Kbh.d. 11. september 1861 1.
Kære Säve!
Det gör mig ret hjærtelig ondt, at du har været så syg, at der endog har været fare for dit liv; men nu er dog vel denne krisis overstået. Aldrig har jeg tænkt, at det var af ligegyldighed for mig, at jeg ikke hørte fra dig, men jeg svævede i en bestandig uvisshed. Tak for din gode indbydelse til Sverrig, men det er umuligt. Min sommer gik nemlig således: forrige vinter blev min hustru, der ellers har været så rask, meget syg, da hun begyndte at komme sig noget, anordnede lægerne, at hun skulde på landet, og vi toge således ved feriens begyndelse i juli til Jægersborg, en dejlig skovegn fem fjærdingvej herfra. I begyndelsen, da vejret var godt, kom hun sig meget, så at hun, der her hjemme ikke kunde gå stuen over, gik igennem en skov til den nærliggende by Gentofte; men da vejret blev til regn og blæst, faldt hun igen tilbage; og jeg gik i en gruelig angst for at få hende her til byen igen. For mig tænkte jeg også at opholdet på landet skulde være forfriskende, men jeg blev overvældet af korrekturer (til min danske literaturhistorie og til et program til universitetet) 2; jeg havde tænkt i min ferie at drive svensk; men der var ingen orden deri eller ro s. 177dertil. Tak for det tilsendte om den svenske betoning, det er meget instruktivt, men jeg føler just derved, at et flerårigt ophold i landet selv er nødvendigt. Dette kunde jeg vel vide forud, men jeg for ubesindig ind i det som en gal dreng. Da jeg kom hertil, måtte jeg derfor, efter megen strid og kval, opgive min anmældte forelæsning 1. På det punkt står jeg nu, og véd ikke hvad jeg skal gribe til. Min hustru fik igen et anfald af sin brystkrampe, og det gjorde da ikke stillingen bedre.
Undskyld det sørgmodige i disse linier, men jeg har intet glædeligt for mig, som jeg kunde skrive om. Boysen har været her, og mig syntes det var en ganske vakker ung mand. Lev vel, kære Säve! Gud give dig helbred og kraft til at udføre dit værk; jeg har aldrig duet dertil, og der er vel intet andet for mig at göre, end at gå af. Tingen er dog kommen i gang, og den vil nu aldrig ophøre. Gud være med dig!
Din
N. M. Petersen.
Lægen kalder min tilstand hypokondri; der er ingen legemlig fejl, men det udgår, siger han, alt fra mine tanker, mine forvirrede griller. Gud véd, at der da også er nok til at være hypokondrisk over, og en mand på 70 år kan dog vel have lov til at önske sig ro, og beskæftige sig med hvad han vil. Læsning og arbejde vil jeg da aldrig ophøre med.
〈Udskrift〉 Hr. mag. C. Säve Professor i de nordiske sprog ved universitetet i Uppsala, betalt