Danmarks Breve

INDLEDNING. DET videnskabelige studi...

s. 1 INDLEDNING.

s. 2

s. 3 DET videnskabelige studium af Nordens gamle sprog og litteratur grundlagdes af Rasmus’ Rask i begyndelsen af forrige århundrede. Der skulde dog hengå mere end en menneskealder, inden dette studium fik fast fodfæste ved Nordens to ældste universiteter. Først 1845 oprettedes i København et extraordinært professorat i de nordiske sprog, som besattes med registratoren ved det kongelige geheimearkiv, den da 54-årige Niels Mathias Petersen. Fjorten år senere fulgte Upsala universitet efter, idet den extraordinære docent Carl Frederik Säve 1859 i en alder af 47 år udnævntes til ordinær professor i nordisk filologi. Om det nøje venskab, som forenede disse to mænd, aflægger nærværende brevvexling vidnesbyrd; hvor forskellige de end var i karakter og anlæg, tiltrukket som den ene følte sig navnlig af poesi og historie, den anden af oldsprog og dialekter, mødtes de i fælles kærlighed til Norden og fælles begejstring for den videnskab, de viede deres liv og kræfter.

I.

N. M. Petersens 1 kærlighed til det gamle Norden, dets sprog og åndsliv vaktes, da han, en søn af en fattig fyensk s. 4 landsbyskrædder, som skoledreng i Odense lærte den 4 år ældre Rask at kende. Hvor overordentlig den indflydelse var, Rask kom til at øve på ham, det viser ikke alene den biografi, han skrev af ham efter hans død, men næsten alle hans skrifter og hele livsgærning. Til sin død omfattede han vennen med uendelig varme og hengivenhed, som af sig selv faldt hans navn ham på læben og i pennen, og han kunde, som det er sagt, af sin følelse for ham lade sig henrive til ytringer, der gav en urigtig forestilling om, hvad der var Rasks egentlige storhed. Når imidlertid N. M. Petersen som videnskabsmand og menneske for eftertidens bevidsthed noget er trådt i skygge for Rasks store og strålende navn, da er det for en del med urette. Han var ganske vist ikke en sprogmand som Rask, ejede heller ikke dennes ubøjelige energi og stædige vilje; han var blødere og mildere af sind, tabte let modet og kunde — upraktisk som han var — af sin fantasi og følelse forledes til overdrivelser eller uklarhed. Men han overgik Rask ved det brede og dybe grundlag af human dannelse, hvorpå hele hans virksomhed hvilede. Ved siden af nordisk historie og filologi, som han hele sit liv igennem dyrkede i så vidt omfang som muligt, sysselsatte filosofiske og religiøse studier ham til hans død; musik og poesi øvede altid stærk tiltrækning på ham, og han havde gennem sin ungdoms læsning modtaget afgørende indtryk fra fransk og tysk litteratur. Bernardin de Saint-Pierre og Rousseau — „den guddommelige Rousseau, denne vidunderlige mand, der foragtede menneskene, og anvendte hele sit liv på at oplyse dem“ 1 , Lessing og s. 5 Goethe — „de med Hensyn til Indholdets og Stilens Sammensmæltning og ved ganske ualmindelig Klarhed ypperste Forfattere, jeg kjender“ 1 , var hans yndlingslæsning, og han mente selv, at det, hvori man så hans danske stils fortrin: dens renhed, klarhed og bevægelighed, var en frugt af denne læsning, forsåvidt sådant kunde erhverves udefra 2 . Også i anden henseende overgik han Rask. Medens denne næsten udelukkende var sprogmand, ganske vist en sprogmand omfattende som få, beherskede N. M. Petersen indenfor et snævrere område alle den nordiske filologis forskellige grene, og i sproghistorie, geografi, historie, mytologi og litteraturhistorie har han frembragt værker, der ikke alene for deres tid var overordentlig betydningsfulde, men som for største delen den dag i dag, så længe efter deres fremkomst, endnu i hans fædreland er de eneste i deres slags. Han ønskede imidlertid ikke at virke som blot videnskabsmand for videnskabsmænd, han havde et videre sigte, og han træder værdigt ind i kresen af mænd som Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann og Blicher, der hver ud fra sine forudsætninger stræbte mod samme mål: folkets opdragelse til et nordisk folk og et dansk folk. Heri lå på samme tid hans styrke og hans svaghed. —

Drengeårenes samliv med Rask og de andre kammerater svævede senere for N. M. Petersen „i et mildt, aldrig falmende rosenskær“. „Til livets sædvanlige adspredelser — siger han 3 — levnedes os hverken lyst, tid eller anledning; vor vederkvægelse var en slags regelmæssige söndagssammenkomster, hvor samtalen da ofte, hos Rask næsten altid, drejede sig om det gamle Norden; ved disse grundlagdes i vore sjæle en kærlighed til fædrelandet, til gammel nordisk ærlighed og til et trofast fostbroderlag, som ingen siden har svigtet. Mangen stjærneklar s. 6 aften er jeg gået bort fra denne kreds i en henrykkelse og begejstring for alt, hvad godt, ædelt og stort er, som man kan tænke sig den i et ungdommeligt hjærte og en tidlig opvakt fantasi. Flere af denne kreds ere nu indgåede i evigheden, men også for de tilbageblevne skal manddommens år svinde hen som en skygge, og vi skulle dèr i en fornyet ungdom slutte kæden på ny, som her er brusten, og da, som den gang, erkende, at kun da leve vi, når én idé, én følelse, én henrykkelse gennemströmmer os alle“.

Denne ene idé, denne ene følelse var i N. M. Petersens liv kærligheden til Norden og begejstringen for dens fortid. Man skimter den i hans ungdoms sysler, da han som seminarielærer ovre på Fyen i 11 lykkelige, stilfærdige år omgås med planer om en nordisk mytologi, en Islands og en Danmarks historie 1 . Den kommer til rigere og klarere udfoldelse i manddomsårene i København, først da han under direkte påvirkning af Rask og efter hans opfordring 2 førtes ind på de studier, der satte deres frugt i hans sproghistoriske hovedværk: det grundlæggende arbejde over det danske, norske og svenske sprogs historie under deres udvikling fra stamsproget — senere, da han efter Rasks død følgende sin natur og tilbøjelighed vendte sig til beskæftigelsen med Danmarks historie, der skulde blive hans livs kæreste syssel, og som foruden hovedværket: „Danmarks Historie i Hedenold“ frembragte så betydningsfulde forarbejder som håndbogen i den gammelnordiske geografi og undersøgelserne om de danske og norske s. 7 stednavnes oprindelse og forklaring 1 . Det er endelig den, der hele hans liv igennem gør ham til den varme talsmand for en nøjere tilnærmelse mellem de tre nordiske riger, deres litteratur og sprog.

Hvad N. M. Petersen lærte af sin opmærksomme og indtrængende beskæftigelse med Danmarks historie, fyldte ham nemlig ikke med glæde og fortrøstning, men med uro og bekymring. Han havde, som det sandt og smukt blev sagt ved hans død, fra ungdommen af foruden et svageligt helbred det tunge sind, der idelig forhindrer glæden over livet; og da hans hjærte ikke var snævert og ikke rummede kun ham sel’v og hans egne anliggender, men slog stærkt og varmt for fædrelandet, var der nok, der kunde gøre ham bekymret 2 . Hvergang s. 8 han, med den trang der altid besjælede ham til fra fordybelsen i enkelthederne at hæve sig op til betragtningen af udviklingens gang i dens helhed, overskuede det danske folks og det danske sprogs historie fra oldtid til nutid, voxte følelsen af „Danmarks historiske Nullitet“, 1 dets afmagt og intethed, og overbevisningen om, at det danske sprog skred frem mod sin undergang, sin opløsning, fæstnede sig dybt i hans sind. „Er denne Stemning — spurgte han sig selv 2 — kun en Følge af slet Lune? af Sygelighed i Sjælen? Er denne Frygt et Syn uden Grund, eller har den nogen i Virkeligheden? Dette bør vises, og naar det er klart, bør der tænkes paa Midler derimod“.

Hans eget svar var dette:

„Det danske Sprog havde engang et langt større Omraade end nu. Det veed man. Der var en Tid, da man i Stokholm udstædte Forordninger paa Dansk, og da man selv i de paa Svensk udstædte Forordninger næppe kunde skjelne Sproget deri fra de danske. Det er en Kjendsgjerning. Det danske Sprog havde fast Fod paa hin Side Øresund, og i et af de fruglbareste Landskaber taltes og skreves det i en Form, der meget nærmede sig til den ældre. Derfra blev det drevet bort, og det svenske Sprog udbredte sig til Øresund. Fra den Side er Bommen lukket for bestandig. Dette var eet Vendepunkt.

