Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Christen Henriksen Pram (1782-07-30)

Kiøbenhavnd. 30. Julii 1782.
Høyvelbaarne Herr Kammerherre!

Jeg har betænkt, at det vilde være mal honnete af mig. om jeg efter D. H.’s mig saa meget gunstige Forestilling for Hans Kongelige Høyhed og Høysammes Biefald og Tilladelse omarbejdede eller forandrede den Epilogue 3 ), som jeg har sat bag efter Cecilia, 4 ) siden bemeldte Hans Kongelige Høyhed først havde s. 15 tiltænkt den iblandt dem, der vilde concurrere dertil og som best skilte sig ved sit Arbejd, den Ære at have gjort en Epilogue efter min Oversættelse, af Syngestykket Cecilia. Med al min Stolthed vil jeg dog ikke berøve nogen anden den Ære, som ikke tilhører mig urøvet. Der torde være en eller anden lille Digter ved Hoffet, som kunde ønske sig den Lejlighed til at smiggre sig ind og hvorfor skulde jeg ønske at betage en saadan en den. Kortsagt jeg vil ikke forandre i det, der staaer, det mindste andet end Skrivfejl; og i Kraft af min Autor Myndighed forbyder jeg enhver at foretage mindste Forandring, uden saa vidt de tillige paatage sig Navnet for Tingen. — Hvad jeg finder fejlskrevet eller urigtigt i Oversættelsen skal jeg forandre; og, siden jeg har oversat Syngestykket allene for at fortjene Penge derved, saa fordrer jeg Betaling. Jeg fordi er ligeledes den for fire Aar siden belovede Belønning for Sørgespillet Hævnen, som siden ikke er bleven erindret og som ikke kan være mindre end 200 Rdl. Det antagne og nu efter Rosenstands 1 ) Anmærkninger rettede Lystspil den store Skjønhed skal af Hr. Oberauditeuren indsendes inden otte Dage; og Syngestykket l’erreur s. 16 d’un moment 1 ), som jeg har oversat for tree Aars Tid siden venter jeg endnu Betaling for. Jeg takker meget inderlig for D. H.’s Mildhed, Høflighed og, tør jeg sige det? Venskab for mig i den Tid, jeg har været nødt til at søge min Tilflugt til det utaknemmelige Theater Væsen. Naar alle disse mine Fordringer blive betalte og det nye antagne Stykkes Betaling kommer til, saa venter jeg omsider den Lykke derved ikke blot at kunne betale min ædle Creditor, hvis fulde Fordring jeg ikke med Nøyagtighed veed, men endog at have noget tilovers til Erstatning for den Tids og Æres Forliis det har været saa længe at have med det forhadte Tøy at bestille. Jeg er etc.