Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig (1848-09-17)

Fra Meta Boisen til BroderenSvend.
den 17de Septbr. 1848

Kjære Svenn!

I Thirsdags, modtog jeg Dit kjære Brev, og nu først idag, faar du Svar, tilgiv mig, jeg har ladet dig vente saalænge, men dit Brev, modtog jeg desværre i Sengen, som jeg dog dennegang kun holdt en Dag; skjænd nu ikke, thi det kom ei af Uforsigtighed, jeg fik nemlig Natten imellem, Mandag, og, Thirsdag en saa voldsom Brækning, som vedblev heele Natten, saa, at vi tidlig om Morgenen sændte Bud til Fenger, som strax kom, og, gav mig nogle Pulvere til at standse Brækningen med, saa, da han kom igjen om Middagen var den standset, men jeg maatte dog holde Sengen heele Dagen. Feberen, vil heller ei ret forlade mig, dog gaaer jeg nu oppe, og, passer mine Ting, det Bedste jeg kan; tak for dine ærlige Formaninger til mig, jeg kjender dig nu for godt, til, at tage dem for Stikpiller, jeg vil ogsaa, saavidt muligt, rette mig efter dem; hvad det angaar ei at blive ude om Aftenen da har jeg kun gjort dette med Fengers Tilladelse, det koster mig ikke saa stor Overvindelse at blive hjemme, thi, mit Hjem er mig dog det kjæreste Sted at være, især, naar jeg har min kjære Peter hjemme, dog een Ting maa jeg sige til min Undskyldning naar du kalder mig uforsigtig nemlig, s. 112 den, at Peter ei kan lide Forsigtighed, han siger altid, »det gjør saamænd ingen Ting naar man blot ikke tænker paa det« den faste Villie som du omtaler, er jeg ganske enig med dig i, er ganske nødvendig, men du kan ogsaa tro jeg har ofte Brug for den, langt oftere en Nogen tror eller ahner, thi, jeg har ofte en svær Kamp for at bevare Livet, og, Lysten, og den maa dog især Kvinden bevare, da, naar hun skal være Livet i Huset; du maa ei kalde dette Sygelighed af mig at tale saaledes, til dig, siger jeg aabent og ærligt, mine Tanker, og Følelser, thi jeg veed, at ogsaa du, kjender den Ting, undertiden, at være nær ved at tabe Modet, men naar man dog kan overvinde sig selv, og tage fat paa Tingene i Verden, som man er sat til at passe, med Liv, og Lyst, og Kraft, da tror jeg ei man behøver at skamme sig over, at der gives mange Øieblikke i ens Liv, da man maa kæmpe, for at denne Kraft kan blive ved, men lad os ikke glemme, vi staa ei heller ene, i denne Kamp, thi, gjorde vi det da seirede vi visselig heller ei, nei! der er en Gud i det Høie, som lærer og hjelper os, at bære de Kors som paalægges os, her i Livet; disse Ord forekommer dig maaskee underlige, og du kan vel med Rette sige, hvorfor siger Du mig dette som jeg godt kan sige mig selv? men Svenn jeg følte i dette Øieblik en Trang til at udtale, hvad jeg følte, og troede, og har du endnu ei fornummet den Fred der ligger i ret af Hjertet at kunde sige jeg tror paa Gud Fader, da veed jeg, du vil engang komme til at fornemme den. Her blev jeg afbrudt, og fortsætter nu her i dit eget Værelse, og paa din gamle Plads, gid man dog ogsaa kunde faa dig at see et Øieblik, ja! jeg faaer undertiden saadan en Længsel efter at see Eder, som jeg næsten ei er [i Stand] til at styre, og naar jeg nu tænker mig, at I skal ligge i Vinterqvarter paa Als, faar jeg en forfærdelig Lyst til at besøge Eder. Vi taler ofte om Eder her paa Møllen, naar, Peter og jeg om Aftenen komme ind i den lille Spisestue for at drikke Thee, da siger jeg ofte: ak hvor det dog var deilig da Johan og Svend kom og besøgte os om Aftenen, naar vi netop var kommet ind til Theebordet, og mindst ventede dem, ja! tro mig jeg føler ofte et inderlig dybt Savn, ved ei imellem, at kunde tale med Eder, thi hvad er dog Pennen imod en rigtig levende, inderlig Samtale, Stemningen, hvori man skriver et Brev er i Almindelighed langt anderledens end denne er naar man en Uge efter modtager Svaret, men det er sandt, Noget, er dog altid bedre end Ingenting, og naar vi kun vedblive bestandig at vedligeholde Brevvexlingen, saa kan den s. 113 mere, og mere, nærme sig Samtalen men skriv mig derfor ogsaa til saa ofte du kan, og jeg skal nok svare dig, gid I maatte kunde komme herover i Julen, som du skriver om i dit sidste Brev, jeg har nu ingen anden Tanke, end at jeg da maa kunde opfylde ethvert af Eders Ønsker, tro mig det vil være mig den største Glæde, at see jeg kan gjøre noget til at glæde Eder, siig mig derfor naar i kommer reentud hvad i ønsker, som jeg kan opfylde, og jeg lover det skal skee, du vil maaskee finde dette er et stort Løfte men jeg forsikrer dig det er langtfra, det er saamæn blot Egoisme af mig, thi jeg glæder mig saa mageløst ved at see Eder glade saa for den Glædes Skyld, gjør jeg meget. Hvad Vaabenstilstanden angaar, veed man jo nu her, hverken ud eller ind, dog seer det jo ud til der intet bliver af den, for Øieblikket, og kommer vi nu til at slaaes, haaber jeg da vi gjøre det af med det Samme, og ikke begynde nye Underhandlinger, som du siger med de Kjæltringer. Ja Gud give Danmark snart maatte faa Fred baade udvortes, og indvortes, det ønsker jeg inderlig, men saa skal du vel igjen begynde at slaaes, med Levin med mindre han er blevet bange for dig, siden du er bleven Krigsmand og mener du let kunde slaa til, og til ret at slaaes har Jøden vist ikke Mod, jeg havde den Fornøielse at see ham forleden Søndag staa i en Kjælderdør og sludre med en rigtig ditto Tøs. Alt gaar forresten her ved det Gamle i det huslige Liv, jeg er næsten altid hjemme, undtagen naar jeg er her hos de Gamle, som idag Søndag; Moder vil saa nødig af med mig om Aftenen, saa jeg har bestemt mig til at blive og siden kjøre hjem.

Nu maa det være nok for dennegang, det begynder at blive mørkt. Fra Carl Busk, som var her i dette Øieblik kan jeg hilse Jer; du veed da han er blevet forlovet med en Pige fra Jylland, som hedder, Grønberg, han er 24 Aar, og er fortiden i Brøndby; Busk er godt fornøiet med Hende som Svigerdatter. Fra Jens Mathias, skal jeg ogsaa hilse dig han besøgte os idag. Moder kom nu herop og bad mig hilse sin kjære lille Svend. Den kjære gamle Moder hun er nu saa syg. Hils Johan mange gange, og siig ham Tak [for] hans Brev, som jeg modtog i Gaar Svaret kommer snart. Skriv nu snart og langt til din Søster

Meta.

Sysette og jeg sees des værre kun sjelden, da hun har saa travlt med sin Skole, og jeg jo har vort.