Det danske Sprog var, for at bruge et officielt Ord, det officielle Sprog i Norge; det uddyrkedes tildels ved Nordmænd, og det har Nordmænd meget at takke; den nyere danske Literaturs Stifter var en Nordmand. De norske Dialekter traadte i Baggrunden; de vare aldeles upaaagtede af Sprogmændene; ingen af dem faldt det ind, at der i disse afsides Tungemaal kunde ligge Sprogmalm, som det var værd for en dansk Mand at bekymre sig om, at benytte som et Modværn imod den fra den anden Side indtrængende Tyskhed. s. 9 Denne var saa almindelig, at dansk Maal sjelden kom til Orde; man eftersee Akterne! Saa randt Tiden. Norges Adskillelse fra Danmark maatte nødvendig føre Udviklingen af et særeget norsk Sprog med sig, ikke af et Almuesmaal, men af et norsk Skriftsprog. Dette maatte enhver Sprogmand kunne forudsee; og det viser sig da ogsaa allerede nu efter saa kort Tids Forløb. Det nytter ikke, at man her i Danmark halv gotter sig over, at dette norske Sprog har saa paafaldende Lighed med Dansk, at man hartad næppe kan skjelne det ene fra det andet. Forskjellen vil nok komme, den er allerede kjendelig; den simple, naturlige Gang vil føre den med sig, selv om der ikke ytrede sig saa tydelige, saa stærke Bevægelser for at fremkalde den. Angaaende disse vil jeg blot henvise til et lidet Skrift af Holmboe om en norsk Ordbog (Christiania 1844); det udtaler ligefrem ikke blot det Ønske, men søger ogsaa at angive Midler til dets Opnaaelse: hvorledes man kan faa de egentlig danske (halvdanske, tyskdanske) Ord udsondrede fra den norske Ordbog, og ægte norske Ord optagne isteden; det udtaler ligefrem, at Molbechs danske Ordbog ikke længer er tjenlig, er tilstrækkelig for Nordmændene. Altsaa, jeg haaber, man vil tilstaa mig det, i alt Fald vil Erfaringen inden et halvt hundrede Aar tilfulde have godtgjort det: det norske Skriftsprog vil uddanne sig af norske Elementer, hvoraf Almuesproget har en saa overordentlig Rigdom, og det vil da skille sig fra det, som vi nu kalde Dansk. Det er, som jeg haaber enhver vil kunne see, ikke min Hensigt, at udtale nogen Dadel over denne Vending; det nytter ikke at dadle de naturlige Ting; ingen kan fortænke noget Folk i, at det elsker sit Sprog, og søger at udvikle det efter sin Ejendommelighed. Tværtimod, jeg anseer denne Udvikling for aldeles nødvendig til det Heles Tarv. Det norske Sprog har længe nok, næsten i fire hundrede Aar, været stumt; ogsaa det bør skee sin Ret; det indeholder i sit mundtlige Grundlag herlige Elementer til et nordisk Tungemaal; de bør komme frem for Lyset, og forsøge, hvorvidt de kunne gjøre sig gjældende. Udviklingen af et almindeligt nordisk Skriftsprog, som er og bør være Nordens almindelige Maal, kan ikke tabe, men maa vinde anseelig, naar et norsk Maal drager Malm dertil frem af sine dybe, næsten hidtil ubefarne Gruber. — Det norske Sprog vil skille sig fra det danske; det har allerede givet en fri og aaben Erklæring derom. Dette var det andet Vendepunkt. Saaledes seer det ud norden for os.

s. 10 Mod Vesten og Østen have vi lykkeligvis brusende Bølger; fra disse Sider vil ingen tage vort Sprog, det kunde da ogsaa kun skee ved med eet Slag at knuse det; men det er ikke saadanne Fjender vi have at frygte, det er dem, der liste sig ubemærkede frem, ubemærkede, ikke fordi de jo træde haardt nok til, men fordi vi i det hele ere noget sprogdøve. Vi vende os mod Syden. Der, vide vi, var det danske Sprogs gamle Grændse ved Eideren; nu er den midt i Slesvig. En Sproggrændse midt i et Landskab, det er et ganske unaturligt Forhold, der umulig i Længden kan bestaa. Det danske Sprogs Grændse maa enten rykkes nedad igjen, eller det tyske Sprogs Grændse vil, om end i Tiden umærkelig (skjøndt Fremgangen har hidtil været mærkelig nok), efterhaanden skride opad. Det første vilde, saa vidt som danske Elementer findes (og de findes paa Steder, hvor de ej komme tilsyne) i sig selv være en let Sag, men for os ikke, vi have ikke Greb paa saadant (Aarhundreders Erfaringer have viist det); det sidste vil skee. Bevægelsen fra Syden, ved mangfoldige ny Forbindelsesmidler, er stærk, og vil blive endnu stærkere. Naar en stor Bølge, der har et helt Hav bag efter sig, ruller frem, saa standses den ikke ved en Tue. Og tænke vi længer frem i Tiden, er det da at haabe, at det tyske Sprog vil gaa i sig selv, og blive staaende ved Kongeaaen? Det har allerede halvt erobret det danske (vort halve Ordforraad er allerede fortysket), og det skulde være saa tilbageholdent, saa beskedent, ikke at tage det, som selv rækker sine Arme ud derimod. Naar del kommer saa vidt, saa, tænker man vel, der skulde komme en ny Niels Ebbesen, som vilde fælde den kullede Greve? Slige Begivenheder gjentage sig i politisk Henseende sjelden, i sproglig Henseende finde de aldrig Sted. Sproget er ikke en Ting, som tages og gives ved Kontrakter, ikke en Ting, som erobres og erobres tilbage, ikke en Ting, som vindes eller tabes i en Fejde. Det er Folkets inderste Sjæl; naar det ikke har vidst selv at bevare den fri fra alle fremmede onde Tanker, saa hjælper Magtsprog og Afgjørelse ved Sværd kun lidet; et Slag kan dræbe det, men aldrig give det Livet. — Dette var det tredie Vendepunkt. Sproggrændsen mod Syden er opgivet; Landet ligger aabent; hvor Grændsen vil blive, kan ingen sige; kun det er vist, at den rykker opad.

Det tyske Sprog rykker opad. For Staten som Stat har dette liden eller ingen Betydning, for Literaturen, for Folket som Folk, desto større. Paa den anden Side ere tvende Literaturer, der næppe hidtil have kunnet maale sig med den danske (den ene er endog s. 11 nylig begyndt), i fremskridende Udvikling. Endnu staa de som To, og see maaskee endog udæskende paa hinanden; men med Tiden ville de naturligvis forenes; ligesom Kastiliansk og Katalonisk forenede sig i Spansk, ligesom Sprogene norden- og søndenfor Loire forenede sig i Fransk, ligesom Overtysk og Nedertysk forenede sig i Højtysk. Det er en almindelig Naturlov, at al Styrke ligger i Sammenhold, al Svaghed i Separatisme; det er en nødvendig Følge af Tænkningens Enhed, at den aabenbarer sig i en overensstemmende Form.

Naar den Tid kommer, hvorledes vil da det danske Sprogs og den danske Literaturs Stilling være? Ifølge sin Beliggenhed og sin hidtilværende videnskabelige Udvikling er Danmark det naturlige Gjennemgangspunkt for Kulturstrømningen fra Syden til Norden, og omvendt fra Norden til Syden, for saavidt denne finder Sted eller vil finde Sted. Det maa ikke ubevidst lade sig gjennemstrømme, eller vel endog, medens det selv ligger og slumrer, lade Strømmen gaa hen over sig. Det maa beherske den. Hvis det vanskelig har kunnet det hidtil, hvorledes vil det da formaa det herefter, naar det staar alene. Sige ikke nu alle: det er fra Nordtyskland vi have hele vort aandelige Liv, det er derfra vi skulle ernæres, og i det vi skulle finde Lise. Er Literaturen ikke allerede saa liden, at hvo der skal friste Livet alene ved den, maa ikke blot være nøjsom, maa sulte, aandelig og legemlig. Gaar det an at holde Sproget fast i den halv svævende Stilling, det nu har, hvori det idelig vakler imellem Norden og Syden, og endda bøjer sig mest over mod det sidste? Er det at vente, at det danske Sprog, naar det har denne Tilbøjelighed, og er overladt til sig selv, vil kunne holde sig paa en Halvø, der som et Næs skyder ud fra Tyskland, og paa nogle hosliggende smaa Øer, naar det har et Kontinents mægtige Tungemaal foran sig og intet Støttepunkt bagved sig? Det kan maaskee leve et afsides selvtilfreds Liv, saalænge det varer, men slig en svindsottig Tilværelse, uden Betydning for Norden eller Syden, er værre end Døden.

