Danmarks Breve

Breve fra C. H. Pram til H. W. v. Wa...

s. 1 Breve fra C. H. Pram til H. W. v. Warnstedt og Skuespildirektionen 1778—1791.

Meddelt ved
H. Ehrencron-Müller.

Særtryk af Personalhistorisk Tidsskrift,
Fjerde Række, IV. Bind.

Kjøbenhavn.
Det Hoffensbergske Etabl.
1901.

s. 2

s. 3 Under en flereårig Syslen med Forstudier til en Monografi af Pram har jeg i sin Tid taget Afskrifter af endel af hans Breve, men, da dette Arbejde af forskellige Grunde, i hvert Fald foreløbig, er stillet i Bero, har jeg mént, at Prams Breve til Warnstedt, der danner et nogenlunde afsluttet Hele, muligvis kunde have Interesse for dette Tidsskrifts Læsere, ikke mindst på Grund af det Lys, Brevene kaster over Prams hidtil kun lidet kendte Ungdomsår.

Christen Henriksen Pram var født den 4. Sept. 1756 i Læssø Præstegæld i Gudbrandsdalen, hvor hans Fader, der 1765 blev forflyttet til Slagslunde, dengang var Præst. Efter at Pram i Hjemmet havde nydt Undervisning dels af Faderen, dels af den senere Præst og „Lovtaler“ Henrik Kampmann 1 ), blev han 1772 dimitteret privat af Rektor P. Bendtsen i Frederiksborg. Ved Universitetet tog han Året efter den såkaldte 2den Examen, men Valget af Studium er åbenbart faldet ham meget vanskeligt. Først hørte han en Tid filologiske Forelæsninger, men Filologien, der næppe heller har ligget synderlig godt for ham, opgav han snart. Derefter lagde han sig under J. E. Colbjørnsens Vejledning „med Flid, dog uden Hengivenhed“ efter Juraen, men heller ikke dette Studium afsluttede han med nogen Examen. Samtidigt beskæftigede han sig ivrigt med Læsning af den moderne æstetiske Literatur på de europæiske Sprog, og foruden at han derved fik sin Smag uddannet, erhvervede han sig en stor Sprogfærdighed, navnlig i fransk, der senere kom ham til megen Nytte. Da han ikke kunde gøre Regning på stor Hjælp fra Hjemmet, har han vistnok tidligt selv måttet arbejde for at bidrage til sit Underhold. Det var derfor et ikke ringe Held for ham, at han 1776 fandt Optagelse i daværende Etatsråd Vilh. Bornemanns Hus som Lærer for dennes Søn, Anker Vilhelm, den senere Justitiarius i Højesteret. De År, Pram tilbragte i dette fintdannede Hjem, har sikkert hørt til hans lyseste Ungdomsminder; men, da han 1779 havde dimitteret sin flinke og begavede Elev til Universitetet, begyndte de pekuniære Sorger, der siden trykkede ham hele Livet og som i hans høie Alderdom nødsagede ham til at søge Ansættelse som Toldforvalter på St. Thomas, s. 4 hvor han kun ét År efter sin Ankomst bukkede under for en af det usunde Klima fremkaldt Sygdom. Prams Pengesorger hidrørte for en stor, ja vel den største Del fra hans fuldstændige Mangel på økonomisk Sans, en Mangel, der næsten er tragikomisk for en Mand, hvis egentlige Fag var Statsøkonomien. Hans Uduelighed til at omgås Penge omtales ideligt af hans Samtidige og desuden findes der mange Exempler på den i hans Breve, bl. a. også i de her meddelte. Han måtte derfor stadig være betænkt på at skaffe sig nye Indtægtskilder, og det var også dette Hensyn, der fra først af satte ham i Forbindelse med Skuepladsen, ved hvilken han, som han selv udtrykker det, håbede at vinde både Ære og Brød. (Dette skete allerede, medens han endnu var Huslærer i det Bornemannske Hus, som det vil ses af det første Brev). Derved stiftede han Bekendtskab med den 12 År ældre Hans Wilhelm v. Warnstedt, der efter en ret omtumlet og bugtet Livsbane 1778 var blevet ansat som Direktør ved det kgl. Teater, i hvilken Stilling han indlagde sig megen Fortjeneste ved sin kunstforstandige, dygtige og overfor Personalet humane Ledelse 1 ). Han blev Pram en god og trofast Ven, der støttede ham i al den Tid, han under vexlende Forhold indtil 1792 stod i Spidsen for Teatret, uagtet Pram mere end én Gang også overfor ham viste den Fremfusenhed og Hidsighed, hvormed han optrådte selv overfor sine bedste og intimeste Venner. Det skyldtes således Warnstedt, at det blev overdraget Pram at foretage Oversættelsen af flere Syngestykker til Teatrets Brug.

