Danmarks Breve

BREV TIL: Casper Christensen FRA: Niels Matthias Petersen (1861-11-21)

Brev fra N. M. Petersen til pastor C. Christensen.
21de novbr. 1861.

Da N. M. Petersen den 24de oktbr. 1861 fyldte 70 år, var der mange, som ønskede at bringe ham en tak for hans virksomhed, Man indbød ham til en fest i Studenterforeningen, der afholdtes den 15de novbr. Herom hedder det hos Bondesen (Små mindeblade o. s. v. p. 33—34): „Han blev glad over studenternes indbydelse, thi al anerkendelse af de unge glædede ham især; dertil knyttede han håbet om, at den opvoxende ungdom skulde gå frem i det spor, han havde anvist, men på den anden side vilde han ikke forlade sin syge hustru. På hendes indstændige anmodning modtog han dog indbydelsen. Carl Ploug, der udenfor hans nærmeste kreds vistnok var en af dem, der bedst forstod at skatte ham som videnskabsmand og menneske, førte ham tilbords og bidrog meget til at göre den aften til et glanspunkt i hans liv. Carl Andersen fremsagde et digt til ham, og der holdtes taler af Gotfred Rode, Clemens Petersen, Svenn Grundtvig, V. Rode og flere, og P. var vel tilmode, men, da han efter bordet samledes i et sideværelse med de tilstedeværende af hans familie, var han igen nedtrykt og sagde til mig næsten med selvbebrejdelse: „jeg lader mig göre stads af her, og Sofie ligger hjemme og plages.“ Hun var måske langt mere end han selv glad over enhver hyldest, der ydedes ham.“ — Om festen, der mærkelig nok ikke med ét ord er nævnt i H. C. A. Lunds Studenterforeningens Historie, fremkom delvis ret udførlige referater i Fædrel. 1861 no. 266 og 268, Berl. Tid. 1861 no. 267 og 269, Dagbl. 1861 no. 269 og Dannevirke 1861 no. 269. Af disse hidsættes her Dagbladets, da N. M. Petersen i nedenstående brev anser det for det bedste:

„Niels Mathias Petersen fødtes, som det hedder i Erslevs Forfatterlexikon, i Slutningen af Oktober 1791 i Fyen, hvor hans Fader s. 186 var en simpel Huusmand. Det er maaskee denne Omstændighed, at Ingen synes at kjende Datoen for den fattige Huusmandssøns Fødsel, som havde bragt de Mange, Ældre og Yngre, der nu i den gamle Lærde hædre en af vore mest ansete og fortjenstfulde Sprogforskere. til at vælge en Dag henimod Midten af November, for i Selskab med den Gamle at feire hans halvfjerdsindstyvende Fødselsdag. I Fredags Aftes samledes da henimod 100 ældre og yngre akademiske Borgere i Studenterforeningens Sal, der i Dagens Anledning havde iført sig sine bedste Klæder. Festen aabnedes ved Afsyngelsen af en Sang af R. Schmidt, hvorpaa Kandidat G. Rode i et meget varmt og følt Foredrag bragte Hædersgjæsten en Hilsen og Tak for hans Virksomhed, navnlig fra de Unge som dem, hvem det nærmest paalaae at hæve og hævde den Arv, han havde efterladt. Han følte sig overbeviist om, at Ungdommen ikke vilde svigte sit Kald, og at der vilde komme en Tid, da vi Danske, istedetfor for at værne Grændsen imod Syd for indtrængende Fjender, i Forbindelse med vore nordiske Brødre skulde gaae ud over Eideren i en stor og ædel Verdensmission. Etatsraad Petersen takkede dybt bevæget i et Par Ord, hvori han udtalte sine bedste Ønsker for Ungdommen og Nordens Eenhed. Efterat Ploug havde oplæst et Telegram, som netop ankom fra Lærerforeningen i Odense, og hvori denne hilsede Æresgjæsten i den Skoles Navn, der for 53 Aar siden havde sendt ham til Universitetet, bragte Hr. Carl Andersen i et versificeret Foredrag en Hilsen fra Island. For denne takkede Etatsraad Petersen med det ham saa eiendommelige, beskedne og elskværdige Lune, idet han bemærkede, at han Intet havde gjort for Island, og overhovedet ikke havde gjort saa Meget, som han burde. Af den lange Række af Skaaler, som nu paafulgte, skalle vi nævne Svend Grundtvigs for Modersmaalet, et Løftesbæger om at stræbe hen til, at det danske Sprog engang kunde gaa op i et fælles nordisk Tungemaal. Bibliothekssekretair Chr. Bruun mindede i et smukt og livligt Foredrag om den anden fyenske Huusmandssøn, Æresgjæstens Ungdomsven, den utrættelige Sprogforsker Rask, som netop Dagen i Forveien, den 14de November, for 31 Aar siden var død i sit 45de Aar. Til dette Minde knyttede Prof. Worsaae et om den tredie fyenske Huusmandssøn, Rasmus Nyerup, som var den Første, der havde undfanget Tanken om et oldnordisk Museum. I et noget søgt Sprog talte Gand. mag. Clemens Petersen for Biskop Grundtvig, som vel hørte til dem, der gjorde stor Allarm, s. 187 men derfor ikke manglede Indhold. C. Ploug talte for Nordens Eenbed og paaviste de to Veie, man havde at gaae for at komme til dette Maal. Enten kunde man, dreven af en nordisk eller europæisk Nødvendighed, slutte sig sammen under een Kongefamilie, eller ogsaa kunde man gaae den noget langsommere, men maaskee sikkrere Vei at begynde med at indføre Eenhed i mindre Forhold, og i saa Henseende skulde vi ikke vrage Tydskernes Exempel, for endelig engang at lade den totale Eenhed følge af sig selv som en nødvendig Slutsteen. Endnu talte Prof. Schiern for Venskabet mellem Nordens Konger, C. Ploug for Island, Svend Grundtvig for Prof. Allen, der havde besat Dannevirke med en Hær af Sandheder, som Tydskerne ikke mægtede at slaae ihjel, Cand. jur. V. Rode for de iaften tilstedeværende gamle Studenter, Prof. Dr. med. Hansen for Studenterforeningen, hvorpaa Rækken af Talerne sluttedes af Dr. Rosenberg, der udtalte Ønsket om at faae Oldnordisk lagt til Grund for den lærde Sprogunderviisning, og Kand. Thurah, der bragte Hædersgjæsten en Tak fra Børnene, fordi han sympathiserede med dem i Afsky for Examiner. Efterat Sangforeningen endnu havde afsunget en smuk Sang af Ploug, udbragte denne et Leve for Æresgjæsten, som med et Par Ord udtalte, hvad der havde bevæget ham i denne Aften, som han med saa meget større Sandhed kunde betegne som et Vendepunkt i sit Liv, fordi den havde lært ham, at han maaskee tidligere havde seet Fremtiden i et altfor mørkt Lys. Han beklagede, at han nu kun manglede een Overensstemmelse med den Kreds, som omgav ham, og det var Ungdommen, men paa den anden Side indeholdt den Ungdom, han saae om sig, en Borgen for, at Fædrelandet og Modersmaalet kunde see Fremtiden imøde med godt Haab, og deri laae for ham en stor Trøst. Efter endnu et Leve for Æresgjæsten og for Nordens Eenhed hævedes den smukke Fest, og Deeltagerne adskiltes efterhaanden. “ —

