Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1848-08-14)

Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Viuf14 Aug. 1848.

Kjære Moder!

Du har sagtens skjændt paa os, og navnlig paa mig, fordi jeg ikke har skrevet siden 10de, men jeg havde adskillige Breve at skrive siden, saa jeg ikke før idag har kunnet blive færdig. Tilmed har jeg her fundet endeel af Schillers Værker og begjærlig grebet dem, saa det tager ogsaa nogen Tid. At jeg ikke vel kunde lade dem ligge rolig i deres Støv kan du nok begribe, da jeg saa nys undslap fra Examenslæsningen, jeg i 2½ Aar har trællet for som et Bæst, har maattet kjede mig fra Morgen til Aften, og som du veed, ikke nogen Aften gaaet i Sæng uden at være glad ved at være undsluppet Aaget saalænge, og ikke nogen Morgen staaet op uden at være gal i Hovedet over at skulle til at trækkes med Theologien igjen. Jeg har naturligviis mistet Følelsen af Lettelsen, da jeg ligefra Examensbordet fik en anden besværlig, men dog virkelig taaleligere Sjouerforretning at varetage, og nu er kastet ind i et Liv, saa helt forskjelligt fra s. 48 mit tidligere, at der aldeles ingen Sammenligning lader sig anstille. At jeg længes efter at vende tilbage til mine roligere Sysler, kan du forresten jo nok begribe, forresten befinder jeg mig vel, kun ærgrer jeg mig over, at det her er mig umuligt at foretage noget egentligt Studium af Nogetsomhelst, ikke just af Mangel paa Tid, men af Mangel paa Hjelpemidler, som jeg ikke har Plads at slæbe med mig. Noget maa jeg dog have over, da min Kuffert tilmed er saa slunken, at det ordenlig seer ynkeligt ud. — Jeg vil bede dig give Peter nedenstaaende Liste paa Bøger, jeg ønsker, han veed af mit sidste Brev, i hvilke Hylder i mit Bibliothek de befinder sig. Forresten troer jeg, at man har ganske godt af, naar man i 10 Aar har læst og ikke levet, da i nogen Tid at leve, om end ej paa den allerbedste Maade, uden at læse, som dog egenlig for mig staaer som en Skjærsild, man maa gjennemgaae, for at uddanne sig til Livet, men ingenlunde som noget Menneskes Livsopgave; der maa en udadvendt Virksomhed til, ellers falde vi i Søvn og døe inden vi selv vide af, at vi have levet og uden at nogen Andre heller vide det, og det er dog en flau Maade at leve paa. — — — Vor Jomfru kommer i dette Øjeblik hjem fra Byen og fortæller, at man sagde ved Stabsquarteret, at der var sluttet Fred med Preussen, efter min Meening den værste Efterretning, vi kunde faae, thi skulle vi tilbagegive Skibene, ophæve Blokaden af de preussiske Havne og tildeels jo ogsaa af Elben, og beholde Krig med det heele øvrige Tydskland, med 7de—10de Armeecorps paa Halsen, saa ere vi komne af Asken og i Ilden, derom ere ogsaa Alle her fuldkommen enige — sig mig Faders Mening herom !) ͻ : alt i den Forudsætning, at Preussen ikke, hvad næppe er tænkeligt, vil hjelpe os mod Tydskland, eller Svenskerne ville hjelpe, thi England er sandelig undskyldt for Tiden, vide 1) Irland! — — — Levvel og skriv snart til din hengivne Søn

Joh. Grundtvig.

P. S. Der er Tale om, at Bataillonerne skal til Als, vi ere alle ͻ : Officererne meget imod det, undtagen en enkelt Kryster iblandt os.