Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Meta Cathrine Marie Bang FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-05-26)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg d. 26de Maj 1849

Kjære Meta!

Længe have vi to kun paa anden Haand hørt fra hinanden, og det er ikke værd at sværge paa, at det til Stadighed skal blive anderledes;s. 267men saadan engang imellem kunde vi jo dog nok faae Lyst og Lejlighed til at give et lille Livstegn fra os. Ikke sandt Du? —

See til imorgen kunde jeg nu aldrig lade være at skrive Dig til, naar vi vare adskilte paa den Dag i Aaret; og jeg har da ogsaa længe gaaet og trøstet mig over, at jeg ikke skrev før, dermed, at den 27de skulde Du da have Brev fra mig; men saa vil den haarde Skjæbne, at jeg just igaar Formiddags, da det skulde været gjort, gaaer og glemmer det indtil det var for silde og Posten gaaet. Disse Linier komme Dig altsaa sagtens først for Øjne paa 2den Helligdag; hvad der gjør mig inderlig ondt, thi Du vil dog 1ste Helligdag have ventet at høre fra mig og vil saa sige Dig selv: »Nej, ingen af mine Brødre har da tænkt paa mig idag, og jeg tænker dog hver Dag saa kjærlig paa dem«. Men det er ikke saa; Ingensinde glemt af mig kan Du allermindst paa den Dag undgaae at være lyslevende i mine Tanker. Thi denne Dag har ikke blot den Betydning for mig, at den gav mig en Søster og det saa kjærlig en Søster; men den vækker Mindet om saa mange glade Dage, saa mange 27de Majdage, tilbragte i den Kreds, Du har samlet om Dig; og saa ofte denne Dag oprinder kan jeg derfor ikke andet end tænke mig tilbage i denne Kreds, der vel ogsaa dennegang tildeels vil slutte sig om Dig. Det er da næst Dig nærmest »Cousinerne«, som det være mig tilladt paa denne Dag at sende en venlig Hilsen med Tak for alt hvad De have været for Dig og derved for alle, der havde Dig kjær og færdedes i Din Nærhed.

Dersom jeg her sluttede, saa vilde Du maaskee finde, det var en stedbroderlig Behandling, fordi jeg jo kun har sagt Dig saa uendelig lidet; men igrunden vilde det være rigtigt, thi hvad skal jeg sige, som ikke mere eller mindre maa forstemme Dig. Om Danmarks Stilling og Udsigter er intet glædeligt at tale. Kun det faste stille Haab paa bedre Tider, som jeg og sikkert ogsaa Du gjæmmer, kun det have vi at sætte imod alle de Uveirsskyer der nu saa mørke som nogensinde svæve over vore Hoveder. — Og stræbe vi et Øjeblik at vende Tanken fra dem og glæde os ved det Liv der i denne dejlige Pindsetid lever og aander i Naturen omkring os, saa mærke vi dog strax at vi ere uskikkede til ret at optage dette Liv i os. I det mindste er det Tilfældet med mig; min Aand føler sig bunden, ligesom mine og alle Danskes Hænder ere det; den føler sig indesluttet ligesom Als og Fredericia. Dog, hvorfor skulle vi udtale slige uhyggelige Følelser. Lader os hellere stille vente det Øjeblik, der dog maa komme, da det maa enten bære eller briste ; lader os fremfor alt stræbe at udvikle Taalmodtt i vore Hjærter, som det bedste Middel mod det Mismod,s. 268der ellers saa let tager Bolig der. Thi Du maa troe, at det er en personlig ubehagelig Erfaring, som den vaagne Selverkjendelse gjør: at man bliver Dag for Dag sløvere og dummere ved dette Liv. Det er jo ogsaa en Maade at offre sig for Fædrelandet paa, men det er en ulige sørge- ligere og mindre glimrende end den, at falde paa Valpladsen. [Tro ikke], at jeg mener, det er ene os, der ligge for Anker herovre, som ere ude af Stand til at føre et virkeligt Menneskeliv; jeg for min Person vilde endnu mindre være i Stand dertil, om jeg trampede op og ned ad Kbhns Brostene, istedenfor at det nu er de støvede Landeveje, der slide paa Saalerne. Og i det Hele troer jeg, at man i Kbhn. lige saa meget føler den Tomhed i det Indre, den Følelse af sit Jeg som en usalig Draabe i et stillestaaende Vand, som her trykker og kvæler enhver, der har — eller dog erindrer at have haft — Sands for noget andet og mere end Tilfredsstillelsen af de daglige legemlige Fornødenheder. — Nu har jeg da fyldt hele 3 Sider med min Passiar, som maaskee bedre var uskreven, men som jeg dog ikke tør supprimere, da Du jo saa slet ikke faaer at vide, at jeg iaar som ifjor og ad Aare kjærlig mindes min eneste kjære Søster. Gud, som holder det Lyn i sin Haand, der skal splitte den Tordensky der nu hænger over vore Hoveder, — han lade os opleve denne Majdag under en klarere Himmel ! Indtil da lev vel, kjære Søster, altid kjærlig erindret af Din hengivne Broder:

Grundtvig og hans Slægt.

17

Svend.

P. S. Hils Peter og tak ham for den Hilsen jeg fik i Carlos Brev ; men siig ham, at det har forekommet mig et ejendommeligt Indfald af ham: i Anledning af at han er kommen md af« Brevvexlingen med sine Svogre (ɔ: at han har undladt at besvare deres Breve) at stræbe at sætte sig ind i en ny. — Kjærlige Hilsener til Alle derhjemme.