Den mand, hvortil det her meddelte brev er skrevet, er Caspar Christensen, der var født 1803 og 1823 blev seminarist fra Brahetrolleborg seminarium, hvor han altså har haft N. M. Petersen til lærer; 1860 blev han sognepræst i Svallerup, Arts herred, Holbæk amt. Vedlagt originalen, der findes i Det kgl. Bibliotek, er en skrivelse (13/10 1880) fra pastor Christensen til bibliotekets davær. chef, i hvilken han motiverer, at han skænker biblioteket dette brev 1 fra

s. 188 N. M. Petersen, „til hvem jeg i langt over en Menneskealder har været saa lykkelig at staae i nøiere Forhold, og hvis Minde altid hos mig fremkalder Følelse af dyb Taknemmelighed og oprigtig Hengivenhed.“

Kjøbenhavn d. 21 Nov. 1861.
Hr. Pastor Christensen
i Svallerup.

Tak for Deres Brev fra igaar! 1 De kunde jo sagtens ikke vide noget om den Fest, og jeg er overbeviist om, at Beretningerne derom vilde fornøje Dem for min Skyld uden at De behøvede at sige mig det. Det var virkelig en usædvanlig smuk Fest. Tænk Dem i en meget stor Sal et Endebord, hvortil der stødte tre andre 2 efter hele Salens Længde fuldt besatte for det meste af Ungdom, saa mange som Salen kunde rumme, og den hjærteligste, gemytligste, muntreste Stemning blot for at sige een Mand at de holdt af ham, og at give deres egen Lyst til at tale det frieste Raaderum. Referaterne ere hvad mine Yttringer, som jeg jo var aldeles uforberedt paa, angaar, ikke, som sædvanlig, ganske nøjagtige, bedst er Dagbladets; men noget maa jeg ikke have udtalt tydelig nok, eller det passede ikke i det øvrige, thi da jeg talte om Mørket, og om at jeg ikke havde Ungdommens Ungdom, tydede jeg paa Lyset (det evige) og Ungdommen (den evige) som jeg gik imøde. Skaalerne har De vel seet af Bladene, men de tog sig naturligvis anderledes ud end i et Referat, og Ungdommen var nok munter, men ikke det mindste støjende eller skraalende, kort saa ganske efter mit Sind, som De næppe kan forestille Dem. Den Hengivenhed for min Kone og mig, som De saa kjærlig yttrer, den har vi jo mange Beviser paa, og De maa tro, at hvis vi har gjort noget for at formilde Deres Liv, saa burde vi have gjort meget mere. Hils s. 189 Deres Kone og tak hende, vi haabe at hele Deres Familie er vel.

