Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1849-04-20)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark ved Sønderborg20/4 49.

Kjære Moder!

Tak for Dit Brev, som jeg modtog iforgaars Aftes paa Feltvagten udenfor Brohovederne, hvor jeg tilbragte de 24 Timer fra Onsdag- Middag til Torsdag-Middag i Snee og Hagel paa den bare Mark. Det er strængt nok, men vistnok nødvendigt, da disse Feltvagter staae kun en 100 Skridt bag den Vedetkjæde de udsætte, og denne befinder sig kun 4 à 600 Skridt fra Fjendens ligeoverfor paa Højden af Dybbøl- banke staaende Kjæde. Der udkræves derfor paa disse Poster en overordentlig Aarvaagenhed navnlig ved Nattetid, for ikke pludselig at blive omgaaet og afskaaren. Derfor maatte Alt staae under Gevær med Tornystren paa Ryggen hele Døgnet. Hvert Øjeblik hører man Skud, thi de fjendtlige Vedetter ere i Almindelighed meget rund- haandede med Krudt og Kugler, saa hver Gang en Patrouille, en Afløsning eller en Officier viser sig i Kjæden, saa skyde de strax, skjøndt Afstanden er for stor til at give noget grundet Haab om at ramme. De Tropper der staae ligeoverfor os her ere især Bajrere, Würtem- bergere og Saxere, som vi allerede ere saa bekjendte med at vi kunde s. 243 skjælne dem efter deres forskjellige Uniform. Om Natten hører man bestandig Kjørsel med Vogne og Trillebøre og Pæles Tilhugning og Nedrammen, og der har da allerede rejst sig en Række af Skandser langs ad Bakkens Ryg. Imidlertid kunde jeg ikke med min Kikkert opdage nogen Anstalter til Artilleri, ialfald ingen til svært Skyts; men det saae ud som blot beregnet paa Dækning for Infanteri. Det er desuagtet ikke usandsynligt, at Fjenden vil gjøre et alvorligt Forsøg paa at faae Als i sin Magt og synes ikke forinden at ville gaae op i Jylland. Maaske oppebier han kun det fornødne Belejringsskyts; Brotrain har han med sig og skal i Sandbergskov (hvorfra han sand- synligviis vil prøve den egenlige Storm, medens Sønderborg allarmeres og holdes i Skak) have travlt med at lave Flydebroer. At betragte Als som uindtagelig fra Sundeved er vistnok en stor Fejl; men vist er det, at baade skal der Lykke til for Fjenden og han maae finde sig i et frygteligt Tab før det kan blive ham muligt at forcere Overgangen, og jeg indseer ikke ret hvad det kan nytte ham at faae Als, der jo dog ligger aldeles aaben fra Søsiden. Prøver han imidlertid for Alvor derpaa, saa ville vi i ethvert Tilfælde faae »et varmt Bad«, men lykkes det os, hvad Gud give, at kaste ham tilbage, saa vil det vistnok ogsaa blive baade hans første og sidste Forsøg, saa frygtelig vil han blive tilredt. — Det er ved Generalcommandobefaling paalagt alle Militaire ingen Beretninger at give til Hjemmet om Troppernes Fordeling og Stilling, da saadant let kunde komme Fjenden for Øre og tilgode, derfor maa jeg herefter afholde mig fra sligt. Da jeg imidlertid i et tidligere Brev har angivet den hele paa Als efterladte Styrke til de 10,000 Mand, der var her i Vinter, maa jeg dog berigtige det derhen, at her findes og skal forblive en ikke lidet betydeligere Styrke. — Tjenesten herovre er særdeles stræng, navnlig har 10de Bat. været meget brugt. Brigaderne skiftes til at gjøre Forposttjeneste, men lige som vi havde gjort vor Tour til Ende med den ene (3die) saa bleve vi forsatte til en anden Brigade og begyndte saa paa samme Historie paa ny. I vide jo de Vexlinger der have fundet Sted i Armeens højere Etager. At Bülow er kommen i Kroghs Sted billiges almindelig; men Læssøes Tilsidesættelse er ikke betragtet som saa fortjent eller heldig. Meza, som jo nu er Højstcommanderende paa Als nyder almindelig Tillid, og rigtigt er det vistnok netop her, hvor det svære Skyts maa spille saa væsentlig en Rolle at have en Artillerist i Spidsen. Tungt har det imidlertid været os at miste vor gamle Brigadechef Schleppegrell, som hver Mand kjender og elsker. Jeg har lidt et endnu tungere og nærmere Tab ved den samme Lejlighed, idet min herlige Capitain