Som det vil fremgå af de nedenfor meddelte Breve, udbetalte Warnstedt efterhånden Pram af sin egen Kasse et Forskud af 600 Rdlr., medens Pram flere År igennem stadig stod i den Formening, at disse Forskud hidrørte fra Teaterkassen. Da den sande Sammenhæng blev opklaret for Pram, kendte hans Taknemmelighed ingen Grænser, og han følte sig derfor forpligtet til at tage sin Velgørers Forsvar, hver Gang dennes Modstandere, særlig Rahbek, angreb ham. Warnstedt har selv i et hidtil utrykt Brev udtalt, at Pram skyldte ham alt, hvad han var 2 ) — og det er sikkert også Tilfældet, thi havde ikke han og en anden god Ven, om hvem der strax skal tales, taget sig af Pram i Nødens Tid, er det vanskeligt at sige, hvordan han skulde have klaret hine vanskelige År. Det var nemlig i Året 1779 kommet så vidt med Pram, at han for blot at kunne triste Livet havde måttet optage et Lån hos en Ågerkarl og, da han ikke kunde udrede Renterne s. 5 endsige Kapitalen, sank han stedse dybere i Gæld. En formuende Ven, Urtekræmmer Jens Christopher Friborg, hvis Levnetserindringer er offentliggjort i Tidsskriftet „Museum“ (1891, I, p. 1 ff.) trådte da hjælpende til og friede ham ud af Forlegenheden, da Pram allerede stod på Nippet til at måtte forlade Hovedstaden og flygte hjem til sin gamle Faders Præstegård. Ved denne værdige Vens Understøttelse red Pram Stormen af, og det syntes, som om lysere Tider skulde oprinde for ham, da han 1781 blev ansat som Fuldmægtig i Økonomi- og Kommerce-Kollegiet; men allerede Året efter begik han, der dengang kun havde en Gage af 200 Rdlr., den Letsindighed at sætte Bo med sin Forlovede, Jfr. Erichsen, der intet medbragte ham og ovenikøbet var af et så svageligt Helbred, at hans Budget blev betydelig forøget ved de Udgifter, som Hensynet til hende medførte. Det stedse tilbagevendende Omkvæd i hans Breve til Warnstedt er da også: Penge og atter Penge, og det kan ikke nægtes, at hans stadige Trang undertiden har bragt ham til at opstille Fordringer, som en Direktion ikke godt kunde honorere. Vanskeligt er det jo altid at dømme i disse Forhold, hvor man kun kender den ene Parts Fremstilling, men helt berettigede synes hans Krav ikke altid at have været, ligesom hans Henvendelser til Direktionen ofte nok er temmelig stødende i Tonen — men også dette sidste søgte Warnstedt efter bedste Evne at dække over og, hvor han formåede det, at dæmpe Prams Ilterhed.

Brevene til Warnstedt slutter med Året 1791 (Året efter gik Warnstedt af), men i Teaterarkivet vil man kunne finde flere Breve fra Pram, der tydeligt viser, at hans Forhold til de senere Direktører ingenlunde blev bedre, men at han også med dem havde flere Stridigheder angående Honoraret for sine Skuespil.

De her meddelte Breve, der nu alle er samlet i Rigsarkivet (Teaterarkivet, Indkomne Sager), har oprindelig tilhørt det st. kgl. Bibliotek, hvor de med Undtagelse af XV og XIX har været indordnet i den Bøllingske Brevsamling. Af disse hidrører og XV fra den Abrahamske Autografsamling og XIX fra Ny kgl. Samling.