Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher BREV TIL: Grundtvig, Svend Hersleb FRA: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher (1849-11-19)

Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund 19 Nov. 1849.
Aften.

Kjære Svend! Det glædede mig meget for en Time siden at modtage Brev fra dig af 16de, med fuldstændig Oprejsning for din Beleidigung ved dit Brev af 14de som jeg fik d. 15de og efter Sædvane noterede udenpaa »Modt. 15. Nov. 49«, og dertil »Besvares ikke«; saa gal blevs. 344jeg over det. Nu er det imidlertid glemt og jeg skal ikke tøve med at gjengælde Dig. Carlo, der af Mangel paa andet Selskab i Nærheden tager til Takke med mig Tyrk, (som han paastaaer, jeg har alle Egenskaber til at være) og tilbringer sin meste Tid i mit Værelse, sidder ligeoverfor mig og skriver ogsaa hjem. Noget Nyt har jeg denne Gang ikke at meddele dig, ja tør næsten ikke engang begynde derpaa for ikke at synes at gjøre Fordring paa at være »morsom«, en Maalestok for mine Breve, som Peter i sit af mig igaar modtagne Brev (hvorfor du foreløbig maa takke meget forresten) til min store Forbauselse og Skræk anlægger paa mine Breve ved at sige, at mit sidste til Dig var ikke saa morsomt som det forrige. Sidder jeg maaskee og skriver til Eder i den Tanke at præstere en interessant Aftenunderholdning for Eder? Det være langt fra mig! Er det Fordringen, saa Fanden i Vold med Pennen! uden til at underskrive Rapporten og Permissionspas med! jeg sætter den aldrig mere til et Stykke Brevpapir. Du vil ikke gjøre en saadan Fordring, derom er jeg overbeviist, dertil har Du ialfald for megen Kundskab til min svage Side, som Du ofte har ladet mig høre, nemlig min Mangel paa Evne til at være livlig og interessant i Selskabslivet, (hvorfor ogsaa Carlo afldeles] ugeneert kalder mig en Dødbider tit og mange Gange) og desuden kjender Du af Erfaring den Tilstand, jeg lever i, og hvad man i den kan fordre af et Menneske. Pas mig nu paa, at Du ikke med dette gjør Peter sjøktern, ¹) tysk: schücktern (undselig). han har meget Anlæg dertil, og det vilde gaae ud over mig, ved Mangel af Breve fra ham, som altid ere mig kjærkomne. Naar han anlægger den Maalestok paa mine Breve, (at han tier med det kan naturligvis ikke hjelpe) maa du slet ikke læse mine Breve for ham; saa forfængelig er jeg nu! Nu nok herom — isøndags, Dagen efter mit sidste Brev var jeg da atter hos Oberstl. og din Formodning slog fejl, rigtignok blev »Stabsgroggen« ikke bedre, men kom først efter en feed Gaas og diverse Flasker Rødvin, saa vi kunde, hvad vi da ogsaa ærlig gjorde, lade den staae. Han skal ville have os hos sig hver Søndag Aften for Fremtiden — ikke videre morsomt, da jeg hellere den Dag seer Vilhelm eller til Kettinge, som jeg begge Dele gjorde igaar; jeg kjørte derned i min Compagnivogn, og Vilhelm, (i den Grad er han bleven Infanterist) gik derned de 1½ Mil fra sit Himmark, et Mod, jeg ikke besidder, men som ogsaa blev belønnet, idet han kom til at kjøre hjem med en Capt. af Batl., der paa Vejen fra Gen.s Gilde tilfældig kom ind i Kettinge. Vi tilbragte der en meget behagelig Aften sammen med Groves og Roths fra Adserballe. Vilhelms. 345kom ogsaa i Lørdags paa sin Fod over til mig, og jeg fulgte ham da det meste af Vejen hjem. Idag 8 Dage var D[algas] og jeg hos Mørch til Gaas og Lombre og fik god Rhinskvin og slet Rødvin med i Kiøbet. Tirsdag Aften havde jeg efter D.s Anmodning ladet Holst hente til en Whist for at see paa ham, og strax efter kom Hansen og Hammeløv ind ad Dørren med Carlo, hvem de havde villet besøge og vi tilbragte da Aftenen sammen hos mig ved Kortene, og jeg kom til den Erkjendelse, at Hammeleff er gal, at sige saadan genial-gal, uden at være Geni. Holst troer jeg du kan gjøre dig tilstrækkelig Forestilling [om], naar jeg siger Dig, at han omtaler de Munch som sin Ven og kalder ham »en rar Fyr«. Han skal have været Probenreuter og har Physiognomi som En fra »Bredgadens Drengeskole«, er rask paa det til det Yderste. Da han paa min Væg saae flere Kobberstik over Skabelsen, udbrød han: »Naa! der hænger jo alle vor Herres Kunster«. Jeg holder ham nu en distance, ligesom