Danmarks Breve

BREVE FRA GREVE CHRISTIAN RANTZAU TI...

s. 1 BREVE
FRA
GREVE CHRISTIAN RANTZAU
TIL
HANS GRAM

UDGIVNE VED
GUSTAV LUDVIG WAD

KØBENHAVN
GRÆBES BOGTRYKKERI
1930

s. 2 SÆRTRYK AF »DANSKE MAGAZIN«. 6. R. V.

s. 3 Grev Christian Rantzau hørte til en Linie af sin berømte Slægt, der talte flere fremragende Mænd; hans Tipoldefader var Statholderen Henrik Rantzau den Lærde († 1598), Søn af Feltherren Johan Rantzau († 1565); hans Fader var Otto Rantzau til Rosenvold, Asdal, Hammelmose, Aunsbjerg, Marsvinslund, Bollerup i Skaane m. m., der nogle Aar var Envoyé i Frankrig og døde 1719 som Gehejme- raad; ved Grevestandens Oprettelse 1671 var han bleven optagen i denne. Med sin Hustru Sophie Amalie Krag (f 1710) havde han adskillige Børn, af hvilke Christian Rantzau var den næstældste af de Sønner, der bleve voxne, og saaledes fra Fødselen havde Barons Titel. Ifølge Indskriften paa hans Marmor-Sarkophag i Gamtofte Kirke var han født i Kjøbenhavn 23. Januar 1683.

Som nittenaarig indskreves han 1702 ved det da existerende, ret exclusive kongelige ridderlige Academi i Kjøbenhavn (der kun bestod 1692 —1710), hvor hans ældste Broder, Grev Frederik, havde faaet sin Uddannelse og som ogsaa senere besøgtes af hans yngre Broder, Baron Otto. 1 En Tale, han holdt paa Academiet til Kongens Ære, kjendes nu næppe. Sandsynligvis har han ved Ophold i Udlandet søgt yderligere at uddanne sig til Statstjenesten, i hvilken man snart fik Anvendelse for ham. Udnævnt til Kammerherre blev en Condolencesendelse til Dronning Anna af England efter Prinds Jørgens Død (8. November 1708) ham betroet 2 ; Nytaarsdag 1709 var han i Hamborg, hvorfra han over Holland rejste til England; den 25. Februar havde han Audients hos Dronningen, men først i Maj rejste han tilbage gjennem Holland; den 24. Juni var han hjemme paa Rosenvold. 3 Endnu i September s. A. lod Frederik IV Rantzau drage til Polen for at opsøge Czar Peter, i hvis Stemning overfor Danmark der efter Slaget ved Pultava var sket et Omslag, men det lykkedes ham ikke at træffe Czaren; 4 og i November sendtes han til Berlin, om hvilken Sendefærd nærmere Oplysninger savnes. 5

s. 4 Fast Fod indenfor Administrationen fik Rantzau, da Kongen 20. September 1713 udnævnte ham til Deputeret i Søetatens Generalcommissariat, og om Kongens Tillid til ham vidner det, at han 1718 var mellem de høje Embedsmænd, hvis Vota da afæskedes om Rigets politiske Stilling. 1 Men 25. April 1721 dimitteredes han fra sit Embede med fuld Pension, en Afskedigelse man mente skyldtes Admiral C. C. Gabel, der afløste ham, men vistnok i Hovedsagen maa tilskrives Frederik IV.s Uvillie mod den gamle Adel og Iver efter at lægge Administrationen i Hænderne paa nye Mænd. 2

Ved sin Afgang fra Generalcommissariatet holdt Rantzau en Tale, 3 i hvilken han først takker Kongen med allerunderdanigst Ærbødighed og Taknemmelighed, bukkende i Støvet for Hs. Majestæts Naadethrone, der saa uforskyldt lader ham beholde sin Gage. »Jeg haver i 8 Aars Tid med lige saa stor Fyrighed og Attraa, som Gud ved, med Møje og Besværlighed delt Arbejdet med mine Colleger i saa vanskelige og kummerfulde Tider.« Efter smukke Ord til sine Colleger og Subalterne vender han sig til »Eder, mine Uvenner, om jeg, saavelsom alle andre Mennesker nogen af dem haver, og det med Frimodighed, ikke for at vide eller udklække Eders Sentiment om mig af Eder, som er mig mere end indifferent, mens trodsende Eder til i min Nærværelse at udsige, hvis I paa mine Forretninger og Tjenestes Tid kunde have at tænke; jeg vil ønske Eder saa fuldkommen og godt et Hjertelag samt saa stor Troskab og Nidkjærhed for Hs. Majestæts høje Tjeneste, som jeg for Guds Aasyn vidner min har været, endog til mit sidste Aandedræt skal blive, hvor jeg endes og sendes i Verden. Jeg vil ønske, det maa gaa Kongen vel, saa gaar det Eder, mig og os alle vel.«

