Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1849-02-19)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, Fastelavns Mandag 1849.

Kjære Moder!

Desværre har hverken Johan eller jeg hørt fra Dig eller Nogen af de Andre derhjemme, siden jeg idag for 8 Dage siden skrev Dig til. Vi haabe desuagtet, at Alt staaer vel til, og jeg vil da ikke desto mindre blive i Touren: hver Uge at skrive til Dig og fortælle Dig hvorledes jeg lever. Jeg vil idag saa meget mindre undlade at sende Dig nogle Linier, som jeg skulde tage meget fejl, om ikke Kjøbenhavn vil blive oversvømmet med Røverhistorier om Batailler herovre og Gud veed Alt. Jeg vil da simpelt fortælle Dig den lille Afbrydelse i vort eensformige Garnisonsliv, som idag satte Sønderborg i Bevægelse. Kl. 11 saaes der en Deel slesvigholstenske Jægere nede i Brohovederne, hvor de omringede Huset, der beboes af en civil Mand, der har Opsyn over vore Værker derovre, samt gave sig i Færd med at omhugge Palisaderne (spanske Ryttere). Efter Generalens Ordre afgik da en uarmeret Barkasse fra Briggen Mercurius, for at see og høre, hvad det skulde smage af; men den blev hilset med Geværkugler. Generalen, som imidlertid selv var kommen ned til Færgen, gav nu strax Ordre til Mercurius at svare, og der blev nu fyret 2—4 skarpe Skud over til dem, hvorpaa de trak sig noget tilbage, og samtidig dermed sattes 50 Mand Jægere og 50 Mand af vor Bataillon under Commando af en Jægerofficeer og Undertegnede i 2 Færger og haledes over eller rettere: vi halede os selv over, thi Soldaterne toge rask fat med, for des snarere at komme over. Ogsaa en Jolle fra Mercur med en 12 & dig Canonade løb over til Kysten. Men før vi fik sat Fod paa Land, tog Pokker ved Tyskerne ind ad Landet til. Saasnart vi vare komne iland, dannede vi en Kjæde langs Kysten, Jægerne tilhøjre og jeg med mine Folk tilvenstre, og saaledes afsøgte vi nu Brohovederne, men der var ikke en tysk Sjæl. Vi besatte da disse og sendte derpaa mindre Afdelinger lidt frem at rocognoscere Terrainet, medens en Parlamentair (Ltnt. Bauditz) sendtes længere op i Landet. Bag Dybbøl-Mølle traf han da Tyskernes Befalingsmand : en Capt. Schröter, der selv havde været nede med i Brohovederne og paa hvis Befaling Alt dernede var skeet. Ham lod han da vide fra Generalen, at dersom herefter nogen tysk Soldat blev seet i Skudvidde fra vore Kystbatterier eller Krigsskibe, saa vilde der øjeblikkelig blive skudt, hvorpaa Capitainen meget forbauset og naivt udraabte : Altsaa er Krigen atter begyndt ! — Først efter Parlamentairens Afgang erfaredes det, at Tyskerne havde slæbt forbemældte s. 210 Værkinspecteur (Tønningsen) med sig; samt, at Grunden hertil var, at samme tyske Capitain igaar havde været nede ved Brohovedet med en Underofficeer, og havde været næsviis nok til at stikke sin Næse indenfor, hvorpaa T. strax havde slaaet Pallisadeporten i for hans Næse, saa han ikke kunde komme ud, før han med dragen Sabel tvang T. til atter at aabne, men ved den Lejlighed lovede han da at huske ham det, og i den Anledning var han nu idag kommen med en 20—30 Mand Jægere og et Par Dragoner, havde slæbt T. med sig og givet Ordre til at sløjfe de Palisader, der igaar havde været uforskammede nok til at spærre ham Vejen til Tyskland. En Officeer vil udentvivl strax afgaae herfra til General Bonin, for at besvære sig over den gode Capitains Egenraadighed, der saaledes uden videre har betraadt neutralt Gebeet og derfra skudt paa vore Folk. Kl. 1 var den hele Stads forbi, og vi bleve atter satte over til Sønderborg, og »saaledes endte den første puniske Krig«. — En sand Fornøjelse var det at see, hvor opsatte Vore vare paa lidt Fastelavnsløjer med Tyskerne, og her som altid i Danmark blev denne Lyst da indklædt i en Vittighed: Tyskerne gav os Paaskeæg; nu skal vi give dem varme Fastelavnsboller. — Af Nyt her fra Als er der forresten, at Gjerningsmændene til det skændige Mord paa Jæger Einfeld, der her vakte saa stor Opmærksomhed, og som jeg ogsaa har seet berettet i Berlingske, nu ere udfundne og tildeels overbeviste (de fleste af dem have bekjendt). Det er 7—8 Menige af 1ste Bataillon og 1 civil Mand, en Skytte ovre fra det Slesvigske, der nok har været Hovedmanden og hans Kugle er da ogsaa een af de 2, der ved Obductionen fandtes i den Myrdede. Denne havde et Par Dage iforvejen været uforsigtig nok til (rimeligviis paa Skrømt) at skyde efter disse Folk, som han havde antruffet paa Krybskytteri. — Jeg har i den sidste Tid gjort Bekjendtskab med en meget vakker dansk Familie her i Byen, nemlig Pastor Carstensen fra Dybbøl (afsat af den provisoriske og af den »gemeinsame« Regering) og hans Kone. Igaar var der af den nævnte »gemene« Regering berammet Præstevalg i Dybbøl, men i dets Sted mødte blot Kirkeværgerne og afgave for Provsten (Rehhoff fra Aabenraa) den Erklæring, at da de ikke kunde anerkjende Carstensens Afsættelse, saa kunde de heller ingen anden Præst vælge. — Vi (ɔ: 10de Bat.) skulde fra 1ste Marts have været flyttede ud paa Landet, men Generalen har senere lovet os at blive i Sønderborg, en Efterretning, der naturligviis er mig saare kjær, da jeg finder det vel tidligt nu at flytte paa Landet og ialfald har bestemt at tage Sommerlejlighed paa den anden og ikke paa denne Side af Alssund.

