Danmarks Breve

BREV TIL: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-08-21)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandagen d. 21de Aug. 1848.

Kjære Meta!

Du er ret en rar Søster, at Du skriver os til, men Du vilde rigtignok om muligt være endnu rarere om Du skrev oftere; thi det er dog først det andet Brev jeg i Løbet af en Maaned modtager fra Dig. Men det er da sandt, kom der tiere Brev fra Dig, saa kom jeg til at holde altfor urimelig meget af Dig, for med hvert Brev jeg faaer fra Dig holder jeg dobbelt saa meget af Dig som før, saa hjærtelig skriver Du. Deri kan jeg ikke hamle op med Dig. Mine Breve blive bestandig tørre og kjedsommelige; thi det er nu engang en Stil, som jeg ikke kan faae fat paa, den Brevstil. Jeg kommer nok til at anskaffe mig Schacks eller Griiners Brevbog 1) . Til at gjøre mine Breve om mulig endnu flauere, bidrager for det 1ste, at jeg Intet har at fortælle, fordi jeg intet Nyt oplever, og for det 2det, at jeg skriver saa tit, hvilket sidste jeg gjør for det 1ste fordi Moder gjærne vil have det, og for det 2det fordi jeg ikke har andet at bestille. See, hvad skal jeg nu skrive til Dig om? Skal jeg fortælle Dig om alle de svære Skandser, der rejser sig her rundt omkring? Det kan dog s. 59 ikke more Dig. Men maaskee kan det interessere Dig at høre lidt om de Mennesker, jeg jo nu lever mest sammen med, nemlig de Herrer Officerer ved Bataillonen o. s. v. For at begynde ovenfra : saa er der nu vor Brigadegeneral Schleppegrell, han har en Dag besøgt mig paa en Feltvagt og snakket med mig. Det er en prægtig Mand, en livlig og venlig Nordmand, der seer ud som han var 20 Aar yngre end han er, thi han er nok en 60 Aar gammel. Ham seer jeg naturligviis kun ved højtidelige Lejligheder. Han er almindelig afholdt af Alle, baade af Soldaterne og af Officererne. Dernæst kommer vor Bataillonscommandeur, Major Ræder. Det er en meget artig Mand, men en stor Nar, forfængelig til det yderste. Han holder meget af at snakke Fransk, for han er jo ogsaa Kammerjunker, og det falder for Ex. ganske pudsigt, naar han kommer hen til en Feltvagt og siger: »Ja, bliver De angreben, saa maa De forsvare Dem til sidste Mand. À la bonheur, Monsieur!« traller derpaa en Vaudeville-Sang og rider afsted i Carrire. Han er da hverken synderlig lidt eller respecteret af Officerer eller Soldater; men da Compagnicheferne ere flinke Folk, saa forstyrrer det ikke den gode Tone, Disciplinen i Bataillonen. Min Capitain Falkenskjold er den prægtigste Mand af Verden, men en stor Prosaiker. Første Lieutenant ved Compagniet hedder Harboe; ham veed jeg ikke stort andet at sige om, end at han er norsk. Men jeg havde nær glemt vor Major Holm, en Søn af Provsten ved Holmens Kirke; det er en ypperlig gammel Karl, Pebersvend er han og en stor Humorist. Han er uhyre tør og alvorlig i sit Væsen, men kan være særdeles morsom, just ved den tørre Maade, hvorpaa han kommer frem med sine joviale Bemærkninger. Af andre Officerer vil jeg nævne Johans Capitain Junghans, der ogsaa er en fortræffelig Mand og god Officer; Lieutenant Müller, (Charlottes 1) Fader), der først var ved 4de Compagni, men nu commanderer 3die og skal snart være Capitain. Det er en brav Mand, godmodig og forekommende og en særdeles tapper Soldat. Saa er der en norsk Lieutenant Dankersen ved 3die Compagni, den smukkeste Mand jeg kjender. Han er ret en Typus paa en ædel Nordbo og er uhyre afholdt af sine Folk. Endnu er der en Officier ved Bataillonen, som jeg holder noget af og som jeg omgaaes meget. Det er yngste Lieutenant ved 1ste Compagni. Jeg troer Du kjender noget til ham. Med ham var jeg igaar ovre i Greis at besøge Holger, efter at vi havde været tilstede ved Gudstjenesten paa Greis Mark, hvor s. 60 Carl Boisen holdt Prædiken. — See noget Nyt have vi dog i Vente, thi for det første ventes Kongen herover imorgen og for det andet skal nok nu alle Underhandlinger paany være afbrudte, saa vi ret for Alvor skulle til at slaaes. Men det er Ting, som I maa vide bedre ovre hos Eder og som I værsko skulde lade os vide noget om. Det tilkommer da især Peter og fra ham venter jeg ogsaa stærkt paa Brev. Hils ham meget fra mig og vil Du ogsaa ved Lejlighed bringe en ærbødig Hilsen til Jonna Drewsen, med en Undskyldning for min Dristighed: at sende hende en Hilsen. Dagmar er da nu rejst til Kjøbenhavn og hende maa Du da hilse saa meget fra mig og takke hende for den Tid hun var i Vejle. Lev nu selv vel og tænk aldrig paa den stygge Feber, saa bliver den vel borte, og skriv snart et bedre Brev end dette til

Din hengivne Broder
Svend.

P. S. Dette Brev er noget slemt Jadsk, men idag skriver jeg dog intet bedre; jeg vil derfor lade det stryge som det er.