Danmarks Breve

BREV TIL: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-09-10)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Harbohuus, Søndag-Morgen, d. 10. Sept. 1848.

Kjære Meta!

Igaar paa min Fødselsdag, just som jeg stod i Begreb med at kjøre herover til Johan, af hvem jeg var buden til Gjæst og hos hvem jeg endnu befinder mig, modtog jeg to Breve hjemmefra: et fra Dig og et fra Peter. Hav begge Tak, fordi I saa kjønt tænkte paa mig og sendte mig den bedste Gave jeg kunde ønske mig: et venligt Ord af et kjærligt Hjærte og fra en kjær Haand. Peters Brev tænker jeg at besvare imorgen; Dit vil jeg strax gjengjælde.

Det glæder mig usigeligt, at Du dog nu har overstaaet det Værste af det nye Sygdomsanfald, hvoraf Du har maattet lide, og jeg haaber at Du, naar Du modtager dette, er kommen end bedre til Kræfter. Du beklager Dig over Johans Yttring i et Brev til Moder: at Du nok kunde være frisk, naar Du blot vilde. Jeg vil ikke forsvare denne Yttring, men kan heller ikke lide, at Du tager Dig den saa nær. Du spørger, om det ogsaa er min Mening, og Du tilføjer, at Du med Din »bedste Vilje« dog ikke kan undgaae den Plage, der efter Ordsproget er »Hvermands Herre«. Dertil vil jeg svare, at det ingenlunde er min Mening, at Du mere end Andre skulde kunne være Herre over »Hvermands Herre«, men dog troer jeg, at Du burde være mere forsigtig, da Erfaring nu maa have lært Dig, at slige Anfald altid følge paa een eller flere Afteners Selskabelighed ude, hvad s. 102 enten det nu kommer af Aftenluften eller af en altfor stærk legemlig eller aandelig Bevægelse. Ogsaa jeg troer at om ikke den »bedste« eller den gode Villie, saa dog den stærke og faste Villie har uhyre meget at sige til Opretholdelsen af den legemlige Sundhed, uden derfor at ville sige, at Du ikke viser Villiestyrke nok. Jeg beder Dig altsaa for Din og for min og for mange Andres Skyld, at Du viser Dig forsigtig og villiestærk paa een Gang, ved at nægte Dig, hvad der for Øjeblikket kunde være Dig behageligt, naar dette muligviis kunde være skadeligt for Din Sundhed. (Dersom det saaledes af Sagkyndige ansees for gavnligt for Din Sundhed at staae tidlig op, saa bør Du gjøre det, om det end for Øjeblikket forekom Dig selv meget behageligere og maaskee endog nyttigere, om Du blev liggende.) Saaledes viser og udvikler man den Villiestyrke, der er en stor Modvægt mod legemlige som mod sjælelige Onder. Tag nu blot ikke dette fortrydeligt op, som om jeg vilde give Dig Stikpiller; jeg vil kun give Dig et Raad, som jeg selv bestandig agter at følge. Saa meget herom. Jeg vil nu gaae over til Besvarelsen af en anden Deel af Dit Brev, den politiske nemlig. Først den Bemærkning, at Du gjør Johan Uret, naar Du vil tillægge ham enten Kulde for Fædrelandets Nød og Fare eller Foragt for Din og alle »Kvinders« Følelser og Domme om Landets Anliggender, fordi han har skrevet Dig et skjæmtefuldt Brev til i Anledning af Din krigersk-politiske Iver, den han saa lidt som jeg har det mindste imod, om vi end begge troe, at Du tager lidt vel voldsomt paa Veje mod Regeringen og Krigshæren etc. — Jeg er langt fra at glæde mig ved den Vaabenstilstand, som Du saa haardt angriber; men jeg tør dog ikke paastaae, at den kunde eller burde været undgaaet. Det maa ikke glemmes, at der ved den aldeles Intet bestemmes for Fremtiden eller for Freden, men kun vindes Tid til at raadslaae og at ruste sig, medens Tilstanden i Slesvig (ikke som Du bestandig paa sin Tysk skriver det: Schleswig) bliver den Samme som før Krigens og Oprørets Udbrud. Har den saa meget roste danske Fædrelandskjærlighed og Begejstring ikke Kraft nok til at holde sig vaagen i 7 Maaneder og i dem at skaffe Staten Fasthed ved en bestemt Grundlov og en lovlig Styrelse, og at skaffe Landet fordobblet Styrke til om fornødent gjøres at søge Sagen afgjort med Vaaben, om en tilfredsstillende fredelig Afgjørelse viser sig umulig, — har Begejstringen ikke den Styrke og Varighed, ja, saa er det kun slet bevendt med Danmark og det danske Folk, saa er dette Folk langt svagere end dets nuværende Styrelse i Dine Tanker er. — Naar Rigsforsamlingen s. 103 er samlet og Ministrene der have aflagt Regnskab for deres Handlinger, naar der Anklagen er rejst og Forsvaret hørt og Vidnesbyrdene fremlagt, da er det Tid at dømme og da vil ogsaa jeg kunne danne mig en bestemt Mening om Tingen; før kan jeg ikke og før — synes mig — kan og bør Ingen dømme hvad der er skeet. — Vil det danske Folk vinde Sejer, da maa det ikke blot have Begejstring, men ogsaa Besindighed, Taalmodighed, Sejghed, kort noget af de Egenskaber, der have gjort England stor og stærk. Derfor troer jeg for min Smule Person at gjøre rettest i rolig at hjælpe til i disse 7 Maaneder at slibe Sværdet, der, om fornødent, skal værne til det yderste om Danmarks Ret og Danmarks Ære. — Herom vil jeg nok oftere komme til at tale med Eder. For denne Gang maa dette være nok.

