Kbh.d. 10 Sept. 1791.
Ædle Velynder og Velgjører
2).
Ikke uden virkelig bydende Nødvendighed skrider jeg til det kummerlige Arbejd at forulejlige en Mand, jeg skylder saa grændseløs Forpligtelse, som jeg erkjender og altid skal erkjende at skylde Dem, med en Forestilling, gjentagen Forestilling om en Sag, som, jeg veed, var bragt i Rigtighed, dersom det ikke havde havt virkelige Vanskeligheder at bringe den i Rigtighed, nemlig Afgjørelsen af min Mellemregning med Skuespilcassen.
For at rettærdiggjøre for Dem, ædle Velgjører, at jeg ret trængende bringer denne Sag i Erindring, maa De tilgive og tillade mig at forestille Dem forud min oeconomiske Forfatning i dette Øyeblik, hvor ubehageligt det end er at lade sig underholde s. 40med privat Mands, Sagen i sig selv saavidt uvedkommende, Kummer; men De maa og bør vide, at jeg ikke af impertinent Caprice, endnu mindre af Gjærrighed eller Lyst til at skaffe mig Evne til at ødsle eller deslige forulejliger og forskaffer en Velgjører ubehageligt Bryderie.
Jeg har 400 rd. Gage, hvoraf der foruden Skattedecourter endnu afgaaer 50 rd., som jeg maae betale min Comptoirfuldmægtig; jeg har endnu Pasexpeditionssportler af omtrent 200 rd. Beløb; fremdeeles har jeg af Minerva vel c. 400 rd. Fripenge; Summa Summarum 1000 rd. Deraf maatte nu en temmelig liden Familie vel kunne leve, skjøndt efter nærværende Tiders Maade intet vilde være tilovers. Men jeg er nødt til at holde temmelig kostbar Oeconomie. Minerva, som indbringer mig 400 rd., fordrer til Distribution og Besørgning, at jeg uomgjængeligen maa holde en Karl. Dens Manipulation gjør det uomgjængeligen nødvendigt, at jeg maa boe rummeligere end jeg ellers behøvede; den foraarsager for at give nogen Indtægt megen uberegnelig Udgivt til Correspondance, til Commissioners Vedligeholdelse osv. — Fremdeeles, min Kones slette Helbreds Forfatning 1) gjør det, hvor fortræffelig Huusholderinde hun end er, nødvendigt, at vi maae boe meere luftigt og bequemt, end ellers netop fornødent var, at vi maa holde en Pige meere, at hun maa have Værelser uden for Byen paa den Aarstid, da Qualerne i Byen ellers ligefrem vilde dræbe hende. — Nu ere desuden hverken Minervas Indtægt eller Passportlerne faste Indkomster; de komme aldrig paa bestemt Tid ind og derpaa kan aldrig bygges fast Regning; Omstændigheder, der gjøre det for en Entrepreneur uden al Fond uundgaaeligt ofte at komme i trykkende Pengeknibe, i det mindste for nogen Tid, hvilket aldrig skeer uden virkelig forøget Udgivt. — Endeligen, vi begyndte vor Oeconomie aldeles s. 41tomhændede og have nu paa tiende Aar hjulpet os anstændigen,. skjøndt kummerligen frem. Vi maatte gjøre Gjeld for vore allerførste emplettes; jeg havde længe kun 200 rd. fast Indtægt. Vort Etablissement er i denne Time ej rigere, end at vi mangle, for at have det anstændige, skjøndt dette til høy Grad af Tarvelighed, meget, der hvert Øyeblik føles at være en savnet Fornødenhed. — Vi have betalt enhver af alle løbende Udgifter; vor tilbageblevne Gjeld er, den til D. H. fraregnet., liden eller ingen, men Credit har jeg ikke, end ikke Udveje dertil. Jeg har maattet, thi foruden at det var min Pligt som retskaffen Mand er derfor givet en stræng Forordning 1), gjøre Indskud for min Kone i Enkecassen. Dertil har man i Aar, da jeg ikke har kunnet finde moyens til denne extraordinaire Udgivt, indeholdt min Gage. Der er