Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Christen Henriksen Pram (1791-10-11)

Kbhv., d. 11. Oct. 1791.
Ædle Mand og Velgjører!

Her er Negeren igien. Jeg har gjennemgaaet Hovedexemplaret og alle Rollerne. Jeg har ved et Pennestrøg sommesteder forsøgt at gjøre Dialogen lidt bøyeligere; men saa megen Umag, som det maaske endnu kunde behøve, i det mindste modtage, forbyder Kongen og hans Pensions Direction samt Gen. Land — Oec. — og Commerce Collegium, item Frue Minerva mig at anvende derpaa. Hovedsagen kan jeg dog ikke gjøre bedre. — Jeg har og baade i Hovedexemplaret og Rollerne indskaltet Forandringen med Anines Rolle, saa hun slipper at klædes i Mandsdragt. Observeres maatte det dog, at hun, hvor hun først sees i 3dje Act, nok maatte være klædt i en Dragt, som kunde passere for ostindisk. Hvordan skal den være? — non so. Cest là du departement de Monsr. le Tailieur ou de celui de Madame Colding. 1 ) — Rollernes Besætning overlader jeg aldeles Deres Hhd. Dersom Gjelstrup faaer Troms, 2 ) saa faaer han og Tilladelse til at drive Carricaturen saa langt, han vil, hvilket nok her er, som det skal være. Jeg har tænkt mig Saabye: Phillip, Ludwig: Rosing, Henrik: Knudsen, Godbert: s. 49 Preisler 1 ) — Julie: Mad. Preisler, Jomfr. Astrup eller Mad. Rosing — Anine — hvem jeg vilde ønske denne Rolle, veed De; det er forbudet; jeg har i den forbudnes Sted tænkt mig Morthorst heller end Fredelund—Swartz (sic!) Wolmar.

Men hvad jeg har tænkt eller ikke, gjør intet til Sagen; hvad jeg her smører, er ikke engang Forslag; det er kun en Yttring, som ikke betyder det mindste. For mig spille, hvem der vil. Mit Ønske er ingen Ting; det vilde ellers naturligen være dem, jeg troede vilde give Rollerne, om ej best, dog med meest Bifald.

Det bedrøvede mig, at det Haab, min Velgjører i Løverdags gav mig om den Glæde af sit dyrebare Besøg, blev uopfyldt. Det saae af Deres Billet ud, som om jeg kunde ventet mig den Lykke i noget at gjøre Dem en Tjeneste. Jeg qvægede min Sjæl ved det Haab. Udfind noget, hvorved jeg kan i det mindste med nogen Sandsynlighed indbilde mig, at det opfyldes.

Unddrag mig ikke Deres dyre Bevaagenhed. Den er for mig uomgjængelig fornøden til taalelig Existence — og nu den dermed forbundne Idee om et Svar fra Theaterdirectionen paa min nu paa tredje Aar ubesvarede Regning. Ved Gud! jeg maa have et Svar. Ydmygst etc.