Pram, Christen Henriksen BREV TIL: von Warnstedt, Hans Wilhelm FRA: Pram, Christen Henriksen (1791-10-11)

Kbhv., d. 11. Oct. 1791.
Ædle Mand og Velgjører!

Her er Negeren igien. Jeg har gjennemgaaet Hovedexemplaret og alle Rollerne. Jeg har ved et Pennestrøg sommesteder forsøgt at gjøre Dialogen lidt bøyeligere; men saa megen Umag, som det maaske endnu kunde behøve, i det mindste modtage, forbyder Kongen og hans Pensions Direction samt Gen. Land — Oec. — og Commerce Collegium, item Frue Minerva mig at anvende derpaa. Hovedsagen kan jeg dog ikke gjøre bedre. — Jeg har og baade i Hovedexemplaret og Rollerne indskaltet Forandringen med Anines Rolle, saa hun slipper at klædes i Mandsdragt. Observeres maatte det dog, at hun, hvor hun først sees i 3dje Act, nok maatte være klædt i en Dragt, som kunde passere for ostindisk. Hvordan skal den være? — non so. Cest là du departement de Monsr. le Tailieur ou de celui de Madame Colding. 1) — Rollernes Besætning overlader jeg aldeles Deres Hhd. Dersom Gjelstrup faaer Troms, 2) saa faaer han og Tilladelse til at drive Carricaturen saa langt, han vil, hvilket nok her er, som det skal være. Jeg har tænkt mig Saabye: Phillip, Ludwig: Rosing, Henrik: Knudsen, Godbert: s. 49Preisler 1) — Julie: Mad. Preisler, Jomfr. Astrup eller Mad. Rosing — Anine — hvem jeg vilde ønske denne Rolle, veed De; det er forbudet; jeg har i den forbudnes Sted tænkt mig Morthorst heller end Fredelund—Swartz (sic!) Wolmar.

Men hvad jeg har tænkt eller ikke, gjør intet til Sagen; hvad jeg her smører, er ikke engang Forslag; det er kun en Yttring, som ikke betyder det mindste. For mig spille, hvem der vil. Mit Ønske er ingen Ting; det vilde ellers naturligen være dem, jeg troede vilde give Rollerne, om ej best, dog med meest Bifald.

Det bedrøvede mig, at det Haab, min Velgjører i Løverdags gav mig om den Glæde af sit dyrebare Besøg, blev uopfyldt. Det saae af Deres Billet ud, som om jeg kunde ventet mig den Lykke i noget at gjøre Dem en Tjeneste. Jeg qvægede min Sjæl ved det Haab. Udfind noget, hvorved jeg kan i det mindste med nogen Sandsynlighed indbilde mig, at det opfyldes.

Unddrag mig ikke Deres dyre Bevaagenhed. Den er for mig uomgjængelig fornøden til taalelig Existence — og nu den dermed forbundne Idee om et Svar fra Theaterdirectionen paa min nu paa tredje Aar ubesvarede Regning. Ved Gud! jeg maa have et Svar. Ydmygst etc.