Det er aabenbart: Ligesaa lidet som det danske Sprog i Slesvig vil kunne holde sig, uden at have en Støtte i den øvrige danske Literatur 1 , ligesaa lidet vil det danske Sprog i det hele kunne bevare s. 12 sin Anseelse i Norden, uden at have en Støtte i hele den nordiske Literatur. Overladt til sig selv vil det snart glemme sine nordiske Minder, det eneste, der hidtil har bevaret det som selvstændigt Sprog; alene i Kamp med en stærk og i mange Henseender Ærefrygt bydende Nabo, hvis Vink det allerede har lært at lystre, maa det gaa under. Men Danmarks Folk er Odins Folk, det Herredømme, han gav det, er Aandens. Hvad det maa og bør, er at forudsee hvad Tiden vil og hvad den bærer i sit Skjød; ikke at ængstes fordi det ej kan bevares, der kun var et forbigaaende Tidens Foster, men at betragte det, som kan have varigt Liv i det mindste i et Aartusende; og naar Erkjendelsen er vunden, at gaa forud og virke til at den skrider frem imod sit Maal. Det er jo det fornuftige Menneskes Kald, ikke at komme sovende til noget, men at skue frem i Tiden, og at gjøre hvad det maa med Bevidsthed.

Og hvad kan dette Maal være andet, end Udviklingen af et almindeligt nordisk Skriftsprog, hvori al nordisk Literaturs Kræfter forene s. 13 sig? Hvorfor have de flittige Arbejdere pønset og virket i saa mange Aarhundreder, uden for det? Hvorfor søger alt det Enkelte at komme frem til sin bedste Skikkelse, uden for at kunne forme det Hele? Hvorfor spirer Roden, og skyder Stængelen op, og udfolder Blomsten sig, uden for Frugtens Skyld? Hvorfor vorder eet Frø til de mange Frø, hvorhen stræber alting i Verden, uden tilbage til sin .Begyndelse, for paa ny at mangfoldiggjøre sig i herlige Værker?

Dette Maal er ikke en i sig selv tom og indholdsløs Tanke; virkeliggjort er den allerede i ethvert Skriftsprog, der i sig selv ikke er andet, end et Kunstsprog i det store. Men mange ville uden Tvivl vende sig fra den, selv de, hos hvem den maatte vente Medhold; mange ville sætte deres Nationalitet i at beholde baade det Vrange og det Gode; mange ville sukke over, at Bladene visne, naar Frugten formes; mange ville tænke paa Møje og Besvær; mange ville tro, at Tiden skal foregribes med Vold, og glemme, at alt dør enten paa Vejen eller skrider stadig frem til sit Maal. Alle de mange ville være derimod; og hvad vil da være derfor? Den Bevidsthed, at der er kun Valg imellem de to: Døden eller Gjenfødelsen“ 1 .

Det var med denne bevidsthed, N. M. Petersen tog del i den skandinaviske bevægelse 2 .

Den skandinaviske bevægelse begyndte fra midten af trediverne så småt at tage fornyet fart. I marts 1838 skrev Chr. Flor til Fr. Barfod: „Allerede for 4 til 5 Aar siden paa en Rejse i Norge og Sverige arbejdede jeg meget for og paa den skandinaviske Sag og fandt, især i Sverige, alle Vegne, hos store og smaa, et villigt Øre.“ 1836 havde Blicher sammen med Svenskeren Carl Magnus Ekbohrn (senere toldinspektør ved Stockholm) og uafhængigt af dem Barfod fattet planen s. 14 om en skandinavisk nytårsgave; samme år havde Berzelius under et ophold i København drøftet muligheden for et skandinavisk naturforskermøde. 1837 stiftede Barfod sammen med to andre ivrige „Raskianere“ M. D. Krieger (senere assessor i Landsoversamt Hof- og Stadsretten) og P. L. Møller (den senere bekendte kritiker, J. L. Heibergs æstetiske modstander) „Selskabet for en forbedret Retskrivnings Udbredelse“, der havde til opgave i Rasks ånd at nærme den danske retskrivning til den svenske, og som udgav bl. a. „Nordisk Ugeskrift“. 1838 mødtes for første gang de københavnske og lundensiske studenter, og 1839 udgav Barfod „Brage og Idun, et nordisk Fjærdingårsskrift, med Bistand af Danske, Svenske og Normænd“ 1 .

Fra første færd af var N. M. Petersen med i alt dette. Allerede i juni 1837 henvendte han sig til Chr. Flor. „Flere gange — skrev han 2 — har jeg været fuld af en tanke, hvis udførelse forekom mig ædel i sin hensigt og gavnlig i sine følger, og kun mine aftagende kræfter afholdt mig fra at tænke på dens udførelse; nu da min kraft fornyes, vender den igen tilbage. Sagen er denne: Det syntes mig godt, ja næsten nødvendigt, at stifte en forening, til ved forbindelse at fremme den nordiske litteratur; men det var vel godt, at gå endnu videre, og at lade foreningen omfatte alle de tre nordiske folks vel. Hovedtrækkene kunne omtrent være følgende: Foreningens formål er at virke til de nordiske folks oplysning og s. 15 forædling ved alle de midler, som ligge i det mægtige ord og ved penge, men aldeles uden nogen politisk tendens. Den skal stræbe i enhver henseende at fremme alt godt, sandt og ædelt, men uden at befatte sig med at virke nogen forandring i staternes forfatning, love eller hvilkesomhelst andre bestående statsformer. Alt hvad der kan tjene til at belyse også disse, ligger indenfor foreningens öjemed, men alt hvad der sigter til ved nogensomhelst materiel kraft at forandre dem, ligger udenfor det; og selv det mindste forslag derom straffes ved öjeblikkelig udelukkelse“. Det blev ved tanken, den vage og ubestemte tanke, denne gang. N. M. Petersen kunde dog ikke slippe den, og senere stiftedes efter hans initiativ (et udkast allerede fra marts 1840 findes blandt hans papirer) med et snævrere formål for øje 1847 „Det Nordiske Literatur-Samfund“; det skulde udgive nordiske oldskrifter på en med almenhedens tarv overensstemmende måde. Det var N. M. Petersens håb, at der også derved vilde virkes til, at enheden og overensstemmelsen mellem de nordiske sprog i fortiden blev mere erkendt og kundskaben derom udbredt blandt folkene, hvorved da overbevisningen om vigtigheden af sprogenes nøjere forbindelse i vor tid betydelig vilde fremmes; samfundets nordiske karakter tænkte han sig desuden fastslået gennem tre samvirkende, hinanden stedse understøttende afdelinger, som fordelte arbejderne mellem sig, nemlig: en dansk, en norsk og en svensk med hovedsæde i København, Kristiania og Stockholm 1 .

