Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1848-09-19)

Fra Johan Grundtvig til moderen.
Harbohus19de Sept. 1848.

Kjære Moder!

Det er nu 8 Dage siden jeg sidst lod dig høre Noget fra mig, og du finder sagtens, at det er meget længere. Men det har efter Omstændighederne ikke været mig muligt at faae Pen i Haand siden sidste Torsdag, da jeg skrev til Meta og Skovgaard. Baade Fredag og Lørdag maatte vi nemlig fra tidlig om Morgenen og til henad Middag staae opstillede paa Revuepladsen 1 Mils Vej herfra, dels i Forventning om Kongens Ankomst og dels for at øve os i at gjøre vore Sager pænt. I Fredags fulgte Svend derfra hjem med mig og vi fulgtes ad indtil Vejle og tilbragte der Aftenen i Selskab med den Dalgasske Familie og en svensk Baron Mörner, ved 2den Bat., som ogsaa kommer der meget og som vi ofte har truffet der, af en Svensker at være er han en meget vakker Fyr og forresten ogsaa en meget respectabel Mand, kun lidt indskrænket. I Lørdags var jeg fulgt hjem med Svend efter Øvelserne og spiste hos ham med En Anden af vore Kammerater. Om Aftenen kom der et Par Jægerofficerer ovre fra Greis for at besøge ham, og efter at vi saaledes havde havt Selskab hele Dagen fulgte Svend hjem med mig om Aftenen for Søndag-Morgen at følges med mig ind til Vejle, hvor vi vare bedte til Middag hos Dalgas’ tilligemed Holger Stampe og P. Købke. Vi havde der, som sædvanlig, en meget behagelig Dag, og var med Selskabet ude i Omegnen, og vare saa heldige at slippe for Regn, som det ellers truede med hele Dagen. Det er det Skjønneste, man kan tænke sig fra en af Højderne i Vejles Nærhed at see Fjorden og Byen, med dens Omgivelse til alle Sider af Skovbakker, ved Solnedgang, det klarede netop op, da vi kom op paa en af Pynterne ud mod Fjorden, saa vi fik et af de skjønneste Syn, man kan tænke sig, da der hvilede Taage over hele Egnen, som da den blev oplyst af den dalende Sol, gav det Hele et ganske egent Anstrøg. Vi spadserede hjem hver til Sit i dejligt Maaneskin, som vi i en Uge nu have været saa heldige at kunne nyde hver Aften; og Mandag Morgen tidlig rykkede vi ud til Revue paa Leerbæk-Mark. Kongen kom Kl. 11 og alle Tropperne i Nørrejylland, der vare komne sammen der, omtrent 24000 Mand, passerede nu Revue for hans Majestæt igjennem en uhyre Menneskemasse fra hele Omegnen, ja endog en stor Deel fra Horsens og Frederits. Det varede en halvanden Time inden de fik marscheret forbi allesammen, først Artilleribrigaden, s. 115 saa Cavalleriet og saa de andre Brigader i deres Orden. Det skal have taget sig meget smukt ud, vi, som maatte være midt i det, kunde naturligviis ikke see det. Da det Kl. 1 var forbi, begyndte Uddelingen af Ærestegn bataillonsviis. Bataillonen stod med skuldret Gevær i Colonnen, og Officererne i Række foran Fronten og bleve En for En præsenterede for Hs. Majestæt. Han lod dem derpaa indtræde igjen paa deres Pladser og kaldte nu de enkelte frem, der skulde decoreres, Officerer, Underofficerer og Menige. Vor Chef blev Dannebrogsmand og vor Major, (en Søn af Provst Holm) Adjudanten, min Capitain og Lieuten. Møller (den lille Charlottes Fader, en udmærket flink Officer) blev Riddere, og en heel Deel af Underoff. og Menige Dannebrogsmænd. Dernæst talte Kongen kort til Bataillonerne, forskjelligt efter deres forskjellige Krigshistorie og gjorde det særdeles godt og saaledes, at det gjorde meget Indtryk paa Folkene, han blev ogsaa, ved vor Bataillon og vist ved dem alle, hilset med et Hurra, der kunde høres. Han er og maa altid blive meget populær, det sikkrer hans Optræden ham ved alle saadanne Lejligheder, han gererer sig som en Konge efter Folkets Sind. Som Noget, der maaske vil interessere Eder, ialfald Meta, vil jeg anføre, at Lieuten. Købke blev Ridder, og Sergeant Bech (Henrik) Dannebrogsmand. Ogsaa den ovenomtalte Baron Mörner blev Ridder. Mange af de Frivillige skulde været Dannebrogsmænd, men kunde ikke blive det, da de imidlertid vare udnævnte til Lieutenanter. Det var saaledes Tilfældet med 4 Frivillige fra vor Bataillon, der nu vare komne tilbage dertil som Lieutenanter. — Efter at denne Uddeling Kl. 5 omtrent var tilende, blev Mandskabet bespist og bedrukket