Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-05-01)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark d. 1ste Maj 1849.

Kjære Moder!

I Søndags fik jeg kun Tid til at sende Dig en Kvittering for Modtagelsen af Dine to Breve af 21de og 26de f. M. Tak fordi Du saa jævnlig skriver; thi vi længes bestandig efter at vide hvorledes det staaer til med vore Kjære i Hovedstaden. Gid nu kun Meta ret snart maatte komme til Kræfter! Og gid jeg kunde rejse Dit sjunkne Mod! Det kan jeg desværre ikke, thi jeg kan kun altfor godt forstaae, at Du maa i disse Tider føle Dig beklemt. Det eneste Sted hvor jeg kan vise Dig hen for Trøst er derhen, hvor Du jo ogsaa stadig søger den:s. 253hos Verdens almægtige Styrer. Han veed hvad han vil; han seer og han styrer den for menneskelige Øjne saa ofte forsvindende og navnlig nu saa forviklede Traad, der sammenknytter alle de mærkelige Begivenheder der i det sidste Aar ere foregaaede og endnu foregaae for vore Øjne. Og han ikke blot veed, men kan hvad han vil, og derfor maae vi med Fortrøstning vente at han vil føre alt til det bedste og gjøre en Udgang paa Trængslerne. Vi svage Dødelige vide knap hvad vi ville; men endnu langt mindre kunne vi det. Og dette gjælder ret egenlig om Danmark i sin nu aarsgamle Kamp mod den store Overmagt. Vi ere jo i den Tilstand, hvor man — som Ordet lyder — ikke veed, enten man er kjøbt eller solgt. Det Eneste vi kunne ville er at kjøbe Freden saa billigt som muligt og at sælge Livet saa dyrt som muligt og fremfor alt fremdeles ikke at sælge Æren. For Resten maa Gud raade. —

Vi oversvømmes da ogsaa her stadig med Rygter fra Kjøbenhavn : idag om at nu kommer Ruslands mægtige Arm og slaaer et Domme- dagsslag til vor Redning; imorgen om at nu er det afgjort, at der aldeles ingen Bistand er at vente fra den, saa lidt som fra nogen anden Kant af Verden. Dette sidste blev forsikkret i Privatbreve fra Kjøbenhavn, der igaar kom hertil. Jeg mener om den Sag, at de gode Brevskrivere vide lige saa meget om det som jeg veed ɔ: aldeles intet; og jeg bryder mig derfor lige saa lidt om de slette som om de gode Efterretninger om, hvad der er besluttet i den russiske Kejsers Cabinet. Jeg venter ingen Hjælp fra Peer eller Poul, men mistvivler dog ikke derom. Jeg opgiver ikke Haabet om en lykkelig Udgang; men støtter ikke dette Haab enten paa dit eller dat. Jeg hviler rolig i den Overbevisning, at Danmark gjør hvad det kan og vil fremdeles gjøre saa, for at hævde sin uomtvistelige, men dog saa haardt angrebne, under Fødder traadte Ret. Jeg veed, det er i Grunden kun lidet, hvad Danmark kan gjøre mod det store Tyskland; men dette lidet maa dog gjøres og jeg synes ogsaa det gjøres. Saa meget af Landet som muligt holdes frit for Fjendefod, saa længe som det er menneskelig muligt; derom vidner det blodige Koldingslag. Hvert Skridt mod Nord vil blive blodigt, og vender Fjenden sig hid, da har jeg vel for det første den Tro, at han med Skamme vil blive kastet tilbage, men, da jo ingen Fæstning er uindtagelig for en overlegen Magt, der vil offre hvad det end kan koste, saa er det i alt Fald min sikkre og vel- grundede Overbevisning, at Danmark ikke skal have Grund til at rødme af Skamfuldhed om det maatte komme til at bløde af det dybe Saar, som Alses Tab vilde tilføje det. Det vilde først være efters. 254en fortvivlet og for Fjenden saa vel som for os (og sagtens endnu mere end for os) blodig Kamp, at de tyske Hærskarer vilde kunne trampe paa Alses Grund. Mit Haab er altsaa, at Danmark skal med Sejer og Lykke udgaae af Kampen ; men min sikkre Overbevisning er, at det skal gjennemgaae den med Ære ; — og »Æren hun er det fejreste Træ udi Skoven«. —

16*

Vi have her meget pludselig faaet et dejligt Foraarsvejr. Skoven grønnes stærkt og alle Agre og Enge ere alt saa frodige som de kunne blive. Storken bygger Rede over mit Hoved, og Ferskentræet, der slynger sig om mine Vinduer, staaer i Blomster. Igaar var jeg en Skovtour med Karstensens, Pastor Bøggild og Johan til Augusten- borg. Vi spadserede i den prægtige Have langs Fjorden og »lydde paa Fryd og Fuglesang«. Johan og jeg tilbragte derpaa Aftenen hos Henrik Bech, der er Commandant paa Augustenborg og boer i Byen i en forløben Hofraads smukke Lejlighed og har det i det Hele saa behageligt som Nogen paa hele denne skjønne Ø. Hermann, som Du spørger til har slet ikke i Aar været her paa Als. Han staaer nok ved 1ste Forstærkningsbataillon, der saa vidt jeg veed hører under Ryes Brigade. Thurah er her paa Als og har været her lige saa længe som jeg, uden at jeg dog endnu har seet ham for mine Øjne. Vilhelm Blom boer i Sønderborg, men jeg seer ham sjælden og da kun i Forbigaaende. Han sidder paa Contoiret fra Morgen til Aften. Hans Fader befinder sig saa vidt jeg veed efter Omstændighederne (thi igrunden er han træt af dette for en Mand i hans Alder ogsaa saare besværlige Liv) ret vel. Jeg vil siden i Dag see at træffe ham. Tante Maria er vel nu ikke længere i Byen, men vil Du ialfald hilse hende venligst fra mig, saa vel som Line Blicher, der vel endnu er derinde med sin lille Peter Christian (hedder han ikke saa?). Vil Du nu kjærligst hilse Fader og Søster, Svoger og Tante (Amalia ej at forglemme) og takke alle de kjære Venner der mindes og mindes af

Din hengivne Søn:
Svend.

P. S. Da dette Brev er for sildig færdig for Posten, saa vil jeg nu sende det ind til Pastor Bøggild, forhen Skibspræst paa Valkyrien, som har fungeret som Feltpræst her indtil Hammerich kommer. Han rejser idag til Kbhn. og jeg vil bede ham bringe Dig en personlig Hilsen fra os. Vi have begge seet ham saare jævnlig i den sidste Tid hos Karstensens. Du kan da høre vort Skudsmaal, enten det nu er godt eller daarligt. —