s. 16 Der er overhovedet over N. M. Petersen i disse år, ved siden af nogen forsagthed, en iver og lyst til at tage del i tidens bevægelser, lade sig lede af dem og forsøge på selv at lede dem, som forbavser hos denne mand, hvis daglige liv hengled ensomt og stille blandt gamle bøger og støvede arkivsager. Det danske skolevæsen var i trediverne i stærk gæring, ny tanker og ideer optoges til diskussion i pressen og gennem pjecer og beskæftigede den offentlige mening 1 . N. M. Petersen lod også sin stemme høre. I 1837 — samme år som H. C. Ørsted udtalte sig for afskaffelsen af latinskriven og -talen ved universitetet — ytrede han sig mod latinen som grundlag for den almindelige dannelse på græskens bekostning 2 , og 1840 —41 fremsatte han i en større afhandling 3 sine tanker om vort skolevæsens reform på sprogundervisningens område. Gående ud fra, at det er skolens opgave at meddele elementerne s. 17 til den almindelige dannelse, der siden skal træde ud i livet, hævder han, at denne ikke kan gives uden en grundig sprogundervisning, men at målet for denne ikke så meget bør være at give eleven praktisk færdighed i dette eller hint sprog som at give ham den tydeligste forestilling om sprog overhovedet og derved sætte ham i stand til at uddyrke dem, som hans egen tilbøjelighed eller livets fordringer i sin tid fører ham hen til. Hertil kræves nødvendigt kundskab til et oldsprog, der ved sin formrigdom er langt mere egnet til at give disciplen begreb om sprogudvikling og sproglove end et moderne sprog. Græsk, der besidder en litteratur og en kunst, som må være grundlag for al højere dannelse, vilde egne sig fortrinligt dertil, og det bør på et senere udviklingstrin være den lærde skoles hovedfag; men som elementarfag ved den begyndende sprogundervisning, som latinens afløser ligger det oldnordiske sprog os Nordboer nærmere. „Det er sandt, vor gamle literatur kan ikke sammenlignes med de sydlige, med Grækernes og Rommernes; men den overgår dog langt alt det, andre europæiske folk kunne opvise fra samme tid. Hvor finde vi hos dem en Edda, en så fuldendt mythologisk sang, som Vegtamskviða, en så fuldendt historisk sang, som Hákonarmál, et så interessant folkedigt som Darradssangen i Njála, en samling af episke oldtids digte, som den episke sangkreds i Edda? Hvor finde vi hos dem en historieskriver som Snorre, en romantisk fortælling som Gunnløgssaga, en så livlig og gribende skildring som Egilssaga, en historisk fremstilling, der så levende sætter os ind i familielivet og tillige i folkets retsforfatning, som Njála? Og hvilket andet oldtids sprog i Europa kommer de klassiske så nær i lingvistisk henseende? Hvilket er så rigt på former, så mangfoldigt og originalt og sindrigt i sin orddannelse, så eget i sine constructioner, så fyndigt og udtryksfuldt i sine vendinger, så rigt på synonymer og så vel forsynet med gedigent sprogmalm, hvoraf der endnu, om det skulde være, lader sig danne tusende og s. 18 tusende ny skikkelser? Hvo der vilde nægte denne det oldnordiske sprogs fortrinlighed, vilde derved kaste vrag på noget, som han ikke kender“ 1 . Uden kendskab til oldnordisk forstår vi ikke vort modersmål, uden kendskab til den gamle nordiske litteratur og kultur forstår vi ikke den nyere; fra oldnordisk er overgangen let til latin, fra latin til græsk, og eleven vilde gå ud af den lærde skole med indsigt i den oldtidsverden, der er grundvolden for moderne europæisk dannelse. Og — som han senere i et mismodigt øjeblik skrev til Carl Säve — „uden det gamle sprog komme vi nordboer jo dog aldrig i evighed sammen, hvad vi så end göre ved hjælp af det“.

Endelig fremkom 1845 hans hovedydelse i den skandinaviske idés tjeneste, den ved sprogets varme og følelsens inderlighed betagende afhandling: „Den nordiske oldtids betydning for nutiden“ 2 . Efter en hymne til oldtiden som det fjærne, det ophøjede, det afsluttede, der skænker den af det travle og forvrøvlede nutidsliv trætte sjæl fred og hvile, stiller han spørgsmålet: hvad er det, der trods al skrøbelighed, alle ydre tilfældigheder åbenbarer sig i vor oldtid? „hvilke ere de idéer, som i den komme til syne, og af hvilke vi, der selv have idéen til formål, endnu kunne lære, ja kunne opbygges?“ Svaret lyder for det første: det gamle Nordens egenhed er kamp, men en kamp, der vil noget, og går lige på sit mål; er storhed, storhed i dåd og bedrifter; er renhed, renhed i sæder og renhed i tænkning. „Have vi da ikke ret, når vi til nutiden sige: Bliver fra os med disse Sydens unoder, som vore fædre ikke kendte! Bliver fra os med eders franske sæder, s. 19 eders tomme galanteri, eders indholdsløse conversation, eders stikkende persiflage, eders uterlige lefleri! Bliver fra os med eders tyske svulst, med denne falske intetsigende ordbram, med denne skvalder af opskruede ord, hvor man længe skal lede, förend man kommer til tanken! Bliver fra os med disse filosofiske systemer, der voxe op det ene efter det andet som paddehatte i den fugtige jord, og lige så hurtig törre hen, der i en forskruet terminologi sige os sandheder, så simple, at verden har vidst dem i langsommelige tider, eller der, isteden for at iføre tanken oprigtighedens simple klædebon, indvikle og udvikle sandhed i lögn og lögn i sandhed, og så tilråbe os: falder ned og tilbeder! ser, her have I ti bind, og ville I have det, så kunne vi deraf göre eder tyve bind, og i disse ti bind, eller hvor mange I ville, ligger verdens frelse. I sandhed vi vide det: én sætning er nok til verdens frelse“ 1 . — Dernæst lyder svaret: det gamle Norden besad, uagtet sine mange enkelte afvigelser, en uadskillelig enhed i statens forfatning, i sæder og skikke, i religiøs tro og i sprog, en enhed, der selv nu, efter at mangfoldige fremmede elementer har trængt sig ind og har søgt at tilegne sig overherredømmet, ikke aldeles er tilintetgjort. „Der var hos de nordiske folk en uudslettelig bevidsthed af, at de vare nordboer, og at de som sådanne stode i en skarp modsætning til andre folk mod syden og østen, hvilken bevidsthed heller ikke endnu den dag i dag er udslettet. Dette, at der nu kan tænkes på, med alvor og for alvor, uagtet alle politiske afsondringer, kan tænkes på at tilvejebringe en nöjere forening af hele Norden, for således at s. 20 danne et bolværk imod fremmed, altfor overvejende indflydelse, viser jo mere end noget andet, at der må være noget i Norden, som aldrig har været adsplittet; og kun den tanke, at dette har været i evindelige tider, at det støtter sig ikke på et flygtigt indfald af enkelte mænd, men på hele fortidens uforgængelighed, kan give denne forening sin virkelighed, sin kraft og sin fylde“ 1 . Efter at have berørt et æmne, hvor han vel følte sig som lægmand, men som dog lå ham meget på hjærte: den gamle nordiske litteraturs og mytologis anvendelse i kunsten, billedkunst så vel som digtekunst — et æmne, han atter strejfede 4 år senere i Mythologien med dens slutningshenvendelse til billedhuggeren J. A. Jerichau 2 — går han over til sit egentlige æmne: muligheden og ønskeligheden af de nordiske sprogs forening i ét almindeligt nordisk litteraturog skriftsprog 3 . Ønskeligheden? kunde den være tvivlsom? s. 21 „Den vil medføre alle de fordele, som følge med en större og mere udbredt literatur: större kraft indad og större indflydelse udad, to ting, der stedse følge med og afhænge af hinanden. En forfatter, der skriver i et lidet udbredt sprog, har kun få læsere og endnu færre købere; literaturens materielle tilværelse er i et sådant land lidet betrygget. Når nationen selv ikke kan føde sine arbejdere, og, hvad der er endnu værre, når den, fordi de ere så få og have så få midler til deres rådighed, har så liden agt for dem og for selve deres virksomhed, så må literaturen, uden hvilken intet civiliseret folk kan bestå, enten indføres som en fremmed vare, der ikke har sin rod i folket, hvilket let kan have sprogets fordærvelse til følge, eller den må opholde sit liv ved kunstige midler, hvorved den åndige frihed let går tabt, og enkelte mænds indfald, lune eller andre tilfældige omstændigheder blive det ene bestemmende“ 1 . Og nu muligheden ? Når viljen er der, kan foreningen med tiden ud fra det fælles grundlag: det gammel-nordiske sprog ikke være umulig. Dansk og svensk kan komme hinanden nærmere, end tilfældet er nu. „Skriften kan uimodsigelig bringes til næsten fuldkommen lighed; böjningsformerne kunne uden at forstyrre forståeligheden gå jævnsides, indtil de endnu mere falde sammen; afledsendelserne ere de samme, og ordforrådet kan uden vanskelighed blive fælles; konstruktionen og andre sprogvendinger ere i det væsentlige de samme, nemlig de almindelig nordiske“ 2 . Men lad os ville det, for alvor og med bevidsthed. Hvad vi i Danmark for øjeblikket behøver, „er omtrent det samme, som de Svenske allerede have: latinsk skrift, små forbogstaver i substantiver, enkelte tegn for å, ö og ø, længde udtrykt ved enkelte vokaltegn, og korthed, hvor det behøves, ved konsonantfordobling, udeladelsen af det je, der ikke behøves. Det er det hele 3 .“ s. 22 Hvad der endvidere behøves, „er en stedse forøget deltagelse hos de nordiske folk for deres næsten fælles tungemål og litera turer; hvad der behøves er bortryddelse af alle de hindringer, der på en eller anden måde standse den fri gensidige udvexling og udslettelse af alt, hvad der bidrager til at forøge tanken om sprogenes forskellighed. De nordiske folk må høre op med at oversætte hinandens skrifter, og allerede nu bringe det dertil, at de læses i alle tre riger omtrent med samme lethed; kun som originaler kunne de fuldkommen nydes. Dette beror naturligvis ganske på folkene selv. Det vil da være et smukt syn, når Danske göre alt hvad de formå, for at oplyse ejendommelighederne ved svensk og norsk mål, og når Norske og Svenske ydermere tilegne sig den danske literaturs ældre og nyere goder, gennemgranske dem og jævnføre dem med deres egne. Og for at denne deltagelse ikke ved ydre tilfældigheder skal svækkes, må folkenes literære førere lade alle tænkelige politiske forholde være udenfor denne sag, lade folkene hvert for sig ordne deres politiske indretninger, således som de bedst kunne og ville, men erkende, levende føle og kräftigen virke for, uden alt hensyn til regering, at de i videnskabernes rige må udgöre et uadskilleligt hele. Vi, som have set denne morgenrøde, skulle vi ikke kunne håbe på, at den vil vorde til en lys dag, der går op over hele Norden“? 1 .

