Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher (1849-03-02)

Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sønderborg 2. Marts 1849

Kjære Fader!

Endelig faaer du da et Brev fra mig, saadan som det er, thi jeg er iforvejen vis paa, det bliver temmelig magert i alle Henseender, men det faaer nu være, jeg vil ikke længere gaae og skamme mig som en Hund over at jeg ikke skrev til dig.

Jeg fik igaar fra Moder de 5 Danskere, der ere udkomne siden jeg rejste og har fornøjet mig idag med at læse et Par af dem, navnlig det sidste om Trykkeforordningen. Det er rigtignok en mærkelig Tillid til Ministeriet, der viser sig i, at du stod ganske ene med din Interpellation, de Folk, der før saa stærkt raabte paa de »politiske Garantier« og udraabte de »moralskes« Utilstrækkelighed, de hylde nu den aldeles modsatte Grundsætning, med Personforandringen, der neppe engang tillige er en Principforandring, forandre disse Folk aldeles ugeneert deres Principer og nøjes ganske rolig med de moralske, som de før spyttede paa, og blive tilmed opbragte paa de Enkelte, der ikke kunne finde sig heri. Folks Hoveder maa være bleven reent forstyrrede i 1848 af den megen Larm, saa de hverken kunne huske eller tænke, vor Historie vil faae besynderlige Ting at fortælle den følgende Slægt, utrolige for hver den, der ikke selv har seet og oplevet dem. Rigsdagen af 1848 staaer for mig og vil vist ogsaa komme til at staae i Historien (og det ikke blot i din), som et Exempel paa, hvorledes en Rigsdag ikke skal være, thi hvad Nytte har den gjort i de mange Maaneder? Bildt Folket ind, at det havde en Repræsentation? Nej, neppe nok det engang, thi det sees godt, at Rigsdagsmændene i det Hele kun ere Trædukker paa et Marionettheater, under Ministeriets Direktion, naar de trække i Snoren, bevæge alle Leddedukkerne sig efter den, de kunne ypperlig præsentere paa Eengang, ligesom et Geled Soldater; vi have ofte tænkt paa herovre, at det vist vilde være ligesaagodt forlods at udskrive Rigsdagsmændene, s. 216da de her maaskee dog kunde gjøre nogen Nytte, medens de hist kun synes [at] være til Unytte, men det ville de sagtens betakke sig for. Men, kunde man maaskee sige, de gjøre dog altid den Nytte, at de om de end ikke i deres Beslutninger gjøre Folketanken gjældende, dog, ved at lade forskjellige Tanker og Følelser faae Ord fra et ophøjet Sted, give disse en Kraft, et Liv og en Virkning, som de ellers ikke vilde faae, og ved denne Debat bringe Folket Sandheden nærmere. Men dette kan heller ikke siges, idet mindste ikke, naar man bryder sig om, hvad man siger, thi der er jo næsten Ingen, uden netop du, der siger sin Mening om nogen Ting af almindelig Vigtighed de inspireres (sit venia verbo !) ¹⁾undskyld Udtrykket! til deres Taler, ofte lange nok, af alle mulige udvortes, Sagen egenlig uvedkommende Hensyn, men sjelden eller aldrig af deres egen Tanke og Følelse, de tage Tanken fangen under Troens Lydighed — paa Mennesker og Menneskeværk. Derfor er ogsaa Rigsdagstidenden næsten aldeles ulæselig. Naar Rigsdagen er tilende, vilde jeg raade de ærede Rigsdagsmænd in toto for deres eget Rygtes og Eftermæles Skyld, at foranstalte en Autodafee for alle Exemplarer af Tidenden, dog — det behøves vist neppe, jeg vil haabe, at Efterslægten vil have bedre Ting at bestille end at læse den. Det Raseri, »Fædrelandet« geraader i hver Gang du har holdt en Tale, er højst comisk, i Frastand idetmindste, de have ødslet et saadant Qvantum Grovhed og Uforskammenhed paa dig i det sidste halve Aar, at man næsten maa troe, at de snart have udsolgt.