s. 211 Det er jo vel ikke umuligt, at vi kunne faae flere saadanne eller noget alvorligere Smaatoure over til Fastlandet forinden, men ellers er det endnu her den almindelige Mening, at der intet egentlig krigersk Skridt vil blive taget fra vor (og vel endnu mindre fra Tyskernes) Side før 26de Marts. — Parlamentairens Ledsager (en Hornblæser) fortalte mig, at adskillige af de slesvigholstenske Jægere vare dansktalende og sagde : »naa Gud skee Lov, saa blev det da ikke til noget idag«. Det troer jeg knap der var nogen af Vore der enten tænkte eller sagde. — Efter Parlamentairens Tilbagekomst lod General Bülow sig roe over til os og tog selv den skete Skade i Øjesyn. 32 Pæle vare sønderhuggede ; den Læk er snart digtet, ligesom den Mercurs uskyldige Barkasse fik af Geværkuglerne, der dog gjør en ny Plankes Indsættelse fornøden.

— Vil Du med det samme Du sender min Jægeruniform lade følge

2 Par Vaskeskindshandsker (ikke altfor tynde; mit Maal er 8 1/2). —

Med mange venlige Hilsener til Alle derhjemme vil jeg da nu slutte og underskrive mig

Din hengivne Søn
Svend.

P. S. Lad for Guds Skyld Ingen faae noget af dette Brev, som kunde falde paa at lave en Avisartikel af det!

NB. Efter senere modtagen paalidelig Beretning om det inden min Ankomst til Færgen Passerede, maa jeg bemærke, at det første Skud løsnedes fra vor Side, nemlig et skarpt Avertissementsskud (ɔ: over Vedkommendes Hoveder), og først efter at de derpå gave Ild, sendtes et Skud Cardesker efter dem. Generalen sagde siden: det var dumt, at jeg ikke strax sendte dem en Skraasæk 1) , thi dertil havde jeg Ret, da de vare trængte ind i vore Forskandsninger. — Næste Gang skal han ogsaa nok gjøre det. —