Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-10-13)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard. D. 13de October 1848.

Kjære Moder!

Igaar var Johan her ovre hos mig og bragte mig da den lille Seddel fra Dig, som ligger her for mig og som er stilet til begge Dine Sønner og derfor ogsaa fortjener Svar fra dem begge. Johan havde allerede skrevet før han kom til mig. Jeg maa nu see til i en Fart at faae skrevet Dig et Par Linier til, thi Klokken er 9¾, og jeg er nylig kommen op, og Kl. 10½ maa jeg afsted i Tjeneste, hvorfra jeg først kommer Kl. 2 og da er det for silde at skrive, naar det skal bort idag. Dette til Undskyldning for, at Du ikke faaer saa langt og saa vel overvejet et Brev, som Du kunde ønske og som tilkommer Dig.

Du er forknyt, kjære Moder! Efter Din Natur finder jeg det højst naturligt ; thi det er hvad jeg saa ofte har sagt Dig, at Du tager Dig Verden altfor nær, at Du har altfor stor Tilbøjelighed til at forestille Dig Tingene fra den sørgeligste Side; dette siger jeg Dig her paany, ikke for at gjøre skarpsindige Bemærkninger over Din Natur; men fordi jeg troer, at Du, ved at mindes, hvor ofte Du har ængstet Dig uden Grund ; hvor ofte Vorherre har gjort en bedre Udgang paa det, hvorfor Du ængstede Dig, end Du havde turdet vente — at Du herved, s. 144 siger jeg, maa fatte Haab om, at det dog maaskee vil gaae ligesaadan hermed, saa Din Ængstelse ikke er en nødvendig Følge af de virkelig tilstedeværende Forholds Natur, men for en stor Deel har sin Grund i Din nævnte Tilbøjelighed til at see Tingene an fra den sorteste Side. Ogsaa jeg seer mange Farer, mange mørke Skyer paa Danmarks Himmel; men jeg veed ogsaa, at saa mørkt har det før seet ud, og dog er det atter blevet Dag i Danmark, og derfor haaber jeg sikkert det vil gaae saa endnu. Og desuden saa have selve de Begivenheder og Forhold, som saaledes vil kunne give nogen Grund til Ængstelse, dog ogsaa saa mange lyse Sider, som vi ikke bør tabe af Sigte. Først Krigen, hvis sørgelige Sider jeg ingenlunde er blind for, har dog ikke den bragt langt flere danske Hjærter til at slaae varmt for Fædrelandet end den har bragt til at ophøre at slaae? Dernæst Valgene med deres Kampe og med deres Lidenskaber, have de dog ikke bragt et Liv og en Deeltagelse i hele Landets Vel og Vee i Bevægelse, som man ellers gjennem saa mange Hundredaar har maattet forgjæves lede om i Danmark. — Storm og Uvejr i Naturen kan vel for et Øjeblik ængste, men det renser Luften, og Solen skinner aldrig saa dejligt som efter et Uvejr. — Om vi derfor end tit ej uden Gru kunne see Bølgerne bruse og høre Stormene hvine omkring os, saa maae vi dog vel mindes, at der er En, som raader baade over Storm og Bølger, og mindes, at han er ombord med paa Verdenssnekken som paa Skuden paa Genesareths Sø. Derfor, kjære Moder, lader os frejdig skue Fremtiden imøde, idet vi stadig mindes, at Løgn og Falskhed dog have deres Dom, have Døden i sig selv, men Sandhed og Retfærdighed have Sejren i deres Haand. Lev nu vel, kjære Moder, til Du med Glæde gjensees af

Din inderlig hengivne Søn
Svend.