Til Rasmus Fenger.
Askov Højskole, 14.5.98.
Kære Rasmus!
Det er dog dejligt, at du tænker paa at besøge os med din Karen; først i Juli, siger Schrøder, at det vil passe ham bedst; først i Juni er der noget Hedesags- Væsen, eller jeg ved ikke hvad, han har travlt med. Det er kedeligt, at vi ikke har vor Øjesten Julie s. 18hjemme. Det er, som hun har færre legemlige Kræfter, end hendes Søstre havde, saa vi har maattet se at faa hende i et roligere Hjem end vort. Det var en meget svær Beslutning at tage, at lade hende komme bort igen; at sende hende bort var omtrent som at lukke Solskin og Fuglekvidder ude fra sig. Nu er hun vel forvaret hos Baagøs i Testrup, har Lov at gaa paa Skole der, uden at have 100 Kammeraters Krav over sig at være lige gode Venner med dem, er saa under Baagøs og hans Hustrus kærlige Varetægt. — Det bøder jo paa en Moders Savn, naar hun véd, at Barnet har bedre Kaar, end det kan have ved at være hos hende. —
Jeg tror ikke, at jeg savner Moder mere, end jeg har Lov til. Jeg har ikke et eneste Øjeblik ønsket hende tilbage, men ser Vorherres Naade i, at han løste op for hende, da det blev trangt. Men naar man, til man blev over 54 Aar, har haft saa kærlig og klog en Moder som jeg, som altid var hos mig, som jeg talte med om smaat og stort, — saa er det jo ikke underligt, at der hører Tid til, før man vænner sig til at undvære det, og ligesom kan spørge sig selv om, hvad er det du mangler, for at blive færdig med din Beslutning om den eller den Ting, — ja det er Moders: Gør du kun det, lille Mo’er, — saa blev det saa underlig fast for mig. — Jeg forstod det først klart, da Olav skulde have Bryllup herhjemme, og Schrøder bad Margrethe om at tage ud at tale med Moder, og alting saa i en Haandevending klarede sig for mig, ved at tale med én, som baade var kærlig og klog og havde »Tid«. Dette fra den helt udvortes Verden er et lille Billede af, hvad der foregaar indvendig, naar man saalænge som jeg, med en travl Mand, i et travlt Hjem har haft sin egen Moder, der s. 19altid havde Tid i sin fredelige Stue, naar man trængte til at tale ud. Saadan og ikke mere er det for mig. Jeg sammenligner slet ikke Sorgen ved vor søde Bedstemoders Død med den Sorg, naar Døden river et dejligt Barn bort fra Forældre, eller Ægtefolk, som har deres Livsgerning, deres Liv sammen, brat, for Mennesker at se, i Utide bliver skilt ad, det voldsomme, som da kommer ind paa én, det er der jo slet ikke noget af paa den Maade, naar den trætte i Vorherres Jesu Navn lukker sine Øjne og linder Hvilen efter Dagens Strid og Møje den lange, lange Livsdag; men Savnet, nej det hører der alligevel Tid til at vænne sig til.
Ja saa velkommen, det skal være dejligt at se dig igen i Ro. Til den Tid skal vi jo forhaabentlig have det nye Hus, der i disse Dage skal begyndes paa, under Tag.
Med de bedste Hilsener og Velkommen fra Schrøder er jeg din gamle Ven
Charlotte Schrøder.