Ganske ledig blev Rantzau dog ikke; allerede næste Aar fik han Sæde i den Commission, der blev nedsat til at dømme i hvad Stiftamtmand Chr. Sehestedt kalder den syv Aars Fejde mellem den gamle og nye Magistrat i Odense og som sluttede sit Arbejde i Begyndelsen af 1724; i denne scandaleuse Sag, der i lange Tider havde sat Byen paa den anden Ende, gjorde Rantzau Vidundere, skrev Gehejtneraad Chr. von Lente, der som Stiftamtmand residerede i Odense 1717—21; Odense burde rejse ham en Statue, fordi han har skaffet Ro i Staden. 4

Af Sehestedts Dagbøger (i Archivet paa Ravnholt) skjønnes, at Forholdet mellem ham og Rantzau i disse og de følgende Aar har været særdeles hjerteligt.

Af større Betydning var det, at Rantzau blev Medlem af den Commission, som Kongen 11. Februar 1726 udnævnte til at undersøge Forholdene ved Marinen, over hvilke voldsomme Klager vare indkomne fra Sagkyndige, især rettede mod Admiralerne Gabel og Trojel. Det varede to Aar, inden Commissionen kunde indgive sine Forslag til Forandringer i Marinens Styrelse og paavise dennes be- gaaede Fejl; Gabel slap uden ubehagelige Følger fra Sagen, og dette mente Samtiden s. 5 skyldtes Rantzau, der ved denne Lejlighed paa den smukkeste Maade gjen- gjældte ondt med godt. 1

I 1729 fik Rantzau og General Gregers Juel som beslægtede med Herlufs- holms Stiftere Forespørgsel fra Regeringen om, hvem af dem der ansaa sig for nærmest berettiget til at blive Stiftelsens Patron efter den som saadan afsatte Etatsraad Børge Trolle; Spørgsmaalet blev afgjort derhen, at Juel udnævntes til Skoleherre. 2

Uagtet Rantzau i Frederik IV.s sidste Aar var ude af Statstjenesten, hædrede Kongen ham, der siden 1714 havde det hvide Baand, 11. October 1729 med Ge- hejmeraads Titel 3 , maaske som Følge af, at han ved sin ugifte ældste Broders, Generalmajor, Grev Frederik Rantzaus Død 1726 havde arvet Familiens Greveværdighed. Hans Fader, Grev Otto Rantzau, der døde 1719, havde ved Testamente, Aunsbjerg 27. Juni 1716, 4 i Henhold til Grevernes Privilegier disponeret over sit Jordegods i Danmark og Skaane, der omfattede ikke mindre end 2972 Td. 5 Skp. 2 Fk. ½ Alb. Hartkorn, saaledes, at hans ældste Søn, Frederik, arvede Asdal, den halve Part af Hammelmose, Rosenvold med forskjellige Tiender samt en Del Strøgods; Christian Rantzau fik Voldbjerg med nogle Tiender, Otto Rantzau Aunsbjerg og Marsvinslund, medens de fire Døtre arvede Bollerup i Skaane med Kirker. Børnene skulde selv skifte uden Rettens Indblanding og ved Arveforening paa Aunsbjerg 29. December 1719 5 udførte de deres Faders sidste Villie; det bemærkes i Actstykket, at Bollerup er endnu besat af Svenskerne og Indtægter deraf kunne ikke ventes, før Pred sluttes. Søstrene beholdt Karethen med de 6 Heste forlods.

Efter sin ældste Broder arvede Rantzau dennes Jordegods; derved, ved senere Kjøb og ved sine Ægteskaber blev han efterhaanden Godsejer i stor Stil.

