Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete BREV TIL: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher FRA: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete (1849-07-25)

Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
Onsdag d. 25de Julii 1849.

Du seer nu her kjære Johan! Moder er meget expedit med at give Svar paa dit Brev fra 23de samt et fra 20de, først vil jeg da nu sige dig Tak min Søn, at du saa smukt lader mig høre fra Eder, dernæst vil jeg omtale din Anskuelse af denne Vaabenstilstand som egentlig Alle her meer eller mindre vist er misfornøjet med, jeg giver mig jo slet ikke af med at gaae ind derpaa i alle sine Enkeltheder som jeg aldeles ikke forstaaer; med Flaget har du nu indrømmet, ligeledes synes jeg, at vi ikke selv maae sørge for Slesvig, i det mindste det nordlige, kan jeg heller ikke begribe; da vi jo nu har enheel Hær paa Benene og skal da foruden lønne de fremmede — her siges at Svenskerne har forlangt at være 4000, der skal være gaaet Coureer til Berlin derom — som havde været bedre de var kommet og gjordt Gavn da det behøvedes; hvad siger Slesvigerne at de ikke selv maae passe paa deres Land? at Tydskland som du siger skulle bede om Forladelse tænker jeg langtfra paa, men Holstenerne med deres nederdrægtige Ridderskab og Ledere, trængte sandelig, synes mig, haardt til at bukke Nakken lidt; at det er paa gunstige Vilkaar for os, kan jeg ikke see og Opfyldelsen deraf, som du ogsaa maae sætte et NB til, hvem indestaaer for den anderledes end forrige Aar, saaledes at skulle lade sig narre; vistnok min Søn er der flydt meget Blod og just derfor, skulle vi have opnaaet langt meer end det er ført til for vore Øjne at see endnu og de hemmelige Artikler der raabes saameget paa, hvad kan der troes paa dem, jeg er blevet mistroisk nu. Enhver seer at meele sin egen Kage, hvor er tro og love nu at finde, jeg veed det ikke, uden hos den Retfærdige i Himlen! til Ham vil vi haabe, Han vil staae os bi i vor Trængsel og Nød naar alt det jordiske svigter og vi ingen Udvei seer. – – – af Høxbro har du da nok hørt, hvad her jo ogsaa havde været tænkt saa smaat paa, men aldeles blev opgivet da Vaabstdn : kom; Fader er ganske uhyre opbragt over den og tillige blevet meget nedtrykt, han havde aldrig tænkt sig det mueligt, netop nu efter denne Sejer, saaledes at skulle ydmyges; du maae nu tænke dig, Fader har ligget paa stræng Krigsfod i Halvandetaar; dette havde han slet ikke tænkt sig og kunde aldrig lide naar Nogen ville tale derom; jeg læste naturlig ikke dit Brev for Fader, eller han veed der er kommet noget, det havde gjordt ham meget ondt, ja forbittred ham at see denne Mening hos dig, det vil jeg nu her sige dig reent ud min Søn, jeg veed du ville saa ikke bedrøve ham dermed ; han lever saa ene og føler sig saa ene, det er hvad ders. 295ofte gaaer mig saa dybt til Hjerte, uden at kunde raade Bod derpaa. — Nu Farvel! lad mig ret snart see Brev fra dig igjen, i Kærlighed

din forknytte men trofaste Moder
E: Gr: