Danmarks Breve

Det den 6. Maj næstefter daterede ko...

Det den 6. Maj næstefter daterede kongl. Rescript paa Dansk til Rantzau om hans Afskedigelse i al kongelig Naade, i hvilket det udtales, at Kongen herefter og indtil videre vil have Statholder-Chargen indstillet, slutter med Befaling til Rantzau om ved et rigtigt Registratur at overlevere Stiftsbefalingsmanden over Akershus Stift, Etatsraad Peter Neve, alle de Papirer og Documenter, som til Statholder-Chargen og dens Forretninger henhøre. 2

Naar Kongen lader Rantzau høre, at han tiltrækkes for meget af sine Godser og derved fjerner sig fra sit Embede, er dette ikke uden Grund; for enkelte Aar lader det sig constatere, at han har gjort lange Ophold i Danmark. I 1735 passerede han 30. April Odense paa Vejen til Brahesborg, 6. Juni var han paa Rosenvold og 23. September var han »med sin anselige Suite« indlogeret hos Borgmester Bonde Simonsen i Odense, hvorfra han den 26. agtede at fortsætte sin s. 12 Rejse til Kjøbenhavn. 1 Og i hans sidste Statholderaar ere hans Breve skrevne fra Brahesborg fra 13. August 1738 til 28. Marts 1739.

Uagtet Rantzaus Virksomhed i Norge ikke satte dybe Spor, faar man dog ikke af de fra hans Embedstid bevarede Breve, offentlige og private, Indtrykket af, at Norges Forhold ikke have interesseret ham. Samtidens Opfattelse var den, at han paa en fornærmende Maade var bleven afskediget. 2 Et Vidnesbyrd om, hvor stor Sympathi han i hvert Fald i visse Kredse havde vundet, er det Digt, dat. Elingaard 30. Maj 1739, som Fru Birgitte Christine Kaas (1682—1761), Generallieutenant Henrik Jørgen Huitfeldts Frue, sendte ham ved Afskeden, hvori hun i stærke Udtryk skildrer Norges og Nordmændenes Sorg ved at skulle miste en saadan, ved Troskab og Flid udmærket Statholder. 3

Rantzau kunde nu med god Samvittighed tage Ophold paa den af sine Gaarde, der var ham kjærest, det »dejlige Brahesborg«, som det kaldes i det anførte Afskedsdigt. Men endnu i sin kraftige Alder og skolet i høje, administrative Embeder vilde han næppe kunne finde sin Virkelyst tilfredsstillet alene som Godsejer; da derfor den gamle Stiftamtmand i Fyen, Gehejmeraad Christian Sehestedt, lukkede sine Øjne i Sommeren 1740 efter en lang og udmærket Virksomhed, var det naturligt, at Rantzau meldte sig til Stiftamtmandsembedet, saa meget mere som han, bl. a. i sin Egenskab af Medlem af den foran omtalte store Odense-Com- mission i 1720erne, maatte være nøje kjendt med Forholdene i Odense. Den 3. October 1740 fik han da Udnævnelse som Stiftsbefalingsmand over Fyen og Langeland samt Amtmand over Odense, Dalum, St. Knuds og Rugaards Amter, et Embede, der i visse Henseender den Gang var mere omfattende end nu til Dags, idet alle Stiftets Kjøbstæder hørte under Stiftamtet. Den Behagelighed for ham havde dette Embede, at han uden Skade for dets Bestyrelse kunde søge hjem til sit kjære Brahesborg, hvad han rigeligt benyttede sig af. Til Befordring af Breve mellem Brahesborg og Odense kunde han betjene sig af sin Løber, Thomas, der sagdes paa een Dag at kunne løbe fem Gange frem og tilbage mellem disse Stationer. 4 En passende Bolig i Odense erhvervede han i det gamle St. Knuds Klosters omfangsrige Bygninger med tilhørende Have, som han 1744 (Skjøde dat. Odense 22. Februar) kjøbte af Gehejmeraad Frederik Raben til Christiansholm og Ritmester Schack Brockdorff til Grundet, der havde arvet Klostret efter deres elskelige kjære Fru Tante, Generalinde Margrete Dewitz, født Levetzau, som i sin Tid havde kjøbt det af Kongen. 5 Her var Plads nok for Rantzau til at indrette sig efter sin Stand og Rigdom; hans smukke Haveanlæg omtaler Langebek ved sit s. 13 Besøg i Odense 1746, 1 et Anlæg, der i Nutiden delvis er smagfuldt fornyet i den af Odense Commune som Ejer af Klostret anlagte Klosterhave.

Med St. Knuds Kloster fulgte en Fortrædelighed, nemlig en Proces, som Generalinde Dewitz i Aaringer havde ført med Magistraten som St. Knuds Kirkes Forsvar om de Klostret i Kirken tilkommende Stole. En Commissions-Dom af 23. September 1741 blev indstævnet for Højesteret, der omsider 11. April 1747 stadfæstede den, hvorved der tilkjendtes Rantzau Retten til syv Stole, i hvilke der maatte være rigelig Plads til ham med Familie og Domestikker; thi 2 vare »af de lange Fruentimmerstole« og 5 »af de lange Mandsstole«. For Resten tilbyttede Rantzau sig 1755 efter Kirkens Restaurering et Pulpitur paa nordre Side til Af- betjening for sig og høje Familie mod de fleste af disse Stole, et Arrangement, der ikke var kommen i Stand uden adskillige Vanskeligheder fra begge Sider. 2 At der ved den omtalte Restaurering af St. Knuds Kirke ikke blev faret endnu voldsommere frem ved Ødelæggelsen af dens Monumenter, end der des værre blev, skyldes tildels Rantzau, der ligesom sin Collega i Stiftsøvrigheden, Biskop Chr. Ramus, havde de historiske Interesser og den Pietet, som Byens Magistrat savnede. 3

Forholdene i Odense og Fyen have naturligvis passet Rantzau langt bedre end de ham fremmede norske; og den lange Aarrække han styrede sit Stift, inden han som 77aarig Olding opgav Embedet, tyder ogsaa paa, at han har befunden sig vel ved sin Virksomhed. At han af Kjøbstædernes Magistrater blev budt velkommen i de mest underdanige og smigrende Expressioner, følger af sig selv, 4 og der foreligger Intet om, at han ikke hele sin Embedstid nød ubetinget Anseelse; men der er fra det 18. Aarhundrede kommet saa lidt til Nutiden af private Optegnelser fra Odense og andre Steder i Fyen af lokalhistorisk Indhold, at man vistnok forgjæves vil lede efter fyenske ikke-officielle samtidige Udtalelser om ham som Embedsmand. Gaar man de fyenske Archiver igjennem, vil man finde talrige Vidnesbyrd om den Orden og Accuratesse, der kjendetegner hans samvittighedsfulde Administration; de fattige Nærings- og Handelsforhold i flere af Kjøb- stæderne, Borgerskabernes indbyrdes Kævlerier og de talløse Klager fra Borgerne, berettigede og uberettigede, kunde give ham nok at tage Vare; »de fattige Betjente i Kjøbstæderne«, nemlig Retsbetjente, som vare meget ringe aflagte, havde en god Forsvarer i deres Stiftsbefalingsmand, der med Omhu vaagede over, at der ikke fragik dem noget af deres Accidentser ved Skifter. 5 Uorden taalte han ikke, og hvis Nogen krydsede hans Planer eller ikke holdt sig hans Ordrer efterrettelig, udsatte de sig for alvorlig Tilrettevisning, endog i særdeles skarpe Udtryk. Nogle s. 14 Prøver paa hans Embedsbreve af saadant Indhold ville bedst vise dette 1 . I Henhold til Indberetning fra Borgmesteren i Svenborg havde Rantzau tilskrevet Byfogden, Hans Adolph Tanck, om at tage Dom over nogle Borgere, der stode i Restance med Indkvarterings-Skat. Paa Indkvarteringskassens Vegne udstedte Borgmesterens Fuldmægtig, Christian Bagger, Stævning under eet til Vedkommende i Steden for til hver enkelt, en Fadaise, der paadrog ham følgende eftertrykkelige Tilrettevisning af 4. Februar 1756: »Enten I ikke har kunnet eller ikke har villet forstaa min til Byfoged Tanck om Indkvarterings Restancen for Aar 1745 ergangne Resolution af 3. December sidstleden, kan jeg ikke sige; men det ved jeg, at derved ingenlunde er befalet, at samme Restance under eet Stævnemaal hos Vedkommende kunde eller skulde indtales, og jeg er forsikret om, at derudi ej findes det ringeste, som kan give et fornuftigt Menneske Anledning til at gjøre saadan Slutning.«

I Medfør af Kgl. Anordning af 5. Juli 1740 tilkom det Rudkjøbing Kjøbstad at betale et Beløb Indkvarterings-Hjælpeskat til Svenborg; da man sad denne Ordre overhørig, sendte Rantzau 3. Marts 1756 Byfoged Christian Møller i Rudkjøbing følgende Paamindelse:

»Af indkomne Memorial fra de eligerede Mænd i Svenborg under 28. passato har jeg atter med største Mishag erfaret, at I endnu ikke har aflagt den Eder saa tidt anbefalede Rigtighed for den resterende Indkvarterings-Hjælpeskat dertil Byen. Det er skammeligt at være saa skjødesløs og forsømmelig i sit Embede og hel dumdristigt og uforsvarligt saaledes at sidde Hs. Majestæts og Øvrighedens Ordre overhørig.«

Da det 1756 blev paalagt Odense Magistrat for Betaling at rekvirere 150 Senge til de mange Arbejdere, som den fra Wiesbaden indkaldte Bomulds- og Uldvarefabrikant Anton Hübner førte med sig 2 , og Magistraten beklagede ikke at kunne skaffe mere end omtrent 100, fik den fra Stiftamtmanden 3. April 1756 følgende kortfattede Paalæg om at stille saa mange Senge, som det var den befalet:

»I Anledning af Deres Skrivelse under 29. passato bliver De herved atter erindrede og advarede, at De med al Alvorlighed yderst lader sig være angelegen uden Ophold at forskaffe og tilvejebringe de rekvirerede og endnu manglende Senge til de her til Byen forventede Manufacturister.«

Af Vejer og Maaler i Kjerteminde Ananias Naarup forlangte Rantzau en ny Erklæring og Afbigt i Steden for en af ham tidligere afgiven, der altfor tydeligt røbede at være forfattet efter de Handlendes Paastand; da det trak ud med Opfyldelsen af Rantzaus Ønske, sendte han 29. September 1756 Stedets Byfoged, Morten Bendz, en Paamindelse, der Intet lader tilbage at ønske i Tydelighed:

»Uagtet alle de Indvendinger, som de Handlende der paa Steden har understaaet sig at gjøre imod min Ordre af 18. hujus, vil jeg og samme herved alvorligen have igjentaget, da jeg skulde mene, at det lige saa lidet staar til dem s. 15 at forandre eller hindre, hvad jeg i saa Maade beordrer og foranstalter, som I kan paadrage Eder mindste Ansvar ved at efterleve de Eder af Øvrigheden tillæggende Ordres.«

I en Competencestrid mellem Magistraten i Odense og Byfogden, Søren Borring, paadrog denne sig følgende alvorlige Tilrettevisning i Skrivelse fra Rantzau af 13. Juli 1757:

»Det er langt fra, at jeg agter at indlade mig udi nogen Slags Correspondance eller Raissonnement med Eder angaaende min Resolution under 29. passato som noget, der var mig lige saa uanstændig som det paa Eders Side er vel dristigt og ubetænksomt, at I har understaaet Eder ved Memorial af 10. hujus samme min Resolution paa en utilbørlig Maade at anfægte og criticere; men i den Sted vil jeg herved alene raade og advare Eder, at I holder Eder samme efterrettelig, da I ellers kan være forsikret om, at jeg paa en anden Maade skal vide at se den efterlevet og begegnet med den Lydighed, som enhver Underbetjent er sin foresatte Øvrighed pligtig« etc.

Endelig skal meddeles en Irettesættelse, som Borgmester Jens Nielsen i Odense modtog 8. December 1759, saalydende:

»Uagtet alt, hvad I angaaende den af Eder fra Tugthuset udtagne Dreng Carl Christian Petersen ved Erklæring af 29. passato har anført til Eders Undskyldning, bliver det dog, efter derover fra Inspecteurerne indhentet nærmere Underretning og Oplysning, en afgjort Sag, at Eders Foretagende i saa Maade er hel utilbørlig og uforsvarlig, om end Drengen af Eder selv alene, som I uretteligen foregiver, og ikke af hele Magistraten paa Byens Vegne i Tugthuset var bleven indsat. Thi bliver I altsaa erindret og advaret efterdags at entholde Eder fra slig utilladelig Egenraadighed og selv tiltagen ugrundet Myndighed, og tillige alvorligen tilholdet til Tugthuset uvægerligen at tilbage levere bemeldte Dreng Carl Christian Petersen, saafremt I deraf ikke vil paadrage Eder videre Fortræd og Ulejlighed.«

Som et morsomt Modstykke til Rantzaus skarpe Formaning til Borgmester Jens Nielsen følger her et Brev fra denne til Rantzau 1 , der viser, hvor gjæstfrit en Magistrats-Person blev modtaget paa Brahesborg og tracteret mere, end han havde godt af, af den elskværdige Grevinde :