Forholdsvis sent giftede Rantzau sig, nærved 34 Aar gammel, da han paa Sortebrødre ved Næstved den 30. November 1716 holdt Bryllup med den i Slaget ved Helsingborg 1710 dødeligt saarede Oberst Manderup Dues barnløse Enke Charlotte Amalie Gjøe, født 11. februar 1689, Datter af Gehejmeraad Marcus Gjøe til Brahesborg og Jytte Dorthea Thott. Brudeparret hædredes med Digte af Johannes Borchsenius, Simon Krick, 6 den som Digter bekjendte Præst Jørgen Friis og Mag. Oluf Bagge, da Sognepræst i Næstved, senere i Kjerteminde, der omtaler

s. 6 Den Erudition, som denne gode Herre
Har alt opnaaed, er rar, og høyt at æstimere. 1

Ved denne Forbindelse blev Rantzau Ejer af det Gjøeske Gods Brahesborg, der herefter blev hans kjæreste Opholdssted, og de Dueske Godser Krastrup og Gundersted i Jylland, hvilke han 1756 afhændede, samt af den lille ufrie Herregaard Sortebrødre, som hans Hustru i sin Enkestand havde kjøbt og beboede; Rantzau solgte den 1728.

I Ægteskabet fødtes 3 Døtre, 2 der alle døde i Vuggen, og Sønnen Otto Manderup Rantzau, født 22. Maj 1719. Knap otte Aar havde dette Ægteskab varet, da Døden 31. Juli 1724 bortkaldte Baronesse Rantzau paa Brahesborg, kun 35 Aar gammel, i Barselseng med en dødfødt Datter. Efter hendes eget Ønske blev hun uden videre Ceremoni bisat (12. August) i Sognekirken Gamtofte og derfra tørt over til Herlufsholm, hvor hendes Fader havde sit pragtfulde Gravmæle og hvor ogsaa hendes smaa Børn bleve nedsatte. To Præster, Capellanen Christian Pon- toppidan i Nykjøbing p. F. (død som Stiftsprovst i Aarhus) og Sognepræsten i Horne Niels Seerup skreve Sørgedigte over hende, 3 der naturligvis prises for sine mange Dyder; den sidste fortæller, at da hun kort før sin Død var i Horne Kirke, tog hun op af Lommen Joh. Arndts Paradises Urtegaard og sagde sig udi samme Urtegaard at finde stort Behag; han slutter sit Poem med disse Ønsker:

Gud jage bort med største Flid al Jammer, Suk og Sorg
Og lade Baron Rantzaus Sæd besidde Brahesborg.

Den i Altona udkommende »Reichs Post-Revter« 8. og 18. August 1724 omtaler ogsaa hendes Død og Begravelse og ender med disse Ord: und könte, wegen ihrer sonderbahren Tugend und exemplarischen Gottesfurcht nicht genugsahm von jedermann, so sie gekannt, bedauret werden.

Det var ikke at vente, især ikke efter den Tids Opfattelse, at Rantzau som en Mand i sine bedste Aar skulde forblive hensiddende 1 enlig Stand; omtrent to Aar efter sin Hustrus Bortgang holdt han i Kjøbenhavn 10. Maj 1726 Bryllup med den syttenaarige Eleonore Hedevig von Plessen, født 15. December 1708, Datter af den fremragende Statsmand, Gehejmeraad Christian Ludvig von Plessen (j* 1752) og Hustru Charlotte Amalie Skeel. Ogsaa dette Bryllup hædredes med Epithalamier, et af den ovfr. nævnte Præst Pontoppidan (»Glas paa Bordet«), et andet af en Poet, der skjuler sit Navn i Ordene Pennens Ringhed, og endnu et af Chr. Mossin. 4

s. 7 Kort efter sin første Hustrus Død havde Rantzau (11. August 1724) erhvervet kongl. Bevilling til at sidde i uskiftet Bo og et Aar senere, da han formodentlig havde fattet Beslutning om paa ny at stifte Familie, fik han (17. August 1725) Bevilling til at skifte med Samfrænder om den Arv, som hans Søn kunde tilkomme efter sin Moder. Ved det den 9. Januar 1726 paa Brahesborg sluttede Skifte, der overværedes af Rantzaus Broder, Grev Frederik Rantzau — der snart efter døde — og Gehejmeraad Christen Thomesen Sehested, blev der tilkjendt Otto Manderup Rantzau i mødrene Arv 20,000 Rd. Kroner og Hovedgaarden Voldbjerg ham for denne Sum som et første Prioritets Pant udlagt, indtil skadesløs Betaling for mødrene Arven kunde følge; der skulde ingen Rente svares Otto Manderup inden hans fyldte 18 Aar. 1

