Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1848-11-07)

Fra Johan Grundtvig til moderen*
Fredericia7 Nov. 1848

Kjære Moder!

— — — Der er forresten ikke stor Uenighed om politiske Ting nu for Tiden her, da det jo aabenbar er noget meget Underordnet i Sammenligning med den Opgave, vi i dette Øjeblik have, at redde s. 177 Danmark af Havsnød, thi i Havsnød kan det ikke nægtes vi ere, ja næsten synkefærdige.— — — Dit Haab om, at vi vare rykkede ind i Slesvig, som ogsaa vi deelte af vort ganske Hjerte, slog da fejl, jeg vilde have gjort det med Glæde og det vilde vist Alle, men om det var rigtigt, saaledes som Sagerne nu ere indviklede, tør jeg dog ikke afgjøre. Forresten kunne I være forvissede om, at Folket og Landet langtfra ikke lide i den Grad (uden enkelte Stæder og Personer) som man i Frastand maatte antage. Vi have jo stadig gjennem vore Folk modtaget Meddelelser derfra, og de ere ingenlunde af den Beskaffenhed som Avisberetningerne. Et Beviis herpaa er ogsaa, at vort permitterede Mandskab forstørstedelen ganske rolig er draget hjem, skjøndt de saalidt som Nogen ville i Tydskernes Kløer, da de godt vide, hvad der venter dem. De lovede Alle som een Mand at møde igjen til 1ste Marts og efter hvad jeg kjender til dem og har hørt dem tale om mellem sig selv, er jeg vis paa, at idetmindste de 9 af 10 komme. Imidlertid er det jo unægtelig galt nok, og skulde de nu, hvad vist ikke kan med Rette (efter Vaabenstilstanden) nægtes dem, faae Als og Ærø med, saa er det rigtignok næsten utaaleligt. Vort eneste Haab maa være til Gud, at han vil styrke de Svage og de, der have en retfærdig Sag mod Røvere og Voldsmænd. At snakke videre herom gider jeg ikke, her maa handles, Gud hjelper Ingen, som ligge paa den lade Side og lade det gaae som det kan, og det synes det som om vi næsten have gjort.— — — 48 Mand og 4 Underoff. og jeg ligge nu herinde og pudse fra Morgen til Aften alt det af de Permitterede afleverede Tøj ;— — — det er et underligt Hul, denne By, fattig som en Ulykke, og Borgerne meget uvillige. Jeg har idag maattet reqvirere Politiets Hjælp for at bringe Værterne til at give Folkene Noget at spise, hvortil de ere pligtige og hvorfor der betales dem fra Øvrigheden 12 ß daglig pr. Mand.— — — Lev nu vel og hils Fader Tante og Amalia mange Gange fra

din heng. Søn
Joh. Grundtvig