Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1849-10-25)

Fra Johan Grundtvig til Broderen.
A. S. Indlagt Høxbros Brev af 18de Sept.
og et Brev til Moder
Bommerlund25 Oct. 1849
Eftermiddag.

Kære Svend!

Inden du modtager dette vil jeg haabe, jeg faaer et Brev fra Dig, thi det venter jeg rigtignok af Dig, at du vil være flittig til at skrive, s. 320 (mod Sædvane,) da du jo kan indsee og af Erfaring veed, hvad Priis Breve er i under mine Forhold; jeg skal, som jeg alt paa fri Haand har beviist, ikke lade Noget tilbage at ønske i den Henseende. Du er sagtens gal i Hovedet over at være blevet Fændrik i Bataillonen, men realiter har det jo intet at sige og du maa trøste dig med, at du har mange Ulykkesfæller (sit venia verbo!) 1) neml. alle dem, der kom i Linien samtidig med dig. Hvad mig angaaer, saa blev jeg igaar, da jeg meldte mig hos Capt. Müller, som det var at vente, meget vel modtaget, skjøndt han er meget gal paa Junghans over, at han tog Balling fra ham og ikke Mørch, og mod sit udtrykkelige Løfte satte Falkenskjold, som han holder meget af, til sit istedenfor tilbage til 3die Comp., hvad F. selv ogsaa ønskede. Naar man ikke kjendte M., kunde man let blevet heel consterneret over hans Tiltale til mig for at sige mig, hvordan han vilde have det. »Compagniet er,« sagde han »i udmærket Orden, og det forlanger jeg af dem, at de skal holde det i den, og giver dem fuld Magt og Myndighed til at anvende de Forholdsregler, de anseer for nødvendige, Meldinger holder jeg ikke meget af, de maa selv see at afhjelpe Manglerne ved at lade dem paradere osv. ; jeg bruger nu gjærne, ved saadanne Lejligheder at give dem en lille corporlig Tugtelse, og det er de derfor vante til og finde dem godt i. Naar de vil, commanderer de de 2 andre Lieutenanter til at visitere Qvartererne, eftersee Mandskabet corporalskabsviis osv., kun at jeg faaer Melding derom; de Andre melde til dem.« Jeg giver dig dette saa vidtløftig, for at vise dig Forskjellen ret skarp mellem Fordringerne ved mit forrige Compagni, hvor man ikke turde røre en Finger og ved dette. Jeg har naturligviis Intet mod Forandringen; vil der ogsaa imellem i Begyndelsen vanke lidt paa Hovedet, saa kan jeg af en saa ligefrem og respektabel Mand som Müller godt finde mig i at tage imod det; det var en heel anden Sag med Junghans’s evige Vrøvl. Jeg har, som ved 1.ste Comp., valgt Exercitsen fra 8—10, da jeg baade gjør det bedst og med meest Lyst, og da jeg saa har den øvrige Dag for mig selv. Carlo har Læsningen saa længe Mørch skal have Inspektion med Trainkudskenes Øvelser oppe paa Rumohrsgaard, hvor han og de andre arme Syndere (efter Generalcommandobefaling (fra Krabbes Tid) maae trave op hver Formiddag, og Compp. saaledes i mange Timer daglig være uden Kjøresvende. Jeg boer nu i Ballings forrige Qvarteer, som du sagtens kjender fra sin Tid og misundes af Carlo, der har dit forrige paa Østerholm, [der] jo rigtignok ogsaa falder langt igjennem i Sammenligning med mit. Dog er han jo heller 1) Undskyld Udtrykket!