Den 12. October 1730 hensov Kong Frederik IV paa Odense Slot, et Dødsfald, der blev Signalet til gennemgribende Forandringer saavel ved Hoffet som i den høje Administration. Allerede Aaret før Thronskiftet var den nylig ankomne franske Ambassadeur, Grev Plélo, ganske paa det Rene med, at dette vilde medføre store Forandringer; de to betydelige Statsmænd, Brødrene Carl Adolph og Christian Ludvig von Plessen vilde faa stor Indflydelse, og maaske vilde bl. A. ogsaa Sidstnævntes Svigersøn Rantzau komme ind i Regeringen. 2 Kong Christian VI, der ikke nærede sin Faders Mistillid til den gamle Adel, betroede strax Rantzau i Forening med Dronning Anna Sophies Svoger, Storkansleren, Grev Ulrik Adolph Holstein, og dennes Svigersøn, Overhofmarskallen, Geheimeraad Otto Blome, at bringe til Udførelse de Planer, han havde fattet med Hensyn til Dronningens Forhold som Enke; af de Udtryk, Kongen i det desangaaende udfærdigede Rescript havde brugt om sin Stifmoder, vare nogle i den Grad krænkende for hende, at hun fik Rantzau til at formaa Kongen til at give sit Had mildere Udtryk. Efter Kongens Befaling ledede de samme tre Stormænd den afdøde Konges Ligfærd og Begravelse, der var overmaade vidtløftig og, saavidt skjønnes, forløb til Alles Tilfredshed, 3 og endnu inden Aarets Udgang udnævntes Rantzau den 22. December til Præses i Land- og Søetatens General-Commissariat med Titel af Gehejmecon- ferentsraad. Allerede 6. Juni 1731 fik han samtidig med ovennævnte Otto Blome og Andre Elephantordenen, i hvilken Anledning han tog til Valgsprog Candore et favore. 4 Det maa have været en stor Tilfredsstillelse for Rantzau atter at rykke s. 8 ind i et af Administrationens høje Embeder; hvorledes det optog hans Tid og Tanker, have vi tilfældigvis hans egne Udtalelser om i et Brev 1 til Stifterinden af Odense adelige Jomfrukloster, Karen Brahe, angaaende nogle Klostret vedrørende Pengesager. I dette, der er dateret Kjøbenhavn 24. Marts 1731 og undertegnet hendes »tjenstberedvillige Tjener og hulde Broder«, skriver han: »Overflødighed af Forretning, da jeg sandelig har Hoved og Hænder mer end fulde, har forhindret mig før at besvare højtærede kjære Søsters højstærede af 17. hujus.« Men ikke et Aar forløb, før han kaldtes til en endnu større Virkekreds. Den 5. October 1731 døde Statholderen i Norge, Gehejmeraad Ditlev Wibe, en Mand, der ved sine administrative Evner og sjeldne Elskværdighed havde udfyldt sin Stilling til almindelig Tilfredshed. Efter hvad den franske Ambassadeur Plélo fortæller, 2 benyttede Brødrene Plessen og Ivar Rosenkrantz denne Lejlighed til paa en pæn Maade at søge Løvenørn fjernet fra Kongens Nærhed ved at faa ham sendt til Norge som Wibes Efterfølger; men Løvenørn forpurrede selv denne Plan ved at henvise til sin ringe Byrd, der ikke gjorde ham skikket til saa høj en Stilling, og mentes at have bidraget til, at Kongens Valg faldt paa Chr. Ludv. v. Plessens Svigersøn, Rantzau, der den 5. November, Maanedsdagen efter Wibes Død, udnævntes til Vice-Statholder i Norge. Der hengik over et halvt Aar, inden han kunde gjøre sig færdig til Oprejsen til Christiania og faa ordnet sine mange offentlige og private Sager; i et Brev 3 til Karen Brahe, Kjøbenhavn 3. Maj 1732, angaaende nogle Penge, han har glemt at betale for Frøken Jytte Dorthe Parsberg, skriver han; »det jeg skammer mig meget over saa rent og ganske var gaaet af Glemme, hvilket jeg dog vil formode kjære Søster undskylder, helst om hun vidste det meget, jeg har at tage Hænder udi, og de mangfoldige Ting, der gaar mig igjennem Hovedet«.