Man kunde have ventet, at N. M. Petersen, der samme år, denne afhandling fremkom, udnævntes til professor i de nordiske sprog ved Københavns universitet 2 , i den ny virksomhed s. 23 med frejdigt mod og fortrøstning havde arbejdet videre i den nordiske idés tjeneste. Det blev imidlertid ikke tilfældet. Tværtimod, fra da af griber modløshed, træthed og forknythed ham mere end nogensinde før. Det er denne stemning, der kommer til orde i brevene til Säve.

II.

Når det var samlivet med Rask, der førte N. M. Petersen til nordisk sprog og litteratur, var det efter sigende et tilfælde, der lod Carl Säve 1 vælge det samme studium til livsstudium.

Født i Roma på Gotland som søn af præsten, senere lektor og dr. theol. P. H. Säve kastede han sig efter at have taget studenterexamen ved Upsala universitet over det medicinske studium, men hans egentlige interesser var hos et af bifagene: botanik, som han allerede i sin skoletid havde dyrket med iver. Som student gennemstrejfede han sin fødeø for at indsamle planter. Ham ubevidst har vel nok mangt et træk af sprog- og folkeejendommeligbeder bundfældet sig i hans sjæl under disse farter, men en rum tid endnu var det dog botanikken, der drog ham, og da han 25 år gammel i s. 24 1837 disputerede for den filosofiske kandidatexamen, var det over et botanisk æmne: „Synopsis floræ Gothlandicæ“. Den tid skulde dog komme, da han med ikke ringere lidenskab samlede ord end nu planter, og da han følte den samme henrykkelse ved at optegne en gammel ordform som tidligere ved at finde en ny og sjælden plante.

Säve havde et svageligt helbred. Gang på gang kastedes han på sygelejet af svære gigtsmærter, ofte mistvivlede lægerne om hans liv, og måneder igennem kunde han være så godt som ude af stand til at arbejde. Det var under et af disse sygdomsanfald, at han blev filolog. En dag i året 1835 fik han besøg af en kammerat. Ved bortgangen glemte denne et exemplar af Snorres Heimskringla i værelset; den syge fik fat i bogen, bladede i den og blev slået af den lighed, han fandt mellem sproget hos den gamle Islænder og det almuesmål, han kendte så godt fra sine ture på Gotland. I denne opdagelse lå hele hans fremtid. Det skulde blive hans livsgærning i Sverige at gøre de første skridt henimod løsningen af den opgave, som K. J. Lyngby en halv snes år senere gav sig i kast med for Danmarks vedkommende: den videnskabelige undersøgelse og beskrivelse af dialekterne. Med forkærlighed søgte Säve i de svenske almuesmål sporene af Nordens oldsprog; han glædede sig ligesom N. M. Petersen over hvert et rent og ægte nordisk lydende ord og ordform, han kunde drage frem fra disse oversete og halvt forglemte bondemål, men samtidig var han sig fuldt bevidst, hvad betydning og rækkevidde disse studier havde. „Liksom det är omöjligt — skriver han 1842 til Molbech — att riktigt förstå de nuvarande Skandinaviska språken, utan med tillhjälp af Norrœna el. Dönsk tunga, lika omöjligt är det att i sin yttersta fulländning göra det, utan en omfattande och kritiskt jämnförande behandling af alla Skandinaviska språk gemensamt, i förening med alla deras Dialekter!“

s. 25 Havde Säve ligesom N. M. Petersen et svageligt helbred, så havde han i modsætning til denne en ubøjelig vilje, der ikke gav tabt, før han stod ved målet. Han skulde i det studium, han nu slog ind på, få den nødig. Når det i hin tid i Danmark var møjsommeligt, brydsomt og lidet lønnende at give sig af med nordisk filologi, var det ikke mindre tilfældet i Sverige, og der krævedes hele Säves nøjsomhed, energi og begejstring for år efter år at beskæftige sig med et fag, der bød på så ringe og usikre fremtidsudsigter. En støtte og opmuntring af største betydning i de første trange år fandt han hos Molbech, der i sommeren 1842 atter gæstede Stockholm og Upsala. Overfor det „islandske“ studium stillede Molbech sig ganske vist, næppe upåvirket af videnskabelig og personlig uvilje mod Rask og N. M. Petersen, afgjort køligt; han nærede derimod en varm interesse for dialektforskning og var fuldt overtydet om vigtigheden for historien og sprogforskningen af at få landskabsmålene nærmere undersøgt. Da Molbech lærte Säve at kende, kunde denne allerede vise ham så betydelige samlinger til en gotlandsk ordbog, at den meget nær kunde siges at være færdig til trykning. „Efter mit Kiendskab til dette Arbeide — skrev Molbech året efter 1 — vil det blive den rigeste og vigtigste locale Dialect-Ordbog man hidtil eier fra noget enkelt Landskab i de nordiske Riger.“ Molbech opmuntrede ham til at fortsætte, hvad han havde begyndt; han åbnede det nylig påbegyndte danske historiske tidsskrift for Säves folkloristiske og sproglige meddelelser om Gotland og ledsagede dem med en historisk indledning 2 — „saker, som vi här i Sverige aldrig vetat ett ord om“, skriver Säve til ham. Men han gjorde mere endnu; han s. 26 bragte den unge filolog i berøring med Geijer, og gennem denne fattede kronprins Oscar interesse for ham. Med fuld ret kalder da Säve i brevene Molbech sin velgører 1 . Følgerne udeblev ikke, de viste sig snart dels som arbejde, dels som understøttelser til videnskabelige studier. Allerede i marts 1843 kan Säve fortælle Molbech, at Beskow nar givet ham arbejde ved Svenska akademiens ordbok, idet han har overdraget ham at udarbejde bogstavet Ö 2 . „Jag är särdeles nöjd med, att jag till en början får försöka mig på kanske den lättaste bokstafven: ty först är den bland de mindsta och sedan innehåller den få eller inga främmande ord, hvilka alltid blifva en svår sak och ömtålig i vårt språk, särdeles i afseende på urvalet.“ Af større betydning var dog for ham de videnskabelige understøttelser. Han søgte om en sum på 500 RDB til udgivelse af sin gotlandske ordbog; i foråret 1843 fik han stipendium Oscarianum (120 RDB om året i 3 år) — „detta blir mig till stor lättnad i ekonomiskt hänseende“, skriver han til Molbech, og samtidig kan han berette om det glædeligste af alt: „nu på vårsidan blef jag, genom Riksantiqvarien Hildebrand, tillbjuden ett resestipendium af Vitt., H. o. Ant. Ak., för en resa under sommaren i Dalarne, i ändamål s. 27 att samla Folkvisor, sägner och förnämligast bidrag till en Ordbok öfver Dala-målet“.

