har en oversættelse, som han kan oversætte eller et glossarium han kan slå op i; han er selv en begynder, hvilket er al ære værdt, når man ikke gör fordring på mere.

Dig må jeg takke for ethvert skrift du sender mig; der er altid noget at lære. Din Ynglingasaga hjalp mig til en forelæsning, da jeg efter en sygdom ikke var i stand til at udføre hvad jeg havde begyndt. Her er kommen en ung lieutenant fra Bornholm, som blev folketingsmand, og under sit ophold er bleven så begejstret for de nordiske sprog, at han har søgt og fået offenlig understøttelse for at studere dem 1 . For hans skyld vil jeg i næste semester forklare stykker af de nordiske love 2 , og nu kommer dine Gutniska urkunder netop i rette tid; jeg må atter og atter takke dig. Schlyters udgaver ere jo ypperlige, men jeg har nok lagt mærke til, at hans grammatiske bemærkninger ikke altid ere grundede, navnlig præpositioners styrelse o. desl. Nu har jeg en fuldkommen vejledning til Gullandsloven af en mand, der med den mest specielle kundskab til dialekten forbinder det mest omfattende studium af hele sprogstammen. Kun derved har det været Dig muligt at göre de opdagelser, som Du meddeler i s. 136 Indledningen. Runeindskrifterne skal jeg også ved lejlighed studere, nu har jeg ikke fået tid dertil.

Humboldt er død 1 ; vi talte engang sammen om hans Kosmos. Hvad dette værk er i det store må vi engang have i det små om de nordiske sprog: en betragtning af sprog i almindelighed, derpå af de nordiske i særdeleshed, og dette udført, hverken som grammatik eller ordbog, men som almindelige undersøgelser og resultater. Det vilde være et smukt og gavnligt arbejde. Da jeg ikke kan leve længe nok til at udføre det, og heller ikke kender dialekterne tilstrækkelig, så vil jeg testamentere Dig udførelsen.

Hilsen og venskab!
Din
N. M. Petersen.

〈Udskrift〉 Hr. Mag. C. Säve Docent i Fornnordiskan ved universitetet i Uppsala, betalt