udeblevet et Par Hundrede Rigsdaler af Minervas Indtægt, som jeg havde gjort Regning paa; der er kommet i Aar et Par gamle Smaafordringer, som jeg ikke var belavet eller havde kunnet belave mig paa. Mine Pasindkomster blive i Aar usædvanligen ringe. — Hvor naturligt, at jeg i Aar er i en overordentlig Forlegenhed! Mine Embedsforretninger ere i Aar blevne saa mange, at Tiden til at fortjene noget ved anstrænget literarisk Flid uden om er mig beskaaret. For at bestride det, hvoraf jeg lever, arbejder jeg næsten uden Mellemtimers Hvile de allerfleeste Dage fra Kl. 6½ om Morgenen til Kl. 1-2-3 om Natten. Jeg trættes og slappes, græmmer mig og ældes før Tiden. Mine, desuden ringe, Evner, ikke styrkede ved nogen væsentlig Forfriskning, ikke vedligeholdte ved nogen fornøden Læsning foruden den, som Øyeblikket fordrer, tage af og blive daglig svagere. Det forestaaer mig at maatte opgive det, hvormed jeg har hidtil anbefalet og ernæret mig, mine literariske Bestræbelser, fordi jeg overskygges af Eftermænd, som jeg ikke kan holde Skridt med, ikke duer længer til andet end mechanisk Comptoirværk. Dette er min Udsigt i nærværende Øyebliks trykkende Pengeforlegenhed. Jeg har for at betale uomgjængelige Fordringer s. 42maattet optage et Laan, der i Hast skal betales, af .. 100 rd.
Jeg skal betale nu mit Halvaars Huusleje med Skatter . 90 -
Jeg skal forsyne mit Huus til Vintren; det koster. … 100 -
Jeg skal have Vinterbrændet......50 -
Jeg skal leve til Nytaar, dertil fordres à 50 maanedl....150 -
490 rd.
Dertil faaer jeg nu Gage..............100 rd.
maaskee af Minerva c....................100 -
200 -
og mangler saaledes .... 290 rd.
At min Mangel har været og er virkelig, derpaa vil jeg allene for Dem anføre til Beviis, at jeg for første Gang i 8 Aar har nu maattet tage Tilflugt til Assistencehuset, hvor jeg for 3 Maaneder siden har hensat en Guldmedaille, som er mig en Foræring af Kongen af Sverrig 1), som jeg just i nærværende Øyeblik saa meget mindre ønskede at undvære, som her ere et Par Mænd fra Sverrig, hvilke jeg vanskeligen og uden Tilstaaelse om, hvor den er, ikke veed at undslaa mig for at fremviise den for, da jeg ikke kan undgaae deres Besøg.
Saadan er min Forfatning, medens jeg har en gammel og dog for 2 Aar siden indgiven Fordring til Skuespilcassen paa 850 rd. Lad denne Fordring nu være ravgalen, den allermeest ugrundede og uforskammede af Verden; sæt, at den i Steden for at give mig billigt Haab om den paagjeldende Summa kan beviises at være saadan, at mig ikke tilkommer det mindste, men tvertimod Skuespilcassen har hos mig dobbelt saa meget tilgode; saalænge jeg ikke underrettes om, at man ikke finder min Fordring saadan, bør jeg dog ikke formode, den er det; jeg kan dog have Grund til at vente mig om ikke Penge, saa dog Antegnelser, der tilintetgjøre den Forventning, som ikke er tilintetgjort, saalænge man ingen Antegnelse engang værdiger mig. Jeg veed det og har ikke glemt at antegne ligesom ej med Taknemmelighed at erindre det: jeg skylder D. H. meere end det halve — ja meere end alt dette, endskjøndt jeg i Fjor s. 43var saa lykkelig at afdrage lidet af de 550 rd., jeg i Penge skylder Dem; men det lidet, der maatte overskyde, behøver jeg, og min Gjeld til Dem vedkommer jo dog ikke Theatercassens Regnskabsfører. Af ham er det utilgiveligt ikke at afgjøre Sagen og bør ej Directionen tilholde ham dertil.
