Boisen, Peter Outzen BREV TIL: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher; Grundtvig, Svend Hersleb FRA: Boisen, Peter Outzen (1849-05-30)

Fra Peter O. Boisen til Svogrene.

Mine Svogre og Venner!

Tilgiv at jeg begynder min aldeles afbrudte Brevvexling med atter at slaae Eder sammen, hvorved jeg dog opgiver Indrømmelsen af at dette egentlig kan betragtes som Svar paa Eders særskilte Breve til mig! Jeg har tilvisse ophørt med Brevvexling fra min Side, for I have vedblevet ikke desto mindre at skrive til mig, uden at jeg har svaret med en Tøddel. Nu jeg er tilvisse meget doven, og ligegyldig kan jeg ogsaa kaldes, men dog erklærer jeg mig herved fri for at disse mine Udyder have været Grund til min Tavshed. I have altfor ofte været i mine Tanker, til at jeg ikke skulde fundet Tid nok til at sætte dem paa Papiret, naar jeg havde meent dem gavnlige til at komme over til Als for nogen af os. Der er faa Correspondencer, der have været mig saa kjære, som den med Eder, hvoraf jeg har saa mange kjære Minder liggende i min Skuffe (ordentlig nummererede), som jeg mere end een Gang efter den første Modtagelse har gjennemseet, saa jeg kan sige Eder, at det virkelig har gjort mig ondt, at jeg ikke har kunnet skrive. Men naar jeg har tænkt paa at skrive i de sidste Par Maaneder, saa er der kommen en Mand iveien med en Slæde, og skal jeg nu nævne den Mand, saa (ja nu vil I grine ad mig) bliver det noget nær vor fælleds Ven Høxbro, som paa en Maade er kommet mig i Veien og det nu paa 2 Maader, en ond og en god (ɔ: mindre ond) Maade. 1) har jeg tænkt ved at høre ham jævnlig fortælle om hans stadige, flittige, indholdsrige (gjærne paa 10 Sider) Brevvexling med Eder, »nu vel ! De ere meget bedre tjent med at have ham til Correspondent end Dig«. Dertil er nu at sige (naar man holder Tungen lige i Munden og ikke seer skjævt) det er ganske vist, de ere bedre tjente med ham, der er langt dygtigere, men derfor kan de ogsaa godt have Fornøielse af at faae Brev fra Dig og have aldrig med et Ord givet Dig Anledning til at troe det Modsatte, tværtimod! — saa det er jo godt at see, hvad det er, (reent ud af Posen Peter!) hvad man med et fremmed Ord kalder Jalousie, som desværre dog ikke er fremmed for mig. Over denne min ligefremme Tilstaaelse vil I nu formodentlig lee ret indstændig, og det skal I have Lov til, da jeg dog ikke kan naaes. 270herfra at forhindre det, og det er i sin naturlige Orden, at Skam og Skade følges ad. Det bedste jeg kan gjøre, er at lee med, og det kan jeg nu ; men der var en Tid, da jeg ikke kunde lee ad det, og saalænge gad jeg ikke skrive. — Nu 2) da har det ret ærgret mig at I saa let have kunnet forlade den for mig ene rette Anskuelse, I holdt saa hardt ved, da vi sidst saaes, om Danmarks uomtvistelige Ret til Slesvig til Eideren, og at derfor maatte der kæmpes til det Yderste. Den modsatte Anskuelse Slesvigs Deling ere I nu aldeles gaaet ind paa som det ene ønskelige og Rette, ved Svends sidste Brev af 8de og 9de Mai — til Fryd for Høxbro. Nu derom er min Mening: Slesvig til Eideren, derfor har vi begyndt Kampen og faae vi ikke det, har vi tabt. Det naae vi nu visseligen ikke, men naar vi blot kæmpe saa godt vi kunne, da er Æren frelst, og det er Hovedsagen for Danmark, og [vi] maae da roligt finde os i at nøies med noget af Slesvig, som ogsaa kan blive godt, ja jeg indrømmer nok saa godt, naar vi blot selv af vor gode Villie kunde bortgive den tydske Stump. Men uden videre at indrømme, at det er det Rette, naar Røvere ville tage det fra os — det er at gjøre en Dyd af en Nødvendighed. (M. H. til Høxbro da vil jeg blot sige Eder, at jeg omgaaes gjerne og næsten daglig med ham, og har sagt ham reent ud noget Lignende, som jeg her har skreven, han er et dygtigt, interessant, men halv-farligt Mske, som Tvivleren og Critikeren altid er). Nogle flere Yttringer af Johan har ogsaa gjort mig gal i Hovedet, f. Ex. hans Foragt for de gamle Forstærknings- karle, Hans Yttringer mod den »krigerske Rigsdag« Eders forunderlig reactionære Hentydninger, som jeg ikke kan forstaae (hvorom I vistnok behøvede nærmere Forklaring, for at forstaae min Mening) alt dette har løbet mig rundt i Hovedet, ofte i Tankerne har jeg beredt mig paa at bryde min Stilstand og storme løs mod Eder, har ogsaa engang udladt mig med en Trudsel derom — men dog følt mig uskikket til at skrive til Eder, ønskede derimod meget at kunne tale med Eder, hvorefter jeg længes i høi Grad, for I ere mere for mig, end I maaskee troe, og jeg indrømmer have Anledning til at troe. At jeg skrev til Carlo, var fordi jeg oftere har tænkt paa at skrive ham til — men ogsaa fordi jeg følte en underlig Kløe i Fingrene efter at komme paa Vei over til Eder. — See nu Johan og Svend! har jeg skriftet for Eder, dermed maa det blive for dennegang — og nu synes jeg, jeg kan skrive igjen og atter komme ind i en Brevvexling, som, om den end imellem gjør mig gal i Hovedet, volder mig saa stor Glæde

17*

Eders hengivne Ven
P Boisen.

Kbh. d. 30/5 49. —