Men nu ogsaa et Par Ord til Præsten. Naar vi synes at være ret lykkelige, saa besøger Gud os. Min Kone og jeg have jo i hele vort Liv været ret fromme og gode, men nu først have vi lært at ty ind til hans Miskundhed. Fixe Ideer have jo altid plaget mig, men ved den store sidste Anstrængelse blev jeg saa betaget, og〈!〉 jeg nu i Efteraaret faldt hel og holden hen i Hypokondri og de sorteste Melankolier. Ligesom Maven, naar den har faaet for meget, væmmes ved alt, saaledes gik det mit Hoved; det vilde ikke have mere, alt hvad jeg bød det af mine forrige Arbejder var blevet det en Afsky, og først nu efter at ogsaa Festen er overstaaet, og jeg i Ro kan hengive mig til Hvile, begynder jeg atter at arbejde. Jeg troede mig omgivet af Fjender, skyede et Menneskeaasyn, saae mig forfulgt, bagvasket, sjoflet, og den abstrakte Gud vilde ikke komme ind i mig, kunde ikke røre mit Sind. (De veed maaskee, at Rask, der dog døde saa ung, var i en lignende Tilstand; han turde engang ikke gaa ud, fordi man vilde overfalde ham; en anden Gang klagede han for min Kone og mig, at man havde givet ham Gift; to Gange viste han mig, hvorledes man havde lagt an paa, at indebrænde ham, naturligvis uden at mine Modforestillinger hjalp; i et Kjøkken ved Siden var hele Skorstenen rigtignok stablet fuld af Pindebrænde. Hvad de lærde Folk dog ere for nogle elendige Skabninger!) 1 s. 190 Men dette er intet. Naar De veed, hvorledes min Kone og jeg har hængt sammen, saa kan De tænke, hvorledes jeg maa være tilmode, nu da min Kone over et Aar har været syg. Paa Landet kom hun sig ret godt. Saa kom det raa Efteraar, og hun faldt tilbage, og jeg maa berede mit Sind, jeg tør ikke sige at jeg endnu har beredt det paa hendes Død. Nogle meget stærke, smertefulde Anfald havde hun just i Nætterne før Festen. Om Natten, da jeg kom hjem derfra, kom hun i Sindsbevægelse, og hun taaler ingen, saa det blev atter værre. Nu, det kan De vel tænke var en god Dæmper, hvis der i mig skulde være nogen Fornemmelse af Stolthed og Hovmod over alt det der blev gjort af mig. Gud skee Lov, jeg har ikke kjendt nogen saadan. Min Kones Sygdom begyndte som Asthma og vender idelig tilbage dertil. Engang troede Lægerne det var en Hjertesygdom (at Klapperne vare forhærdede). Hvor Kunsten er fattig, den kan i Grunden ingen Ting. Men ethvert Anfald, og nu have de dog været saa mange, sætter mig og min letbevægelige Fantasi i den stærkeste Spænding.

Dette siger jeg, som sagt, til Præsten. De maa i Deres Liv jo møde mange lignende Tilfælde, og har derfor Følelse for dem; og denne Udgydelse har gjort mig inderlig godt. Hvor al den daglige Snak og Pjat af dem, der skal see til den Syge, dog er modbydelig især i min Stemning. Men nu, haaber jeg til Gud, ere vi over det værste. Enten vil hun igjen komme sig, og vi skulle endnu leve nogle lykkelige Efteraar, og jeg skal fuldende endnu et stort Værk, thi jeg har mange tilbage; eller er det Guds Villie, saa vil hun dø, og snart kalde mig til sig. 1 Det bedste af alt er Døden, thi den er Indgangen til Livet. Vi begge ere saa fuldt forvissede derom, at vi trøstige kunne overgive os til den Eviges Barmhjertighed.

Dette skulde være en Taksigelse for Deres Lykønskning, s. 191 og det har taget en saa alvorlig Vending. De vil ikke fortryde derpaa. Min Kone hilser Dem hjærtelig og beder mig at takke Dem mange Gange. Selv paaskjønner jeg den Yttring af Deres Hengivenhed, som De saa kjærlig har givet os, og ønsker Dem og Deres Kone og Familie megen Glæde og Lykke i denne Verden, thi ogsaa Glæde i sin Fylde er en god Forberedelse til hin. Tak, kjære Christensen, og Gud være med Dem overalt.

Deres hengivne
N. M. Petersen.

〈Udskrift〉 Hr. Pastor Christensen, Sognepræst til Svallerup pr. Slagelse.

(Orig. i Nyere Breve, Dansk Afdeling, Bogstav P, Kgl. Bibliotek)