Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig (1848-09-06)

Fra Meta Boisen til BroderenSvend.
den 6te Septbr 1848

Min kjære Svend!

Da jeg nu, for første Gang efter min Sygdom, griber Pennen for at besvare Dit og Johans Brev, veed jeg ei ret hvem jeg skal skrive først til, men, da det er din Fødselsdag paa Løverdag, finder jeg dog Du maa have et Brev fra mig den Dag, og to Breve er det mig ei muligt at skrive i Dag, da jeg endnu langtfra er kommet til Kræfter efter min sidste Sygdom, som holdt mig i Sengen i otte Dage, s. 89 og har efterladt en umaadelig Mathed hos mig; det var ei Koldfeber denne Gang jeg havde nok noget Feber, men, hvad der især pinte mig var en saa voldsom Hjertebanken og Smerte i den venstre Side, som trods Igler Draaber og andet saadant, ei ville gaa bort men vedblev uafbrudt i 8te Dage, og fremkaldte en saadan Mathed at jeg ei kunde taale at være oppe, mere, end i det høieste to Timer om Dagen — i de sidste Dage har det været bedre, saa jeg nu er oppe næsten heele Dagen, Gud give det nu maatte blive ved at være godt; Du kan tro det er en stor Plage at være syg, især gjør det mig grulig ondt for Peter, som jo bærer det meget smukt, men jeg kan dog godt føle at jeg med al min Umage, naar jeg er syg ei kan være meget for ham, eller ret opfylde de Pligter som jeg føler der paahviler mig som Kone i Huset; en Bemærkning af Johan i denne Anledning har gjort mig meget ondt, han skriver nemlig til Moder at jeg blev nok rask naar jeg blot selv vilde, er det ogsaa din Mening om mig Svend saa gjør det mig inderlig ondt, »Sygdom er Hvermands Herre«, siger et gammelt Ordsprog og det er sandt, thi, jeg føler at med min bedste Villie, kan jeg dog ei staa imod. Naa, nu har du vist meer end nok af den Syge-Historie, jeg veed heller ikke hvor det kunde falde mig ind at skrive saa langt til dig om det, især da det skulde være et Lykønsknings-Brev til din Fødselsdag, men jeg er nu engang saadan at hvem jeg holder af, som af dig, dem skriver jeg til hvad der i det Øieblik falder mig ind, og ligger mig nærmest, tilgiv mig derfor denne Gang, jeg skal see at blive bedre herefter, og ikke være som de Mennesker der altid snakker om dem selv, dette kunde du rigtignok have Grund til at sige om mig især i dette Brev. Modtag da nu min kjære Svend en Lykønskning til din Fødselsdag, ja Gud lade Dig endnu i mange Aar opleve denne Dag med mig, ja! jeg takker Gud ret af Hjertet for Dig og fordi han har ladet mig lære ret at kjende Dig, og ved Dig, lært mig, at skue Kjærligheden han har skjænket Menneskene, endnu langt dybere og ædlere end før, ja Svend jeg har af dit næstsidste Brev til mig lært dig ret at kjende, og glædet mig mageløst ved at læse din Anskuelse af Kjærlighed, det forekom mig i Sandhed som min egen Kjærlighed blev stærkere, ved af dig at høre udtale, hvad jeg ofte har følt, uden ret at kunde udtale det, ja uden engang for mig selv at kunde gjøre Rede for mine Følelser; tro mig dette er ikke tomme Ord jeg her udtaler for at smigre dig, nei, det er ikke Venner som smigrer os det er i Grunden kun vore Fjender, thi ligesom jeg anseer det rigtig af Venner at sige hinanden deres Feil saaledes s. 90 anseer jeg det ogsaa for Ret at sige hinanden hvad man finder Godt og Ædelt i deres Følelser.

