Danmarks Breve

Hvorledes Rantzau forstod at værge s...

Hvorledes Rantzau forstod at værge sig imod formentlige Overgreb fra Centraladministrationen, fremgaar af en Correspondance fra 1758—59 mellem ham og Cancellipræsidenten, Grev Johan Ludvig Holstein 1 , hvorved bemærkes, at der efter gammel Overlevering skal have hersket en stærk Animositet mellem disse to udmærkede Mænd 2 . Sagen drejede sig om Nedsættelsen af en Commission til at undersøge og paakjende Odense Bys »publique Ting«; til Commissarier havde Rantzau foreslaaet Generalauditeur Johan Ernst Erik Schmidt og Cancelliraad Søren Lindam. Da Holstein anmodede Rantzau om at gjøre Forslag om en anden Com- missarius i Lindams Sted, »siden han er Ds. grevelige Excellences Fuldmægtig«, svarede Rantzau i en lang Skrivelse om Commissionen følgende: »Hvad i øvrigt Eders Excellences Erindring udi højtærede af 19. hujus i Henseende til Cancelliraad Lindam egentlig vil sige, begriber jeg ikke. De behager at melde og fastsætte som en afgjort Sag, der ikke behøver videre Bevis, at han ikke vel kan være Commissarius i denne Sag, siden han tillige er min Fuldmægtig; men af hvad Aarsag min Fuldmægtig ikke skulde kunne være Commissarius i en Sag af saadan Beskaffenhed, og hvad enten Aarsagen skal være paa min eller hans Side, derom gjør De aldeles ingen Forklaring. Jeg maa derfor om denne Omstændighed udbede mig nærmere Explication til fornøden Underretning, og imidlertid derom vil gjøre mig den anstændigste Slutning og de mindste Tanker.«

s. 17 I tjenstligst Gjensvar herpaa tilmeldte Holstein Rantzau »at, omendskjønt det vel stricto jure ej kunde exciperes imod Cancelliraad Lindam i denne Sag, saa dog, da Commissionen angaar Magistraten og Byen og Ds. Exc. er begges Øvrighed og Forsvar, saa holdes det for anstændigere, at en anden Commissarius blev foreslagen, fornemmelig da det er bekjendt, at Forslaget sker af Ds. Exc. selv, ligesom det og vilde være ubehageligt, om nogen Exception i den Anledning imod Cancelliraad Lindam skulde indkomme, endskjønt samme ikke fandt Bifald.« —

Flere Gange modtog Rantzau, der 21. August 1747 havde faaet Rang med Gehejmeraader i Conseillet, Besøg af Frederik V paa hans Rejse gjennem Fyen, første Gang 1748; da Kongen 19. Maj spiste til Middag paa St. Knuds Kloster, hædrede C. D. Hedegaard ham ved i et langt Poem at lade selve Odin byde ham velkommen til sin Stad 1 . Da han næste Aar paa Vejen til Norge passerede Odense, optog han Rantzau i sit Rejsefølge, som man mente for at give ham en Slags Oprejsning for hans hovedkulds Fjernelse fra Statholder-Posten.

Som Aarene gik og han begyndte at ældes følte Rantzau Helbredet svigte; i et Nytaarsbrev fra December 1751 skriver Biskop Ramus til ham, at han inderlig har takket Gud, som har restitueret Hs. Exc. af sin sidste Svaghed 2 , og i et Brev af 1757 klager han over sit maadelige Helbred 3 ; han var da 74 Aar gammel, men først tre Aar senere tog han 8. September 1760 Afsked fra sit omfattende Embede og slog sig for bestandig til Ro paa Brahesborg, som han havde ombygget og moderniseret efter sin og Tidens Smag, hvorom hans og Grevindes Initialer med Aarstallet 1756 paa den stolte Hovedbygnings Frontespice vidne 4 . Ogsaa Omgivelserne forskjønnede han; i Haven opstillede han Træstatuer af norske Bønder i Nationaldragt, som endnu 1817 omtales af en rejsende Nordmand 5 .

Som ovfr. omtalt beholdt Rantzau ikke de Ejendomme, hans første Hustru havde bragt ham; ligeledes afhændede han Odden og Stensbæk i Jylland, som han havde kjøbt af sin Svigerfader, Gehejmeraad Plessen 6 . Derimod tilkjøbte han sig 1770, Aaret før sin Død, Krengerup i Nabosognet til Brahesborg. Sine Arvegodser i Jylland sikrede han sin Slægt Ejendomsretten til, idet han 1756 ved kongeligt Lensbrev af 10. September oprettede Rosenvold, Asdal og det halve Hammelmose samt noget Strøgods i Jylland og Sjælland til et saakaldet greveligt Forlods, i alt omtr. 1265 Tdr. Hartkorn 7 .

Over ti Aar levede Rantzau i sit otium, inden han, i den høje Alder af 88 Aar hensov 16. April 1771. Paa sine gamle Dage blev han ramt af store Sorger, idet han mistede tre af sine fem Sønner, først den 19aarige Christian Ludvig, der s. 18 døde 1758 som Cornet i Garden til Hest 1 , dernæst hans ældste Søn af 2det Ægteskab, Christian, der døde 1765 som fhv. Stiftamtmand i Viborg, ikke 35 Aar gammel, efterladende sig to Døtre og en lille Søn 2 . Og endelig maatte han 1768 begrave sin eneste Søn af iste Ægteskab, Otto Manderup Rantzau, der døde, kun 49 Aar gammel, som Gehejmeraad og Stiftamtmand over Island, uden at efterlade sig Sønner. Tabet af denne sin ældste Arving, paa hvis Opdragelse og Uddannelse han Intet havde sparet, og som slægtede sin Fader paa i Interesser, har utvivlsomt været Rantzau den bitreste Sorg, om han end ikke har kunnet undgaa at lægge Mærke til, at Sønnen var bleven drikfældig 3 .

Af Statholderens to efterlevende Sønner 4 arvede Carl Adolph, født 1742, død 1814 som fhv. Amtmand over Kalundborg m. fl. Amter, det grevelige Forlods og Brahesborg; da han ikke efterlod Børn, gik Forlodset over til den yngre Broder, Frederik Siegfred, f. 1744, død 1822 som General af Cavalleriet, der havde arvet Krengerup, som han ombyggede og kaldte Frederikslund; ved ham fortsattes den danske grevelige Linie af Slægten Rantzau.

I sit sidste Leveaar maatte Rantzau endnu friste den tunge Skjæbne at blive Enkemand, da hans 25 Aar yngre Hustru bortkaldtes ved Døden 31. Maj 1770. I 1750, paa Kong Frederik V,s Fødselsdag, havde hun faaet Enkedronningens Orden.

Ogsaa i andre Henseender vare Oldingens sidste Aar sørgelige; han henfaldt i et Slags Vanvid, der kunde give sig Udslag i saadanne Handlinger som at tilintetgjøre historiske Documenter, hvilket i hans Velmagt vistnok var det sidste, han vilde have gjort, og naturligvis var han ude af Stand til at styre sine store Godser, der ved hans Død vare i en sørgelig Forfatning; der omtales de elendige forfaldne Huse og Bygninger baade ved Hovedgaardene og ved Kirker, Broer m. v.; Hammelmoses elendige Huse og de andre Hovedgaarde vare saa slette, at Intet saa slet mere i Danmark er at finde, siger hans Svigerdatter, og en Procurator udtaler, at alle Bygningers, Kirkers, Broers og Møllers Tilstand var yderlig slet, saa forfaldent var alt, at man næppe har set Mage dertil, o. s. v. 5

Enhver, der læser Breve fra Rantzau, vil i dem se Vidnesbyrd om en vis Erudition og om varm videnskabelig Interesse, siger Edvard Holm 6 ; denne Interesse og denne Erudition, der jævnlig fandtes hos det 17. Aarhundredes Adelsmænd, men yderst sjeldent hos det følgende Seculums Magnater, var det, som bragte Rantzau i nøje Forbindelse med flere af Tidens aandelige Stormænd, først og for s. 19 nemmelig med Hans Gram (1685—1748), hvis Breve til Rantzau, der strække sig over Aarene 1733—42, ere trykte i »Breve fra Hans Gram«, udgivne af Herman Gram (Kjøbenhavn 1907); de herefter aftrykte Breve fra Rantzau til Gram, der opbevares i det Kongelige Bibliothek, omfatte Tidsrummet 1731—45 1 og vidne om det hjertelige Forhold, der bestod mellem disse to Mænd; ved Siden af talrige Bidrag til Tidens Historie indeholde de mangfoldige Spørgsmaal saavel om practiske som om videnskabelige og literaire Sager, med Hensyn til hvilke Rantzau lægger Beslag paa Grams Lærdom og ubegrændsede Tjenstfærdighed. Fra begge Sider ere Brevene prægede af en indtagende Blanding af Alvor og Spøg, altid under Iagttagelse af alle Curialia.

