Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-04-28)

Fra Svend Grundtvig til Familien.
Gabel mel. Ribe og Haderslev.
Fredagen den 28de April 1848.

Kjære Venner!

Det synes mig nu en uhyre lang Tid siden jeg sidst lod høre fra mig; det er dog kun 6 Dage. At I i disse Dage ingen Efterretninger have faaet herfra, kan vistnok, i Forbindelse med Rygtet om Krigens seneste Gang, have vakt sørgelige Anelser om min og mine Krigskameraders Skæbne. Men det har været mig aldeles umuligt at faae skrevet siden Løverdag. — Søndag Morgen Kl. 6 rykkede vor Bataillon ud af Flensborg sønderpaa, og siden den Tid har jeg ikke været af Klæderne før nu i Nat. Vi rykkede som sagt Paaskemorgen sydpaa eller rettere mod Sydvest, thi vi skulde nok posteres mellem Slesvig og Husum. Da vi imidlertid kom til Langstedt paa Vejen til Treia, hvor vi skulde været hen, hørte vi hæftig Skyden sydpaa og en Dragon kom jagende med det Budskab, at en Bataille var begyndt den Morgen udenfor Slesvig. Vi gjorde da Holdt ved Langstedt og udsendte Patrouiller mod Syd, og hen ad Aften fik vi den Besked, at vor Armee vel havde holdt Stand hele Dagen og kæmpet som Løver, men dog saae sig nødsaget til ved Daggry at forlade Slesvig. Vi fik Ordre til at trække hen til Chausseen, for at s. 5 hjælpe til at dække Tilbagetoget. I Mulm og Mørke marscherede vi altsaa ad slette Veje hen til Oversee, hvor vi bivouakerede om Natten. Her saae vi Vogne i lange Rækker føre Bagagen og de Saarede nordpaa, og efter at være marcheret endnu et Stykke Vej sydpaa, mødte vi endelig Armeen, der med fuldkommen Orden drog mod Flensborg. Vi sluttede os hertil og ankom til Flensborg ved Middagstid, uden at have mærket noget til Fjenden. Om Eftermiddagen Kl. 6 blæstes Appel og alt trak sig nord ud af Byen op paa Højderne ved og i Linie med Bau. Den Nat tilbragte vi under Vaaben paa en aaben Mark, og inden Dagen gryede næste Morgen (Tirsdag) droge vi afsted mod Nord. De øvrige Tropper vare iforvejen dragne ad Sønderborg til, men vi dannede tilligemed et Batteri og en hel Deel Hestfolk Arriergarden, der skulde tage imod Fjenden og opholde ham, medens den øvrige Styrke med Bagagen trak sig tilbage. Denne Hærafdeling, der nu er højre Flankecorps, commanderes af General Wedell og bestaaer af 3die Bataillon, 4de, 5te og 6te Dragonregiment og Halvdelen af 3die, samt Marcussens Batteri. Vi kom den Dag til Tinglev, uden at komme i Træfning med Fjenden, der imidlertid var os i Hælene. Fjendens Fortropper stode kun en Miils Vej fra os, og vi maatte derfor holde os slagfærdige. Næste Morgen Kl. 4 marcherede vi til Bedsted, hvor vi holdt Hvil i omtrent 6 Timer, og om Aftenen sildig kom vi til Toftlund, hvorfra vi imorges marcherede hertil Gabel. — Jeg har nu gjort en ordentlig Marchprøve, døjet Kulde og Søvnløshed, Hunger og Tørst, tunge Hedeveje og stærke Regnskyl, alt under den hele tunge Oppakning, hvoraf jeg intet har reduceret. Det har været drøjt, men dog ikke mere end jeg kunde taale, og man lærer ved en saadan Lejlighed at tage sig sammen, thi det nytter ikke at give efter, man maa afsted. Det var et stort Held, at vi paa denne March ikke bleve naaede og angrebne af Fjenden; han havde kunnet slagte os som Kvæg: Cavalleriet var saa godt som ubrugeligt, thi alle Hestene vare saa udmattede, at de maatte bæres paa Sporerne og næppe kunde gaae, end sige løbe. Vor Bataillon er en raa udisciplineret Horde af fejge Trælle, der ere drevne fra Ploven med ydre og ingenlunde ved indre Kald; den kan ikke marchere ordentlig, langt mindre udføre de nødvendigste Evolutioner, saasom Quarrée; den lystrer ingen Commando, tildeels vel fordi den saa godt som ingen har. De Frivillige ere, langtfra at være yndede, ilde anskrevne hos Soldaterne, Underofficiererne see meget skævt til dem, fordi de frygter deres Avancement. Det er uhyggelige Forhold at tjene under.

