Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1849-03-15)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborgd. 15de Marts 1849.

Kjære Moder!

Paa den sidste Tid har jeg været utilladelig forsømmelig i min Brevvexling, ogsaa mod Dig. Jeg vil ikke plage Dig og fylde Brevet med mine i Grunden dog intetsigende Undskyldninger herfor, men hellere bede Dig bære over med denne min Synd, samt love Bod og Bedring. — For et Par Dage siden skrev jeg til Fader under de nære Indtryk af de deri beskrevne ubehagelige Scener Dagen forud; jeg mener de slesvigske Frifolks upassende Opførsel og hele deres uforskammede Snak. Jeg udtalte imidlertid det Haab at det vilde lykkes, baade at vænne dem til bedre Sæder og bringe dem paa bedre Tanker, og dette Haab bestyrkes daglig. Jeg har forresten nu seet den »gemene s. 226 Regerings« Bekjendtgjørelse om 1) at ingen af de fra den danske Hær Hjemforlovede ville blive tagne til slesvigholstensk Krigstjeneste men 2) at de af disse, der atter fandtes i den danske Hær »stridende mod deres Fædreland« vilde uden Skaansel blive straffede. Denne Trudsel er imidlertid saa tom, at det ikke vil være umuligt at overbevise selv dem, mod hvem den er rettet, om dens Intetsigenhed, thi enhver grusom Adfærd mod mulig fangne danske Soldater, de være hvorfra de ville, vilde jo medføre Gjengjæld, saa de tage sig nok i Agt for at træde Krigens almindelige Love under Fødder. — Maatte nu kun vor Regering være standhaftig og ikke lytte til nogen Bøn eller noget Forlangende om at lade den nuværende Stilstand vare 1 Dag længere end til 26de — saa lover jeg for, at vore Tropper med godt Mod og god Villie skulle gaae Fjenden under Øjne, var han dem end langt overlegen; men den ringeste Eftergivenhed eller Udsættelse vilde vistnok gjøre et yderst slet Indtryk, som et Tegn paa Svaghed og Modløshed foroven, der let kunde smitte mange paa de lavere Trin. —

Dog, lader os ikke komme altfor langt ind i Politikken og allermindst forivre os over Fejl, som endnu ikke ere begaaede, eller Ulykker, som endnu ikke ere skete, især da vi aldeles intet kunne gjøre enten fra eller til i saa Henseende. — Det er et for en Moder naturligt Ønske at ville høre noget om sin Søn personlig, naar hun hører fra ham, og jeg vil da for det første mælde, at jeg personlig befinder mig meget vel her ɔ: saa godt som man efter Omstændighederne kan forlange. Hvad man alm. kalder at »leve godt«, det gjør jeg nu i høj Grad, ja man kunde sige i en altfor høj Grad, dersom ikke Erfaringen havde lært mig, at jeg ikke er synderlig afhængig af sligt, men kan uden Savn og uden sure Miner tage det som det falder sig, og det er let at forudsee, at naar vi først komme i Felten igjen, saa maa jeg vænne mig til større Tarvelighed og Møjsommelighed. For Resten maa jeg med Hensyn til min Person bemærke, at jeg, som jo ellers har gjældt for urolig i Sammenlign, m. den »stille og sindige« Johan, lever her langt »indgetognere« end han, der jo er med ved alle Baller og andre offentlige Forlystelser og som tourer om i Landet og er behagelig i Familiekredse. — Igaar gjorde jeg da forresten ogsaa en Landtour; da der alligevel skulde en Vogn Landet igjennem, saa fik jeg Orlov og havde en saare behagelig Dag, den første jeg tilbragte udenfor Sønderborgs kedsommelige Gader, siden jeg kom herover. Først var jeg inde hos gl. Blom og derpaa hos Ernesto Dalgas, der fulgte med mig til Nordborg, hvorfra jeg saa kom hertil iaftes Kl. 9, 12 Timer efter at jeg drog herfra. En saadan Fridag i den dejlige Natur, dejlig selv nu s. 227 da alt er blottet baade for Somrens yppige og Vintrens glimrende Dragt, — i det klareste Solskinsvejr vi længe have seet her, — havde en saa frigjørende, oplivende, jeg kunde sige opløftende, Indvirkning paa mig, at jeg sandelig ikke vilde bytte den bort for noget Sønderborgerbal. Jeg har idag med Fornøjelse hørt, at Carlo Dalgas kommer som Off. til Bataillonen. Vi faae ialt 5 nye Off. blandt hvilke en Søn af Krigsministeren, samt en Broder til min uskatterlige Capitain. — Vilhelm Blom har været stærkt forkjølet og maattet holde sig inde i en Uges Tid, men er idag atter saa vel at han har begyndt Tjenesten paany. — Nær havde jeg glemt at takke Dig for Uniformen, der imidlertid i den Grad var upassende (ɔ: for viid og stor i alle Ender og Kanter), at den befinder sig hos en Skræder her i Byen, for at blive brugelig. — Vil Du nu hilse Alle derhjemme saa meget fra mig og ved Lejlighed takke Høyens for deres Tanke paa mig, samt naar Du seer Høxbro sige ham, at jeg med Tak har modtaget og med det allerførste (om ikke før) skal besvare hans Brev. Skovgaard bedes ogsaa paa det venligste hilset fra

Din hengivne Søn
Svend.

P. S. Hvis jeg ikke endnu i Aften skriver til Peter, saa siig ham, at saadant var min Hensigt, og at skeer det ikke dennegang, saa skeer det bestemt næste.