Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher (1848-12-10)

*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Faaborg 10 Dec. 1848.

Kjære Fader!

Jeg kan tænke, Du maatte forundre Dig over ikke at høre [fra] mig saalænge, skjøndt jeg sidst modtog nogle Linier fra dig strax efter Valget i Præstø, men jeg haaber tillige, at Du ikke derover er blevet vred paa mig, jeg bad Moder forleden hilse og sige dig, at jeg ikke havde skrevet af Mangel paa Evne til at kunne tale fornuftigt om nogen Ting; og det er virkelig ogsaa Tilfældet, vi ere saa afskaarne fra alt det, der bevæger Eder derinde, saa vi, ved at tale til Eder om Noget deraf, staae Fare for at komme som en Hund i et Spil Kegler, at s. 191yttre Meninger etc., som ingensteds have hjemme. Imidlertid, Noget skal Du dog have fra mig nu, da vi idetmindste ere komne i civiliserede Menneskers Selskab og ikke som før, leve saa godt som i en Ørken. Det kan ikke Andet end glæde mig særdeles, at Du tilsidst kom ind paa Rigsdagen ; Du vil der faae Lejlighed til at udtale dig om mange for Fædrelandet vigtige Anliggender, som ellers maaskee ikke vilde tilbyde sig. Lad være! at Folk for en stor Deel ikke ville høre og i mange Tilfælde ikke kunne fatte, hvad du egenlig vil ; det er udtalt, og Ordene ville ikke falde til Jorden, de ville ialfald kunne tjene til Vejledning for os, for de Yngre, der stemme med dig i det Væsentlige, i Betragtningen af Folket og det Folkelige, som det er vor Tids Opgave at skaffe til sine gjennem Aarhundreder forsømte Rettigheder. Lad os ofte ikke kunne være enige med dig om de rette Midler til dette Maal og om den rette Vej, der bør slaaes ind dertil, om at du i dine Hoved fordringer har Ret og med Tiden vil faae Ret, derom har jeg aldrig tvivlet. Hvorledes egenlig vore Sager staae for Øjeblikket, veed I vel saalidt som vi, thi Snakken om russiske, engelske og mange andre Noter fæster jeg ingen Lid til, Noternes Tid er forbi, man har indseet, at en Lap Papir slaaer ingen Mand af Hesten.

I Vinter maae vi sagtens slaae os til Ro, thi der vil næppe skee nogen Forandring i den provisoriske Tilstand, hvori vi befinde os, hvor ønskeligt det end maatte være. Den ny Krigsminister og hans Colleger kan man jo endnu Intet vide eller sige om, man maa vente, til de vise det. Imidlertid forekommer det mig, som om Sagerne dog nu have vendt sig saaledes, at der ikke er megen Rimelighed for, at vi ville faae at gjøre mere med Preusserne eller andre Vildtydskere, men kun egenlig med Slesvig-Holstenerne, og dem kunne vi vel tumle. I den tydske Forvirring kan jo forresten Ingen ret finde Rede eller Nogen sige Enden paa, thi den synes at være grændseløs og rimeligvis at ville ende med det gamle Militærregimente, noget, vi som Mennesker vistnok maa beklage, men som vi som Danske dog nok helst maae ønske for Øjeblikket. Dersom de Danske imidlertid vilde stole herpaa og ene deraf vente Frelse, vilde den sikkert ikke komme, men det antager jeg ogsaa vi nu ere blevne for kloge til.

Det seer ud for vore Øjne herovre som om Rigsdagen ingen Ting bestilte, men det maa da nok komme af, at det egenlig er nu Afdelingerne, der ere i Virksomhed, medens de offenlige Møder kun behandle underordnede Sager. Gid de kun maatte træffe det Bedste for Landet, min Tillid til dem er just ikke særdeles stor, men jeg vil endnu haabe, at de ville overgaae mine Forventninger.

s. 192Vi ere nu komne til en Kjøbstad, og ere meget glade derved, thi i det sydlige Jylland var et intet mindre end behageligt Opholdssted, Beboerne ere om ikke ligefrem tydsksindede, som er Tilfældet med en heel Deel, saa dog i den mindst mulige Grad patriotisk sindede. Kjøbstæderne derimod, hvori jeg har været, med Undtagelse af Fredericia, udmærke sig paa en særdeles hæderlig Maade heri; Faaborg, hvor vi nu ere, har i den Henseende havt Lejlighed til at vise dette i højere Grad end maaskee nogen af de andre Kjøbstæder og har benyttet denne Lejlighed paa en beundringsværdig Maade; Alle, selv de fattigste Borgere, have plejet de Syge fra Lazaretterne og de indqvarterede Militære, som næsten hele Sommeren have draget ind og ud der, med den største Omhu uden derfor at ville modtage nogen Betaling. Vor Bataillon nøder dem nu til det, da jo mange af dem ikke have Raad dertil. I Henseende til Bønderne, navnlig de jydske, er der endnu meget at gjøre før de komme ud over deres Egenkjærlighed og faae noget virkeligt Hjerte for Fædrelandet. Der er derfor vist stor Fare ved den Magt, som Bondestanden synes nu at ville vinde; jeg troer, de maae hæmmes for Tiden saa meget som mueligt, indtil de blive mere oplyste. Da jeg haaber, om 14 Dage at see Eder, vil jeg bede dig tage til Takke med disse magre Linier; naar vi sees, vil der vist være mange Ting, som vi ville tale sammen om, men som det er for vidtløftigt at afhandle skriftligt. Hils Moder mange Gange og Lev vel! din hengivne Søn

Johan Grundtvig.