s. 6 Endelig maa jeg fremtvinge en Efterretning, som er for sørgelig til, at jeg vil dvæle ved den, og som jeg saa længe som muligt har opsat her at meddele. Min trofaste Ven og Sidemand Lundby er borte. Han er falden, ikke for en fjendtlig Kugle, men ved et Vaadeskud af vore egne. Det er rædsomt, og det har rystet mig dybere, end at jeg kan forvinde det saa snart. Det var ved Bedsted, hvor vi stode opmarcherede. Der commanderedes »træd an«, og vi frivillige af andet Compagni vare strax paa vor Plads, mens første Compagni endnu tøvede. Vi stode i Geleddet, da 1ste Compagni, der stod en halv Snes Skridt foran os, traadte hen til sine Geværer, der stode i Pyramider. En Soldat sparkede ved den her i Bataillonen stadige Skødesløshed til en saadan Pyramide; den faldt, og et Skud gik af; Kuglen peb forbi Øret af mig og knuste min Sidemands Hoved. Han var død i det samme; intet Skrig kom over hans Læber. Han har ikke følt noget Øjebliks Smerte. Lægerne styrtede til og erklærede ham strax for stendød. Bech, Brandis, Dalgas, Lütken og jeg fulgte vor afsjælede Ven til Jorden samme Dag. Han jordedes paa Bedsted Kirkegaard; Dannebroge var bredt over hans Baare, der bares af os og en Deel deltagende Bønder, og dette Flag fulgte ham i Graven. Præsten, en alvorlig, venlig Mand, kastede Jord paa ham i Graven og talte nogle inderlige Ord derved. Vi tilkastede Graven og maatte strax marchere videre. — Overvældet af den dybe Sorg og af den bitre Følelse, at det var mellem hans Mordere jeg stod, traadte jeg strax hen for min Compagnichef og tilkjendegav ham, at jeg ikke længere vilde tjene i Bataillonen. Kun saa længe den endnu paa sit Tilbagetog er udsat for Fjendens Angreb og deraf flydende Tilintetgjørelse, anseer jeg det for min Pligt at følge den. Saa snart den er i Sikkerhed, og det er den nok allerede, træder jeg ud. Hvor jeg da gaaer hen, veed jeg endnu ikke.

Kolding d. 28de April, Midnat.

For to Timer siden kom jeg hertil med Major Blom, Liitken og Carlo. Imorgen drage vi atter til vort Corps. Jeg længes nu efter den Dag, da jeg kan udtræde af dets forhadte Rækker. Fjenden synes at have slaaet sig til Ro ved (ikke i) Apenrade. Vor Hær skal nok trækkes til Kongeaaen, for saa vidt den ikke staaer paa Als. Hvorledes vore Sager egentlig staae, derom har jeg intet Begreb. Jeg er her Tilskuer og det langt fjernere Tilskuer end om jeg sad i Kjøbenhavn. Jeg er dybt nedslaaet ved Tabet af min trofaste Ven. Jeg kunde have baaret det, om han var falden paa Ærens Mark s. 7 for Fjendehaand, men nu er han myrdet ved den udisciplinerede Horde, hvoraf han som jeg var Medlem. Jeg kan ikke længere udholde det i dens Midte. Jeg kan — det har Erfaringen lært mig — udholde Strabadser saa godt som de andre Soldater, men jeg kan ikke udholde de Omgivelser, hvori jeg lever. — Jeg har idag her i Byen opfyldt det sørgelige Hværv at mælde Sivard Lundby sin Broders Tab. Det vil falde mange flere end ham og mig haardt paa Hjærte: Hans Moder, Skovgaard, Frölich, Høyens og jer. Gud lade os samles hisset. Gud bevare Danmark, som han offrede sit Liv, men som han dog havde tjent bedre med sin vante Id end ved at trække i den røde Trøje. Gud være med eder! Tænker paa og føler med

Eders inderlig hengivne
Svend Grundtvig.

P. S. Major Blom beder mig hilse min Familie og anmoder den om at bringe til hans Families Kundskab, at han befinder sig vel. Han skrev et Brev fra Flensborg 2den Paaskedags Eftermiddag, men om det er kommet til sin Bestemmelse, veed han ikke. Lev vel !