Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1848-10-20)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Undskyld Convoluten. Ligner stærkt et l’hombre-Regnskab; — men Økonomien leve ! ! !
Assens-Præstegaard, Fredag d. 20de October 1848.

Kjære Moder!

Tak for Dit kjære og kjærlige Brev af 16de, som jeg modtog for to Timer siden, just som jeg var bleven færdig med Læsningen af Peter Boisens Brev til mig, der var kommet igaar, men som jeg først fik at see nu, da jeg for tre Timer siden kom her tilbage fra Kleis, hvor jeg har været siden igaar Formiddags. Jeg kan da hilse Dig fra Johan ; han lever meget vel, kun er der noget koldt i hans store Stadsestue, s. 154 hvor en enkelt Kakkelovn ikke ret vil forslaae. Jeg tør imidlertid rose mig af den Fortjeneste at have gjort ham det en Deel hyggeligere og lunere, ved at flytte hans Sopha fra sin gamle Plads i den anden Ende af Stuen hen til Kakkelovnen. Til Kleis kom jeg igaar Formiddag i Kongens Tjeneste. I øsende Regnvejr vadede hele Compagniet derover, for at inspiceres af Brigadegeneralen Schleppegrell. Du kan troe det var en skrap Visitats: Generalen undersøgte højst egenhændig Soldaternes Trøjer og Buxer i Særdeleshed disses respective Lapper og Huller og hele deres Garderobe. De maatte frem med deres »Klædeskab« — som de kalde Tornisteren — og lade ham see, at de havde alt hvad de skulle: Skjorter, Sokker, Sko, Kam, Barbeerkniv, Tollekniv o. s. v., o. s. v. Manglede det mindste, saa fik vedkommende Corporal paa Hovedet, hvilket han ogsaa fik, dersom han ikke vidste, hvilke Soldater der havde en Skjorte i Vadsk eller et Par Sko hos Skomageren. — Generalen meddelte os, at han havde udbedet sig, dersom vi igjen skulde rykke i Marken, at maatte faae Avantgarden, og lovede videre 10de Bataillon, at den skulde faae den Ære at stilles i Spidsen. Efter endt Visitation gik jeg ind og spiste til Middag hos Johan, hos hvem jeg som sagt blev lige til for faa Timer siden.

Det har jo nu været Flyttedag i Kjøbenhavn, men for os er denne Dag endnu ikke kommen. At vi ere inderlig kjede af at ligge her og drive, det kan Du vel vide. At jeg gjærne vilde see Vilhelm Blom igjen, kan Du da ogsaa nok forstaae. At jeg desuagtet ikke skulde have noget imod at gjøre endnu et Besøg nede i Slesvig for at skyde og hænge endeel Slesvigholstenere (som f. Ex. Michelsen i Haderslev, der aabenbart burde hænges paa en Lygtepæl), det seer jeg af Dit Brev, at Du ikke heller videre vil fortænke mig i; thi Du siger jo, at Slesvigholstenerne dog skulde »have Sandheden at høre«; men Du veed jo nok, at deels ere disse Herrer ved lang Øvelse blevne noget døve paa det Øre, der skulde høre Sandheden, og deels at de jo lader som de ikke forstode Dansk, saa skal de have Sandheden at høre, saa maa man nok tale dem til med Musquetter og Kanoner. Vistnok er det et meget farligt og, hvad Udfaldet angaaer, uberegneligt Skridt nu at fornye Kampen mod Vinteren og uden de Magters Bifald, der have beseglet Vaabenstilstanden, men — Æren gaaer for Alt, og det danske Folks Ære kan næppe taale, at ikke blot Vaabenstilstanden men ogsaa alle danske Slesvigere og al Ret og Billighed trædes under Fødderne af de frække Oprørere og Meenedere. Dog, »hvad hjelper det, vi kvider!« Hverken Du eller jeg raader for, hvad der skal skee; derfor raader Gud og paa ham vil vi stole. —