En anden af Rantzaus Correspondenter var den Ribe Rector, Digteren Christian Falster (1690—1752), hvis Satirer han højlig gouterede; en Række elskværdige Breve fra Rantzau vidne om hans Deltagelse i Falsters Ve og Vel 2 . Den første Udgave (1718 eller 1719) af sin Oversættelse af Juvenals 14. Satire dedicerede Falster til Rantzau og 2. Del af Amoenitates philologicae, der udkom 1731, men med Dedication af 1730, tilegnede han den elleveaarige Otto Manderup Rantzau, der allerede dengang viste lovende Anlæg for Studier og som takkede Forfatteren i et latinsk Brev. I dette Værk meddeler Falster en Tale om Adelens Forhold til Studeringer 3 , foranlediget ved Rantzaus Ytringer om, at han omhyggelig i Hof- mændenes Kreds dølger sine Interesser for boglige Kunster, men haaber, at den ædle Oplæring, som Adelen nu mangler, en Gang skal gjenindsættes i sin Værdighed.

Man har paa Langebeks Autoritet antaget Rantzau for den vir perillustris, til hvem Holberg har skrevet sine Levnedsbreve; men alle nyere Forskere ere nu vistnok enige om, at denne Antagelse Intet har for sig, saa meget mere som den højfornemme Herre utvivlsomt er en fingeret Person. At Rantzau med sit til Munterhed og Critik opladte Sind højlig har nydt Holbergs Værker, kan der ikke være Tvivl om, og enkelte Gange omtaler han disse i sine Breve. Men at der skulde have bestaaet noget nærmere Forhold mellem dem, er usandsynligt. At Holberg fra Amsterdam i 1714 gjennem Gram har sendt et Brev til Rantzau, har Nyerup oplyst 4 ; men ellers kjendes Intetsomhelst til nogen Correspondance mellem dem; Holberg var jo desuden en saare tilbageholden Brevskriver 5 . At Comedierne i ham havde en varm Beundrer, turde fremgaa deraf, at det var til ham Skuespillerne i deres ved Ildebranden 1728 og Thronskiftet 1730 foranledigede fortvivlede Situation henvendte sig med et Bønskrift om Bistand; men selv om han paa den Tid stod højt i Kongens Gunst, var det ham umuligt under de daværende Forhold at udrette noget til Fordel for den danske Skueplads 6 .

s. 20 En anden Digter, som Rantzau kom i Berøring med, var den i Brahesborgs Nabolav fødte Ambrosius Stub, der efter Traditionen kom i Besøg paa Brahesborg; at hans ejendommelige Person og hans Digte have tiltalt Rantzau, er ganske naturligt, og et Par af hans Vers menes fremkaldte af Rantzau 1 . At den rige og vennesæle Excellence gjerne vilde glæde den fattige Digter, det viser den Omstændighed, at Rantzau 18. December 1744 i Odense vor Frue Kirke stod Fadder til hans yngste Barn, der blev opkaldt efter Grevinden, Eleonore Hedevig 2 .

En Videnskabsdyrker af den yngre Generation, der traadte i nært Forhold til Rantzau, var den tydsk fødte Johan Heinrich Schlegel (født 1726), der 1748 kom hertil for at undervise hans yngre Sønner, hvilke han 1758 som Hovmester fulgte til Sorø Academi, som de forlode 1760. Medens han opholdt sig i Fyen fangedes hans Interesse af historiske Studier og han anvendte bl. a. en Del Tid paa at excerpere saavel Odense Jonfruklosters sjeldne Samling af Ligprædikener som den Samling, Rantzau ejede 3 . Disse Studier satte senere, da han var bleven Professor ved Universitetet, Frugt i fortjenstlige historiske Arbejder, der tildels dog bleve ufuldendte, da Schlegel, hvis Helbred var skrøbeligt, døde, kun 53 Aar gammel, 1780 4 .