Det er som Skuespilforfatter jeg har gjort Regning. Lad mig være den allerelendigste af alle de Fuskere, der nogensinde have stømpret Jammerligheder sammen for en Skueplads, er derfor min Fordring ej engang et Afslag, en tilintetgjørende Antegnelse værd? Som Menniske, som Undersaat i Staten beholder jeg jo dog uagtet slette Skuespil mit heele Værd. — Har Directionen som Direction gjort for mig det allerringeste, det fraregnet, hvad De, min Velgjører, som privat Velgjører har gjort for mig — hvorfor jeg ikke skulde have nu Ret til at fordre simpel retfærdig Behandling, men at det, jeg nu havde at fordre, kunde ansees compenseret ved foregaaende Velgjerninger. Jeg har jo af Directionen intet oppebaaret, neppe, ja efter min Regning ikke engang, simpel lovmæssig Betaling. Er jeg desuden en saa afgjort Usling i Henseende til Theaterforfatterskabet, hvorfor bedrager man mig da ved ikke at erklære mig det paa en forstaaelig Maade og reentud? Bør jeg efter den Lykke, jeg for Resten som Forfatter har havt, da jeg 4 Gange 1) har vundet offentligen udsatte Præmier, da Rigets ypperste Litterati paa Tryk og privat tilkjendegive mig deres Agtelse, da indenlandske og fremmede Nationers Kunstdommere overvælde mig med Roes, da Skuespildirectionen, om ej in corpore saa dog ved enkelte af dens Medlemmer, vel alle, har fleere Gange givet mig de tydeligste Opmuntringer — bør jeg efter alt dette troe, at jeg for mine tbeatralske Forsøg fortjente aldeles ikke at komme i Betragtning, saa aldeles ikke, at endog min Velfærd — dertil er en Capital af 850 rd. vigtig nok — skal tilsidesættes, saa man ikke for at betrygge mig i s. 44Henseende til den kan engang værdige mig en Resolution, en Skrivelse? — Er jeg saa elendig en Forfatter for Skuepladsen, er det da ikke Velgjærning imod mig at nedtrykke aldeles min afgjorte Lyst til at befatte mig dermed ved at tilkjendegive mig, at mine indgivne Arbejder ere ej engang den Opmærksomhed værd, at Regnskaber dem vedkommende kan besvares, end sige betales, istedenfor nu i to Aar at lade mig i den Uvished, om jeg maaskee ej allene kan gjøre mig min Lyst til at skrive for Skuepladsen nyttig, men derved at have fortjent mig en Capital af 850 rd., den jeg kan gjøre mig nyttig til Gjelds Afbetaling og Subsistence? saalænge det saa henstaaer, er det da urimeligt, om jeg lægger an paa at anvende min Tid paa maaskee at ernære mig og mine med disse Beskjæftigelser? Bør man risquere at lade en brugbar Mand — det lader man mig dog vel være — forspilde sin Tid og Flid paa noget, som han aldeles mangler Talent til? Er jeg en saa jammerlig Skuespilforfatter, hvilke ere da de bedre og brugelige, som de Opmuntringer angaae, hvilke Regjeringen gjennem Directionen endog nyelig haver tilkjendegivet at ville opmuntre og belønne? Dog jeg maaler mig med ingen; der er Mænd af meget, afgjort af meget meere Talent end jeg; men har jeg derfor just intet? har min Flid ingen Fortjeneste af denne Literaturgreen? og, hvorom alting er, bør min Fordring dog derfor ej komme saa meget i Betragtning, at den engang maa afviises formeligen?
