Danmarks Breve

BREV TIL: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-10-13)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard. — Fredagen d. 13de October 1848.

Kjære Meta!

Tak for Dit længe og længselsfuldt ventede Brev, som jeg modtog iforgaars. Jeg satte mig strax efter Modtagelsen til Skrivebordet, for at besvare det, men blev afbrudt ved tilfældige Omstændigheder, og det samme gjentog sig igaar. Dersom jeg vil have Brevet bort idag, maa jeg have det færdigt til om en Time (Kl. 11) thi jeg skal da i Tjeneste og Posten afgaaer Kl. 2. Du maa derfor denne Gang tage s. 145 til Takke med et Hastværksarbejde. Jeg takkede Dig for Brevet, og det var mig ogsaa meget kjært at modtage udførlige Beretninger om Alt, hvad der vedkommer Faders Valg til Rigsdagen. Med glad Forventning aabnede vi Brevet fra Høxbro (jeg var just da hos Johan) og med Sorg og Skuffelse lukkede vi det. Een Ting taler Du ikke om, som jeg har læst i Aarhus-Avis: nemlig, at Nyboders Folk begave sig i Masse op til Fader efter Valget og at han da lovede Dem at ansøge om Kongevalg. Endnu har jeg ikke seet alle Valgenes Udfald, men efter hvad jeg har seet, saa lover de ikke det Bedste: fra Øerne lutter Bønder endogsaa for de Districter, der indeslutte Kjøbstæder; det kan let frembringe en sørgelig Splid mellem Borgere og Bønder. Dernæst: fast ingen Bondedeputerede fra hele Jylland. Maa dette ikke stille Jylland og Øerne imod hinanden? Jeg maa for Øjeblikket ansee Kongevalgene for et stort Gode. Kun ved dem kunne Folk som Clausen, Grundtvig, Plesner faae Lov til at lade deres Stemme lyde i Raadet og det er dog af højeste Vigtighed, at Landets bedste Mænd i det mindste blive hørte. Det er en sørgelig Materie at indlade sig i for Tiden. Snart faae vi jo at see, hvordan Forsamlingen vil skikke sig. Saa længe kan vi jo sagtens udsætte vor Dom: vente ere vi jo alt længe vante til. — At man bliver noget forstemt, noget beklemt i denne Tid, det er da intet Under, saa længe man svæver i Uvished om de vigtigste Anliggender. Hvad os angaar, da snakkes der snart om, at nu skulle vi da til Nordborg, snart igjen om, at vi skulle ned i Slesvig; men Ingen veed endnu noget Vist. Vort Hværv er i denne Tid rolig at vente, tie, lide, og om muligt haabe det Bedste. Vi leve her et meget eensformigt og, hvad værre er, meget uvirksomt Liv. Kjedsommeligheden kan derfor ikke ganske udeblive; men at kjede sig, hører da til de ringeste »frivillige Offre paa Fædrelandets Alter«. Det er imidlertid slemt at kjede sig og at være uvirksom; thi Sjælen mister, ialfald for Øjeblikket, sin Spændkraft og man mærker, hvordan man dagligen mere fordummes. Skal denne Tilstand endnu staae længe paa, saa kan man da løbe Dørre op med En. Efter at have gjennemlæst hele den læselige Deel af Præstens Bibliothek (ɔ: Summa Summarum 2 Bøger), var jeg i et Par Dage aldeles blottet for Læsning; men igaar fik jeg Bod for Vaanden oppe paa Palsgaard, hvor jeg iaante nogle af Göthes Værker, saa nu er jeg allerede langt bedre faren. Jeg har i denne Morgenstund faaet Brev fra Vilhelm. Han er den Eneste, der er rigtig flittig til at skrive; thi han skriver altid strax efter at have modtaget et Brev. Det skulde Du ogsaa lægge Dig efter; thi jeg maa sige Dig, at Du er kommen i en slem Smølevane (reentud s. 146 sagt) paa den senere Tid. Sig Peter, at han har ogsaa en god Rem af Huden. Hils nu kjærligst Fader og Moder og hvem Andre der kan bryde sig om en Hilsen fra

Din hengivne Broder
Svend

P. S. Hils ogsaa den, der har skrevet udenpaa Brevet til mig med samt hendes Husbond (thi jeg antager det for Caroline Boisens Haand. Seer Du Holger eller Carlo saa hils dem meget. Beed Carlo ved Lejlighed at lade lidt høre fra sig.