paa offenlig Regning, og Officererne ved et Sammenskuds- Maaltid. Det var arrangeret af Intendanturen, men saa slet, at Brødet var, af at staae i Soelheden, blevet haardt som Steene, ligeledes Stegen, Skinken var saa feed, at man ikke kunde spise den og Smørret var harsk, imidlertid, vi vare sultne og havde staaet og frosset den hele Dag i en stærk kold Blæst og det gik derfor ned. Drikkevarer var der nok af. Efter Maaltidet blev der dandset, der var en stor Mængde Damer samlede fra Omegnen, blandt andet Provst Zahles bekjendte Døttre, som man forresten skal have gjort skammelig Uret ved de Historier, der har staaet i Bladene om deres Venlighed mod Preusserne, Historien om Ballet i Vejle, hvor den ene mødte, er usand. Prinds Ferdinand aabnede Ballet med den ene og Prindsen af Glücksburg, »hans Højhed«, med den anden, hans s. 116 Maj. stod med sin Meerskumspibe og saa til og talte med Folk, han traf paa. Vi vare en 5 a 600 Officerer af alle Vaabenarter samlede der og det gik lystig med Dandsen indtil Mørkningen, uagtet det rigtignok var lidt besværligt at komme til Rette med Sablerne. Det gik meget muntert, men var ogsaa det eneste Morsomme hele Dagen, da vi ellers kjedede os umaadeligt ved den lange Venten. Vi havde ikke siddet ned fra Kl. 7 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen, saa vi var endeel baade trætte og søvnige da vi kom hjem. Imidlertid, da vi kom til Hornstrup og fik drukket Thee, drev jeg dog igennem, at vi efter vor tidligere Bestemmelse kjørte ind til Vejle, hvor der skulde være Stads for Kongen om Aftenen. Omsider fik Svend sig og sin Bonde overtalt dertil og henad 9 trillede vi afsted, traf hos Dalgas Købkes Familie fra Frederits og gik nu ud med dem at besee Illuminationen, der var almindelig til det Yderste, hvor de, endog i de mindste Tværgyder, kunde opdrive et Par Spedelys, stillede de dem i Vinduet og decorerede paa bedste Maade med Blomster og hvad de kunde hitte paa foruden. Der vare nogle højst komiske Decorationer at see indenfor Vinduerne, et Sted havde de stillet et Bord frem for det midterste Vindue med deres Stueuhr og 2 Brændevinsflasker fyldte med Bonbon og omgiven med Blomster, et andet Sted illumineret et Billede af en tapper Landsoldat, et 3die en heel Deel Urtepotter med en Studerelampe i Midten. En Slagter illuminerede nogle store opskaarne feede Stude, der hang i hans Port, heelt indvendig med Tællelys, vi brast i Latter, da vi saae det, og En yttrede den Formodning at det maatte være en ny Maade at fede Stude paa. Vi betragtede dernæst et Fakkeltog, hvormed Byens Borgere ledsagede Kongen ned til sin Kutter, hvor han laae om Natten. Vi gik nu hjem med Dalgas’ og drak Thee om Aftenen Kl. 11 i Forening med den decorerede Baron; Købkes kjørte nemlig lige tilbage til Frederits. Ida Dalgas ærgrede sig meget, da hun hørte, at der var blevet Dands om Aftenen derude, hun var nemlig taget hjem tilligemed sin Cousine fra Aldebertsminde, fra hvem jeg har saa mange Hilsener til Meta og Boisen, ligefør Dandsen begyndte. Først Kl. 12½ kom vi afsted, og, da jeg havde været saa forsynlig at give min Karl Ordre til at drikke en Flaske Viin med de 2 Bønder, der kjørte for os, var der ikke Noget ivejen med at vente paa os, som der ellers ofte er Vanskelighed ved at faae dem til, da de er vante til at gaae iseng, naar det bliver mørkt. Jeg saae, det havde jeg nær glemt, den Dag ogsaa Oberstl. Blom; han havde det godt og var i meget godt Humeur. Da en Sang, »Hæren s. 117 til Kongen« 1) blev afsungen, og som jo sagtens alt staar i Berlingske, og da den sidste Linie »»Det skal ej skee«! vi sværge her som Mænd« var sungen, gjentog Kongen øjeblikkelig med stor Virkning: »Det skal ej skee, det sværger jeg«. Talen er nemlig om »at see Fædrelandet deelt«. Da Kongen tog hjem, lød der et rungende Hurra fra hele Officeerskorpset og vi søgte nu hver sine Afdelinger og marscherede i Mulm og Mørke hjem. Det var mærkeligt nok, at vi fik vore Folk ordenlig hjem, thi vi skulde gjennem en bælmørk Skov, langs ad en stejl Brink ned til Greis-Aa, men det gik Gudskelov aldeles lykkeligt af, skjøndt naturligviis Alle havde Noget i Hovedet, Adskillige noget for Meget.