I sommeren 1843 begav da Säve sig på sin rejse. Den blev efterfulgt af mange senere, på hvilke han gæstede de fleste af Sveriges landskaber og erhvervede sig et kendskab til de svenske almuesmål, som ingen før ham havde besiddet. Fra Danmark fulgte Molbech denne Säves første rejse med levende interesse, og i det danske historiske tidsskrift gav Säve i form af et brev til tidsskriftets udgiver sine meddelelser om Dalarne og om Dalkarlenes folkeegenheder, med et forsøg på at forklare nogle af årsagerne til Dalsprogets ejendommelighed 1 . Og i breve holder Säve Molbech i kundskab om, hvad han ser, oplever og lærer. Om sit første indtryk fortæller han fra Älfdalen (2/8 1843):

„Dalarne är ett skönt land och jag kan endast tillägga det ett fel; näml. det, att innevånarne (herreklassen) äro alldeles for mycket gästfria. De bemägtiga sig så att säga med våld den resande, ställa till kalaser, små utfarter och allehanda ganska trefliga, men i hög grad tidsödande, tillställningar. Mitt uppehåll på hvarje ställe har, efter omständigheterna, varit 3, 4, någongång 8 dagar. Jag har då behöft att hålla språk-samtal eller undersökningar med någon af allmogen 1, 2 el. 3 fulla dagar. Det är med gensträfvighet man velat tillåta mig att taga så mycken tid från sällskapslifvet. Men utom dessa större undersökningar — då jag går examinando till väga — behöfver jag ideligen tala med allmogen och herskapernas tjenstehjon (drängar och pigor), ty jag får oupphörligt nya ord. Tiden till brefskrifning blir således ganska inskränkt, och att småningom ordna mina insamlingar, såsom jag föresatt mig, är ej att tänka på. Jag måste således, mot min vilja, vara så kort som möjligt i detta bref, och förbigår alldeles hvarje beskrifning på detta undersköna landskap, med sina forsande och klara elfvar, sina vackra, dels odlade, dels skogklädda, vidsträckta berg och åsar och leende dalar, — hvilket allt De sett mycket bättre beskrifvet redan långt s. 28 förut. — Det är endast om språket jag vill försöka att gifva Dem en och annan vink eller hit och dit tagen fragmentarisk underrättelse. Redan då jag halft motvillig åtog mig detta hedrande uppdrag, insåg jag nog de stora svårigheter, som skulle infinna sig vid utförandet. De hafva icke heller uteblifvit. Jag föreställde mig så här: ord och talesätt skall jag försöka att insamla af allmogen direkte; men det gramrhatikaliska skall jag ordna och fullständiga med tillhjelp af någon i bondemålet kunnig herreman, särdeles räknar jag dervid på att få god hjelp af ortens prester. Men se, af det sednare vardt ganz und gar Nichts! Jag har ännu icke råkat en enda ens halfbildad person, som har annat än en högst ytlig kännedom af bondemålet. Orsaken ligger till en del deruti, att det är lika mycket skildt från Svenska skrift- och tal-språket som något fullkomligt utländskt språk och att allmogen till en del kan tala en temmel. ren svenska. Man har således här icke behöft att lära sig detta svåra språk; och man vet väl, huru långt menniskorna gå utöfver det som behölves! — Man kan då lätt göra sig en föreställning om, huru svårt det till en början skulle vara för mig — en boren Göt och Gotländning — att komma mig in deruti. Med en liten förändring har jag flere gångor med Romarskalden utropat: „Barbarus hie ego sum , qvi non intelligit ullum!“ Eller hvad skulle De sjelf, hvad skulle Prof. Petersen säga till en sådan mening: „Ann kam minn sajnum trimm tjym“ d. ä. hann 〈!〉 kom med sina tre kor, el. på Isl. Hann kam með sinum prim kým (l. rättare kúm); eller „Uið (l. Uir) irum trajr fräkär kallär“ d. ä. vi äro 3 raska karlar; — eller: „Ið irið triär snåggär kullur“, d. ä. I ären 3 vackra flickor. — eller: „Dar irå tråj skajð“ d. ä. der äro 3 (snö-)skidor, Isl. par eru prjú skið.“

Säve havde nu afgjort truffet valget mellem botanikken og filologien og ofrede sig helt for den sidste. Det blev hans mål at gå universitetsvejen for om muligt, når J. H. Schröder, der som professor i litterærhistorie også foredrog islandsk, engang gik af, da at blive hans efterfølger. Han tog derfor 1848 filosofie kandidatexamen, promoveredes året efter til filosofie magister på en afhandling: „Eriksvisan. Ett fornsvenskt qväde behandladt i språkligt afseende“ og udnævntes derpå — samme år — til docent i fornnordiska språket. Han havde således s. 29 vundet det første skridt frem mod det mål, han havde sat sig, Det var ham naturligvis en stor glæde og opmuntring, men han kunde ikke skjule for sig selv, at hans fremtid økonomisk set endnu var såre langt fra at være betrygget. Han skrev herom til Molbech (13/2 1850): „Jag har på många år icke befunnit mig så väl som nu; men det står i Guds hand, huru länge detta lyckliga tillstånd skall räcka! En sak, som i hög grad bidragit till min nuvarande bättre heisa, är väl den sinnesro, som jag nu fått utbyta mot den aggande känsla, ifrån hvilken den aldrig kan göra sig fri, som känner sig förgäfves eftersträfva ett oupphinneligt mål: ty såsom sådant måste jag förut nästan anse det att erhålla en passande och fast plats inom den härvarande lärda republiken, — om denna plats också, som De väl känner, icke medför en enda skilling i säkert påräknelig lön, utan blott rättighet att förtjena så mycket man förmår genom privat undervisning, hvilket åter måste blifva så godt som intet i en sak, uti hvilken så litet fordras som här för närvarande sker. Men låt detta vara; låt äfven vara, att mina utsigter för framtiden äro ganska svaga (då ingen fast lön finnes i hela Sverige för någon plats i mitt ämne; ty Professor Schröder har endast lön som Bibliothekarie), så hyser jag dock en så orubbelig tillförsigt till Försynen, som förut så mildeligen hulpit mig genom stora pröfningar och lidanden, att jag är säker, att jag på slutet icke blir utan min tarfliga utkomst och något litet helsa, så att jag kan få syssla med mitt älsklingsämne: — detta är allt hvad jag kan eftersträfva.“ Men idet Säve nu med alvor og pligttroskab søgte at løse de ny opgaver, der som ungdommens lærer påhvilede ham, følte han dybt det mangelfulde i sin videnskabelige uddannelse. Også herom udtaler han sig i brevet til Molbech. „Jag har nu — skriver han — börjat att privatim docera uti Isländskan, och har jag dervid ännu klarare än förr lärt mig att inse, huru oändligt mycket som fattas mig af kunskaper i detta ämne. Men .huru kan det s. 30 också vara annat? Jag är ju helt och hållet en sjelfläring, då här intet står att inhemta, utom genom böcker: — och dessa böcker! huru skall man kunna vinna någon lefvande och tillräcklig kunskap af dem, då ingen bättre än De vet, huru bristfälliga (efter nutidens fordringar) våra få Isländska Språkläror och Ordböcker äro. Ordböcker? Det finnes ju knappast någon, när fråga är om ett grundligare studium. Det är således ganska naturligt att jag hos mig skall känna en slukande hunger efter att få tillbringa åtminstone ett halfår eller en vinter i Köpenhamn, det fornnordiska språk-studiets mätropol, för att af dervarande lärdes lefvande föredrag söka att inhemta någon del af det myckna, som brister mig. Dertill fordras dock penningar, for hvilkas ernående ingen annan utväg finnes, än att söka erhålla något reseanslag. Men hvarest skall det tagas? — dock „Gud förser väl offret!“ säger jag med patriarken. Hälst skulle jag hafva önskat, att hafva kunnat få göra denna efterlängtade färd till det väna Danmark nu i vinter eller nästa höst el. vinter; men detta sista kan, thy värr, då icke ske, all den stund min principal, Prof. Schröder, från midsommaren 1850 för ett år blir Upsala Akademies Rector magnificus, under hvilken tid han blir tjenstledig och mig alltså tillkommer att publice föreläsa. Ack om jag ändock redan denna vinter kunnat få vistas i Köpenhamn!“

Säves ønske skulde dog snart gå i opfyldelse. I sommeren 1852 drog han med offentlig understøttelse til København, hvor han i efterårssemestret 1852 og forårssemestret 1853 hørte sin nære ven fra Upsala og Stockholm George Stephens over oldengelsk og N. M. Petersen over Sæmunds Edda og oldnordisk litteraturhistorie 1 . Han blev stærkt grebet af s. 31 N. M. Petersens personlighed og optoges i den lille kres (C. F. Allen, C. E. Secher, Gudbrand Vigfusson), der tirsdag aften samledes i det tarvelige og beskedne professorhjem på Nørregade, hvor N. M. Petersen da „udfoldede en del af det lune, det vid og den humor, som ban var i besiddelse af, men som de, der ikke stode ham nærmere, vanskelig vilde have tiltroet ham“ 1 . Hos ham fandt Säve den opmuntring, vejledning og undervisning, som han var draget til København for at finde. Hvert eneste af brevene fra de følgende år vidner om hans hengivenhed og taknemmelighed. —