Jeg har herovre havt Lejlighed til at lære flere af de betydeligere Personer i vor nyeste Krigshistorie at kjende. General Bülow, en ordinær Hugaf, en lille meget gemytlig, tyk, redelig, men temmelig dum Mand, der udenfor Krigen ingen andre Interesser har, end for at faae sig sin Lhombre om Aftenen. Major Fuhrmann en høj svær Mand, en alsidig dannet, munter, ja næsten overgiven Bellmannssanger og Selskabsmand, der altid har en Vittighed paa Munden, som sjelden mislykkes. Han har alsidig Interesse, men som en Mand med en forsvarlig Mave tager han sig ikke Verden altfor nær, men leer helst ad den. Han skyer ikke et godt Drikkelag og generer sig ikke for at faae lidt over Tørsten ved den Lejlighed. Hans bedste Ven, Major Jessen, der ikke er blevet mindre berømt, var før Krigen paa Nippet til at faae Afsked, er en lille, spinkel, styg Mand, der tidligere havde Ord for at drikke og ogsaa seer ud efter det, stille og tør, som kun taler lidet, men hører desbedre efter, og naar han bliver ivrig over Noget, han hører, kan tale meget godt og dygtigt for sig.

s. 217Det er ganske vist en Mand med Hoved, men hans Liv er i Krigen, under Fred eller Vaabenstilstand vegeterer han kun, saavidt jeg kan mærke. Med disse to lever Vilhelm Blom stadig sammen og er Potte og Pande hos dem og holder ogsaa særdeles meget ad dem, ligesom de ogsaa rose ham overordentlig ved alle Lejligheder. Fuhrmann er nu forsat til Fyen og Vilhelm flyttet til Sønderborg med sin ny Chef, Bruhn.

Jeg opdager stadig mere, hvad I derovre sagtens slet ikke ville troe, hvor dybt dog Tydskheden er trængt ned i Almuen og tillige de slesvigholstenske Ideer, selv i vor Bataillon findes mangfoldige, hvormange veed Ingen, som ere ligefrem tydsksindede og Slesvigholstenere. Min Karl, skjøndt fra Bau-Sogn ved Flensborg, og med tydsk Accent, uhyre decideret dansk, flygtede med Livsfare gjennem Fjendens Kjæde engang i Sommer, er hvert Øjeblik i Klammeri med nogle af sine Kammerater derom, at de sige, Tydskerne have Ret og ville banke ham, fordi han staaer dem saa haardt imod og læser saa skrapt op for dem i den Anledning. Forleden var det Tilfældet oppe paa vort Compagnis Brandstue med et Par af 2det Comp., som han især beskylder for Tydskhed fremfor de andre Compagnier, og han reddede sig kun, ved at dundre i Bordet og true dem med, at dersom de ikke rømmede Brandstuen strax, saa mældte han dem til Compagniet og hvordan de talte. En anden Gang slap han kun, ved at nogle Ligesindede kom til og hjalp ham. Idag hører jeg et farligt Skjænderi udenfor min Dør; jeg stod lige ifærd med at gaae ud, og jeg seer da min Karl i heftig Disput med en Bonde, som jeg strax kjendte som En af vore flinkeste »gamle Karle«, (som de af Reserven selv kalde sig og kaldes af de Andre) permitteret i Efteraaret til sit Hjem her paa Als. Da jeg kom, taug de, og jeg gav mig i Snak med ham og vilde ikke blande mig i den Sag. Men siden fortalte Terp mig, at de nær var kommet op at slaaes, fordi Jørgen Haarm var saa ravtydsk og havde ladet nogle Ord falde i den Retning, hvorover de kom op at skjændes. Og min Karl er den fredeligste Fyr altid ellers, og staar sig godt med alle, han støder sammen med. Det er dog nu mærkeligt, at jeg saalidt som nogen af de andre Officerer har vidst det ringeste af, at vi havde tydsksindede Folk i Bataillonen før nu i den sidste Maaned her paa Als, og dog have de efter deres Kammeraters Sigende, været saaledes den hele Tid. Det er væsenlig iblandt dem, der laa i Garnison i Kbhn. ved Krigens Udbrud, vel af den simple Grund, at de Andre ere blevne hjemme og ikke mødte. Imidlertid nærer jeg ingen Frygt for Desertion, jeg har spurgt deres Kammerater, s. 218om de turde svare for, at de ikke forraadte os, og de har svaret, at de skulde nok holde Stand, de skammede dem ved at svige deres Eed.