Der kan ikke være Tvivl om, at han som en ærekjær og samvittighedsfuld Mand har bestræbt sig for at sætte sig ind i Norges ham saa fremmede Forhold; men desuagtet synes hans Virksomhed ikke at have efterladt sig mærkbare Spor. »Den norske Nation — skriver Carl Deichman 4 — har Intet at klage paa ham; men da han Intet kunde udrette, tabte han Noget af sin Indflydelse hos den, end- skjønt han var en populær Herre, som gav Enhver, hvad dem tilkom, og holdt et artigt Hus og aabent Taffel«. Den Gjæstfrihed, som hans Rigdom og hans venlige Sindelag gjorde det let for ham at udfolde, kunde jo kun vinde Nordmændene; lad saa være, at En og Anden har holdt sig op over, at Grevinden yndede at kalde sig Vice-reine de Norvège. Da han første Gang paa Embeds Vegne, som det hedder, naadigst behagede personligen at antræde sit høje Præsidium i den kongelige Overhofret paa Akershus Slot 10. Februar 1733, blev han hilset med en s. 9 skjøn Velkomsttale af Procurator ved Retten Henrik Lange, der skildrer den nordiske Astræas Glæde over at modtage ham. 1

Dette Aar 1733 blev forøvrigt et Mærkeaar i hans Statholdertid, idet Kongen og Dronningen samt Dronningens Moder med talrigt Følge gjorde et langt Sommerbesøg i Norge; Majestæterne brøde op fra Fredensborg 12. Maj og vare først 23. September hjemme igjen. Paa den besværlige Rejse op igjennem Riget var Statholderen ikke med, men inden Touren tiltraadtes, benaadede Herskaberne ham »med at tage hos hannem Middagsmaaltid, som og under Paukers og Trompeters Lyd paa det herligste bleve beværtede; saa vare og 9 Kanoner plantede ved hans Residents, som under Skaalerne idelig lod sig høre; 2de Constabler af Uforsigtighed havde den Malheur, at den ene miste [sic] sin Haand og den anden begge sine Arme; var Glæden hos de øvrige i Overflødighed, saa saas igjen Lamentation af disse, at de var at ynke. Efter Maaltidet var til Ende, begav det høje Herskab sig til sit Logis og til Aften tækkedes efter allernaadigst Behag med Kammerspisning«. Da Tilbagerejsen fra Trondhjem, som foregik til Søs, tiltraadtes den 28. Juli, stødte Rantzau med Secretair Seidelin, en Jæger og to Tjenere til den kongelige Suite, der ydermere forøgedes med Generallieutenanterne Rømeling og Huit- feldt m. Fl. 2 .

Da Rantzau samme Aar den 30. November i sit Hus i Christiania højtideligholdt Kongens Fødselsdag, fejredes den med en i Dagens Anledning digtet Cantate med talrige Arier og Recitativer, samt tilsidst Chorus, der tolkede Norges allerunderdanigste og pligtskyldigste Taksigelse til Majestæten for hans sidstleden allernaadigste Nærværelse her i Riget. 3 Et af Recitativerne begynder: »Først kommer Taalesunds kjedsommelige Leje,« hvorved sigtes til, at den kongelige Escadre for ugunstigt Vejr og Vind rnaatte ligge stille i Aalesund fra 1. til 8. August, hvilket gav Majestæten Anledning til at udtale, at man passende kunde kalde Byen »Taalesund« — vistnok den eneste Vittighed af Kong Christian VI.s Mund, Historien har opbevaret.

Fra Aar 1734 er opbevaret en kongelig Skrivelse til Rantzau, hvoraf frem- gaar, at han har beklaget sig over en Bestemmelse i den nye Rangforordning af 11. Februar 1734; Rantzaus Forestilling er forgjæves eftersøgt i Rigsarchivet og uden at kjende den er det ikke muligt at forstaa, hvorved han har følt sig brøstholden, da Statholderens Rang i denne Forordning er den samme som hidtil (I, 7) og da han tilmed som Elephantridder er rykket fra I, 8 til I, 4. Det kongelige Trøstebrev lyder saaledes. 4