Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1848-09-24)

Fra Johan Grundtvig til faderen.
Assens Præstegaard 1) 24/9. 48.

Kjære Fader!

Tak for dit kjære Brev af 16de dennes. Jeg seer deraf, at du er i fuld Virksomhed derovre i forskjellige Retninger, endog udenfor Hovedstaden. Vi ere endnu bestandig her i Uvished om, hvorledes Sagerne egenlig staae, kun siger Alle, at Vaabenstilstanden nu er endelig afsluttet og vi skulle altsaa holde Fred i Vinter. Længer end til Foraaret kan jeg umulig troe den kan vare, da det jo er utroligt, at nogen Fred vil kunne komme istand paa Betingelser, som ligne dem før Stilstanden. Hvorledes det er gaaet til, at Ministeriet har kunnet gaae ind paa dem, fatter jeg ligesaalidt som du, men da jeg ikke finder nogen Grund til at tvivle om deres Redelighed ͻ: deres oprigtige og faste Villie til at overholde de Forpligtelser, de paatog sig ved deres Tiltrædelse, til at bevare Slesvig for Danmark, saa synes det mig, at man nødes til at antage, at en uomgængelig Nødvendighed fra de store mæglende Magters Side maa have været tilstæde for dem, thi har der ikke det, eller have de ingen rimelig Udsigt til Fred i de 7 Maaneder paa Vilkaar, som Folket kan antage, saa have de unægtelig forbrudt sig. Vistnok er det nemlig min Mening, efter den Kjendskab, jeg har til Omstændighederne, at der i Vinter i alle Tilfælde vilde factisk, ialfald ved en stiltiende Overeenskomst, være blevet holdt Fred, thi paa den Maade, hvorpaa den nærværende Krig er ført hidtil og vistnok maa føres, ved bestandige Vagter og nøje Paapassenhed og Forsigtighed, er det efter min Overbevisning en reen Umulighed at føre Krig om Vinteren. Alene Terrainets Beskaffenhed vil gjøre det til en fysisk Umulighed. Vi maae sikkert, ligesom vore gamle Forfædre altid gjorde, ligge stille Vinteren over og samle Kræfter og saa naar Isen bryder op, atter tage fat. Under alt det Sørgelige og Krænkende for os, som denne Vaabenstilstand unægtelig har, bør vi dog ikke glemme een aabenbar Fordeel, som den yder os, og det er den, at vi til Foraaret s. 129 ville kunne stille en dobbelt saa stor Styrke i Marken som vi i dette Øjeblik har, og dette er dog ingenlunde uvigtigt, naar vi betænke, at Grunden til at vi hidtil, endog efter et saagodtsom vundet Slag, ikke kunde benytte de vundne Fordele, var den, at Fjendens Masse i Forhold til vor var saa stor, at naar vi slog ham den ene Dag, kunde han upaatvivlig med friske Tropper den næste Dag slaae og aldeles ødelægge os, ifald vi ej trak os tilbage. Det er denne sørgelige Omstændighed, der hidtil har sat os i den Nødvendighed, at maatte føre Krigen paa en Maade, der var saa svækkende for, saavel Armeens som Folkets moralske Mod og Selvtillid, og kunne vi nu ved Taalmodighed i nogle Maaneder for en stor Deel bortfjerne den Ulighed, synes mig, det vilde være urigtigt ikke at gribe Lejligheden til i Fremtiden at kunne ved egen Hjælp rede os ud af de Garn, hvori vi for Tiden ere indspundne. At Ministeriet skulde gaae ind paa en Fred, der enten deelte Slesvig eller forenede det med Holsten, anseer jeg for en fuldstændig Umulighed. Hvad vor Ære angaaer, da synes mig ikke, at den kan siges at være krænket, naar vi efter 6 Maaneders Krig med det hele store Tydskland endnu staae paa samme Punkt som før Krigen, og det gjøre vi unægtelig lige indtil Personen Carl Moltke, der jo forresten er ligesaa forhadt af Tydskerne som af os, saa at deri kan ikke ligge nogen Udsigt for Tydskerne til at sejre. Hvem der har meest Ret til at hade ham, veed jeg sandelig ikke, den Person er mig en reen Gaade, dersom han ikke er en Forræder, og det en Forræder, der ikke engang er saa uforsigtig at spille under Dække med Fjenden, thi gjorde han det, kunde det ikke i den Grad skjules. Tydskerne ere ikke krye over denne Stilstand, men meget tammere end før, saa jeg troer næsten, vi kunne haabe, at Vinteren end mere vil afkøle deres Iver og klare deres Hjerner, til Fordeel for os. For at kunne faae indlagte Seddel til Moder, som jeg vil bede dig give hende fra mig til hendes Fødselsdag, til rette Tid til sin Bestemmelse, nødsages jeg til at slutte her, idet jeg stadig vedbliver at nære det bedste Haab om, at med Guds Hjælp denne vor Livskamp maa endes paa en lykkelig Maade. Naar kun vore indre Anliggender vilde kunne blive vel ordnede, dem er jeg igrunden meget mere bange for nu for Tiden. Vil du hilse Meta og Boisen meget fra deres og

din hengivne
Joh. Grundtvig.