Til min Fødselsdag skrev Du mig Dit Brev til. Du skulde da vide hvorledes jeg tilbragte den. Jeg spiste til Middag med Johan her paa Harbohuus og i Aftes var Carlo her paa Johans Indbydelse; det var hele Stadsen. Carlo kommer nu snart til Kjøbenhavn, hvor han bliver under Stilstanden, men vil da ogsaa tage fat igjen til Foraaret, hvis det saa skal gaae løs paany. I Dag tage Johan og jeg med Carlo hen til gl. Blom, om vi kunne træffe ham hjemme. Ellers faae vi ham nok ikke saa snart at see, da han skal ligge i Vinter enten i Vordingborg eller i Nykjøbing paa Falster. Skulde jeg see til at komme til hans Bataillon, synes Du?

Din hengivne Broder
Svend.

P. S. Til Moder skrev jeg iforgaars blandt Andet, at jeg maaskee snart kom til Kbhn. Jeg tænkte nemlig paa at tage Permission nu; men det bliver der Intet af, da baade min Capitain og 1ste Lieutenant rejse med det første. Jeg maa da blive. Til Julen tænke Johan og jeg paa at komme en Tour over at see Eder og Kbhn. igjen. Hils Fader og Moder og Alle derhjemme venligst fra Din

Svend Grundtvig.

NB. Endnu en lille Anmærkning. Peters Fortælling i Brevet til mig om Muligheden af en ny Afbrydelse af Stilstanden, ansaae jeg for aldeles ubegrundet; men idag er her ganske rigtig kommet Ordre til ingen Forandringer eller Permitteringer at foretage for det første, s. 104 og man siger, at dette skal være fordi Slesvigholstenerne igjen gjøre sig gale. Gud give de da nu maae faae, hvad de højlig trænger til: ordenlige Børst; jeg lægger gjærne Hænder til og ikke gjærne Fingeren imellem. Saa kan vi maaskee endda slippe for Stilstanden og faae en ordenlig Fremgang, hvad jeg jo langt foretrækker, naar det lader sig gjøre paa en skikkelig Maade. Ja, maa kun derved Danmarks Sag komme bedre paa Fode, saa er mit Smule Liv ganske til Tjeneste. — Snart maae vi da faae at vide om det er Alvor eller blind Allarm. Gud frie os blot for nye Underhandlinger med de Kjæltringer!

Grundtvig og hans Slægt.

7