s. 155 Der er endnu i Dit Brev Adskilligt, der kræver Svar og som skal faae saa godt Svar, som jeg kan give. Du spørger til Oberstlieutenant Blom; ham har jeg ikke seet siden d. 18de September, ved den store Revue; men Johan traf ham i Mandags i Horsens og mælder, at han befandt sig vel. Han ligger 5 Miil herfra, saa jeg kan ikke tænke paa at besøge ham, hvad jeg ellers havde saa meget større Lyst til, som han jo boer hos Reetz, Peters Svoger; og ham saa vel som hans Børn kunde jeg nok have Lyst at see. — Du gjør mange Spørgsmaal angaaende min Bolig, min Læsning o. s. v. Jeg vil da gjøre Dig Regnskab for mit hele huslige Liv. Jeg boer, som Du maaskee vil erindre, sammen med Bataillonens Regnskabsfører Abel hos Præsten Hjort her i Kirkholm (thi saaledes hedder den lille Klat By, hvori Assens Kirke ligger). Præstegaarden er en ret kjøn og rummelig Bygning, men, som de fleste Præstegaarde, noget forfalden. Naar man mellem to store Lindetræer (der i Forbigaaende sagt gjøre det meget koldere og mørkere derinde end fornødent) fra Gaarden træder ind i Forstuen, saa fører en Dør tilhøjre ind til Familiens Daglig- og Spise-stue, Døren tilvenstre ind til en stor Havestue (a), hvor vi drikke Thee Morgen og Aften. Fra denne gaae igjen to Dørre ind til vort fælles Sovekammer (b) og vort fælles Opholdsværelse (c), Præstens Studerekammer, hvor der findes en Kakkelovn, som i de sidste 8 Dage stadig benyttes. — Vi drikke Thee om Morgenen for os selv, naar vi staae op (f. Ex. Kl. 8), spise til Middag i Familien Kl. 1, og drikke Thee om Aftenen Kl. 7 for os selv, undtagen naar Præsten gjør os Selskab, som ikke sjælden skeer, især naar han spiller en L’hombre eller Whist med, som han gjærne gjør. Han er vist en meget brav Mand, er meget artig imod os, men er for det første svagelig og for det andet kjedelig ɔ: uden Kundskaber og uden levende Interesse for nogen Verdens Ting, det jeg har kunnet mærke. Han er desuagtet meget snaksom, og jeg er tit nærved at blive gal over hans intetsigende timelange Passiar, som man jo maa finde sig i. Konen er et overmaade artiet men ikke s. 156 interessantere Væsen; hun taler aldrig om andet, end om sin Mand (og hans Svagelighed) og om den naadige Familie paa Palsgaard. Det er heller ikke morsomt. Der er 4 Børn, mellem 7 og 1 Aar. — Hvad nu min Aandsføde angaaer, da er jeg nu bedre hjulpen end i Først- ningen, nemlig siden jeg har faaet Gang paa Palsgaards Bibliothek. Præsten ejede kun to læselige Bøger, dem var jeg snart færdig med og kjendte dem da i Forvejen. Paa Palsgaard derimod er der i den gamle Frues Bogsamling en Deel gode Bøger og min Capitain boer just ved Siden ad den, saa jeg gaaer op til ham og derfra ind i Bibl. hvorfra jeg har adskillige Bøger hjemme, med den unge Landjunker Reetzes Tilladelse. Denne Herre er en Mand paa nogle og 50, en stor Flynder, der ingenting kan uden skyde og fiske, seer ud som en Bonde, men er desuagtet meget adelsstolt ; er alle Mands Nar. — Den gamle Frue (Enken) er en født Benzon fra Christiansdal en særdeles dannet gammel Kone, men uhyre adelsstolt. Kammerherreinden, en født Comtesse Friis, er en ung, ret vakker Kone. Jeg kommer der ikke, uden een Gang, jeg var der til Middag en Søndag som Appendix til den præstelige Familie. Siden har jeg ikke gjort nogen Visite, da jeg ikke bryder mig om at komme der oftere. Naar vi skulle bort, gjør jeg en Afskedsvisite. Næste Gang der sendes en Pakke herover, saae jeg gjærne, om jeg fik en Snees Visitekort af dem der staae i den blaa Æske bag min gl. Plads paa Kanten af Boghylden. — Ja, nu godnat, kjære Moder! Hils Fader og Alle derhjemme og ogsaa vor nye Fætter

Ludvig venligst fra

Grundtvig og hans Slægt.

10

Din hengivne Søn
Svend.

P. S. Du spørger til vore Soldater og jeg takker paa deres Vegne for Efterspørgslen. De have det nu meget godt, lige saa godt som om de vare hjemme, tildeels (efter deres Begreb) endog bedre, da de have saa godt som Ingenting at bestille, andet end at spise, drikke, sove (hvori de excellere) og ryge Tobak, samt passiare.