Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1848-09-05)

Fra Johan Grundtvig til faderen.
Harbohuus5 Sept. 1848.

Kjære Fader!

Jeg modtog idag under Maneuvren dit Brev af 2den og iler med at gjengælde det i al Korthed, da Tiden ellers vilde forbyde mig s. 86 dets Afgang idag og Ankomst i rette Tid til din Fødselsdag. Først og fremmest vil jeg da ønske dig til Lykke paa denne Dag og ønske dig endnu mange glædelige Aar i Danmark, til Glæde for os og til Gavn ej blot for os, men som jeg haaber for hele Landet. Jeg har været tvivlsom, om jeg vilde ønske dig paa Rigsdagen, ikke fordi jeg jo for Sagens Skyld i høj Grad ønskede dig der, som en Mand, der i langt højere Grad staaer paa sine egne Been end de fleste og har i de fleste Retninger bedre Begreber om Frihed end Andre, men Grunden til min Tvivl var den, at jeg frygtede for, at den vilde volde dig mere Ærgrelse end Glæde og maaskee forbittre dig Livet end mere. Men da du selv troer at kunne taale det, kan jeg ikke Andet end glæde mig derover og haabe til Gud, at han vil give dig den Taalmodighed, der unægtelig behøves for at udholde den Mængde Sludder og rolig høre paa den Masse Meningsløshed, som naturligviis der vil komme frem. Jeg vil haabe, at et godt Ord vil finde godt Sted og at du maaskee dog kan bringe Nogle til at tænke sig lidt om, før de tale eller dømme om vigtige Ting. Valgmaaden er ganske vist dum, navnlig den forlangte Indtegning af Vælgere og Stilling af Candidaterne, saa du har Ret i at kalde det en Slumpelykke, men at de skulde i en Hast vilde klappe Grundloven af, vil jeg dog ikke haabe, en saadan kan dog naturlig kun efterhaanden danne sig og ej især i en saa urolig Tid sættes fast og urokkelig; det vilde jo kun give Anledning til uberegnelige Ulykker, da den jo maatte blive mangelfuld i alle Ender. At de ved Vælgernes Indtegning aldeles ikke synes at have tænkt paa Hæren, har ogsaa forbauset os herovre, den Tid maa dog være forbi, da Armeen betragtedes som Regeringens Lejesvende, den maa være en Folkevæbning og ingen Stat i Staten. Jeg har alt for længe siden beklaget mig over denne Tilsidesættelse i et Brev til Peter Boisen, men det lader hidtil til at vi ikke skulle komme i Betragtning, fordi vi ikke have Lejlighed til at mælde os paa Kjøbenhavns Raadstue, hvorfor vi dog ere lovlig undskyldte. Jeg ærgrer mig forresten paa egne og mangfoldige andre fornuftige Folks Vegne over det Aldersaristokrati, Loven statuerer, hvorved jeg og mange Andre ere berøvede Valgret, skjøndt jeg om den Ting mener at have fuldt saa god en Mening som de fleste 30 Aars-Karle. Det forekommer mig, at idetmindste den borgerlige Myndighedsalder maatte lægges til Grund. Den, der er umyndig naar han er 25 Aar, bliver aldrig myndig. Dog — heri giver du mig neppe Ret og maaskee jeg ogsaa har Uret. Hvad Hippodromedarerne angaaer, skal jeg ikke nægte, jeg kunde have Lyst s. 87 til at rykke imod dem med mine Soldater og bringe dem til Fornuft, hvis de blive saaledes ved, seer jeg intet andet Middel, de ville jo ikke give efter for Grunde. Det er unægtelig en sørgelig Udsigt, men paa den anden Side synes mig, vi (ligesom Pariserne sidst gjorde ved samme Parti) maae betragte dem ligesom Luther betragtede de oprørske Bønder og ikke skaane dem, men som han sagde, slagte dem, »som gale Hunde«. Dog — Gud lade det ikke komme dertil! Jeg vil ogsaa haabe, det er mere Vind end en virkelig Bevægelse, der her har rejst sig, thi jeg seer ingen fornuftig Grund til den Bevægelse her i Landet. Jeg hører her mange fornøjelige Historier af Folk fra Slesvig, hvorledes de stadig narre og skræmme Tydskerne med de Danske og hvorledes de Dansksindedes Antal stiger med hver Dag. Dog, jeg maa nu slutte, da Tiden er forlangt fremrykket og bede dig hilse Moder og Tante og navnlig stakkels Meta meget fra mig. Peter har behandlet mig uforsvarligt, svarer aldrig paa mine Breve. Vaabenstilstanden er jo nu afsluttet, men vi kjende ej Betingelserne her endnu, gid de kun maae være nogenlunde taalelige! Levvel og hils alle Venner fra din hengivne Søn

Grundtvig og hans Slægt.

6

Joh. Grun[dtvig.]