Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig (1849-06-08)

Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 8de Juni 1849.

Kjære Svend!

Siden jeg modtog dit sidste Brev fra 31te Mai, har det stadig været min Hensigt at lade dig see lidt fra mig igjen, men hver Dag har, som du nok veed, »sin egen Plage« saaledes er Tiden gaaet i disse otte Dage at jeg ikke har kunnet komme saavidt engang uden med at sænde smaae Bladene ledsaget med et flygtigt Ord og hvad er det andet I seer fra mig og dog er der saameget der ligger mig saa tungt paa Hjerted i dets dybe Gjemme.

Fader er i Dag i Arbeide med Breve til Eder saa det jo egentlig er overflødigt hvad her nu kommer fra Moder, jeg vil nu derfor skulke til i Morgen og haaber da at faae det udført, da det ellers ogsaa i Aften ville blive lidt seent da jeg nu ville gjøre en lille Visit nede hos Georgia Sk: da hun i Morgen med Følge tager til Nysøe; ja hvad siger du om Skovgaard har du havt nogen Ahnelse herom? Han er ikke til at kjænde kan du tro, som Fuglen paa Qvist, lutter Glæde!

Den 9de.

God Morgen min Søn! her er nu kommet Efterretning fra Als af, (D: danske Slesviger.) endnu har vi inted Officielt herom, at Sønderborg har været meget udsadt udsiges nu der; jeg længes nu meget efter at høre hvad vore Militaire siger herom thi fra Søndbrg: synes mig det var egentlig Huse og Gaarde der taltes meest om, jeg spørger altiid først, »hvordan gik det vore Kjæmpere« nu kom Bladet som siger vi vandt noget Terrain men at Fægtningen vedvarede til hen- imod Kl. 10, at I mine kjære Børn jo var i Sønderborg vidste jeg, men ikke videre om Eder, nu kom Meta med Hilsen som havde havt Brev fra dig, — som hun bad mig takke dig for — vi hørte da hvad der var foregaaet, i disse sidste Dage har jeg længtes meget |: ja naar gjør jeg ikke det :| efter at høre fra Eder mine to trofaste Sønner, Gud beskjærme Eder paa alle Eders Veje og lade os samles med Glæde og Taksigelse! Hvad du skriver om mit Barn skal jeg sænde; igaar fik jeg Kikkerten ved Rngskf: Abel som selv bragte den, det har gjort mig ondt at vi ikke bad ham spise her til Middag i Morgen, han kom jo ovre fra Eder, saa jeg gjærne ville have seet ham, eller, talt med ham noget længer, det var hvad jeg kalder et vakkert Menneske at see til som det siges, meer kunde ikke siges i slig en Hast. Heel uvist er det nu vel om jeg i Morgen kan tænke mig Eder tage Ophold paa Landet igjen, Man kan vel sige, det kommer an paa s. 281 Tydskerne hvad de har betænkt, det er dog grueligt at skulle sige det, men er det dog ikke saa? jeg havde gjordt bedst i slet ikke at [have] begyndt paa denne Materie, det veed jeg jo ogsaa du strax bevidner og dog er det for Tiden Alt hvad jeg kan sige jeg Lever i, endskjøndt der er saameget der kan nedtrykke mig i min dybe Een- somhed. Jeg er nu flytted over i mine Sønners Bolig Eders Værelse, jeg sidder nu her og skriver, det er mit kjæreste Stæd, jeg synes da som jeg var Eder nærmere mine kjære kjærlige trofaste Sønner, Gud være med og hos Eder med sin Beskjærmelse og med os Alle!

din trofaste Moder
E: Grundtvig