20*

s. 321 ikke vant til anden Beskjæftigelse end at male og det gjør han ikke, den Driver, han har tabt Lysten dertil her, siger han. Mig synes, det er en stor Skam for ham, da Balling, der jo dog langt fra kan antages at have den ideelle eller kunstneriske Interesse som Carlo, er meget virksom i den Retning stadig væk, og maler en heel Deel smaa Schlachtscener, skjøndt naturligviis noget slemt Skidt. Det vilde virkelig gjøre mig ondt, skulde Carlo være tabt for sit egenlige Kald, hvor man dog kunde haabe en Deel af ham. Efter at have læst Høxbros Brev til Dig fra Sept., som jeg fik Lov til inden jeg sendte det, siger jeg det Samme med Hensyn til Dig og tildeels til mig selv. Skjøndt man ikke kan see ind i Andre antager jeg dog for afgjort, at en væsenlig Aarsag (om end Begejstringen strax var en ikke mindre væsenlig) til at saavel Du som jeg bleve Krigere, var den, at vi ansaae Krigerstanden dengang for »de Danskes Vej til Ros og Magt«; ingen af os tænkte dengang paa i den at vinde »et fast Levebrød«, med andre Ord, vi gik med fordi vi troede, at Fædrelandets Fare fordrede det af os, og (thi dette maatte komme til) fordi vi ønskede at erhverve os selv Ære og Berømmelse og derved tilfredsstille den Ærgjerrighed, som er et Hovedtræk saavel i din som i min Charakteer. Jeg maatte, da min Ærgjerrighed ogsaa fordrede, at jeg skulde tage min Attestats med Laud, og dermed oprette de 2 Hauder, jeg fik til de forrige Examina (og som i 6 lange Aar stadig havde naget mig mere end Nogen har anet og været den væsenlige Grund til min Tilbageholdenhed og Menneskeskyhed, som baade Du og Andre saa ofte har ladet mig høre, ofte paa en Maade, der inderlig irriterede mig, skjøndt jeg ikke lod mig mærke dermed) vente til dette kunde opnaaes, dig bandt intet Saadant og du gik derfor strax afsted. Vi have nu i halvandet Aar prøvet dette, og er, troer jeg, begge komne til den Erkjendelse, at Udsigt til paa den Vej at vinde en Ære, vi sætte Priis paa, have Ingen af os; de fantastiske Forestillinger om Krigen og dens Lejlighed til Udmærkelse, hvormed ogsaa vi vare smittede, ere forlængst vegne for Erfaringens prosaiske Virkelighed, og kunne ikke længere forblinde os. Eller vilde maaskee enten Du eller jeg sætte nogen Priis paa eller offre noget Væsenligt for at vinde den Berømmelse f. Ex. Capt. Schönning, eller Lieut. Thorkelin eller Schøller have vundet. Nej ! hverken Du eller jeg seer op til nogen af disse derfor, efter at det næsten er blevet en Troesartikel her i Landet, at alle danske Mænd maae antages for tappre (efter de gjorte Erfaringer) naar de ikke positivt have viist det Modsatte og det er dog de Færreste, ialfald af de dannede Classer. — Jeg har stillet dig, og tillige mig selv, s. 322 dette for Øje, da jeg antager det for langtfra betydningsløst at see tilbage og med uhildet Blik beskue vort første Skridt paa den Bane, vi nu befinde os paa, og de Bevæggrunde, der dreve os ind paa den, for bedre at kunne see, hvorvidt det er et blot Tilfælde, en løsreven Episode i vort Liv, eller et virkeligt Kald, og det Sidste maa jeg tilstaae, at jeg, Alt vel overvejet, og efter at have sat mig tilbage i vore Hensigter og Planer før Krigens Udbrud, og de Hændelser og Grunde, der pludselig krydsede disse tilhobe, hælder til at antage det Første for det rette. Det er for mig her kun om at gjøre at komme til den rette sande Opfattelse af denne Begivenhed i vort Liv og den Indflydelse, vi ifølge denne bør indrømme den til at bestemme, eller ialfald medvirke til at bestemme, indvirke paa vore fremtidige Livsformaal. Lad mig nu høre din Mening herom ! ! ! Du vil sikkert finde, at dette mit Brev fordrer et alvorligt og ordentligt, ikke flygtigt Svar, og du vil sikkert ogsaa finde det værdigt dertil, og tage dig Tid til, snarest muligt at yde det.,

[Her mangler et afskaaret Stykke.]

Hils Høxbro mange Gange fra mig og lad ham læse dette Brev. Har han Lyst og Tid at skrive mig til skal det være mig en Glæde, jeg er forresten gal paa ham over hans Yttring af bidende Sarkasme over en uskyldig og eenfoldig Yttring i mit sidste Brev til ham. Jeg sidder og studerer Islændernes Færd og [om] Aftenerne til Afvexling Hertuginde Barrys Memoirer, der er af større historisk Vigtighed end jeg mente da jeg kjøbte dem. Du vil af Moders Brev kjende mit hidtidige Levnet herovre, saa du seer, jeg har just ikke havt megen Tid at læse i. — Apropos som et comisk Træk: idag præsenterede M. Dalgas og mig for Comp., trak Sabelen (mens vi stod for Fronten) commanderede Skulder og Præs. Gevær og introducerede os saaledes ; jeg fortæller det, fordi det ligner ham saa godt. Lev nu vel, kjære Svend, hils Meta og Peter, Tante og lille Amalie mange Gange og skriv snart til din hengivne Broder Johan Grundtvig.

P. S. Jeg har, da jeg ikke selv pakkede ind, men var dum nok til at lade Eder gjøre det, glemt endnu flere Ting, min lille Felttjeneste og de »Provisoriske Bestemmelser«, du nok kjender; de maae findes i min Stue. Findes de ikke, naar Moder og du leder om dem, saa kjøb mig nye Exemplarer og send mig ved Lejlighed. Det, jeg sidst bad om, husker du nok! glem Intet. — Jeg modtog i dette Øjeblik Parolen og i den Efterretn. om din Permission — til Lykke af mit ganske Hjerte !