Som Skuespildirection har Skuespildirectionen, ogsaa udenfor denne Regnskabssag, behandlet mig, om ikke med Ubillighed, dog med en synderlig Grad af Strænghed og Kulde. Skuespillet Damon og Pythias, som man modtog, som det syntes, med Begjærlighed, saalænge man ikke vidste, hvem Forfatteren var, blev omsider forestillet. Det behagede Publikum ikke ret meget. Det kunde komme deraf, at det ikke duede, men ogsaa deraf, at det var i et nyt Genre, som man ikke var vant til ; at en af de interessanteste Personers Organ ikke var klart nok, kunde og bidrage dertil. Det blev givet for Forfatterens Regning og man talte om at supplere ham, hvad der i Indtægter manglede til at udgjøre de 300 rd., som man ansaae for Honorarium for et 5 s. 45Acts Stykke. Man gav det 3 eller 4 Gange, ej med stort Tilløb, ej heller dog med Mishag; man forsøgte det aldrig tiere, end ikke med forandret Besætning af Rollerne eller nogle af dem; man sagde til Forfatteren — fra Directionen som Direction — intet Ord, enten han havde gjort vel eller ilde. — Man behøvede et Stykke til Kronprindsens Formæling. Jeg tilbød mig ikke, end mindre paatrængte mig: man bad mig om at forfatte et Stykke og foreskrev mig, om ej just Plan, dog omtrendt Sujet. Jeg arbejdede saa godt det var mig mueligt; „Frode og Fingal“ var Productet. Stykket blev forestillet; det behagede ikke, i det mindste ikke ved Siden af og i Strømmen med Indtogsstads. Da der handledes om Honorarium lod man mig ved en af Betjentene (ikke Directionen skrivtlig som Direction men ved Inspecteuren, Justiceraad Lassen) proponere, da jeg ikke fandt det passeligt at gjøre Collect in publico 1) for at faae noget for et Stykke, der var gjort efter Begjæring for at festligholde Prindsens Formæling, om jeg ikke fandt 300 rd. — den almindelige Betaling for et saa stort Skuespil at være tilstrækkeligt. Jeg takkede med et Smil, ikke uvillig til at modtage, hvorlidet det end var, skjøndt det syntes mig selsomt, at man vilde for dette Stykke affinde sig med mig med en ringere Sum end det, Stykket med Efterstykke ved 3dje Forestilling indbragte, som dog er det, der er fastsat som Honorarium for et 5 Acts Stykke, da Indkomsten skal tilhøre Forfatteren ved 3. Forestilling af Stykket med Ballet; nu gav man vel istedenfor Ballet Høstgildet, som var egentligen det, der trak; men det var dog en fiin Regning, helst i slig Begivenhed, at gjøre Decourt, fordi man gav dette Efterstykke istedenfor en Ballet, som skulde have trukket mindre. — Jeg veed, det var paa min Velgjørers Forestilling, at man dog siden virkeligen s. 46betalte den mig tilkommende heele Indtægt af 3dje Forestilling og at det er Dem, men ikke Directionen jeg skylder Taknemmelighed. Directionen som Direction betalte mig da, som den maatte have betalt en anden Forfatter, der havde tilbudet sit i Mag fuldfærdigede Arbejd; men der meldtes mig hverken fra samme Direction eller fra Hoffet efter dens Forestilling nogen Stavelse, som om man skønnede paa min efter Begjæring anvendte Flid; man betalte mig, som man betaler Skomager eller Leverant uden Compliment; og dog kjender jeg ingen Instrux eller nogen Lov, som forbinder mig til at paatage mig at opofre min Tiid og anvende mine Evner paa Directionens eller Hofmarschallens Opfordring og just til den eller den Tid efter henvaagne Nætter eller tilsidesat Beqvemmelighed tor den simple Betaling, som naar jeg havde hengivet Skuepladsen Producten af mine Loisirs, at levere Directionen Skuespil. — Skylder man mig nu ikke meere, saa har man dog nok heller ingen Høflighed viist mig. — Fremdeeles: jeg leverede Skuepladsen Negeren i Martii 1790; jeg foreslog en Rolle besat paa en Maade, som Directionen ikke kunde billige; nu vel: jeg maatte ved Lejlighed lade mig Uhøfligheder tilmelde af Skuepladsens Censor, Oberauditeur Rosenstand, en Mand, som jeg herved erkjender og til enhver Tid og Sted skal erkjende at sidde uværdig og uduelig til sit Embeds Hensigt i en Skuespildirection som Meddirecteur og som Censor. Negeren ansaae jeg imidlertid paa en Maade at være Skuepladsens Ejendom, forsaavidt nemlig som det er en Omarbejdning af det samme Stykke, jeg forhen har indgivet og som jeg har bragt i Regning under Navn af Frøknerne fra Smyrna. — Da det ikke blev spillet i Foraaret 1790, saa indsendte jeg det igjen d. 18. Nov. samme Aar og overlod Directionen ubetinget, som den syntes, at besætte Rollerne og lade det opføre; og dog forsøgte man det ikke heele det forrige Theateraai, medens Oberauditeur Rosenstand skurkisk gaaer om i Byen og anmelder det at være et slet Stykke. 1) Hvor ubetydelig en Dom af saadan en Person end er, saa er han dog engang gjort til s. 47Skuespildirecteur og Censor, og hans Dom gjelder altid for nogle som vigtig, car un sot trouve toujours un plus sot, qui l’admire. Jo længer man tøver, jo meere Tid faar denne sots Dom til at udbrede sig. Kan være, han har Ret, og at Stykket intet duer; men for mig og nogle faae. som kjende Censoren, er hans Dadel altid anbefalende; jeg har først faaet nogen Idee om mit Arbejds Værd, da jeg har opdaget, at det er godt nok til at mishage ham.