s. 21 Om Rantzaus Anseelse i den lærde Verden vidner det, at da Literærhisto- rikeren Albert Thura (død 1740 som Præst i Lejrskov) paa Borchs Collegium 1721 udgav en Disputats og sendte Exemplarer med latinske Epigrammer til flere for- maaende Mænd, saasom Biskop Worm og Frederik Rostgaard, var Rantzau mellem dem, han paa denne Maade hædrede 1 . Thura søgte utvivlsomt derved at skaffe sig Patroner, og i samme Hensigt var det, at den i høj Grad historisk interesserede Landsdommer Jacob Bircherod i Odense (død 1737) forærede Rantzau, da han var beskjæftiget med at ordne Frederik IV.s Begravelse, »en meget vidtløftig og curieus Underretning om min fædrene By Odense«, hvorved tillige var en Journal over, hvad der passerede ved Frederik IV.s Sygdom og Død. »Det er let at gjætte — skriver Bircherod 2 — at det, jeg forærede til Grev Rantzau, var for at vinde mig hans patrocinium; til ham samled jeg ogsaa adskilligt om de Rantzauer og nogle af deres ubekjendte Epitaphier«.

At en Mand med Rantzaus Interesser og Dannelse, besjælet af Iver for at følge med i Literaturen, saavel den danske som den fremmede, maatte samle sig et Bibliothek, følger af sig selv. Og det blev et særdeles værdifuldt Bibliothek, som det fremgaar af Cataloget, der blev trykt til den Auction, som hans Arvinger, der synes at have manglet boglige Interesser, Aaret efter hans Død lod afholde i Provstigaarden i Assens. Cataloget udmærker sig fremfor mange andre lignende ved at være affattet med en Omhu, der røber den kyndige Bogelsker. Fortegnelsen, der vel altsaa er Rantzaus eget Arbejde, rummer i alt over 3600 Bind, ordnede efter Formaterne indenfor hver enkelt Videnskab, foruden 120 Bundter, en Mængde Kobbere, Byplaner o. l., samt adskillige Manuscripter (Breve, Literaria, Vers m. m.) — alt kom under Hammeren lige til Næstved-Præsten Oluf Bagges haandskrevne Vielsestale til Rantzau og hans 1ste Hustru. Samlingen rummede mange værdifulde og kostbare Værker, bl. a. af Ligprædikener omtr. 80 3 .

s. 22 Rantzau vides ikke selv at være optraadt som egentlig Forfatter; men som saa mange livlige og gode Hoveder havde han let ved at gjøre Lejlighedsvers, af hvilke maaske adskillige have været mellem de efter hans Død solgte Manuscripter. I sin Ungdom maa han have været æstimeret som Poet, hvis man tør dømme efter et i Bornemanns Ligprædiken over Fru Kirstine Bille, sal. Hr. Otto Skeels (Kjøbenhavn 1708, Fol.) indført Æredigt af E. D., hvori det mod Slutningen hedder:

Men hvad er Skialderen? vor Bording er i Grav,
Vor Kingo haver og lagt fra sig Bispe-Stav,
Vor Aröboe sov bort, og kom til Roe og Hvile,
Og Dorothe 1 hun kand ej Linner flere stile,
Vi andre er undskyldt. Vel svinger nogle op,
Ret som Apollo paa tve-kløftet Bierge-Top;
Men det er meget faa, de rare er at finde;
Vor Rantzov, som er rejst for Ære-Krants at vinde 2 ,
Muus, Thura, Sorterup, og Carstens ligesaa
Er Karle, som nu paa Parnassi Bierge staa.

Enkelte af Rantzaus Digte, hverken værre eller bedre end saa mange andre af hans Samtids, ere endnu opbevarede i Ligprædikenerne over de Personer, til hvis Ære de ere skrevne 3 .

Inden sin Afrejse til Norge 1731 skjænkede Rantzau med højsindet Gavmildhed en værdifuld Samling Haandskrifter, femten i Tallet, mest Membraner, til Universitetets Bibliothek, der ved Kjøbenhavns store Ildebrand 1728 havde lidt saa smertelige Tab. Blandt disse Haandskrifter ere saa kostelige Sager som Calenda- rium Nestvediense, Exordium Carae Insulae og Codex Esromensis, der fra Arild Huitfeldt vare nedarvede i den Ulfeldtske Slægt og fra denne igjen til Rantzau 4 . Under sit Ophold i Norge betænkte han Christiania Cathedralskole med en Boggave 5 , og 1758 skjænkede han Odense Gymnasium en anselig Samling Bøger og et Astrolabium 6 .

s. 23 Rantzaus Pligtfølelse og Ordenssands viste sig ogsaa i den Omhu, han havde for sine Embedsarchiver i Christiania og Odense. I en Forestilling til Kongen af 26. Juli 1732 erklærer han, at han har funden »det saakaldede Archiv« paa Akers- hus Slot »ligere en Svinesti end et Archiv, Papirerne i Skarnet og i Flæng henkastet uden Orden og uden, saavidt endnu er funden, allermindste Registratur.« Efter hans Forslag blev en Commission nedsat, og denne leverede 1733 og 1734 en endnu bevaret Fortegnelse over Archivet, som ikke gaar længere tilbage end til 1620 1 . Ved sin Tiltrædelse af Fyens Stiftamt lod han strax 1740 Archivet gjen- nemgaa og affatte omhyggelige Registraturer over dets Indhold i to Bind, 1540—1721 og 1722—40, der fortsattes med fem Registraturer over de i hans Embedstid tilkomne Acter.