jeg i Sommer holdt Tvede og Munch, da han er meget utaaleligere end Hansen, og ikke besidder dennes Godmodighed blandt Andet. Ifølge Ordre fra højere Vedk. er der nu i Analogi med Skolen for Officeererne i Kjøbenhavn, som Du vel har hørt om, ogsaa hos os oprettet en ditto, hvor min Capitain, (der jo nu er Ridder, Gud veed hvorfor?) underviser »Reserveoff. og Sec. Lieut, af Linien« i Felttjeneste, Tegning og Croquering 3 Gange ugenlig i 2 Timer i Hundslev Kro. Junghans skulde først havt det, men erklærede, at han kunde ikke lære os Andet end at drikke og spille Kort, og skjød det over til den Yngste, din ulykkelige Capitain med Kone og 3 Børn. Een Aften var Dalgas og Mørch hos mig, og een Aften i Ugen var vi alle 3 paa Lysholm hos Knudsen til en Lhombre. Forresten, det bliver nok kun een Aften, nemlig i Onsdags har jeg været ene hjemme, jeg synes ogsaa nok, jeg havde mærket, at jeg sidste Uge ikke havde faaet synderlig læst, uden Aviserne, som jeg faar 5 Dage om Ugen, 2 Dage senere end I, og følgelig læser meget grundigere. Saameget om min Tidsfordriv. Dog endnu: Hammerichs Bog har jeg læst heel nu, men min Dom er uforandret, maaskee af personlige Grunde, thi Vilhelm gav mig iaftes paa Hovedet derfor, da han syntes, den nok gik an. Holsts Hornblæser »gaaer an«, men heller ikke mere, jeg fik den hos en af mine Underoff., Rosenstand, en underlig Gris, kommer aldrig til nogen af os, skjøndt vi have tilbudt ham det, baade Mørch og jeg, men er bon camerade med Underoff. og dus med dem, jeg forstaaer ham ikke; forresten arbejder han, fortalte han mig forleden, paa at lære sig Engelsk, ved Hjelp af et Udtalelexicon. Var du med til Festen for Øhlenschlaeger; det hars. 346været et godt Skuespil, da Fader [der] kun er lidet skikket til slige Scener, overrakte ham Laurbærkrandsen og blev kysset ved Siden af Munden. Den var dog vel aldrig, hvad jeg har en lumsk Anelse om, fra Susette et Konsorter (sit venia verbo) eller nogen af den Kreds; det skulde gjøre mig inderlig ondt, thi [det] var en flau Scene at give? Igaar fik jeg — nej den Historie skal Peter have, maaskee den er »morsom«. — Altsaa videre i Texten.

Som Svar paa adskillige Yttringer i dit Brev saa er jeg lige som du, og sagtens Alle udenfor Krigsministeriet, af den Mening, at det gik uforsvarligt til med Lægevæsenet ved Frederits, og at det er en Skandale, at Bendz ikke fures, med Foden for Rumpen heller idag end imorgen. At Bergmann i høj Grad fattes Aandsnærværelse ligeoverfor Mandfolk, (ligeoverfor Damer have vi begge seet stærke Beviser paa det Modsatte) har jeg flere Gange erfaret, han duer ikke til Officéer, idetmindste ikke i den danske Armee, han kan, mirabile d. ¹) mirabile dictu: utroligt at sige. Intet af Exercits, commanderer stadig, til Hansens store Forargelse og Mandskabets Morskab som ældst Lieutenant »Gevær, Presenteer Geværet!« og Hansen kan ikke faae ham lært at sige »giv Agt«, hvorover han er meget fortvivlet. H. synes nu at være Factotum hos Captainen, han maa sige Beskeed om Alting og sørge for, at det er i Orden, o tempora, o mores! ²) hvilke Tider, hvilke Sæder! vil du sagtens udbryde. Din Dagsorden har jeg Intet imod, naar Du blot taaler den uden Skade for dit Helbred, som dog er en meget vigtig Ting i Livet, ogsaa for Aanden. At jeg ikke kunde lide Ridningen er væsenlig af økonomiske Hensyn, kunde du, som Peter, ride gratis, var det en heel anden Sag. Skovgaard gaar det altsaa som de Andre, de forgabe dem i et Qvindemenneske i den Grad, at de glemmer, at de ere Mandmennesker og at der er andre saadanne til. Ja! de Fruentimmer, de ere dog Verdens Ulykke, naar Mændene ere saa svage, at saadan uden videre indrømme dem Regimentet, med deres uklare Følelser, og hænge ved deres Skjørt, bare fordi de tigge dem derom, endog kun med et Blik, det er dem fuldkommen nok — de Elskere! Nu gaaer Fru Karstensen da ogsaa her og plager mig, fordi hun absolut vil have, at jeg skal gaae og være forelsket i Marie Stephensen, og blive bleg deraf osv. osv. Min Latter deraf og mine Benægtelser hjelpe aldeles ikke; hun er, som kun et Fruentimmer kan være det, vis i sin Sag, paastaaer, at hun veed, at jeg ingen større Glæde har, end at see og tale med Vedk. — See, saadanne ere de Fruentimmer, der er intet Udkomme med dem, hun opfordrer mig ikke uforstaaeligt, skjøndt jeg naturligviiss. 347ikke forstaar det, til ikke at genere mig, men kun gaae løs paa Frieriet, som hun troer, at jeg gaaer og trykker mig for; hun synes at burde indestaae for, at det vilde gaae; jeg vil dog blot haabe, at hun ikke har gaaet og sat Pigebarnet Fluer i Hovedet, det skulde gjøre mig inderlig ondt for det lille rare Pigebarn, men jeg er virkelig saa uskyldig deri som et nyfødt Barn; jeg har aldrig gjort Cour der og kunde aldrig falde paa at blive forelsket i hende, saa det vilde være en meget sørgelig Historie, dersom den gode Frue havde lagt et godt Ord ind der. Jeg kan dog imidlertid intet mærke paa M. St., saa jeg vil haabe, at det hele er en Nykke. Men er det ikke Fanden til Nykker; hvem der har skabt Fruentimmerne, det veed jeg ikke med Vished, men man kunde i slige Tilf. fristes til at sige noget Slemt i den Anledning. Er det dog nu ikke ogsaa sandt? — Af Carlo hører jeg at Elise har galopperende Svindsot, hvad Du ikke synes at ane. — Det glæder mig usigelig, at have nære Udsigter til, hvis jeg lever saalænge, at see et Systerbarn til Foraaret, jeg maa tilstaae, jeg havde ogsaa omtrent opgivet det Haab, der falder saa naturligt, men som jeg dog ikke forstaaer, da jeg ikke, som du, er aristokratisk sindet, men en god Demokrat og Republikaner til Dato. Det er rigtignok Noget »der kan klodse«, du stikker i Pølseenden som »fra en paalidelig Kilde« om Holstenernes Vinterindfald, men tillad mig! den Kilde kommer dog nok til os først og styrter først meget længere nede ned i Eders glubende, gabende Svælg; I skulde lukke Eders Mund lidt bedre i derovre, saa fik I ikke saadant noget snavset Skyllevand i den gale Hals; jeg veed ikke, hvori det kan ligge, men jo længere Folk kommer fra Krigsskuepladsen, desmere krigersk drømfme] de, du synes til min Forbauselse ogsaa at være smittet af den Syge, det er kanskee de »ko[lde] Fødders« Skyld, for herovre drømme vi kun om Fred og ingen Fare, skjøndt Als befæ[stes] stadig stærkere, da Bruhn, som sædvanlig henad Vinteren faaer Tilfælde i Maven, og især nu, da det har begyndt at fryse, løber Isen ham reent bandsat om i Hovedet og gjør Hjernen stiv. Forresten kan det saamænd gjerne være, at vi snart faae Krig igjen, men jeg har ogsaa læst Bladene, vist bedre end du, og jeg troer ikke paa Krig fordi de snakker om det i »Landesversammlung« i Kiel ¹) traadte sammen i Septbr. 1848 efter Beslutning af de slesvigske og holstenske Stænderforsamlinger.. Saalænge de gjøer, saa bide de ikke, tænker jeg. At hele Hæren skal paa Feltfod 1 Dec. er ikke sandt, kun ⅗ af fuld Styrke skal f. Ex. til Tjeneste ved Afdell. her paa Øen; (Batl. 600 Md.) jeg har indkaldt 62, men faaer naturligviis ikke een Mand, da Bestyrelsescommissionen jo har forbudt det. Jeg veed ikke hvordan det er! men i Kbhn. blivers. 348Folk strax saa bandsat raske paa det; du vil som en Svedske »kjøre Holsten, firkantede tildørs«, veed du da ikke, at ved Fredericia var det første Gang i hele Danmarks Historie, at de Danske har sejret over Holstenerne, og hvormange Gange have de ikke sejret over os? Nej, ingen Flauser, gode Ven, lad os blot ikke narre os selv, det kunde i sin Tid komme os dyrt at staae, det var Storsnudenhed der fældede Holstenerne ved Fredericia, og lad os ikke følge deres Expl. Det er en meget betænkelig Sag, en Deel Hjelp faaer de jo ialfald fra Tydskland (vide Bajern !) ¹) se blot paa Bajern! saa det kunde blive knebent nok for os endda. Du kommer neppe i Vinter til at belejre Rendsborg, som Du synes at kløe besynderlig efter, det er ellers just ikke den behageligste Aarstid! Imidlertid, Kæmpeviserne beholde dig sikkert i Vinter og det er nok ogsaa det bedste. Til vor Batl. vilde du jo sikkert ialfald komme, da du er ført ved den i den krigsminist. trykte Bekjendtgjørelse. Oberst Flindt siges at skulle være command. General, da Bülow er Invalid. Mange Hilsener fra Vilhelm, hvorom en anden Gang mere; Læssøe er i Kbhn. Hils Fader, Moder og Meta meget fra

din eneste Broder.