Min Dom om ham, og siden han er der, om Skuespildirectionen overhovedet er ikke blid; jeg har før talt omtrendt samme Sprog med Dem. De veed det, og det være herved gjentaget. De er for god, uendelig for god for at sidde ved en saadan Persons Side. Colleger som ham hindre Dem, gjøre Dem det vanskeligt, ja umueligt at handle, som De bør. De trættes ved at stride med ham og den literariske Deel af Directionen skulde dog være fortrinligen Censors Sag. Jeg skylder Dem grændseløs Taknemmelighed, men Directionen, hvori Rosenstand er literarisk Censor, bitterste Fjendskab.
Negeren blive spillet eller ej, mig ligemeget. — Men min Velfærd skylder jeg min Kone og mine Creditorer og min Familie og mig selv at sørge for. Dem min Velgjører vil jeg betale og jeg maa have det mig tilkommende til at rede for mig med. Er det umueligt for Rosenstand og Lassen, saa mag det, at min Sag paa Fredag bliver foredraget i Directionen, thi, kort sagt, jeg vil have Ende herpaa. Faaer jeg paa Løverdag endnu intet Svar fra Directionen paa, hvad jeg ved Ansøgning af 12. Novbr. 1789 og Skrivelse til Directionen af 18. Nov. 1790 har andraget, saa nødes jeg til at gribe alle de Mesurer, der ere muelige, for at erholde min Ret; men min Ret er enten Betaling af, hvad jeg d. 12. Nov. 1789 har fordret, eller Godtgjørelse for, at min Fordring er urigtig.
Tilgiv min Vidtløvtighed og min Hastighed. Vee den Mand, som ligegyldig anseer Midlerne til sin Æres og sine Pligters Overholdelse. Jeg skylder Dem en Summa, hvilken De ædelmodigen har forstrakt mig; denne Gjeld er Æres Gjeld. Jeg har hidtil intet uden Fortjeneste af Skuepladsen at betale den med. Jeg s. 48skylder min Kone at anspænde alle Kræfter, for at hun ikke skal mangle; det er Ære og Pligt, der yttrer denne Fordring. Jeg har anspændt ærligen alle Kræfter. Min Fordring til Skuepladsen er en Deel af denne Stræbens Product og jeg kan ikke undvære den. Jeg har været nødt til at gjøre Gjeld hos mine Venner; det er Æres Gjeld. Jeg har ærligen anspændt alle Evner for at erhverve det, jeg skal betale dem med. Min Fordring paa Skuepladsen er det eeneste, jeg i dette Øyeblik har at holde mig til. Pligt og Ære byde mig fra alle Kanter at gjøre denne Fordring gjeldende; men Pligt og Ære fordre og, at jeg nu og altid i Dem erkjender min Velgjører i Nødens Tid, min Stytte, da jeg uden Dem havde ingen havt. De skal derfor til mit sidste Øyeblik finde mig Deres etc.