P. A. Fengers Død.
Askov, 12.2.78.
Kære Rasmus og Elisabeth!
I skal have hjertelig Tak, fordi I har husket paa mig i denne Tid, som den, der ogsaa hørte lidt med til eders Søsterflok, og som det kunde gøre godt at høre lidt nærmere om eders kære velsignede Faders Afsked herfra. — Mit Hjerte har mange Gange banket stærkt af Glæde, naar den trofaste gamle Mand har kaldt mig sin sjette Datter, og jeg har da inderlig ønsket, at jeg maatte blive værdig til det Hædersnavn, han gav mig, naar han nævnede mig saadan; det er underlig vemodigt at vide det, at vi ikke mere skal høre hans Læber sige saadan et kærligt Ord til os her i denne Verden. Gud give os i Naade, at vi maa mødes med ham igen dér, hvor der ingen Skilsmisse bliver mere. —
Ja, jeg vilde gerne være med ved min kære gamle Onkel Fengers Jordefærd; men uagtet jeg nu bedres hver Dag, vilde det dog være forvovent af mig at give mig paa saa lang en Rejse, saa jeg gør bedst i at blive hjemme hos mine mange smaa Børn; men det s. 8er en kær Tanke for mig, at Schrøder saa godt har forstaaet det Forhold, vi har staaet i til eders Fader, at han, uden den mindste Tilskyndelse fra min Side, har besluttet at rejse til Jordefærden, uagtet det, at vi har offentligt Møde paa Torsdag —; saa synes jeg, at jeg paa en Maade kommer allerbedst med, naar min egen kære Mand kommer i mit Sted. Ja selv om din Fader ikke havde været saa meget for min Slægt, som han har været, saa vilde Schrøder naturligvis gerne have været med, for din Faders sanddru Vidnesbyrd har jo ogsaa for ham haft sin store Betydning i den gærende Ungdomstid, da han søgte til Frelsers Kirke og Kandidatmøderne. *)
Gamle Moder, som jo er hos os i Vinter, har i denne Tid stadig talt om, hvor meget hendes kære Svoger har været for hende, hvordan han blev brugt til at føre hende til Tro paa vor Frelser og derved ind i alt det bedste, hun har levet i; hun længes meget efter sin Søster og vil derfor følge med Schrøder, naar han paa Torsdag Middag rejser til København, og saa gøre et lille kort Besøg derinde, især for at se og tale med eders Moder; nu synes hun, de er de eneste gamle af hendes Slægt, for Onkel Nikolaj har hun altid regnet til den unge Slægt.
Hvor det dog er underlig dejligt at kende Guds kærlige Styrelse i, at eders Fader var rask, da Elisabeth havde den svære Tid med lille Kirsten, saa hun fik Lejlighed til at lære ham endnu bedre at kende end før, og han ogsaa til at se det lille Barn, som dog vist nu er ham meget nær, dér, hvor der er godt at være; og saa at du, kære Rasmus, kom til at sige ham Farvel paa den Maade og faa saa dejlig en Hilsen s. 9med til din kærlige, trofaste Hustru; ja Gud Fader styrer det underlig mildt for sine smaa, selv der, hvor der er megen Smerte. — Kunde vi blot lære at sige rigtig Tak for saadan et Liv, som det undtes eders Fader at føre til den Herres Ære, hvis trofaste Tjener han var, det vilde hjælpe os til, at den Velsignelse, hans Liv har bragt os, blev rigere for os; men vi er jo mere tilbøjelige til at sukke og grue end til at takke, naar de gamle trofaste Kæmper gaar bort, fordi det for os ser saa smaat ud med at faa Savnet af dem erstattet; den Følelse, at vi har staaet i Ly af de gamle Træer, som nu tages bort, et efter et, stiller jo ligesom Kravet til os, at nu skal vi til at danne Læbæltet for den unge Slægt; [den Opgave] er svær og bringer os til at bæve ved Tanken om, om vi nu ogsaa er saadan rodfæstede, at vi med Haab om at staa tro paa vor Plads kan vente de Storme, som visselig vil rase mod os. — Ja, naar de Tanker kommer op og vil bringe os til at grue, istedetfor at takke, saa gælder det om at holde fast paa det Vidnesbyrd, eders Fader altid gav, og vi dog ogsaa selv har erfaret, at Herren er trofast og har hjulpet hidtil, saa han vil ogsaa sørge for, at der skal blive ved at være trofaste Arbejdere i hans Vingaard, saa vi skal unde dem, der har arbejdet der, den Hvile, der gives dem, naar den sidste Fjende er overvundet.
