Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Meta Cathrine Marie Bang FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1848-10-24)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard. 24/10 1848. Form. Kl. 10.

Kjære Meta!

I Søndags Aftes modtog jeg Dit Brev af 19de dennes. Strax samme Aften skrev jeg et Brev til Elise Stampe, addresseret til Holger, som da vel er paa Nysø eller Jungshoved. Ellers er jeg slemt narret. Jeg skrev udenpaa til ham, da jeg ikke vilde skrive mit eget Navn udenpaa et Brev til en ung Dame. Til Dig skrev jeg allerede igaar et Brev; men da det var skrevet i et særdeles vrantent Lune og bar tydeligt Præg deraf, saa kasserede jeg det og fik igaar ikke Tid til at gjøre det om, da Johan var hos mig hele Dagen. Over eet Punkt i Dit Brev kan jeg ikke nægte, at jeg jo blev noget ærgerlig tilmode; nemlig over, at Du minder mig om Din Bryllupsdag og udtrykkelig udbeder Dig et Brev i den Anledning. Jeg havde nemlig godt husket dette af mig selv og vilde gjærne have overrasket Dig med et Extrabrev i den Anledning. Jeg vil derfor ikke dølge for Dig, at Du maa tilskrive Dig det selv, dersom dette Brev nu, som et Pligtarbejde, bliver saa koldt og tørt og højtideligt som muligt.

Til Dit Spørgsmaal om min Parapluy har jeg naturligviis intet Andet at svare end: Gud bevare os! det skal naturligviis være mig en sand Ære og Fornøjelse, dersom Deres Naade vil bevise mit ringe Tag den Ære at gaae ind under det.

Igaar er da Rigsdagen aabnet, og idag er maaskee allerede vor og dermed maaskee hele Danmarks Skjæbne afgjort. Man siger her, s. 161at Tscherning paa ingen Maade vil overtage Ansvaret for de danske Troppers Indrykning i Slesvig og derfor strax tager sin Afsked, naar denne Forholdsregel fordres af Rigsdagens Fleerhed. Det gjør mig inderlig ondt ; thi hvad saa end de vankelmodige Kjøbenhavnere mene for Øjeblikket, saa anseer jeg Tscherning for en af Danmarks dygtigste Mænd og bedste Støtter. At han skulde være forhadt i Hæren, som Du skriver om, er en kjøbenhavnsk Fabel. Der findes vistnok mellem Armeens Officerer mange, der hænge ved den gamle Slendrian, og slet ikke kunne finde sig i de nye folkelige Former, som Tiden kræver, især fordi de frygte for, at Militærstandens Vigtighed skal forringes; men nogen Uvillie mod Tscherning personlig hører vistnok til Undtagelserne. Man har almindelig Respect for hans Dygtighed og kraftige Aand.

Jeg for min Person anseer det ikke for urimeligt, at Rigsdagen forlanger Krig, og saa faae vi vel snart Fødder at gaae paa. Kjøbenhavnerne ville da juble; men naar vi atter skulde nødes til at bøje os for en overlegen Fjende, ville de vel paany overøse os med Ukvemsord; thi de ere som »Børnene paa Torvet«, som der staaer om i Bibelen.

Vil Du takke Moder for hendes omhyggelige Efterspørgsler til vore Garderobers Tilstand, men sige hende, at jeg for Øjeblikket ikke har nogen Mangel og ialfald ikke vil overlæsse mig med Bagage, saa længe det endnu er uafgjort, om vi skulle begynde Felttoget for fra; thi at dette vilde være Følgen af vor Indrykken i Slesvig, derom kan kun den tvivle, der ikke seer længere end Næsen er. Jeg bliver for mit Vedkommende ved mit gamle Princip: Æren for Alt! og vilde derfor altid stemme for Fremmarschen, om det end er muligt, at Ordren dertil kan blive hele den danske Hærs Dødsdom; men jeg kan godt forstaae, at Tscherning og de andre Ministre ikke ville have det paa deres Samvittighed egenmægtig at give denne Ordre. Rigsdagen træder nu istedenfor hele det danske Folks Stemme. Vil den, saa bør det ske. —

Tag nu for denne Gang tiltakke med disse Linier. Bring en venlig Hilsen til Fader, Moder, Tante Jane, Peter, Harald og Kone, Skovgaard, Høxbro, Carlo fra

Din hengivne Broder
Svend.

P. S. Jeg haaber at naar Du modtager dette er et Brev til mig fra Peter paa Vejen. Er der ikke det, saa siig til ham fra mig: fy, skamme Dig!