Danmarks Breve

BREV TIL: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-09-27)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaardd. 27de Sept. 1848

Kjære Meta!

Otte Gange 24 Timer ere forløbne, siden jeg modtog Dit kjære Brev af 17de dennes. Det er baade Synd og Skam, at jeg har ladet Dig vente saa længe. Jeg vil imidlertid ikke fylde op med Undskyldninger; de ere dog ingen Nytte til; men blot sige: det er mit sædvanlige Smøleri, og jeg vil tilføje: »jeg skal aldrig gjøre det tiere«, som de smaa uartige Børn sige, naar de skal have Riis.

Siden jeg iforgaars skrev til Peter er der ingen som helst Forandring foregaaet i min Tilstand eller — saa vidt jeg veed — i min Bestemmelse. Vi skulle indtil videre ligge her, for enten at rykke ned i Slesvig eller at krybe i Hien paa Als. Jeg saae gjærne, at vi snart kom til at gjøre det Ene eller det Andet, thi at ligge her er meget kjedeligt. Dog, Kjedsomheden holder man vel ud, om man ikke er saa heldig reent at kunne holde den ude; men paa den ene s. 131 Side kan jeg ikke nægte, det vilde være mig en speciel Fornøjelse at være med at holde de gode Slesvigholstenere i Ave og see paa deres ynkelige Miner, som ikke vilde udeblive, naar de fik den danske Indkvartering; og paa den anden Side saa længes jeg ogsaa efter at komme over til Vilhelm. Fra igaar Morges og indtil for en Time siden (Klokken er nu 6 Eftermiddag) har jeg været ovre hos Johan, det vil da sige: den Tid jeg ikke har været i Tjenesten, thi vi have igaar haft Bataillons og idag Brigade-Exercits, begge Gange nærmere ved Johans end ved mit Kvarter. Medens vi nu ere i Nærheden af Johan, saa vil jeg gjøre en lille Bemærkning i Henseende til ham. Du har været slem ved ham. For det første har baade Du og Peter (da Peter er optraadt som Din Secondant, saa maa det vel være mig tilladt at optræde som Din og min Broders) have taget grovt fat paa ham i Anledning af hans forrige Brev. Hvor meget jeg endog maa agte den Følelse, der herved har ledet Jer, saa maa jeg dog udtale det som min Overbevisning, at I deri have haft Uret; thi lige saa vis som jeg er paa, at Johans faste, rolige Characteer vilde (eller maaskee vil) staae sin Prøve, naar han staaer Ansigt til Ansigt med Fjende, Fare og Død; lige saa sikker er jeg i min Sag, naar jeg siger, at hans Kjærlighed til den Sag, hvorfor han er gaaet til Kampen, er endnu saa stærk som nogensinde, og af en anderledes grundmuret Beskaffenhed end mange af vore mundtappre Heltes, saa det er Synd at lade ham høre, at han viser sig ligegyldig for Sagen, fordi han — følgende sin Natur, har engang overladt sig til en humoristisk Stemning og i den paa en spøgefuld Maade tugtet den utaalmodige hyperkrigerske Aand, som han fandt udtrykt i Dit Brev, og som jeg ogsaa anseer for noget overdreven, fordi det nu engang i det practiske Liv gaaer endeel anderledes til end i Phantasien, hvor det er lige saa let at omstyrte som at bygge Kasteller.

Tag nu blot ikke disse mine velmeente Bemærkninger ilde op; de ere fremkaldte ved Ønsket om, at Du maa komme til den vistnok tildeels ubehagelige, men dog ogsaa tildeels behagelige Erkjendelse, at Du har gjort Din Broder Uret, fordi Du (ligesom vor kjære Lundby gjorde) i høj Grad mangler Sands for det Humoristiske. Da nu Johan desuden (ͻ: for det Andet) saa længe har maattet vente forgjæves paa Brev fra Dig, saa er det ikke at fortænke ham i, at han bliver noget ærgerlig og fristes til reent at fortvivle om at kunne skrive Dig tilpas. See det maa nu være nok om den Ting, og det er i Grunden meget for meget, thi inden Du modtager dette s. 132 vil jeg haabe han har atter hørt fra Dig og det i lidt blidere Tone end forrige Gang. Desuden behøves intet langt Forsvar for ham; thi som Peter skriver om Dig til ham, saaledes skriver jeg om ham til Dig: »han har dog sin bedste Talsmand i Dit eget Bryst«; for det veed begge Dine Brødre godt og det glæder de sig over, at deres Søster holder ad dem; og det veed Du ogsaa nok, at begge Dine Brødre holde inderlig meget ad Dig, saa det har ingen Fare med den Smule Ufred, der kan komme mellem dem engang imellem.

— Tak fordi Du saa kjærlig husker paa Dine Brødre oppe paa Møllen. Gid vi atter snart maae samles der friske og raske og vel tilmode, det ønsker Din

altid hengivne Broder:
Svend.

Hils paa Møllen!