Ja, vor trofaste Herre se i Naade til sin Menighed her i vort kære Fædreland og til os i den, og give den og os trofaste og kærlige Lærere og Præster som eders Fader var det, medens han var iblandt os!
Gid I nu maa se eders Børn blive raskere Dag for Dag; jeg har megen Glæde af at se paa det prægtige Billede, Elisabeth sendte mig af dem. Byens Koner var samlede hos os forleden Dag. Da de saa Billedet s. 10af eders Børn, fornøjede det dem meget, og de af dem, som kendte eder, sendte eder kærlige Hilsener, ingen dog mere end Ane Smeds, som aldrig kunde glemme, hvor meget I havde været for hendes lille Marie, som nu er blevet en stor og stærk Pige.
Lev nu vel! Endnu engang Tak for eders Venlighed mod eders
Charlotte Schrøder.
[Efterskrift]. Tag til Takke med dette daarlige Brev. Jeg duer ikke til at skrive —, det er silde, og jeg har haft meget om Haande idag.
Til Forstaaelse af dette Brev tjener følgende Uddrag af et Brev fra Basrnus Fenger af 10.2 78:
Den 10de Januar tilbragte jeg (paa en Gennemrejse fra Sverig, hvor jeg havde været for at købe Stude) ¾ Døgn i København, hvor jeg havde adskilligt at forrette og forskellige at tale med. Da jeg Kl. 8 om Aftenen kom hjem, siger min Broder Christian [Lægen] til mig: Vil du hjælpe mig at flytte Fader over i en anden Seng! Det skete; men derved viste det sig, hvor svage den gamle Mands Kræfter vare; thi Flytningen havde anstrengt ham i den Grad, at han blev betaget af den forfærdeligste Afmagt og ikke kunde faa Vejret, hvorfor han sagde: Jeg dør, og Christian, der iagttog hans Puls, sagde ogsaa : Det er snart forbi, — og alle vi Sødskende, som vare i København — Ludvig og hans Kone, Christine, Lovise, Christian og Ferdinand — samledes om hans Leje for at sige ham Farvel. Han kendte os alle, bad med os og var fuldkommen klar over sin Tilstand. Da han saa, vi var bedrøvede, sagde han: I skal ikke sørge for mig, Børn — jeg vil gerne dø — Vorherre har været saa s. 11god mod mig, at jeg ikke kunde tænke det — jeg lider egentlig ingen Smerte — jeg har nok lidt ondt ved at faa Vejret; men saadan er det altid, naar man skal dø — det er Kampen med den sidste Fjende. Henimod Midnat fik han nogen Lindring og bad os søge Ro, og jeg, som skulde rejse næste Morgen tidlig, fik nogle Timers Søvn. Om Morgenen den 11te Januar, da jeg sidste Gang saa ham, var han endnu meget svag, men fuldkommen klar. Han var, som jeg altid har kendt ham i hans lange Livstid, ganske jævn og sagde til mig: ..rejs du kun hjem til dine, men hils Elisabeth fra mig — hende holder jeg meget af! — og denne Hilsen til min Hustru blev saa de sidste Ord, jeg skulde høre af hans sanddru Læber, og det er mig saare kært at tænke paa, at hun ligesom du har vundet en Datters Plads i hans Hjerte. Dertil har sagtens ogsaa hendes temmelig lange Ophold i København med lille Kirstine bidraget. Det er saa mærkeligt at se de mange og underlige Veje, ad hvilke Herren, gennem Smil og Taarer, drager Hjerter — drager dem med Kærlighedens Snore.«
[Den nævnte »lille Kirstine« var født med en ikke fuldt udviklet Fod, og Moderen havde derfor været en 3 Maaneder i København med Barnet for at faa det opereret. Barnet døde siden.]