Jeg vil haabe, at denne vidtløftige Beskrivelse ikke altfor meget vil kjede dig, men du gjør vist bedst i ikke at læse den for nogen Anden, thi du faaer dem da vist til at gabe, er jeg bange for, og vil dog nødig have paa min Samvittighed, da jeg veed, hvad det er at qvæles af Sludder. Du, haaber jeg, vil undskylde mig, da man, saalænge Erindringen er saa ny, let kommer til at tage for Meget med. — Vi vente imorgen at skulle skifte Qvarteer, det vil sige, flytte ud til Bjerre-(ell. Bjerg-)Herred og der afvente den nærmere Bestemmelse om vi skulle til Als eller blive ved at føre Krig i Vinter, hvilket Sidste jeg imidlertid anseer for en halv Umulighed for Folkene at holde ud, da det jo ikke er muligt at skaffe dem ordenlige Qvarterer, saasom Armeen maa være concentreret og det i saa Tilfælde er umuligt Andet end at de maa ligge i Laderne. Vi vilde, navnlig ved Forposttjenesten, faae saamange syge, at vor Styrke let kunde svinde ind til det Halve saa allene fra den Side betragtet gjøre vi kun en Dyd af en Nødvendighed, saavelsom Tydskerne, naar vi slutte Vaabenstilstand til Foraaret; blot Slesvig kunde blive retfærdigt regeret i den Tid, og ikke i slesvig-holstensk Aand, det er det Værste. Vi have nu faaet vore Fanger hjem, de vare ved godt Mod og have kraftigen modsat sig alle de listige Overtalelser og Bestikkelser, de have været udsatte for, kun Een har svigtet, og blev viist bort af de Andre, da han siden kom og vilde besøge dem i Fangenskabet. Hver, som gik over, fik Lov at rejse hjem og fik 25 rd til Belønning. Saavel Prindsen af Nør som en forhenværende Regnskabsfører ved vor Bataillon, Frederiksen, gjorde alt muligt for at overtale Slesvigerne til Overgang, saa jeg synes, at det er s. 118 alt hvad man kunde haabe og vente naar kun en 30 Stykker af Tydskerne fra 12te og 13de Bataillon ere gaaede over, som desværre rigtignok er Tilfældet. Naar vi imidlertid betænke, at vi i vor Armee have alle de Slesvigske Batailloner, (3 i Tallet) med Undtagelse kun af 1 Dragonregiment og et Jægercorps, der garnisonerede i Holsten og bleve nødte eller narrede til at svigte, saa er dette dog meget Lidet i Forhold. — Gid kun Slesvig ikke skulde regeres paa Slesvig-Holstensk i de 6 Maaneder, ligesom hidtil, saa troer jeg, vi staae os ret godt, og have ingen Grund til at frygte Udfaldet. — Man fortæller her igaar og idag, at Frankfurterne ville have Krigen fortsat uden Vaabenhvile, men det er sikkert kun Rygte. Det er en forfærdelig Tid siden I have sendt os nogen Aviser, den sidste var for 7de Sept. troer jeg, send dem endelig snart, thi før 1ste Oct. eller naar vi komme i fast Qvarter, kan det ikke nytte at vi selv subscribere paa dem. Dannevirke og Danskeren maa jeg endelig have med. Beed Høxbro eller Peter, hvis En af dem skulde eje dem og ikke bruge dem i nogen Tid, sende mig Levinsens og Mørch- Hansens Kirkehistorier eller een af dem, kjøbe dem til mig selv har jeg ikke Lyst til før jeg har læst dem. Send mig Nord og Syd 3,3, saasnart I have læst det. Er der nogen af de Bøger, jeg har faaet, som I ville have tilbage, kunne I faae dem, saasnart I skrive derom, siig Fader det. Spørg Peter fra mig, om han er syg, død eller vred eller hvad der ellers gaaer af ham, thi jeg begriber ikke hans Forhold imod mig. Meta har jeg ikke faaet Svar fra endnu paa mit Brev af 14de, det gjør mig bange for, at hun er sengeliggende igjen. Hvorledes har Skovgaard det? Jeg vilde skrive ham til naar jeg blot vidste, om han var rask. Hils Barfod mange Gange fra mig og hans Kone ligeledes, jeg skriver ham til en af Dagene. Hils Høxbro det samme, men siig, at han kunde gjærne begynde, jeg er expedit til det Yderste i at fortsætte, det kunne I bevidne, og Stof kan da ikke fattes ham. Hils Fader mange Gange, han lovede mig et Brev, som jeg daglig har ventet forgjæves, men han er sagtens meget ophængt i Arbejde. Kommer han herover til Valget? Hils Tante Jane meget fra mig og ligeledes Amalie. Jeg har mange Hilsner fra Birkedal, som jeg saae i Vejle for et Par Dage siden, baade til Fader og Moder og aflægger dem herved skyldigst, imedens jeg forbliver Eders hengivne Søn

Joh. Grundtvig s. 119

s. 120 Tegning af P. C. Skovgaard 1846.
Peter O. Boisen.

s. 121 Tegning af P. C. Skovgaard 1846.
Meta Boisen, f. Grundtvig.

s. 122