Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Edelberg FRA: Charlotte Schrøder (1859-11-12)

Til Fru Marie Edelberg, f. Fenger. *)
Christianshavn [12. Nov. 1859].

…Vi har haft saa megen Fornøjelse eller snarere Glæde ved at se paa glade Ansigter i denne Tid og ved at høre venlige Lykønskninger, at jeg ikke kan lade være at fortælle dig lidt om, hvad jeg har set og hørt. Kender du ikke nok lille Theologicum? Nogle Dage, efter at du var rejst, sad Schrøder, Ludvig [Wagner], Moder og jeg ved Kaffebordet. »Skal vi ikke have lille Theologicum herud?« spurgte Ludvig. »Jo, det skal vi vistnok,« svarede S. »Kommer der saa ingen af dem til Té?« sagde jeg [eller Moder], »for der er en Del af dem, som ikke har gratuleret mig.« »Ja«, sagde S., »de vil vistnok gærne komme allesammen.« Naa, som sagt, saa skét. Lille Theologicum var sjæleglad ved at komme herud og se os to mærkværdige Mennesker, som havde fundet hinanden. De var alle saa fornøjede og venlige, som man bare kunde forlange. Jeg tror nok, at de forundrede sig, i al Fald de, som tænker paa noget lignende, over, at den undselige Schrøder kunde komme ud af at frie; men man fortæller jo aldrig, hvordan det gik til, og jeg fortæller skam heller ikke lille Theologicum, hvorledes det er gaaet os. Jeg skænkede da Té til dem og blev udnævnt til »lille Theologicums Moder«, fordi Schrøder er lille Theologicums Fader. De havde mange Løjer s. 4 over, at jeg var bleven i Familien, og [Julius] Schousboe spurgte, om han ikke kunde faa at vide, hvor mange Søstre lille Theologicum havde, for det var jo mageløst at kunne blive i Familien, saadan som S. var bleven i den. *) Da vi havde drukken Té, spurgte Moder [Otto] Jacobsen, om han troede, de havde Lyst til at drikke Skaaler, hun havde nemlig Punschextrakt i Kælderen. Det var jo fortræffeligt; Jacobsen vilde saa udbringe Skaalen. Imidlertid blev samme gode Fyr narret; thi ikke saa snart ser Schousboe Glassene, før han gaar ud til sin Frakkelomme og henter en yndig Sang, som alle mine smaa Theologer sang ganske fortræffeligt, og da den var sunget, udbragte han Skaalen, bedre end Jacobsen kunde have gjort det, om han saa havde staaet paa ét Ben hele Tiden. Jeg tror nok, at hvis du havde set ind til os den Aften, vilde du have sagt: Alvor og Gammen de kan godt sammen. Visen skal jeg skrive af til dig; jeg er næsten ligesaadan med den, som Nanna [Boisen] var med sin, saa du maa endelig synes godt om den. **)

Et Kvad i Kvælden
paa samme Tone som liden Gudruns Vise
for
Ludvig Schrøder og Charlotte Wagner,
da de var bleven forlovede,
af Julius Chr. Vilh. Schousboe.
Den 3. November 1859.

En Yngling tavs og stille
i søde Drømme gik.
Hans Øjne blev saa milde
og smilende hans Blik.
Som Stjerner funkled Ynglingens straalende Blik.

s. 5 Han havde set en Pige,
saa yndig og saa ung,
med Glæde, tør jeg sige,
men dog med Længsel tung.
Som blanke Sø i Solglans er Jomfruens Blik.

Hvor fagert var dog Livet,
naar han var hende nær,
som saligt nu ham givet
i Glædens Straaleskær!
Som Stjerner funkler Ynglingens straalende Blik.

Den Yngling venligt smiler
ved hvert af hendes Ord,
og al hans Tanke hviler
hos hende, hvor hun gaar.
Som blanke Sø i Solglans er Jomfruens Blik.

Han hjemme gaar og synger
om al sin Fryd og Lyst,
om Længselen, der tynger
paa Hjertet dybt i Bryst.
Som Stjerner funkler Ynglingens straalende Blik.

Hvor sælsomt Hjertet banker
ved søde Minder smaa;
hvor faar det mørke Tanker
ved Tvivl, om mildt hun saa!
Som blanke Sø i Solglans er Jomfruens Blik.

Den Yngling gaar og drømmer
endog ved højlys Dag.
I Angst og Tvivl dog svømmer
dog om den hele Sag.
Som Stjerner funkler Ynglingens straalende Blik.

Jo mere han dog tænker,
jo mindre blier hans Mod,
des tungere de Lænker,
som nødig han forlod.
Som blanke Sø i Solglans er Jomfruens Blik.

s. 6 Og han tør intet sige
om al sin Kærlighed;
men Suk paa Suk opstige,
og Kinden brænder hed.
Som Stjerner funkler Ynglingens straalende Blik.

Hvad Møen stille tænkte,
derom jeg intet ved.
Men hvorfor mon hun sænkte
med Rødme Blikket ned?
Som blanke Sø i Solglans er Jomfruens Blik.

Nu Svendens Sorg er slukket
og bange Længsel endt.
Nu aldrig høres Sukket;
thi Glædens Blus er tændt.
Som Stjerner funkler Ynglingens straalende Blik.

Nu Møen glad sig klynger
til ham, sin bedste Ven,
og Haabet yndigt gynger
til Paradis dem hen.
Som blanke Sø i Solglans er Jomfruens Blik.

Igaaraftes var vi to (du véd da nok, at jeg mener mig og L. S., naar jeg siger vi to?) ude hos Triers. Vi har jo ikke gjort Visit der, overhovedet har vi næsten ingen Visitter gjort; men alligevel bød de os derud. Gid du havde været med; det havde været noget for dig. Det var mest lille Theologicum; men Emil Hartmann og Vinding var med. Hartmann spillede nogle yndige ny Salmemelodier, som han havde komponeret, og de sang saa dejligt allesammen. P. O. Boisen fra Møllen *) var der ogsaa. Han var meget venlig. Vor Skaal blev drukken tre Gange, og en Vise var der ogsaa skreven om os af [Jens] s. 7 Paludan-Müller; men den var ikke nær saa god som Schous- boes; derfor vil jeg ikke sende dig den. — Den Fru Reventberg, som Schrøder bor hos, er en yndig Kone; det er saa dejligt, at han bor hos hende; saa kan jeg bedre besøge ham, end hvis han boede paa Regentsen eller saadan et andet Sted. Han besøger os tit, men slet ikke for tit; jeg tror, at jeg lettere kunde krybe til Maanen end blive ked af at tale med ham…… Skriv snart til din hengivne
Charlotte.