Paa Onsdag skulle vore Permitterede møde, vi faae nu at see, hvormange vi have mistet ved »Tydskens Rævestreger«, som der staaer i Visen ¹⁾Adolf Reckes Vise: »Holmens faste Stok«. Mel. af J. E. O. Horneman. (1848)., der synges her paa Gaden af Drengene fra Morgen til Aften, naar de gaae i og af Tydsk Skole, som alle Skolerne maa kaldes, med Undtagelse af en enkelt Lærer, nemlig Cantor Grimm. Siden jeg kom til at nævne denne Mand, vil jeg dog tilføje, at han er Navneredaktør af Sønderborg Ugeblad »den danske Slesviger«, der egenlig skrives af en Islænder Gudmundsen, der lønnes derfor af Regeringen, men [skiller] sig saa slet derved, baade i Henseende til Efterretninger og ledende Artikler, at den mindste Bladredakteur i Kbhn, ja næsten i Kongeriget, gjør det bedre. Forleden Dag indeholdt det en Artikel paa mange Spalter for at deducere Sønderborgerne, at der var Grund til at ønske at en Skolelærer der skulde kunne Dansk, (i Anledning af et nyt Valg). Forresten er ogsaa Tydskheden stor her, selv dansksindede Mænd lære deres Børn Tydsk før Dansk, jeg har i forresten danske Huse truffet Unger, der netop kunde tale, som ikke forstod Dansk, men kun Tydsk og ogsaa selv brækkede paa dette. Jeg læste nylig dit »Nytaarsny i d. Danske Forening« med megen Fornøjelse, men hvad du p. 30 lægger Tydskerne i Munden om den indvortes Frihed som den sande, og som du kalder »den højtydske Visdom«, er det dog ikke netop Christendommens, ialfald Pauli Lære? Jeg vil ikke sige det bestemt, thi da vi have lært vor Theologi af Tydskerne, kan det have avlet mange falske Meninger. Forresten vil det være en haard Kamp at blive utydske for den nærværende Slægt, thi os have Tydskerne, som jeg veed med mig selv, og som du ogsaa siger »skaffet hvad Lys og Dannelse vi hidtil naaede«, saa opgiver vi det, saa komme vi indtil videre til at gaae nøgne. Imidlertid er det rigtignok nødvendigt, det skal jeg aldrig nægte. De Dansksindede her paa Øen er meget lidet elskværdige, de ere mere raa end ønskeligt, og vise mest deres Danskhed ved at smide Tydskerne ud ad Dørren, blot fordi de ere Tydskere, saaledes er navnlig Cantor Grimm, Raadmand Christiansen og Stenhugger Klewing, Danskhedens 3 Matadorer her i Staden. Men de ere jo saaledes netop et Exempel paa den Overgangstilstand, jeg nys nævnte, de har kastet deres tydske Dannelse tilside, og nu have de — ingen. Jeg har imidlertid en lumsk Anelse om, at de aldrig have havt Nogen. Klewing, en Flygtning fra Flensborg der kun med Nød og Neppe taler Dansk, s. 219er en højst snurrig Person; han ligger i Klammeri med hveranden Mand i Byen, fordi han beskylder dem for Tydskere, saaledes beskyldte han forleden en Kjøbmand for at sælge tydske Cocarder, men han svarede i Avisen ved at udlove 20 Rdr. til den, der kunde bevise, at han havde solgt nogen siden Martii Maaned. Til Slutning bemærker han dog, at der havde heller ikke siden den Tid været nogen Efterspørgsel efter dem. Saaledes støjer K. omkring stadig væk, løber op til Generalen og klager hveranden Dag over Et eller Andet, og taales kun, fordi han er redelig Dansk og af stor Vigtighed for Forbindelsen med Flensborg og tildels ogsaa det øvrige Slesvig.

Jeg maa nu bede dig tage til Takke, jeg er kun bange, du ikke vil kunne læse det. Undskyld den slette Stil, jeg seer den vel, men har ikke Tid at file. Lev vel! og tænk ved Lejlighed paa din

hengivne Søn Joh. Grundtvig.