Fru Elisabeth Fengers Død.
Askov Højskole, 16.8.88.
Kære Fenger!
Med hjertelig Deltagelse har vi modtaget Budskabet om din kære Hustrus Død. Ja det er tungt, naar en Hustru og Moder tidlig bliver kaldt fra Hjem og Husbond og Børn, og det er, som du venter det, naar Mindet om de store Lidelser træder i Baggrunden og med det Glæden over den kære Afdødes Udfrielse af Lidelserne, saa kommer Savnet med de store Skygger og lægger sig ind i Huset, naar hun, som var Mægleren mellem alle Husets forskellige Viljer og Attraaer, ikke mere gør sin stille Gerning. Det vidner alle de, som har prøvet den Sorg. Det gør mig især saa ondt for dine store Børn, som staar i de vanskelige Overgangsaar, hvor, for mig at se, en kærlig og forstandig Moder har den største Indflydelse paa sine Børn og ikke kan erstattes. Sommetider ser man dog, — og Gudfader give dig Naade og Velsignelse til det —, at en Fader kan faa Lykke til at være baade Fader og Moder for sine smaa Børn. Appel i Rødding fik Lykke til det, saa Børnene har kunnet lægge sig helt ind til ham og betro ham alle deres Sorger og Forhaabninger.
s. 16Vorherre mildner jo Luften for de klippede Lam, maatte han ogsaa i alle Maader gøre det for dig og dine!
Hvor har Elisabeth dog lidt meget i sit Liv, — selv i de Tider, hvor hun var lykkeligst, har hun dog maattet sukke haardt over sin store legemlige Svaghed; men naar det saa lettede lidt for hende, hvor var hun saa dog ikke en mild og glad Barnemoder, jeg har saa mange kønne Minder om hende, især fra Glæden over Peter Andreas [den ældste Søn], Hun var saa ung og køn med ham ved Brystet, og hun tog saa flinkt paa ham baade som Plejerske og som Opdragerinde. — — — Ja vi har faaet os mangen god Formiddags-Samtale, naar hun smuttede over til mig, og jeg har saa rare Minder om den Tid.
Gud glæde nu hendes Sjæl i Himmerig! Han trøste selv alle eder, som græder ved hendes Baare!
Kærlig Hilsen fra os allesammen til dig og dine.
Din gamle Veninde
Charlotte Schrøder.