Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Wilhelm von Warnstedt FRA: Christen Henriksen Pram (1791-10-11)

d. 11. Oct. 1791 Kl. 12 Aften.

Ædle Velgjører. Min John bragte mig i Middags Deres Hhds. Befaling mundtlig, at jeg i Morgen skulde indfinde mig „i Directionen for at bivaane Negerens Forelæsning.“ Enhver Befaling af Dem er mig en Lov, som jeg adlyder, naar jeg kuns kan; og for at adlyde den kan jeg alt, hvad der er mig mueligt. Jeg arbejder altsaa i Aften og i Nat paa Pensionssagerne osv., for i Morgen virkeli gen at kunne indfinde mig efter Befaling. Men til at kunne udfordres, foruden almindelig Muelighed eller Hindrings Bortrømmelse, nogen Kundskab om Tid og Sted. Paa andet dansk: Hvad Tid i Morgen skal jeg indfinde mig? og hvor? I Directionen, sagde John, men der plejer det ikke ske.

s. 50 Uden Ulejlighed vilde jeg desuden gjerne yttre nogen liden Betænkelighed ved denne min Indfindelse ved Stykkets Forelæsning. Kan jeg der udrette det mindste andet end efter Befaling at være tilstede? Men jeg bekjendtgjør mig ved Tilstedeværelsen som Stykkets Forfaiter 1 ) for Personerne; jeg engageres til at bivaane en af om ej alle Prøverne; jeg forbindes til at trøstes af dem, naar Stykket falder, og derpaa tractere dem. 2 )

Det eeneste, jeg kunde maaskee udrette ved Oplæsningen, var at passe paa at faae rettet nogle Skrivfejl endnu i Rollerne, om der findes fleere end de, jeg alt har rettet. Dette kan vel ikke være vigtigt. Efter det Held, mine forrige to Stykker har havt, og efter den Anbefaling, den litterariske Skuespildirecteur, Hr. Oberauditeur Rosenstand, har havt den Godhed at give mit Arbejd, saa vidt han i Publico har kunnet, tvivler jeg ikke paa, at jo de spillende Personer ansee mit heele Smule Arbejd som een eeneste stor Skrivfejl. Nogle smaae, som eene Pennen har Skyld i, kan da ikke sige stort.

Et andet var, om det kunde virke, at jeg kunde meddele Personerne det Hovedbegreb, jeg ønskede hver især af dem skulde have om sin Rolle; f. Ex. at Julie skulde være en Raisonneuse, lidt jovialsk eller snaksom, men hvis Jovialitet skulde tempereres med lidt fiin Følelse; en god Pige, som de fleste — men Anine, øm Sværmerske, meere barnagtig i Anstand, Tone og Væsen: dog dette er Smaafiinheder, som ej ere at tale om til — — men at laegge Mad. Dirk paa Hjerte, at hendes ordrige Repliker ere saa lange allene i Tillid til Mad. Knudsens hurtige og klare Organ, uden hvilket de vilde blive reent utaalelige; at Forf. med denne Rolle har uophørlig tænkt paa Oberforstinden i Jægerne 3 ) s. 51 og andre hendes snakfulde Roller, hvor hendes Præstekone- eller Huusholderskesnaksomhed klæder hende saa uendelig godt; at Philip skal være i alt, selv i sit sentimentale og forliebte, blot Fyr og Flamme, og Vildtop; — at Ludvig skal være den sindige, dybt forliebte, men evig noget mistroiske Person, som Rosing paa Skuepladsen saa fortræffelig kan være; at Godbert maa være en langsomtalende sejg Fyr, kold som Iis; — at Trom maa være saa gal, han vil, lige til Captajn i Apotheker og Doctor osv. osv. — Men alt dette torde for en Deel være overflødigt, deels uden Nytte, i alt Fald kan det bedre foredrages af enhver anden end mig.

Men ligefuldt indfinder jeg mig, naar Deres Hhd. ved et Nik til min Karl allene gjentager Befalingen og kun betyder mig Tid og Sted, hvor jeg har at møde. Thi jeg vil altid og paa ethvert Sted, saavidt det er mig mueligt, viise mig min Velgjørers lydigste og ydmygste Tjener. Pram.

Negeren opførtes første Gang d. 10. Nov. 1791, men gjorde, som det var forudset, kun ringe Lykke. Som det vil ses af Prams literære Testamente (Udv. Skr. Supplementbd. p. XXXIII), omfattede han det endnu 25 År senere med megen Varme og ytrede levende Ønsket om, at det måtte blive ham forundt at gennemarbejde det, således at det atter kunde blive bragt på Scenen. Stykket, der først er trykt i Prams udv. Skrifter (I. p. 183) tilligemed de to Prologer, der anvendtes ved første og tredje Forestilling, opførtes indtil 1807 ialt 11 Gange.

Endnu skal kun anføres, at Rahbek havde en ikke ringe Andel i „Negeren“, idet alle Scenerne, hvori det andet Elskerpar (ɔ: Julie og Ludvig) optrådte, for største Delen skyldtes ham. (jfr. Rahbeks Erindringer. IV. p. 322—23).