den 7de Septb: 1848

Saavidt kom jeg igaar, men maatte da for Træthed, holde lidt op, og senere igaar var det mig ei muligt at komme til, for Fremmede, blandt Andre ogsaa Georgia, som jeg bragte en Hilsen fra Dig, som hun modtog med Glæde, og bad mig, sende Dig en venlig Hilsen igjen. Jeg modtog da igaar Middag, efter jeg havde skrevet Begyndelsen af dette, Brev fra dig, hvori du beder mig, endelig, skrive Dig til, men jeg haaber, at Du nu af dette Brev har seet jeg har været undskyldt, havde dette ikke været Tilfældet, kan du tro, du allerede for længe siden havde været plaget af mine lange Breve, som jeg just ikke kan sige dine udmærker sig ved, men det er da ogsaa den eneste Feil de har, thi forresten er de bestandig saa venlige, og kjærlige, som jeg kan ønske mig, kun ønskede jeg dem lidt længere, saa at du deri kunde udtale og udvikle noget for mig, af hvad der interesserer Dig, eller ligger dig paa Hjertet. Alt hvad der angaar Dig, glæder og interesserer mig at høre, skriv derfor kun om hvad du vil, det skal blive modtaget, med Taknemlighed og Glæde. Seesaa! nu har vi da faaet den forbandede Vaabenstilstand, paa Betingelser, som man rigtignok ei skulde have ventet, en dansk Regjering vilde gaae ind paa, har du læst dem? læg da Mærke til, hvad Folk i Almindelighed overseer, og er derfor ganske godt fornøiet med Betingelserne, nemlig, at Schleswig-Holstenerne skal besætte Schleswig, og Holsteen, (jeg mener naturligvis Tropperne,) der staar ved Schlw: i Schlw: og Holst: i Holst:, men vel at mærke som de oprørske Tropper, ei vore tro Schleswigere, nei! de kan faa Lov at komme hjem men ei som Militair. Ja! er det dog ikke mageløst, hvad vi lader os byde i vores, som de kalder det store Beskedenhed, ja tænk dig, at de svenske Diplomater i Malmøe endogsaa har maattet hjelpe os for at faa saa gode Betingelser, da vore Diplomater, skal have siddet, som de største Fæ af Verden. Nu har der da været Spektakler igjen i Kiel, fordi de var misfornøiede med Vaabenstilstanden saa Gud maa vide hvad det skal blive til med os, Fred faae vi dog ikke med Ære førend vi faaer slaaet de Tydskere ihjel. Naa det er sandt en god Ting til har vi da ogsaa faaet lavet her hjemme, nemlig, den, at Carl Moltke som vore egne Ministre har været med at styrte, og selv beskyldt for den værste Schleswigholstener, ham s. 91 har vi været med at udnævne til Præsident i den Commision som er udnævnt for Hertugdømmerne, desforuden har vi udnævnt en Schleswigholstener som hedder Prøiser, og, som offentlig har erklæret, at, han ei vidste af noget dansk Sprog i Schleswig, endskjøndt han er født ved Husum. See saa! nu blev jeg afbrudt igjen og jeg vil derfor ikke vedblive min ivrige Tale om de Dumheder vi begaa, Du har vist desuden allerede faaet meer end nok af min Politik, og dog kan jeg ei tie stille hermed, jeg troer heller ikke, at du, som Johan i et Brev til mig, vil gjøre Nar af mig derfor, om du end kan finde det dumt hvad jeg siger; Du kan foreløbigt hilse Johan fra mig, og sige, at jeg, een af de første Dage, skal svare ham paa hans Brev, siig ham at jeg havde ei ventet sligt Svar, paa mit Brev til dig, af en Kriger som vil ofre Liv og Blod for gamle Dannebrog, men herom nærmere i Brevet til ham selv, dette Brev kan du sige ham er kun bestemt til dig, da jeg kan mærke, at alt muligt hvad der paa nogen Maade kan ligne Politik er ham ufordrageligt i en Qvindes Mund; de skal kun snakke om Boller og Grynsuppe, men han lærer vel ogsaa engang at agte Qvinden lidt høiere end nu. Imorgen er det da Faders Fødselsdag, det er første Gang vi Sødskende ei er samlet, det bliver underligt, jeg føler altid saadan et stærkt Savn af Eder naar jeg kommer derhen, Fader er efter Omstændighederne langt mere fornøiet end jeg havde ventet, ja han har en fast Tro paa vor Herre, den hjelper ham, gid vi som hans Børn maa ret kunde arve den da har vi faaet en god Arv.

Nu Farvel for denne Gang skriv snart et rigtig langt Brev til mig, du skal strax faa Svar naar jeg ei er syg som dennegang. Tænk nu kjærlig paa din Søster

Meta.