s. 244 Falkenskjold er taget fra os og ansat ved Mezas Stab som 1ste Adjudant. Jeg kjender ingen Mand, der mere synes født til at befale i en Hær: Lydighed er uvilkaarlig, ligesaa uvilkaarlig som den Tillid og Kjærlighed han vinder hvor han kommer. — Min nye Compagnichef Ltnt. Cathala er en særdeles brav og human Mand, men at erstatte Falkenskjold det er han ikke istand til. Af Compagniets øvrige Officerer er den jeg lider bedst og som jeg virkelig lider meget godt en lille Normand Svendsen. Min Premierltnt Holck har jeg tidligere omtalt og en nylig ansat Hansen, forhen Malersvend og Overjæger i Livjægercorpset, der har gjort hele forrige Felttog med i 1ste Jægercorps og der erhvervet sig Sølvkorset, er vist en ganske brav Mand, men uden den Dannelse eller det Indhold, at han kan have videre Interesse for mig. Bataillonens øvrige Off. (Johan og Carlo iberegnede) seer jeg kun af og til i Forbigaaende, saa jeg er temmelig henviist til mig selv. Jeg befinder mig imidlertid legemlig meget vel, paa lidt Snue nær, og aandelig saa vel som det er muligt under de trykkende Omstændigheder, hvorunder hele Landet sukker. Jeg er tilfreds med min Stilling og ønsker aldrig noget Øjeblik at bytte »min Bolig som er paa den kolde Jord« med det hyggelige Hjem i Kjøbenhavn. Da jeg altsaa ikke hellere vilde være noget andet Sted for Øjeblikket, saa maa jeg jo tilstaae, at jeg har det saa godt som jeg for Tiden kunde have det og bør derfor være tilfreds hvad mig personlig angaaer, og det er jeg da igrunden ogsaa, om jeg end tidt kan være lidt gal i Parykken og lidt kjed af dette ensformige men dog trælsomme Liv. — Inden jeg slutter maa jeg bede Dig gjøre mig den Tjeneste at contrahere et Laan hos Fader paa mine Vegne, stort 15 Rigsdaler, at hvilke 10 paa Johans Regning betales til Skrædder Møller (jeg har nemlig faaet dem at laane af ham). Resten bedes mig tilsendt. Du vil vistnok ryste paa Hovedet ad mig i denne Anledning, men jeg vedbliver at paastaae, jeg er en meget god Oekonom; men Uniformsforandringen, samt Forsyningen til det nye Felttog tog extraordinairt paa Pungen og desuden sendte jeg for meget hjem til Skrædderen i Januar. I 2 Maaneder skal Balancen være gjenoprettet. Johan har vel berettet Dig, at Dorschæus døde af sit Skud Dagen efter (d. 14de). Han var eneste Søn af en Præsteenke, der boer i Kbhn. Jeg var iforgaars ude paa Augustenborg at følge ham og 4 andre af vore Faldne (en frivillig Underoff. Hansen og 3 Menige) til Jorden. Han blev baaret det sidste Stykke af Bataillonens Off. Provst Stephensen fra Broager, der i sin Landflygtighed gjør Tjeneste som Lazarethpræst, holdt Tale ved Graven. — Jeg hører, at der i »Fædrelandet« har staaet Lovtaler over s. 245 vores Oberstlieutenant, til stort Moro for alle Bataillonens Officerer, der kjende Historien bedre og vide, at han laae i Grøften langt borte fra Fægtningen og ikke — som man skulde troet efter Rosen — foer til Hest i Kjæden og førte Folkene i Ilden. Der saae Ingen ham. Jeg vil ikke sige, at han derved har viist sig fejg eller svigtet sin Pligt; men nogen Anledning til Roes er der dog ikke. Noget synderligt Mod har han heller næppe, undtagen hvor der ingen Brug er derfor. Han er bleven mig og jeg tør sige hele Bataillonen mere og mere ubehagelig. Og nu have vi desuden jo mistet den Mand, der saa herligt forstod at holde ham i Tømme, nemlig min forrige Capitain. Til hans Tab kommer jeg atter og atter tilbage, thi ikke blot Compagniet, men hele Bataillonen har ved hans Bortgang faaet et føleligt Stød. — Fra Høxbro venter jeg i disse Dage Brev efter hvad han fornylig skrev til Johan. Ellers synes alle mine Correspondenter at være blevne kjede af at skrive mig til, naar jeg ene undtager Dig og saa stakkels Meta, der jo en Stund har været undskyldt. Hils hende fra mig paa det kjærligste og ligeledes Fader, Tante Jane, Amalia og Peter Boisen. Ogsaa Skovgaard, Knudsen og andre Venner bedes venlig hilset fra

Din hengivne Søn
Svend.