Saa meget desto forunderligere er det, at enkelte Dele af Statholderarchivet maa han have taget med sig til Danmark ; i det mindste to Copibøger fra hans Embedstid — 1734—35 og 1735—36 — ere efter forskellige Omskiftelser havnede paa private Hænder i Danmark, og kun den sidste er det lykkedes at erhverve til Rigsarchivet 2 .

Ogsaa nogle norske Klosterarchiver — Hovedøens, Værnes og Gimsøs — skal han have medført til Danmark; det er disse, som han, hvad ovenfor er antydet, i sin høje Alderdom, da han ikke længer var Herre over sine Handlinger, skal have opbrændt 3 .

Rantzau har i Historien efterladt sig Mindet som en af de smukkeste Repræsentanter for det 18. Aarhandredes højere Embedsstand; fin Dannelse, omfattende Interesser, Retfærdighed og Omhyggelighed i Embedssager give hans Personlighed et højst sympathisk Præg. En Samtidig 4 omtaler ham som »en Mand saa berømt af sit Gesandtskab i Berlin, af sine vigtige Tjenester imod Riget, af Marinens Bestyrelse, Statholderskabet i Norge, af sin Lærdom, sin Høflighed og, det vigtigste, Ærlighed, Troskab imod Fædernelandet, Gudsfrygt, at han gav en af de ældste Ære-Slægter i Dannemark en ny Glands og ærede den endnu mere, end æredes s. 24 deraf«, og kalder ham »denne store Mand, der saa heldig forenede den franske Høflighed og danske Ærlighed med hverandre«. Hofman omtaler i sine Efterretninger om danske Adelsmænd 1 , at han var saadan Elsker af Studeringer, at han endog paa Jagten brugte Tiden dertil. Et lidet Træk, der viser, paa hvilken venskabelig Fod Rantzau stod med sine Præster, er opbevaret af Bloch i Den fyenske Geistligheds Historie 2 , hvor det fortælles, at han var engang i et meget ondt Vejr redet ud paa Jagt og traf paa Barløse Mark Sognepræsten, Hr. Steen Holger Bang, som med et Knippe Foder under Armen og noget Æde i en Strippe var gaaet ud for at kvæge sine Svin; Greven, denne muntre Herre, forundrede sig over dette usædvanlige Arbejde af en Præst og tiltalede ham saaledes: »Det har I vel nødig, min kjære Hr. Steen, at gjøre Jer Livet saa surt og gaa ud i dette haarde Vejr med Føde til Jeres Svin«. »Gode Herre,« svarede Hr. Steen, »mig synes, at det er langt ædlere at gaa ud i ondt Vejr for at se de stakkels Creaturer til Gode, end af Jer at ride ud for at gjøre dem ondt«.

Rantzaus Portrait efter Maleri paa Gaunø er gjengivet i Osc. Alb. Johnsen, Norges Historie 5. Bind l, 221 (Christiania 1911); de i Dansk biografisk Haandlexikon og Danske Herregaarde ved 1920 (under Rosenvold) meddelte Portraiter synes at være tagne efter samme Maleri.

Til Forstaaelsen af Rantzaus Breve har jeg søgt i Noter at meddele de fornødne Oplysninger, saavidt det har været mig muligt, fjernt fra Hovedstadens Kilder, at samle saadanne. Til Klaring af adskillige Spørgsmaal have mine tidligere Colleger i Rigsarchivet samt i det sjællandske og jydske Landsarchiv beredvilligt staaet mig bi, ligesom jeg har de Herrer Professorer Steenstrup og Norvin, Ordens- Historiograph Bobé samt Udgiveren af Grams Breve, Contoirchef H. Gram, at takke for mange Bemærkninger. For Meddelelser om norske Personer og Forhold skylder jeg Hr. Archivamanuensis A. W. Rasch megen Tak.