Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Christen Henriksen Pram (1778-12-17)

Kjøbenhavnd. 17. Decbr. 1778.

Gunstige Herre! I Gaar fik jeg Hævnen 1 ) igjen; jeg takker Deres Høyvelbaarnhed ydmygst for Deres Omsorg for omsider at skaffe mig s. 6 den tilbage, som for de mange øvrige Prøver, De har viist mig paa Deres Bevaagenhed. — Altsaa bruger man den ikke! Den er dog ikke i saa høy en Grad jammerlig, at man jo med behørige Rettelser kunde brugt den; thi Deres Høyvelbaarnhed har ikke kunnet smigre mig med en falsk Dom; og jeg er lønnet for min Møye med Deres Biefald. Det er tungt, at Publicum skal bestyrkes i en Tanke, der virkelig indeholder en rigtig crimen læsæ majestatis, den, at man ikke vil ophiælpe Sørgespillet: siden Erfarenhed viser, at det maae i saa fald blot være Originaler, der hvile under Forbandelsen, da man spiller Zaire 1 ), Merope 2 ) (i ynkelige Oversættelser), Ines 3 ) (hvoraf jeg selv har oversat en Deel), Emilie Galotti 4 ), Bewerley 5 ), og en heel Sværm alvorlige Stykker. — Det er tungt, at den skiændige Tanke, andre har, at den norske Nation har bagvaskende Fiender ved Hoffet, som giøre, at ingen Normand eller hans Arbejde nogen Tid maae komme i Betragtning, skal faae Bestyrkelse. — Det er tungt, at Folk kan fornedre sig, til at opmuntre andre til at skrive, for siden at have den Fornøyelse at forkaste, hvad de have skrevet. — Det er tungt, at D. H., ved ikke at ville paatage Dem den Umag selv at bedømme de Stykker, der sendes Skuepladsen, har spærret Vejen for alle dem, der vilde arbejde for Theatret. For mig er det vistnok besværligt at foragtes saa, at jeg maae see at man i 7 Maaneder ikke har været i Stand til at give mig lidt skrivtlig til Bedømmelse over min Hævn, hvilket man dog unægtelig skyldte mig — at man nægter mig det, som man efter Deres Dom skyldte mig, nemlig at forsøge paa at bruge mit Stykke, siden det er ikke reent afskyeligt thi ligesom jeg er ikke stolt nok til at troe at have skrevet et Mesterstykke, saa er jeg meget for stolt til at troe det, Commissionens Foragt synes at ville anse mig. D. H. veed, hvor sikker Regning jeg havde giort paa at nyde den Lykke at see mit Stykke spilt, De s. 7 kan altsaa let slutte, hvad Virkning en saadan Omgang har havt paa mig. Thi at have forfejlet en Præmie, hvortil man behøver netop ikke at være slet, det er uden Tvivl temmelig skiændigt. Hvorvidt en, der arbejder i det skiønne, kan arbejde for Betaling eller ikke, vil jeg nu ikke undersøge, thi til Undersøgelse behøves koldt Blod, og det har man ikke, naar man er slet begegnet. Man maae kalde mig en mercenaire Siæl, hvis man vil; jeg arbejdede i et Fag, hvori jeg troede det mueligt efter bekiendtgiorte Løvter baade at vinde Ære og Brød, men nej ; man mager det saa, at indrette Skiændsel og atter Skiændsel og intet videre. Men det er ikke blot jeg, det er endogsaa D. H., hvis Dom man saa smukt underkiender, som ere fornærmede; De skylder altsaa Dem selv, mig, Skuepladsens Ære, Deres Konges Ære, at De skaffer os skrivtlig Commissionens 1 ) Dom over Hævnen, for at vide, om det er min Dumhed og D. H.s Fejltagelse, eller personligt eller nationalt Had eller noget andet, som giør, at mit Stykke nu sendes tilbage, og at det i 7 Maaneder er forholdt af Mænd, hvis Embede det er at befatte sig med saadanne Sager og som kunne og burde have affærdiget det i en Uge. D. H. kiender mine Finanzer; dersom jeg paa nogen Maade kunde undvære det, Skuepladsen skylder mig, dersom jeg vidste andre Udveje, saa fordrede jeg ikke det, som man ventelig ogsaa vil giøre mig Vanskeligheder for. Bekiendtgiørelsen fra 1772 2 ) er reen; naar jeg (D. H. har tilstaaet mig, at det er saa) har gjort et taaleligt Stykke, saa er min Præmie en Aftens Indkomster eller 300 Rdl. Private Aarsager kan hos mig ikke komme i s. 8 Betragtning, hvorfor man ikke vil bruge mit Stykke, jeg holder mig til den Kongelige Bekiendtgiørelse og ikke begiærer Gave, Gratification eller noget, som jeg er for stolt til at imodtage, siden Kongen detsuden selv intet kan give bort, men at belønne er hans Pligt.

Jeg kiænder D. H.’s Ædelmodighed. De vil vaage over, at jeg naar min Ret. Jeg er med oprigtig Hengivenhed D. H.’s lydigste Tiener C. Pram.

Hvis D. H. værdiger mig Svar og det ikke skeer i denne Uge, maae jeg udbede mig det sendt til Slutteriet, siden jeg ventelig i næste er indlogeret der.