Säve var skandinav. Han var det med liv og sjæl, men næppe ud fra et lignende mørkt og mistrøstigt blik på Sveriges fortid og fremtid, som N. M. Petersen havde på Danmarks. Hans studium gjorde ham til det. Fra kærligheden til sit fødeland i snævrere forstand: Gotland førtes han til fædrelandskærlighed i videre forstand og derfra til at omfatte hele Norden og den nordiske enhedstanke med varme og iver. Som hos mange i tiden, ikke mindst de danske skandinavers fører Carl Ploug, blandedes hans nordiske sympatier stærkt med had til frihedens og civilisationens fjende mod øst 2 . Säve var selvskreven deltager i de skandinaviske studentermøder, og hans poetiske åre — han havde 1842 erholdt Svenska akademiens mindre pris for et digterisk arbejde 3 s. 32 lod ham ofte ved disse lejligheder optræde med festsange 1 . Det lå ham ligesom Molbech og N. M. Petersen tungt på sinde, at de nordiske folk havde så lidet kendskab til hverandre, men han indrømmede åbent sin egen uvidenhed i denne henseende. I anledning af nogle ytringer i Molbechs første rejseskildring fra Sverige skriver han til ham (26/10 1842): „De klagar öfver den ringa bekantskap, som på den tiden rådde mellan de bägge grannrikena. Sedan dess är mycket åtgjordt i den vägen, men, desto värre, blott från den ena sidan. Våra bröder, Danskarne, böra genom flere resebeskrifningar (Deres, den älskelige Steen Blichers, Hammerichs, i Brage och Idun, och andras) 2 hafva fått någorlunda reda på Sverige. Men hvar äro de Svenskar, som besökt och för oss skildrat det inre af de danska staterna, deras tvifvelsutan sköna belägenheter, dess folk, seder och inrättningar? hvem har sett „Límfjarðar brún“? som det står i sagan. Icke utan en viss blygsel erkänner jag, att, om jag ej som en sägen hört, att Dannemark i allmänhet vore ett slättland, jag alldeles icke visste, att t. ex. Fyen el. Langeland vore hufvudsakligen s. 33 jämna: — eller äro de kanske bergiga el. åtmindstone uppfyllda med åsar?! Jutland, med dess ljunghedar och fruktansvarda 〈!〉 Västerhaf, har jag litet mera reda på; emedan jag lyckligtvis påträffat Blichers idylliska teckningar däraf i hans Noveller, så fulla af täckt och enkelt behag 1 . — Nej, då känna vi bättre Rhenflodens stränder, Frankrike, Algieriet, Arabien, Afganistan, Nya Holland och Peru! — — det är en skam för oss, att ett sådant förhållande ännu kan fortfara. Men det kan väl icke räcka så länge, sedan en bättre sinnesstämning nu på en gång tyckes hafva fattat Nordens trenne brödrafolk: en sinnesstämning, hvars varaktighet synes bebådas däraf, att hon grundar sig på ett öppet erkännande af ömsesidiga företräden och brister; utom det att hon fotar sig på stamslägtskapen och folkens däraf beroende enhet i sjelfva grunden“.

III.

Brevvexlingen mellem N. M. Petersen og Carl Säve strækker sig over det meste af et tiår. Den tager sin begyndelse samme år, Säve rejste fra København for at vende tilbage til Upsala, og den ender året før N. M. Petersens død. Den viser os den ene som en gammel mand, træt og forknyt, med døden daglig for øje, den anden derimod som en mand endnu i sin hele kraft, fuld af iver og virkelyst, kæmpende den sidste afgørende kamp for at vinde den plads, han stræbte efter som målet.

Der var mangt og meget, som gjorde N. M. Petersen mismodig. Hans videnskabelige virksomhed havde ganske vist s. 34 skaffet ham endog ualmindelig påskønnelse og anerkendelse 1 ; men hans syn på vort folks og vort sprogs skæbne, hans bestræbelser for at betrygge sit lands fremtid, således som de særlig kom til orde 1844 og 1845, mødte stærk forbitrelse og forargelse. Det var, hvad man kunde vente. Han havde selv brugt stærke ord; han havde kaldt sin samtid en vanartet, fordærvet slægt, talt om det danske folk som et folk, sløvt for alt hvad det har i sig selv, og en bold for alle fremmede luner 2 . Det rejste sig nu imod ham. Molbech og Israel Levin tog til orde i anledning af afhandlingen om den nordiske oldtids betydning for nutiden. Harmen gav Molbechs ord en uvanlig flugt og fart, og der var mange, der tænkte og følte som han, ingen, der tog N. M. Petersen i forsvar 3 . Styrken s. 35 af forargelsen kan man måle i Paludan-Müllers ord i 2den del (1849) af „Adam Homo“, hvor han taler om landets genius — „Han, Fostersøn af Syden som af Norden“:

„Han tænker paa de Krænkelser, han døied.

Han mindes, at man knap et Blad ham lod
Af Hæderskrandsen, som ham Fortid fletted;
At hver en Smule Roes man ham aftrætted,
Ja tillod sig at tvivle om hans Mod.
Han mindes (o, hvor koger her hans Blod!)
At man i den Grad har hans Rygte plettet,
At nu han peges Fingre ad som En,
Der ikke meer kan staae paa sine 〈var. egne〉 Been.

Han mindes — og hans Hjerte fast vil briste —
At man sin Haan til denne Paastand drev,
At selv det med hans Sprog var paa det Sidste,
Hans Sprog, hvorved udødelig han blev!
Ja raaded ham, for Mælet ei at miste,
At skaffe sig en Tunge, der sig skrev
Fra det Ginungagab, det underjordiske,
Hvor Kragemaalet er det Gammel-Nordiske“ 1 .

s. 36 N. M. Petersen stod hjælpeløs overfor denne harme. Han var sig bevidst, at hans stræben var udgået fra et rent sind 1 , men det lå ikke for ham at rejse sig og slå fra sig; da han, efter på ny i universitetsprogrammet fra 1852 ud fra samme syn at have betragtet vor stilling, atter mødte indsigelse, tav han helt og græmmede sig 2 . Det må også have virket i høj grad nedtrykkende på ham, at man ved reorganisationen af de lærde skoler i 1845 valgte det preussiske skolevæsen som forbillede, end ikke tog det ringeste hensyn til hans forslag om indførelsen af det oldnordiske sprog som skolefag, men endog bestemte, at den grundlæggende sprogundervisning og bibringelsen af de almindelige grammatikalske begreber i stedet for som før gennem latin nu skulde foregå gennem modersmålet med det nær beslægtede tyske sprog til sammenligning 3 . Den endelige skoleordning af 1849 bragte ingen væsentlig forandring i disse forhold. Han måtte føle dette som et slag i ansigtet på sig og hele sin virken. Og kunde han med sit syn på sagen andet end fortvivle, når kultusministeriet i anordningen af 2den februar 1849 om filologisk-historisk skoleembedsexamen fastsatte, at alle andre fag, hvert især, skulde have dobbelt så megen indflydelse på hovedkarakteren som karakteren for Nordens og fædrelandets sprog og litteratur 4 . Var det at undres over, at han henfaldt i et tungsind, som det i s. 37 mange måder trættende og sløvende arbejde med „Bidrag til den danske Literaturs Historie“, under hvilket han „gik som en fattig Mand paa Udkanten af den rige Mands Ager, paa Skrænten af Europas righoldige Literatur“ 1 , ikke helt kunde sprede. Da han året før sin død ser sig nødsaget til at ansøge om fritagelse for at holde forelæsninger, anfører han blandt årsagerne til sin sygelige tilstand også den: „mangeaarig Bekymring over mit Fædreland“ 2 . Men der var mere.

Han havde aldrig ønsket at blive professor ved universitetet i de nordiske sprog. Den stilling, han havde som registrator ved geheimearkivet, passede så ganske med hans natur og tilbøjelighed 3 ; her kunde han færdes mellem kilderne til fædrelandets historie, sin fritid kunde han benytte til fri videnskabelig virksomhed, snart tage dette, snart hint æmne op til behandling, alt efter som indre trang eller tidens fordringer førte det med sig. Men universitetslærer i et fag, hvor s. 38 så godt som alt manglede: ordbøger, grammatiker, textudgaver, håndbøger, hvor alt skulde hvile på ham, hvor arbejdet ikke skulde bestemmes af hans lyst og tilbøjelighed, men af hensyn til de studerendes og tilhørernes tarv, hvor der krævedes ævner til ydre optræden, til hævdelse blandt kolleger og indsigt i en mangfoldighed af rent praktiske spørgsmål — hvor kunde han attrå en sådan plads. Men „jeg blev på alle mulige måder dreven dertil. Lægen erklærede, at man ikke skulde bryde sig om min fortvivlelse; alt det nervøse töj vilde falde bort, når jeg först var det. Fra Engelstoft og Rosenvinge kom den bestemte erklæring, at, når jeg ikke vilde modtage det ledige professorat, vilde det ikke blive besat. Underligt, at jeg ikke blev gal. Endelig fandt jeg den forestilling: „det er guds villie; gör nu dit til at fuldkomme den““ 1 . To år efter udnævnelsen til professor søgte han bort fra universitetet tilbage til arkivet. „Min forrige Stilling — skrev han i sin ansøgning 2 — havde jeg aldrig tænkt paa at forlade. Da den nye Lærerpost ved Universitetet, som jeg nu beklæder, blev oprettet, ansøgte jeg den ikke af egen Drift, og henlagde med Veemod og Bekymring min kjæreste Syssel, mit Fædrelands Historie, der allerede var skreden betydelig frem. Siden den Tid har jeg aldrig havt Fred i min Sjæl. Min Helbred maa derved gaae tilgrunde. Det er derfor blevet mig en Livssag, at erholde det Embede, om hvilket jeg nu allerunderdanigst ansøger, ikke for at hengive mig til Hvile, men for at gjenvinde den Sindets Ro, der er saa nødvendig til al aandelig Idræt.“ Hans bøn blev ikke opfyldt. Selvom han nu under sin 15-årige professortid fandt sig mere til rette i sin virksomhed, blev han dog aldrig tilfreds i den. Overfor Madvig og de klassiske filologer, med hvem han følte sig i grundig uoverensstemmelse, kunde han s. 39 ikke hævde sig og det fag, han repræsenterede; men hvad der bestandig var ham en pine, var forelæsningerne. „Han stolede — siger en mand, der kendte ham nøje 1 — ikke på sin evne til mundtlig at kunne til given tid udtrykke, hvad han vilde; derfor udarbejdede han störstedelen af sine forelæsninger meget omhyggelig og nedskrev omtrent hvert ord, han sagde; og når han så af ængstelse for ikke i tide at blive færdig havde udarbejdet omtrent hele forelæsningen, för han begyndte at holde den, havde hans arbejde tabt en del af det tiltrækkende, det havde havt for ham under udarbejdelsen.“ Alene det at skulle træde frem på katedret var ham en lidelse. Endnu i 1853, da han dog havde været professor i 8 år, kunde han skrive til Säve: „Næsten ved hver forelæsning jeg skal holde har jeg ligget i svære krampetrækninger, og takker gud, at det dog, når jeg først er kommen op på hjalet, ikke kommer mere tilsyne for verden end det gör“. Og dog kunde den smukke gamle mand med det hvide hår og de dejlige lyseblå øjne også på katedret gøre et stærkt indtryk. „N. M. Petersen — siger en af tilhørerne 2 — holdt offentlige Forelæsninger om vort Modersmaal og talte saa rørende til os om at hædre det og elske det, at vi unge fik Taarer i Øjnene ligesom han selv“.

Var alt dette nu det eneste, der gjorde det sidste afsnit af N. M. Petersens liv til en lidelsens og sorgens tid for ham? Bundede hans ulykke ikke i noget endnu dybere? Var det, ret betragtet, dog ikke en umulig, en uløselig opgave, han ledet af sin fantasi og følelse havde sat sig som sin egentlige livsopgave, den: på en tid, da de nordiske folk, i alt fald det danske og svenske, stod hvert med en omfattende litteratur, s. 40 et ejendommeligt, nationalt udviklet folkeliv og et rigt nuanceret sprog — da at ville forene dem, om ikke til ét folk, så dog i én litteratur og i ét sprog? Og kunde det, inderst inde, være ønskeligt, når resultatet måske dog kun kunde nås derved, at Sverige erobrede Danmark, og det svenske sprog, der vel, når alt kom til alt, var ligeså vanslægtet som vort, fortrængte det danske? Der er tegn til, at N. M. Petersen mod slutningen af sit liv har følt og tænkt noget sådant 1 . Dette var da vistnok hans tungeste og bitreste sorg; han kunde da til tider frygte for, at al hans virksomhed havde været til ingen nytte, at hans liv havde været forspildt.

Han havde dog ikke behøvet at frygte. Selvom han på den ungdom, der gjorde sprogstudiet til hovedsagen, kun øvede ringe indflydelse — mænd som Lyngby, Jessen og Wimmer stod sikkert i langt inderligere discipelforhold til Schleicher eller, for Jessens vedkommende, P. A. Munch end til ham — har den nordiske filologi i Danmark dog ved ham gjort et stort skridt fremad, og i „Bidrag til den danske Literaturs Historie“ — „et af de skjønneste Arbejder inden for hele Åarhundredets Litteratur“ 2 — har han efterladt sig et værk, der for lange tider vil bevare hans navn mod forglemmelse. Mere end han vistnok selv anede det, har hans ord, der altid bar vidne om hans ædle personlighed og hans varme kærlighed til alt sandt og skønt, fundet vej ud i vide krese, og der er mangfoldige, som står i taknemmelighedsgæld til ham.

N. M. Petersen døde den 11te maj 1862. Han forskånedes således for at opleve Danmarks nederlag og Skandinavismens fallit i 1864. —

Anderledes er det indtryk, man får ved betragtningen af Carl Säves sidste levetid. Han havde aldrig stillet sig et så højt og uigennemførligt mål som N. M. Petersen: han havde holdt sig indenfor det muliges grænser, og derfor havde han s. 41 den glæde at se sin virksomhed bære frugt. Efter at han den 26de august 1859 var blevet udnævnt til professor i de nordiske sprog i Upsala, satte han al sin energi og hele sin arbejdskraft ind på at grundlægge et videnskabeligt studium af nordisk filologi ved dette universitet, gøre de studerende bekendt med de resultater, sprogvidenskaben havde vundet i udlandet, og navnlig vække interessen i videre krese for den svenske almues sprog og levevis. Det lykkedes ham. En stor mængde tilhørere samlede sig om hans kateder, og „hvad ungdomen där inhämtade, värmde det fosterländska hjärtat, pa samma gång det belyste ock klargjorde det dunkla ock oklara“ 1 . Mange følte sig drevet til at vælge hans videnskab til hovedstudium; for dem, der gav sig af med folkemål og folkeminder — i begyndelsen kun få — var han „ett orakel“ 3 , om ham samlede de sig. Med største beredvillighed og uegennytte stillede han sin viden og sin erfaring til andres tjeneste; Rydqvist, Rietz og Stephens har gang på gang erkendt det. Selv behandlede han i forskellige afhandlinger sproglige og runologisk-arkæologiske spørgsmål, men hans største betydning ligger dog på et andet område. Der var under hans ledelse i Upsala blevet stiftet en „Förening för nordisk språk- och fornkunskap“, og den efterfulgtes snart af en forening for de svenske landsmål, der i ham havde en varmhjærtet og erfaren talsmand. Når Sverige nu i „Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen“ ejer et videnskabeligt tidsskrift, hvortil hverken Danmark eller Norge har mage, da er det Säve, som har beredt vejen. Dette erkendtes også i de smukke ord, hvormed G. Djurklou indledede det første hæfte af landsmålsforeningernes tidsskrift, som udkom i november 1879 — 3 år efter Säves død. „Hvad Säve — hedder det her 3 — redan vid första början af sin akademiska lärarevärksamhet satte s. 42 som ett framtida ônskningsmâl, blef nu förvärkligadt i rikare mått, än han någonsin vågat hoppas; ock det vill äfven synas, som om hans jordiska kallelse härmed varit fulländad, ty hans öga slocknade för alltid vid morgongryningen af den bättre dag, som randades för svenska landsmålen. Men hans ande lefver ock skall, så hoppas vi, äfven framgent lefva icke blott i Föreningen för nordisk språk- ock fornkunskap, utan äfven i de talrika landsmålsföreningar, som jämte denna måste anses såsom frukter af den hädangångne högt värderade lärarens tysta, men välsignelsebringande värksamhet. — „Du skall hedra din fader ock din moder, på det att dig må väl gå ock du må länge lefva på jorden:“ så lyder ett löftesrikt Herrans bud. Ett öppet ock tacksamt erkännande af Carl Säves förtjänster om svenska språket ock dess munarter, uttaladt i Svenska landsmålsföreningarnes namn ock å deras vägnar har därföre synts oss vara det bästa förord, hvarmed vi kunnat beledsaga dem, då de här första gången offentligen uppträda ock för allmänheten framlägga sina iakttagelser samt utbedja sig dess uppmuntran ock det meningsutbyte, som för all forskning är ett lifsvillkor“. —

Säve døde den 27de marts 1876.