Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1848-08-27)

*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Harbohus27 Aug. 1848.

Kjære Fader!

Tak for dit Brev til dine Sønner af 19de dennes, det var os et kjært Vidnesbyrd om, at du som altid saa ogsaa endnu omfattede os med den faderlige Kjærlighed, som du gjør os Uret, hvis du mener os blottede for Erkjendelse af og Følelse for. Det gjør mig ondt at sige det, men dit Brev bedrøvede mig i høj Grad ; hver Gang jeg tog det fat og læste det igjennem for at skrive dig til, var det mig reent umuligt at faa Pennen i Gang, det vidnede om en saadan Mismod og Misfornøjelse med os, at jeg næsten maatte betragte det som et forgjæves Forsøg at stræbe at gjøre mig forstaaelig for dig; jeg maatte ved hver Linie frygte for, at du saae Noget i mine Ord, der mishagede dig, men som jeg aldrig havde tænkt paa. Det er derfor kun ved at s. 73 lade dit Brev ligge tillukket, at jeg nu er istand til at sende dig disse Linier, i det Haab, at du ikke vil optage mig mine ovenstaaende Yttringer ilde, men kun betragte dem som et Udtryk af min Sorg over at staae i et saadant Lys for en Fader, som jeg agter højere end alle andre Mennesker, om jeg end i mange Henseender maa være uenig med ham, om Ting, hvori jeg ikke er istand til at suspendere min Mening, indtil maaskee Tiden og Erfaringen kunde forandre eller ændre den. Du og vi have mange flere Berøringspunkter end du antager og da jeg veed, at Svend har skrevet dig til, er jeg vis paa, at han vil have gjort dig opmærksom derpaa, saagodt det var muligt, og jeg vil derfor her ikke udsætte mig for at kjede dig ved at sige det Samme, som det rimeligviis vilde blive. Kun dette, at i Henseende til Nordens Gjenfødelse og Vejen dertil, saavelsom om Folkets Fremvæxt til et kraftigere og mere ejendommelig dansk Liv veed jeg aldrig der har hersket nogen Uenighed mellem os, uden om rene Biting, om enkelte Forholdsreglers Hensigtsmæssighed eller andet Saadant. Jeg vil derfor nu roligt skrive dig til om hvad der falder mig paa Sinde og som jeg er vis paa ogsaa ligger dig nær. Hvad da vore nationale Forhold angaaer, saa synes mig, vi have for Tiden de bedste Udsigter, Cavaignacs Brev 1) til Frankfurterne og den dermed stemmende Artikel i Times, som Fædrelandet af 21, om jeg husker ret, meddeler, synes mig at borge for, at dersom Krigen skal vedblive, faae vi mægtige Bundsforvandte, og det have vi jo dog ønsket den hele Tid. Nogen Skam for os kan det dog ikke kaldes at behøve Hjelp mod hele Tydsklands væbnede Magt, om vi end naturligviis ønskede at kunne klare Sagen allene. At vi ikke kunne det, ligger vistnok ikke blot deri, at Overmagten i Tal er større, end at Begejstringen kan udjævne Misforholdet, men især i, at vi ikke ere istand til at unddrage os den endnu bestaaende Statsret i Evropa, hvorefter alle Stater og navnlig de store Magter, skulle have deres Fingre allevegne hvor der er noget paa Færde, og ville mægle. Kunne vi faae den Skik afskaffet, saa har jeg Intet derimod, men saalænge den bestaaer, seer jeg kun den sørgelige Nødvendighed for os: at maatte finde os i at saadan Mægling anstilles ; vi maae jo altid beholde Lov og Ret til at vægre os ved Vilkaarene og kæmpe til det yderste for vore Rettigheder. At vor Hær saalænge Intet betydeligt har foretaget, ligger ikke i Mangel paa Lyst, vi stemte Alle i da forleden Capt. Henckel foreslog en Skaal for: Fremad eller Fred, men ingen af alle de Officerer, s. 74 jeg har talt med, har turdet paastaae eller engang mene, at Krigen kunde være ført med større Energi, hvis vi ikke vilde udsætte os for at udtømme vore Hjelpekilder, der bedre maatte spares til vor Krigsmagt blev bragt til den Grad, som det var muligt; før burde Intet Afgjørende voves, kun naar vi have alle vore Kræfter samlede, tør vi vove det Yderste, og det er langtfra endnu Tilfældet. Tilmed er det et stort Spørgsmaal, om ikke Blokaden er den kraftigste Vej til at gjøre Tydskland kjed af Krigen. Vi kastes her omkring af Haab og Frygt, vide intet Sikkert, faae hver Dag modsigende Rygter o. s. v. Den 6te ventede vi en Afgjørelse i Anledning af Hyldingen 1) , men den 6te kom og gik, og Intet skeete. Saa den 15de, da Blokaden skulde begynde, stod vi ved Grændsen og ventede: fremad eller Fred, men Nej ! nu vente vi paa imorgen, den 28de, men det gaaer sagtens ikke bedre. Vi maae nok have Taalmodighed nogen Tid endnu, og heller ingen Afgjørelse end en slet, det er aabenbart. Man taler almindelig idag om en Vaabenstilstand paa 6 Maaneder, men paa hvilke Betingelser? I Fædrelandet for Torsdag den 24, som jeg tilfældig saae idag, findes en Beretning fra Flensborg om Misfornøjelsen i den tydske Hær med Krig, Centralmagt, Holsteen o. s. v. som er os meget gunstig, og jeg kan selv lægge eet Træk til, som jeg selv har hørt af et Par Folk nede fra Midt-Slesvig, som kom her for at besøge to Sønner i Armeen, 1 ved Dragonerne og 1 ved vor Bataillon. De fortalte det morsomme Træk om Preusserne og Slesv.