Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1848-08-23)

Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup, Onsdag d. 23de August 1848.

Kjære Fader!

Atter have Dine Sønner haft den Glæde at see Din velbekjendte Haand og høre Din velbekjendte Stemme. For denne Glæde modtage Du min varmeste Tak, saa meget mere, som det aabenbart koster Dig en vis Overvindelse at skrive os til, fordi Du venter saa liden Gjenklang hos Dine Sønner, fordi Du troer, at der er en uoverstigelig Kløft imellem Dine Tanker og vore, Din Aands Veje og vor. Ja, denne Din Tro, eller Mistro, som jeg er langtfra at ville erklære mig for uskyldig i at have fremkaldt, den er desværre en Kløft imellem os. Men uoverstigelig er den ikke. Der er allerede mangen en Bro, eller dog mangt et lille Gangtræ over den, og der maa — derpaa er jeg vis — bestandig blive flere, indtil Kløften omsider ganske er lukket. Din kraftige Aand er modnet gjennem mange Kampe. Du har vundet Dig en fast Livsanskuelse, som Du bevarer og forsvarers. 65som et kosteligt Udbytte af et stormfuldt Liv; som en Havn, hvorfra Du bestandig gaaer ud og hvortil Du altid vender tilbage. Min Aand har vel ikke og faaer aldrig den Styrke som Din, men ogsaa den maa dog føre et selvstændigt Liv. Den er endnu midt i Kampen, den har endnu ikke fundet Hvile i nogen fast Livsanskuelse, i nogen urokkelig Tro. Den maa kæmpe sig frem til en saadan Havn; men det maa skee ved dens egen individuelle Leven, og den kan ikke af nogen anden, om end nok saa rig, om end nok saa beslægtet Aand modtage Resultatet færdigt og afsluttet, for derfra at gaae videre; et saadant Laan vilde aldrig blive Ejendom, det vilde være en død Skat, der ikke kunde forrentes. Du vil ikke fortænke Dine Børn i, at de, følgende Dit Exempel, stræbe efter at vinde en Livsanskuelse, et Livsindhold, som de tør kalde deres eget, fordi de have erhvervet det ved fri Stræben, ved frit at søge det Sande, og først da at antage det som saadant, naar deres Aand følte det som Sandhed. Derfor vilde det, synes mig, være urimeligt og unaturligt, om vore Tanker alt nu kunde følges; men derfor vilde det være ikke mindre urimeligt og unaturligt, om vore Tanker ikke nu ofte kunde mødes. Og det gjøre de: Frihed og Fædreland, til dem har Du ofret Dit virksomme Liv, til dem ville Dine Sønner ofre deres baade i Fred og i Krig. Ja, maatte Du kun i Dine Sønner erkjende villige Redskaber til efter Evne at fortsætte Dit Værk; til efter Evne at arbejde paa Danmarks Ære og Lykke, paa dets Frihed baade i ydre og indre, i borgerlig og i videnskabelig Henseende; paa den danske Aands og den danske Tunges Frihed for fremmed Overlast og paa det danske Folks Frihed for nedarvede Lænker og til at bygge sig det Paulun, den borgerlige Samfundsform, hvorunder det skal leve, efter sit eget bedste Tykke, efter sin egen Natur. — Maatte Du kun erkjende os som saadanne, da vilde Du ogsaa finde, at Kløften i Virkeligheden ikke er saa stor: at det, som Dine Sønner ønske saa godt de formaae at arbejde paa, dog i Grunden er det Selvsamme, der har udgjort Dit Livs Stræben, en Stræben, der har skjænket Dig et Navn, som Dine Børn kunne være glade ved at arve.

Tillad mig af Dit Brev at tage et Exempel paa, at Din Mistillid sætter en Kløft, der dog i Grunden slet ikke er tilstede. Du nævner Sorø; Du siger, at Staven synes brudt over det og over alle de Forhaabninger, Du saa længe og trofast har knyttet dertil. Og Du føjer til, at »her er vi nu allerede paa de fælles Enemærker, hvor mit og dit ikke kan mødes, uden at strides«. Men det er ikke saa. Dine Sønner have altid anerkjendt Din Idee til en dansk Højskole, om end Din Plans. 66dertil i adskilligt har forekommet os uudførlig. Og endnu er Ideen mig inderlig kjær, og jeg troer og haaber endnu paa dens Opfyldelse. Den Dag maa dog bestandig mere og mere nærme sig, da hele Folket vil og maa have Deel i Oplysningens Goder, og da Oplysningen maa blive fattelig og nyttig for hele Folket, altsaa ægte fædrelandsk, ægte dansk. Dette er Dit Ønske og det er Dine Sønners. — Hvad de mørke Udsigter angaaer, da ere de vist kun øjeblikkelige, fordi de vel væsenlig beroe paa en Enkeltmands Blindhed. Men Monrads Herredømme over det danske Folks Oplysning kan næppe blive gammelt, fordi hans Anskuelser nok desværre i den Retning ere altfor gammeldags. Derpaa tyder i det mindste Madvigs Ansættelse 1), hans uforsvarlige Opførsel mod Krogh-Meyer fra Ulkebølle og hans Formening om Præsternes Valg.

Du kan vel vide, at det Bibliothek, jeg har kunnet føre med mig, ikke kunde være af stort Omfang, saa det er en stor Herlighed at træffe paa en læselig Bog. En saadan stødte jeg forleden paa, og da jeg ikke troer Du kjender den, men nok troer Du kunde have Lyst til at kjende den, saa vil jeg her nævne den. Det er den danske General Falkenskjolds Memoirs, der først er udkommen paa fransk og siden oversat paa tysk og paa dansk (under Titel: »Gamle Erindringer af Otto von Falkenskjold«. Kbhn. 1847.). Den [interesserer] mig meget, baade som Bidrag til vor nyeste [Historie] og for de deri fremsatte Anskuelser af Danmarks Krigsvæsen. — Hermed maa jeg bede Dig, kjære Fader, for denne Gang at tage til Takke. Vil Du hilse Moder, (til hvem jeg nok ikke faaer skrevet enten i Dag eller imorgen, da jeg først skal besvare et Brev fra Vilhelm og et fra Skovgaard) 2), at jeg i dette Øjeblik fik Brev paa min Tornyster og alt har Bud i Vejle efter den selv. Boisens Brev af 20de, som Moder omtaler, har jeg ikke faaet, men maaskee var det stilet til Johan, og ham har jeg ikke seet i Dag.

Lev vel og hils Alle derhjemme fra

Din hengivne Søn:
Svend.