Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Meta Cathrine Marie Bang FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1848-11-11)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Pjedsted d. 11te November 1848.

Kjære Meta!

Dit Brev af 3die dennes, som jeg modtog den 6tte, indeholder lutter politiske Betragtninger eller snarere Jammerklager over vore politiske Forhold; Klager, hvis Grund jeg godt kan forstaae, men som jeg dog ej kan istemme, især ikke naar de, saaledes som Dine bestandig gjøre, tillige ere bittre Anklager mod Regjeringen, som nu skal bære Skylden for alle de Ulykker, der ere tilstødte Folket og Riget. Det er vel paa en Maade naturligt for Menneskene bestandig at ville have nogen at skyde Skylden paa og at lade deres Vrede gaae ud over, naar noget Sørgeligt tilstøder dem ; men — det er ikke derfor altid retfærdigt. Du ønsker, at enten Din Fader »eller en hvilken som helst anden Mand kunde frelse Danmark fra Undergangen«, og som Ønske er dette ganske rigtigt ; men naar Du fordrer det af den ene eller den anden, som intet Menneske raader for, saa er det uret. Af mit sidste Brev til Peter vil Du have seet, at jeg ingenlunde hører til Ministeriets blinde Tilhængere; men jeg hører lige saa lidet til dem, der af blind Lidenskabelighed vil have det styrtet, fordi det ikke i en Haandevending har kunnet skaffe alle deres, vistnok i sig selv meget gode, Ønsker Virkelighed. Derfor maa jeg rentud sige Dig, at jeg ikke kan billige Din (eller Faders) ubetingede og tildeels ubegrundede, i al Fald partiske og lidenskabelige Dom over de Mænd, der i et farefuldt Øjeblik overtoge et lidet og svagt Riges Styrelse og troligt have vedblevet i endnu farefuldere Tider at røgte det besværlige Kald efter deres bedste Overbevisning. Hvem der er saa forhippet paa at blive af med det nærværende Statsraad maa da allerede have betænkt, hvem der skulde træde i Stedet. Derom har jeg imidlertid endnu ikke hørt et Ord fra Dig, skjøndt Du i hvert Brev gjentager, at det til Danmarks Frelse er nødvendigt at faae andre Mænd i Spidsen for Rigets Styrelse. Jeg ærgrer mig over denne reent negative Polemik : Du kan vistnok see det af disse Linier. Jeg taler hellere med Dig om s. 180alt Andet end om Politik og derfor vil jeg ogsaa afbryde dette Æmne for denne Gang.

Men jeg hører jo i Grunden aldrig fra Dig, fra Dig selv ! Lever Du da slet ikke uden i Politik? Om Dit private Liv erfares Intet, saa lidt som om Dine og mine Venner. Det Almeenmenneskelige, det indre Liv har ellers sin Repræsentant i Kvinden og hun følger det hos sig selv og Andre med størst Interesse og skarpest Iagttagelsesevne.

Hvorledes seer det da egentlig ud — ikke i Rigsforsaml. eller paa Gaden i Kbhn. — men i og om [Dig] og i dem om Dig? Skovgaard, hvorledes lever han, inderlig og udvortes? Og af denne Slags Spørgsmaal havde jeg en Mængde at opkaste, men naar Du virkelig for Tiden ganske har lukket Øjnene for Alt, uden for Politiken, saa nytter det jo ikke, at jeg piner Dig for slige Underretninger.