-Holst.’s Forhold til hinanden, at da der i den preussiske Armee var blevet sat Straf paa at udskjælde Slesvigholst. for Meenedere eller andet Saadant, række de preussiske Soldater blot de to Fingre ivejret imod dem, det betyder det Samme, og gjør dem rasende, saa der er Spektakler hver Dag. De fare forresten værre frem i Slesvig end jeg havde antaget. Min Karls Moder, en Gaardmandskone fra Lygumklosterkanten var her i denne Uge og fortalte, at paa deres Gaard var der uden Betaling reqvireret af Levnetsmidler og Fourage og nu udskrevet i Krigsskat Saameget, at det omtrent kunde anslaaes til 700 Rdl. ; de betalte Ingenting. Dette er endda et Sted, hvor der næsten ingen Indqvartering har været, og for Beretningens Sandhed tør jeg inde- staae. Slesvigerne ere derfor ogsaa, saavidt jeg kan mærke, af Bønderne de meest patriotisk sindede. Disse Folk og flere dernede fra, som jeg har talt med, sagde Alle, at de vilde gjærne bære det Tryk og Tab, naar blot Krigen fik en god Ende og de kunde blive ved Danmark og — det føjede de altid til, blive alle deres Slesvig-Holstenske Embedsmænd s. 75 qvit. Slesvigerne ere dog bestemt et af Danmarks Kjærnefolk, om ikke den egenlige Kjærne, de ere langt anderledes end de nærige og egennyttige Jyder, og de dorske og uærlige Sjællænder. Ogsaa Sydslesvigerne fra den reent tydske Deel, har jeg hørt Træk af, som vidne for os, de ere alle i 13de Bat., saa jeg kjender dem ikke personlig, men de roses meget af Officererne. Jeg talte dog med en Sergeant, fød i selve Staden Slesvig, og tydsktalende, som sagde: »ja kunde vi komme ned til Slesvig igjen, saa skulde jeg flye det første Knippe Halm til at gløde dem ud«, og det stemte de Andre strax i med. Alsingerne ere ogsaa meget ivrige, de have tilbudt vor Bataillon fri Naturalforplejning, dersom den maatte komme derover, og tilmed viist store Opoffrelser under hele Krigen. De Flensborger-Kjøbmænds Adresse til Frankfurt 1) kjender du sagtens, den er jo ogsaa meget god. — Hvad Eders Sager derovre i Kbhn angaae, kan jeg ikke ret forstaae mig paa dem. Hvorfor overlades Valpladsen saa ganske til disse buxeløse Karle 2) oppe i Hippodromen og til Bondevennerne? det fatter jeg ikke, er der da ikke dygtigere Folk i Kbhn end Fineerskærer Frederiksen og Jernstøber Lunde? fornuftigere ere der idetmindste, og hvorfor lade de da dem spille saaledes ene Mester, thi herfra seer det ud som om de gjorde det, men det er jo muligt, at vi seer Fejl paa saa lang Afstand, det skulde glæde mig. At Monrad ikke var besjælet af reformatoriske Ideer i Hens, til Underviisningsvæsenet, har jeg altid troet, og det har han jo nu selv tydelig viist ved at sætte Madvig over det Hele; saa det skal gaae i den gamle Skure, dog vistnok endeel fornuftigere, thi han har dog mange Gange de Andres Forstand ; men : saameget desto værre ! maa man vel sige, thi blev de Gamle ved at styre paa deres Viis, vilde det vel snarere blevet saa pinegalt, at det maatte briste, og briste maatte jo dog det Væv, inden noget Fornuftigt i den Retning kunde komme frem. Det meeste Reformatoriske, Monrad, saavidt jeg veed, har kommet frem med i Henseende til Underviisningen, er det Misfoster af Amtsskoler, som da sagtens gaae i deres Moder igjen, thi de vare dog alt for taabelig anlagte til engang at kunne realiseres. Som Undervisningsminister kan jeg ikke troe Andet end at Monrad maa falde med det Første, thi Dumheder kunde de Gamle godt gjøre uden ham. Han skal ogsaa vise en utaalelig Fornemhed mod hæderlige Folk, som søge ham. Saaledes kom forleden Krogh-Meyer, Præst i Ulkebøl paa Als til ham, for at søge et større Kald, da han har i den Grad gjort s. 76 vel imod den danske Armee, navnlig under deres Ophold der efter Tilbagetoget fra Slesvig, at han sidder temmelig daarlig i det forresten ogsaa nok temmelig lille Kald. Men Monrad svarede: »men hvor kan De dog tænke paa det, De har jo 2den Karakter«. Da tog Krogh- Meyer fat, vred som en Tydsker, læste ham Texten ordentlig, vendte ham Ryggen og gik sin Vej uden at vente Svar. Du kjender sagtens Historien med Skaarup, som Peter havde, den var omtrent af samme Tønde. Da Svend nu er kommet og jeg gjerne vil tale lidt med ham, vil jeg nu afbryde, idet jeg beder dig hilse Moder og Tante mange Gange fra din

hengivne Søn
Joh. Grundtvig.